Sara Bro måtte i ét år kæmpe for jobs i DR – så opdagede hun årsagen...
Sara Bro er årets vinder af Søstersindprisen. Her fortæller hun om, hvordan hun har taget en beslutning om at være hende, der ødelægger den gode stemning, når nogen sætter begrænsninger for kvinders muligheder. I dag når hun ud til over en million lyttere hver uge med 'Hjerteflimmer' og 'Sara og Monopolet', men undervejs oplevede hun at få stemplet ”samarbejdsvanskelig”.
Da jeg skriver til Sara Bro for at høre, om hun vil modtage Søstersindprisen, får jeg øje på vores forrige sms-korrespondance. Den er fra vinteren 2019. Beskederne er et bombardement af navne på andre kvinder, hun synes, vi skal have i bladet:
"Jada, Linse, Linda P., Signe Lindkvist, Christiane Schaumburg-Müller, Sarah Grünewald, Karen Bro, Maria Fantino, Josefine Lindegaard, Cecilie Beck..."
Sidste besked fra hende:
"Jeg skal nok stoppe nu."
Det med at give navne på andre kvinder videre er en af Sara Bros principsager.
"Jeg tog for lang tid siden en beslutning om, at jeg altid ville anbefale andre kvinder. Det er ikke noget, jeg har sagt højt, men det må være omkring fem år siden, hvor #MeToo begyndte i USA. Der var der i hvert fald mange ting, der gik op for mig," fortæller hun.
Sara Bro er ikke den, der skriver med store feministiske flammebogstaver. Det er ikke hende, man ser i tv-debatter eller i avisernes kronikspalter. Hun har bare besluttet sig for at gøre noget ved ligestilling, hver gang hun har muligheden i hverdagen. Derfor har hun for eksempel lavet en lang liste med navne på kvinder. Så har hun dem altid klar, når nogen synes, det er svært at finde kvindelige kilder (værter, gæster og medvirkende). For det er der nogen, der synes: De seneste optællinger viser, at ud af de 50 mest citerede ekspertkilder i Danmark er de 43 mænd. Helt overordnet er to ud af tre kilder i nyhedsmedierne mænd.
"Undersøgelser viser, at kvinder såvel som mænd er tilbøjelige til at pege på mænd som autoriteter eller som eksperter, fordi vi kun er vant til at se mænd i de roller. Så virker det mere naturligt, fortæller hun om denne stille kamp bag frontlinjen."
"Der er også de her forsøg, hvor man laver to identiske jobansøgninger, hvor man skriver et kvindenavn på den ene og et mandenavn på den anden og sender dem afsted, og så er det altid manden, der bliver valgt. Det er, fordi kvinder og mænd er mest vant til at se mænd i ledende stillinger i samfundet. Vi er mindre tilbøjelige til at pege på kvinder eller stole på, at kvinder er kompetente."
Et andet eksempel: Da vi mødes for at lave billeder og interview, står stylisten på Sara Bros forespørgsel klar med et stativ med glamourøst genbrugstøj fundet hos en af de stadig flere udlejere på Instagram. Stylisten forklarer os andre konceptet og hvem, der står bag; undervejs får hun indskudt, hvem indehaverens ekskæreste er.
Sara stopper hende.
"Det har altså ikke noget med sagen at gøre. Hun er megasej businesskvinde..."
Rummet stivner et øjeblik. Men Sara virker ikke sur, hun siger det bare. En lille reminder om ikke at definere kvinder ud fra mænd.
Da jeg senere spørger ind til det, forklarer hun:
"Man bliver nødt til at være den der irriterende person, der ødelægger den gode stemning ved at påpege ”det kan du ikke tillade dig at sige”, ellers er der ikke noget, der ændrer sig. Når folk siger eller gør noget, der passer ind i de gamle systemer, så siger jeg fra i stedet for at grine med."
Når du at tænke over, om du nu også orker det i situationen?
"Ja, men jeg har taget en beslutning om, at jeg skal sige det."
"Lige i den her situation tænker jeg over, om det vil gå ud over nogen andre, men jeg når frem til, at det vil gå mest ud over mig; ”det kan være, hun tænker, jeg er dum eller streng, men det overlever jeg”."
