Sara overlevede Estonia-forliset: "Vi, der var ombord, har brug for svar"
Mere end 28 år er gået, siden færgen Estonia sank, men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om den største svenske skibskatastrofe i nyere tid. I en ny bog søger den overlevende Sara Hedrenius svar på, hvad der virkelig skete den stormfulde nat på Østersøen.
Vi har sat hinanden stævne ved Estlandsmonumentet på Djurgården i Stockholm. I mindesmærkets lyse granit står navnene på 815 af de 852 passagerer, der gik ned med Estonia, da færgen sank den 28. september 1994.
Sara Hedrenius, 48, har været her mange gange før. Som en af de 137 overlevende fra katastrofen føler hun et ansvar over for dem, der ikke var så heldige som hun selv den stormfulde nat på Østersøen, hvor bølger på op til otte meter opslugte alt, hvad der lå på deres vej.
Sara udgav sidste år en bog om katastrofen, og jeg spekulerer på, om den er et konkret udtryk for den ansvarsfølelse, hun har båret med sig lige siden.
"Ja, selv om det næsten lyder lidt prætentiøst, så føles det sådan. Jeg så alle de mennesker dø, da båden sank. Derfor føles det vigtigt at forsøge at bidrage med det, jeg kan," siger hun.
Vi går videre til det marinearkæologiske museum Vrak, der ligger et stenkast fra monumentet. I udstillingslokalet hænger et portræt af Sara. Som Estonia-overlever går hun over i historien, hvad enten hun vil det eller ej.
Annonse
Forræderi mod slægtninge
Inden vi slår os ned i caféen, tager hun et foto af nogle eksemplarer af sin nye bog ”... det ser illa ut”, som er til salg i museumsbutikken. I bogen dykker Sara ned i de tre store undersøgelser af katastrofen, der er blevet foretaget. Hun undersøger blandt andet årsagerne til, at der 28 år efter forliset stadig ikke er noget klart svar på, hvorfor Estonia sank.
Et andet brændende spørgsmål, som hun rejser, er, hvorfor skibet og dets ofre forblev på havbunden. Både den afgående svenske statsminister Carl Bildt og hans efterfølger Ingvar Carlsson gav tidligt løfter om, at der ville blive gjort en stor indsats for at få de døde hjem.
Men den 15. december 1994 meldte den daværende regering en beslutning ud, der modsagde det, den tidligere havde sagt. Man var nået frem til, at Estonia skulle forblive i havet, og at havaristedet skulle betragtes som en gravplads.
Sara ser beslutningen som et stort forræderi mod de afdøde og deres familier: "I begyndelsen ønskede jeg ikke at blive involveret, fordi jeg mente, at dialogen skulle tages mellem beslutningstagerne og familierne, men sådan en dialog kom aldrig. I stedet blev familierne brugt som brikker i debatten, hvor man satte dem, der var for, og dem, der var imod bjærgning, op mod hinanden, hvilket føltes så uværdigt."
"Som familiemedlem at stå over for spørgsmålet om, hvorvidt man vil have sine døde kære hjem, er fuldstændig absurd. I enhver anden katastrofe er det en selvfølge, at der skal tages hånd om så mange af de afdøde som muligt."
Sara og mange af de andre overlevende følte sig også svigtet af beslutningstagerne. Da Sverige, Finland og Estland skulle fremlægge en fælles slutrapport om katastrofen, valgte de ikke at interviewe nogen af de overlevende. Argumentet var, at de var traumatiserede og udsat for stor stress, der påvirkede deres opfattelsesevne, og at de desuden manglede viden om skibet.
Annonse
Da rapporten blev fremlagt, reagerede mange af de overlevende på, at de ikke kunne genkende sig selv i det beskrevne hændelsesforløb. 28 af dem, heriblandt Sara, skrev et brev til den ansvarlige minister, Mona Sahlin, hvori de påpegede uoverensstemmelserne og bad om at blive hørt i undersøgelsen.
"Da vi ikke engang fik svar på brevet, følte jeg, at det var håbløst at finde ud af, hvad der var sket. Jeg følte, at jeg måtte lægge sagen bag mig og passe på mig selv og lægge mine kræfter i ting, jeg kunne påvirke."