Sara Bro har besluttet sig for at walk the walk. At kæmpe imod de mønstre, der sidder i rygmarven på os alle sammen. Der skete noget i hende under den første #MeToo-bølge i 2017, fortæller hun.
"Her går der rigtig mange ting op for mig. Det føles lidt, som om man har stået i en gruppe, og så stikker kvinderne pludselig hovederne op og spejder rundt og ser de andre kvinder og er sådan lidt: ”Der er noget her, der ikke fungerer for os, og vi har prøvet at make it work i mange år”. Og når man først ser de her mønstre eller systemer og får sat forklaringer på, hvorfor tingene er sådan, så kan man ikke unsee it."
"Mange af mine ideer kommer fra Birgitte Possings bog 'Argumenter mod kvinder', som udkom i 2018. Jeg havde en periode, hvor jeg bare sad og læste i den. Hun har helt konkrete forslag til, hvad man selv kan gøre. Jeg var til et foredrag med hende, hvor hun for eksempel foreslog, at når man sidder hjemme og ser fjernsyn, så skal man spørge den, man sidder ved siden af: ”Er I lige mange kvinder og mænd i dit firma?”. Minde folk om, hvad man kan gøre på sit arbejde, og få dem til at stille sig selv spørgsmålet: ”Kunne der sidde en kvinde der?”."
Åbenbaringen rammer hende samtidig med, at der sker rigtig meget andet i hendes liv. Hun har været igennem et operationsforløb, hvor hun har fået fjernet og genskabt begge bryster. Undervejs er hun sygemeldt flere gange, og hendes læge bliver ved med at minde hende om, at hvis hun skal komme helskindet igennem fysisk og psykisk, skal hun stoppe med at lave morgenradio. Det er for hårdt at stå så tidligt op.
"Det tager mig et år at beslutte det, for jeg har ikke lyst til det; 'Go’ Morgen P3' er det bedste og sjoveste, jeg nogensinde har lavet. Men heldigvis har jeg en kvindelig chef, som, da jeg siger til hende, at de nok skal indstille sig på, at jeg gerne vil stoppe, bare er vildt god. Hun siger ”det er jeg ked af, men så skal du jo lave noget andet fedt. Hvad vil du gerne?”. Det er megafedt, sådan en chef har jeg aldrig haft før."
Sara får tilbud om at komme over i en anden DR-afdeling, der skal i gang med at lave et talkshow og gerne vil have hende som vært. Hvilket hun siger ja til. Her er hun på udebane; hun kender ikke nogen af de andre, hun kender ikke chefen, og fordi #MeToo-sløret netop er faldet fra hendes øjne, kommer hun også med et nyt blik på verden – og på sig selv:
"I den her proces går det op for mig, at jeg har haft sådan en måde at spille mandlige chefer på, så jeg har fået min vilje. Blandt andet ved at give dem indtryk af, at det var deres ideer, og at de var mine bedste rådgivere: For eksempel hvis jeg fik en ide til et program, så i stedet for at gå til chefen og sige ”det her er en vildt god idé, skal vi lave det?”, så sagde jeg ”jeg har fået en idé, den er måske lidt skør, jeg har brug for, at du siger, hvad du synes, før jeg kan finde ud af, om det egentlig er en god idé”. Jeg spillede dum, spillede dem kloge, og på den måde var det altid lykkedes mig at lave det, jeg gerne ville. Og så tænker jeg ”det skal da være løgn”, sådan skal det ikke være, det er jo at holde fast i et gammelt system."
Men den nye attitude og den nye chef viser sig at være en giftig cocktail. Ifølge Sara går det galt fra starten, og egentlig er hun i tvivl, om hun kan tillade sig at fortælle om det, men konflikten er det konkrete billede på, hvilke omkostninger det kan have at opføre sig på en anden måde end den, ”systemet” forventer.
Konflikten ender med at have indflydelse på indholdet i programmet 'Sara Bro på DR2' og på hendes efterfølgende arbejdsliv. Så konflikten hører med til historien.
"Jeg siger til chefen, hvad jeg gerne vil, og at jeg gerne vil have det samme i løn som mine kolleger, der laver tilsvarende programmer, og så starter der en lang konflikt med ham. Han bliver sur og truer med at tage mig af programmet. Jeg ved, han ikke kan tage mig af, men jeg skal samtidig tænke på, at hvis han skal være min chef, så kan jeg ikke pisse ham helt ud over kanten, for så kommer han til at tale grimt om mig i hele huset. Så jeg går med til nogle ting, som jeg ikke er helt glad for."
"Jeg kan slet ikke holde ud at arbejde i den afdeling, fordi han er nederen. Ikke noget seksuelt, han er bare sur og sexistisk."
Men hvordan ved man, hvornår det er sexistisk, og hvornår det bare handler om to personligheder, der ikke passer sammen?
"Ja, det ved jeg heller ikke... men han taler supernedladende til mig. Han ”tuttenutter” mig. I stedet for at kalde det et redaktionsmøde, kalder han det ”Saras salon”. Hver gang vi har haft et møde, så mansplainer han mig. Når vi har holdt møde med en eller anden overordnet chef, så sidder han og genfortæller, hvad der lige er blevet sagt. Men jeg har jo besluttet, at jeg ikke vil finde mig i den slags mere, så jeg siger til ham: ”jeg var her, så du behøver ikke genfortælle det, jeg fattede det godt første gang”."
"Der er mange møder, der går sådan, og hvor han bliver sur og siger nogle virkeligt grimme ting. Og hvor jeg bagefter sender ham mails, hvor jeg skriver, at jeg ikke ville finde mig i at blive overfuset på den måde."
"Jeg har det superdårligt med det og er samtidig chokeret. Jeg har jo aldrig prøvet at gå op imod en chef før."
Men samtidig inspirerer opgørene hende til emner og gæster i talkshowet.
"Jeg inviterer for eksempel Helle Thorning-Schmidt og Jan Hellesøe ind for at tale om magt og om, hvordan man får mere magt i sit eget liv."
"Jeg spørger dem om ting som ”hvordan kan jeg agere, så jeg virker mere magtfuld til et møde?”. Helle har senere sagt til mig, at det var det bedste interview, hun nogensinde har lavet, fordi det ikke handlede om at være kvinde eller kvinde med magt, bare om magt og hvordan det føles. Undervejs tager Sara også en anden kamp: Hun vil gerne have et teknisk hold med kun kvinder. Men der er to poster i produktionen, der ikke kan besættes, fordi der ikke er kvinder, der er oplært til dem."
Hvorfor er det vigtigt for dig?
"Det er den måde, man ændrer tingene på – ved at insistere på repræsentation. Jeg tror på kvoter. Vi bliver nødt til at tage de der beslutninger om, at nu skal der altså være lige mange af hver. Nu skal vi repræsentere vores samfundssammensætning."
"Så jeg skriver til Maria Rørbye Rønn (generaldirektør og øverste chef i DR, red.) og forklarer hende, at der er to stillinger, der ikke er kvinder til. Jeg skriver til hende, at det vil koste så og så meget at uddanne dem og kommer med nogle bud på, hvem der vil og kan. Det er lige efter en fyringsrunde, og hun beklager, at hun ikke kan bevilge det."
Da programmet får premiere i foråret 2019, bliver det dårligt modtaget. Seertallene er lave, og Politikens anmelder skriver, at det er så tåkrummende pinligt, overfladisk og smagløst, at det næsten ikke er til at holde ud. ”… Sara Bro sidder i en skriggrøn bodysuit og virker mest optaget af at forklare, at dette er hendes nye talkshow”. Berlingske skriver, at ”det er svært at tage den evigt barnevoksne Sara Bro alvorligt”.
Hvordan har du det med den kritik?
"Jeg er ligeglad med anmelderne. Der er altid nogen, der vil synes, jeg er en idiot, og hvis jeg lader mig gå på af det, så kan jeg ikke sende. Jeg er ikke optaget af, hvad tre mennesker synes om mig, som får penge for at levere clickbait til deres avis. Jeg tror, jeg har teflon efter alle de år på P3, hvor man har et konstant samarbejde med lytterne. Jeg bliver kun ked af det, hvis jeg selv synes, jeg har lavet et dårligt stykke arbejde, og det så bliver påpeget."