Modstridende oplysninger
Livet gik videre. Sara mødte sin nuværende mand, Johan, som hun har fået to børn med, studerede psykologi og psykotraumatologi og begyndte at arbejde med krise- og katastrofehåndtering. Hun skrev to bøger om krisestyring og var i færd med at skrive en tredje om rehabilitering efter traumatiske begivenheder, da en dokumentarfilm om Estonia-forliset i 2020 genoplivede hendes interesse for årsagerne til katastrofen.
Annonse
Dokumentarfilmen fortalte om opdagelsen af et aldrig tidligere dokumenteret hul i Estonias skrog. Det anfægtede Havarikommissionens konklusion om, at det var underdimensionerede beslag og låse på skibets 64 tons tunge bovvisir, der var årsag til forliset.
Ansporet af disse nye oplysninger begyndte Sara at fordybe sig i emnet. Hun fandt en række mærkværdigheder, modstridende oplysninger og ubelyste omstændigheder omkring katastrofen. Til sidstnævnte kategori hører en observation, som Sara gjorde, lige før skibet skulle forlade Tallinns havn:
"Da jeg stod på dækket, så jeg grønne militærkøretøjer, eskorteret af motorcykler, der kørte med høj hastighed mod Estonia. Jeg husker, at jeg syntes, det var mærkeligt, at der blev transporteret militærkøretøjer på et passagerskib."
"Umiddelbart efter forliset tænkte jeg ikke meget over det, fordi det bare var en detalje blandt mange andre, men ti år senere så jeg et tv-interview med en pensioneret tolder, som fortalte, at han havde fået instrukser fra sin nærmeste chef om at lade visse køretøjer passere uden inspektion. Jeg mener, at det bør være en selvfølge at udelukke, at militærtransporten havde noget med forliset at gøre."
Hjælpe hinanden
Sara gik op på dækket for at vinke til sin far, som hun havde besøgt i Estland, hvor han arbejdede. Hun mener, at det til dels var takket være ham, at hun overlevede katastrofen. Gang på gang havde han prædiket for hende om vigtigheden af at komme hurtigt ud i tilfælde af brand eller andre nødsituationer.
Så da Sara vågnede ved et brag så højt, at glasset gik i stykker i skibets cafeteria, hvor hun sov på en sofa, var hendes første instinkt at komme op på dækket så hurtigt som muligt.
"De, der blev indenfor og ventede på flere oplysninger, havde meget, meget mindre chance for at komme ud, fordi skibet hurtigt blev fyldt med vand," siger hun.
Men der var også en række andre faktorer, der gjorde, at Sara hørte til de fem procent af de kvindelige passagerer, der overlevede. Ikke mindst en stor portion held. Og hendes ungdom, selvfølgelig.
Statistikkerne taler for sig selv. Ligesom Sara var de fleste af dem, der blev reddet ud, i alderen 20-24 år. I den aldersgruppe, som hun nu tilhører, var der ikke engang en tredjedel så mange, der overlevede. Men det er ikke den eneste grund til, at Sara ikke tror, at hun ville have overlevet, hvis katastrofen var sket i dag.
"Jeg ved, at jeg ville være blevet inde i skibet for at hjælpe mere til. Jeg ville først og fremmest have forsøgt at få andre til at komme væk. Selv om det i mange henseender var junglens lov, var samarbejde mere eller mindre en forudsætning for at overleve."
Ude på dækket mødte Sara den habitklædte Kent Härstedt, som høfligt gav hånd og foreslog, at de skulle hjælpe hinanden med at overleve. Da skibet kæntrede og lagde sig på siden, var Sara med Kents hjælp netop kommet over rælingen. Sammen besluttede de at gå mod agterenden, som var ved at synke. Inden de kunne lægge en plan for at fortsætte, blev de begge skyllet i havet af en stor bølge.
En af Saras fødder sad fast i noget. Under vandet gik hun i panik ved tanken om, at hendes forældre måtte gå til hendes begravelse. Men som ved et mirakel blev grebet om hendes fod løsnet, og Sara svømmede tilbage til overfladen.
Hun og Kent kravlede op på en redningsflåde, men opdagede inden længe, at den var vendt på hovedet og derfor ikke gav nogen beskyttelse mod vinden og bølgerne. De næste par timer af natten gik med at forsøge at holde sig fast på den omkringdrivende flåde og udholde kulden og usikkerheden. Samtidig kunne Sara bare se på, mens ti af de 15 personer på flåden enten druknede eller frøs ihjel.