"Min reaktion er, at folk SKAL blive sure. Ellers har jeg ikke gjort det godt nok. Hvis Bo Tao på Politiken mener, det er et godt program, så har jeg gjort noget helt forkert. Min mission er at lave gode vigtige programmer, ikke at få alle mennesker til at kunne lide mig."
Et af kritikpunkterne er Saras farverige dragter. De støjer. Sara minder om, at det også er i 2019, at tv-anmelderne har det stramt med Nina Munch-Perrins stilethæle i 'TV Avisen' og Lise Rønnes vimsen rundt i 'X Factor'.
"Hele min karriere har folk klaget over mit tøj. Da jeg var på TV2, blev seerne sure over pailletter, stiletter og genbrugstøj, og da jeg var vikar på 'Aftenshowet', var folk sure over, at jeg havde to forskellige mønstre på, og at jeg havde shorts og støvler på. Jeg synes, de her glimmersuits er skideflotte, og vi har en vildt dygtig kostumeafdeling i DR. Det er en pointe, at jeg skal have kostumer på. Jeg vil gerne lege med formerne i et format, hvor seerne er vant til at se værten i blazer og bukser."
"Jeg har fået alt godkendt af min chef, men jeg ved, der vil komme reaktioner. Så jeg har på forhånd sagt til ham: ”Jeg ikke have, du udtaler dig uden at tage det forbi mig, for det er mit ansigt, der kommer til at være clickbait i alle de historier, og jeg har nogle børn, der går i folkeskolen, så jeg vil simpelthen ikke en tur rundt i medierne uden at have indflydelse på, hvad der bliver sagt”. Den aftale holder han ikke."
Efter premieren og de dårlige anmeldelserne kan Sara se DR undsige programmet og love at rette op på manglerne.
"Jeg har forventet, han vil bakke op, eftersom han har godkendt programmet og kostumerne. Men da der så kommer kritik, så vil de rette ind efter kritikken."
"Jeg bliver kaldt til et møde med alle mulige mandlige chefer og får ordre om, at jeg ikke må have glimmer på. Jeg får sygt mange knubs i det system, og jeg synes, det er svært at lave et program under de vilkår."
Efter blot en enkelt sæson bliver programmet pillet af. Saras forsøg på at undersøge ligestilling på skærmen og praktisere det bagved støder på grund. Når hun i dag ser tilbage på det, kan hun se, at det var i utakt med tiden.
"Det program blev lavet for tidligt, tror jeg. Jeg havde lige opdaget alle skævhederne, og når først man ser dem, så ser man dem alle steder. Det var så spændende at lave indholdet lige der efter #MeToo, men mine chefer og huset var ikke klar til det. Jeg var fuldstændigt klar – også til at tage kritikken fra tre anmeldere. Men jeg var ikke klar til, at min egen arbejdsplads ikke bakkede mig op."
"Jeg ved, at det program har gjort en forskel. Jeg har aldrig før eller siden oplevet så mange beskeder fra kvinder, som sagde tak for, at jeg var en stemme for dem, som de kunne identificere sig med. Jeg tror, programmet i dag ville kunne starte en masse samtaler rundt omkring, og jeg ville lave det hele igen i dag, hvis jeg fik mulighed for det."
Bagefter er Sara stadig ansat i DR, men sat på græs. Hun finder ud af, at når eksterne produktionsselskaber pitcher programmer ind og foreslår hende som vært, får de at vide, at det ikke går, for hun er blevet samarbejdsvanskelig.
"Det, at jeg er blevet stemplet som samarbejdsvanskelig, gør, at jeg ikke laver noget særligt i et helt år. Jeg ved jo godt, hvordan den historie er opstået, for jeg ER jo samarbejdsvanskelig, hvis jeg ikke bliver behandlet ordentligt."
"Da jeg hører, at nogen siger de ting om mig, så går jeg helt til toppen og siger ”der er nogen, der snakker sådan her om mig. Hvis det er rigtigt, at mit program er lukket, fordi jeg er samarbejdsvanskelig, så vil jeg gerne snakke om det”. Jeg synes, det er et sindssygt problem, for det er den retorik, man bruger, når kvinder siger deres mening. Hvis du er mand, så er du beslutningsdygtig og autoritær, hvis du er kvinde, så er du en besværlig bitch."
I det år forsøger Sara at få nogen til at forstå, at det ville være en god idé at lave 'Hjerteflimmer for voksne', men der er ikke rigtig nogen, der kan se det for sig. Indtil en dag, hvor hun løber ind i en tidligere P3-børneradioreporter.
"Hun er i mellemtiden blevet journalist og har startet 'P3 Podcast'. Hun har set 'Hjerteflimmer' på tv som barn og forstår tankegangen."
Sara har læst Jytte Vikkelsøes bog 'Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte' i 2018 og har en drøm om at komme i kontakt med hende.
"Bogen forandrede mit syn på mig selv og alle mine tidligere parforhold, og jeg havde skrevet til hende for at høre, om hun tog klienter, men det svarede hun slet ikke på. Men så møder jeg hende til et arrangement og har bogen med for at få en autograf. Og så spørger jeg, om hun vil være med i en podcast."
"Vi laver en dummy med to gæster. Den er fuldstændig mindblowing, Jytte fyrer den af. Alle er bare sådan ”what? Hvad sker der”."
'Hjerteflimmer'-podcasten bliver et vendepunkt for Sara.
"Det er hele min stolthed, der er i den podcast, fordi jeg selv har fundet på den og selv har kæmpet for den i mange år."
"Jeg laver det hele selv, også det tekniske – det har jeg altid godt kunnet lide, og jeg har altid opfordret kvindelige værter og praktikanter til at kæmpe for at få lov til at lære de tekniske ting. Det giver en større forståelse for mediet og en kæmpe frihed."
"Oprindeligt fandt jeg også på tv-programmet 'Hjerteflimmer' sammen med to kvindelige kolleger, og i alle de år på P3 har jeg oplevet et stort fællesskab med lytterne – især de kvindelige lyttere. Det er, som om der er en hel generation, jeg på en eller anden måde følges ad med."
I dag har Jytte og Sara lavet over 80 episoder af 'Hjerteflimmer', som er en af de mest lyttede podcasts i Danmark.
I slutningen af 2020 får Sara tilbudt at overtage værtsrollen efter Mads Steffensen i landets mest populære radioprogram.
"Da radiodirektøren spørger mig, om jeg vil lave 'Monopolet', siger jeg, at det vil jeg gerne, men at jeg gerne vil gøre opmærksom på, at jeg er en meget anden type vært end Mads Steffensen. Jeg siger til hende ”jeg har det, du nok vil kalde kant”. Og så siger hun ”det er præcis derfor, jeg gerne vil have dig. Jeg har hørt 'Hjerteflimmer for voksne', og det er derfor, jeg gerne vil have, du laver monopolet”. Og så siger jeg ja, for hvis hendes baggrund for at spørge mig er det program, jeg selv har fundet på, selv har kæmpet for og selv har klippet, så har vi ligesom en fælles kontrakt... Hvis der kommer noget kritik, så kan jeg vende tilbage til den."
I dag kan det virke som en fjern fortid, hvor det var svært at få lov til at være Sara Bro. Men hun er stolt af at have gjort sig besværlig.
Sara Bro sætter ord på det med en lille anekdote om sin søn:
"Min veninde overhørte en dag den her samtale mellem min søn og hendes søn, som er bedste venner: Min søn siger ”jeg synes, du taler lidt grimt til din mor”, og vennen svarer ”det er fordi, hun er så pinlig”. Og så kigger min søn på ham og siger: ”Så prøv at tænke på, at min mor er Sara Bro”. Og så kigger vennen på ham: ”ej ja, det kan jeg godt se”."
"Der er et budskab i det: det er okay at være pinlig. Man er nødt til på alle fronter at være sig selv og ikke rette ind efter et billede, der er skabt. Det gælder også mænd. Det er det, der er så interessant ved den her tid, vi er i nu: at tale om, at ligestilling er en kamp for alle. Det er ikke kun for kvinder, og det er heller ikke MOD mænd, for ligestilling skaber også mere plads til mænd."