"Forskellen mellem dem, der overlevede, og dem, der døde, var markant. Hver gang nogen mistede livet, indså jeg, at om ti minutter kunne det lige så godt være mig. Jeg blev ved med at tænke på, at redningen ville komme, men jeg var ikke sikker på, at jeg ville være i stand til at holde mig i live indtil da. Efterhånden som tiden gik, mærkede jeg, at jeg blev mere og mere følelsesløs, både fysisk og mentalt."
Da lyden af en helikopter kunne høres i de tidlige morgentimer, blev håbet vakt, men da den forsvandt igen efter et mislykket redningsforsøg, begyndte Sara at fortvivle.
En stykke tid efter dukkede en ny helikopter op. Denne gang kunne den længe ventede opstigning endelig gennemføres. Selv om Sara ikke helt kunne rumme omfanget af det, der skete, forstod hun nu, at hun ville se sine forældre og lillesøster Hanna igen.
Da samtalen kommer ind på de redningsmænd, der med fare for deres eget liv hejste sig ned til flåderne, bryder Saras ansigt ud i et stort smil. Under arbejdet med bogen har hun interviewet "sin egen" redningsmand Torbjörn Olsen og to andre, der deltog i redningsaktionen:
"Jeg er fuldstændig målløs over det arbejde, de gjorde den aften. Der var så mange mennesker i nød og så få, der havde mulighed for at redde os. Derudover var der store problemer med udstyret, ikke mindst wirer, der bristede, hvilket betød, at redningsfolkene befandt sig i meget vanskelige situationer.
Alligevel lykkedes det dem at redde 104 mennesker ind i helikopterne. Jeg føler stadig lykke, hver gang jeg hører lyden af en helikopter."
Bedre krisestyring
På tidspunktet for katastrofen var Sara 20 år og usikker på, hvad hun skulle med sin fremtid. Estonias forlis kom til at definere hendes karrierevej.
Da tsunamien i Sydøstasien ti år senere krævede hundredvis af svenske liv, kontaktede hun straks Røde Kors og tilbød sin hjælp:
"Jeg fortalte, hvor vigtigt det havde været for mig som overlevende at møde andre, der havde overlevet samme katastrofe. Det fik mig til at starte et projekt med støttegrupper, hvor ofrene blev tilbudt at møde andre i samme situation."
"Den store forskel på krisestyringen efter Estonia var, at vi delte deltagerne op i forskellige mindre grupper, alt efter om de selv havde været i Thailand, og hvor mange familiemedlemmer de havde mistet. Efter Estonia havde vi en stor gruppe af overlevende. Da de, der havde mistet familiemedlemmer, blev blandet med dem, der ikke havde mistet familiemedlemmer, opstod der hierarkier og diskussioner om, hvem det var mest synd for. Det var ikke godt."
Sara håber, at der vil komme en dag, hvor man kan lære af årsagerne til Estonia-katastrofen, på samme måde, som man har lært af krisestyringen og brugt den ved efterfølgende katastrofer:
"Når folk sammenligner Estonia-katastrofen med mordet på Olof Palme og siger, at vi aldrig vil få at vide, hvad der skete, bliver jeg rasende. Det er muligt at få mere klarhed. Man har bare ikke gjort arbejdet godt nok. Den dag, hvor vi får et velfunderet og endegyldigt svar på, hvorfor Estonia gik ned, er måske tættere på, end mange tror."
Som reaktion på det nyopdagede hul i skroget iværksatte Statens Havarikommission forrige år nye undersøgelser af Estonia. Næsten 27 år efter katastrofen kunne Sara og andre overlevende i foråret 2021 for første gang give deres vidneudsagn om, hvordan de oplevede den septembernat i 1994.
"Det var jeg meget glad for. Det er helende at blive lyttet til og få lov til at bidrage med sine oplysninger. Selv om mine observationer ikke er afgørende, mener jeg, de er vigtige som en del af helheden.
Det ville betyde meget for mig, hvis der blev gjort en ordentlig indsats for at vende alle sten for at få svar på, hvorfor Estonia sank. Det synes jeg, man skylder alle os, der var om bord på skibets sidste rejse."
Her kan du læse mere
Sara Hedrenius har skrevet bogen '...det ser illa ut – Estoniakatastrofen 28. september 1994'. Den er udkommet på svensk på forlaget Andreasson förlag.
