Sara Omar: "Vi kvinder tager ikke pladsen fra nogen. Den er vores"

Sara Omar er født og opvokset i Kurdistan, men flygtede fra krigen med sin familie og har boet i Danmark siden 2001. I 2017 debuterede hun med et brag med romanen Dødevaskeren, hvor hun beskriver den grusomme kvindeundertrykkelse og sociale kontrol, som hersker i visse muslimske miljøer i både Mellemøsten og Vesten. Romanen er både et kampskrift for menneskerettigheder og et frihedsbrev, der opfordrer os alle til at behandle hinanden med respekt, forståelse, værdighed og kærlighed, og var en af de vigtigste og mest debatterede bøger i 2017, hvor den bl.a. blev modtaget som "en berigelse af dansk litteratur" og "modig og vigtig i sin kritik." Den handler om den kvindelige hovedperson Frmesk, der er uønsket af sin far på grund af sit køn og vokser op hos sine bedsteforældre, hvor mormoren er dødevasker; dvs. at hun tager sig af de døde piger og kvinder, som er blevet dræbt pga. skam og vanære. Selv om Sara Omar ikke ønsker at gå i detaljer, siger hun, at hun har oplevet dele af den undertrykkelse og vold, som hun beskriver i bogen på egen krop, og siden udgivelsen af Dødevaskeren har hun pga. dens kontroversielle karakter levet under politibeskyttelse. Her giver hun sit bud på et manifest.

Luk ikke øjnene for forbrydelser begået mod kvinder og børn

– Jeg har på nærmeste hold overværet, hvordan kvinder bliver udsat for vold, og hvordan børn bliver misbrugt. Og hvordan familiemedlemmer vælger at vende blikket væk, fordi de vægter familiens ære og rygte højere end menneskeliv. Hvis der skal være plads til kvinder i verden, skal alle være med til at sige fra. Både på deres egne vegne og på vegne af dem, som ikke selv kan sige fra. Vi kvinder tager ikke pladsen fra nogen. Den er vores.

– Jeg lever i et åbent fængsel i stedet for et lukket, men selv om det har kostet mig alt at tage bladet fra munden, fortryder jeg intet. Det er den pris, jeg betaler for at have sagt fra, så de næste generationer kan være mere frie. Der begås forbrydelser mod kvinder og børn verden over. Dødevaskeren tager udgangspunkt i dele af den muslimske verden, fordi det er den, jeg kender til. I mine øjne er dem, der lukkede øjnene for volden mod og undertrykkelsen af mig lige så skyldige som dem, der udøvede den. Hvis du er vidne til vold, forbrydelser, overgreb eller seksuelt misbrug og vælger at tie om det, er du medvirkende til at ødelægge et andet menneskes liv og dræbe en stemme. Derfor; stil dig imellem, og vær talerør for den tavse stemme. Vær retfærdig, og bryd tavsheden. Og husk, at det er okay at være det sorte får og mønsterbryderen. Det er mere end okay. Gør du en forskel for dig selv, gør du også en forskel for andre.

Gør ikke forskel på menneskers frihedsrettigheder

– Jeg har boet mange forskellige steder i Mellemøsten og i Vesten, og jeg har været vidne til uretfærdighed begge steder. I Mellemøsten så jeg kvinder og børn blive undertrykt, og mændene var faktisk ret stolte af den undertrykkelse. De oplevede, at den gjorde dem stærkere som mænd. Kvinderne fandt sig i det, fordi de ikke havde en anden udvej. Alt andet ville have skadet dem yderligere. Og så kommer vi til Danmark, hvor den muslimske minoritet er blevet gjort til syndebukke. Næsten alt er muslimernes skyld. Uanset hvor meget de prøver, hvor høj deres uddannelse er og hvor meget, de bidrager med, er det aldrig godt nok. Deres selvrespekt og værdighed bliver taget fra dem, og når et menneske krænkes på sin etnicitet, sin religiøse overbevisning og sine værdier, bliver det sjældent en del af samfundet. Konsekvensen er, at der bliver skabt parallelsamfund, hvor de føler, at de kan være til som mennesker. Så uanset hvor i verden, du befinder dig, hvilket køn, du har og hvilken religion, du dyrker, skal du behandle alle mennesker lige.

Ingen etnicitet er hævet over andre. Alle liv tæller

– Islamisk radikalisme og racisme kommer fra den samme rod. Og det er had, blottet for moralske skrupler. Det er blevet meget mere tydeligt for mig efter udgivelsen af Dødevaskeren, hvor nogle har brugt mine budskaber som ammunition i kampen mellem de to ekstremer. Kritik er i orden, men det er baggrunden for kritikken, der er afgørende. Nogle kritiserer af kærlighed. Jeg kritiserer fx undertrykkelse, vold og uretfærdighed, og det gør jeg af kærlighed til de mennesker, jeg kæmper for. Men der findes andre, der kritiserer for at skabe splid mellem mennesker. Nogle påpeger, at du ikke er god nok, fordi du ikke har dansk blod i årerne. Fordi du ikke er født som dansker eller europæer. Nogle vil bruge mig som et led i deres egen kamp mod islam. Men jeg kæmper ikke mod hele islam. Jeg kæmper for retfærdighed og frihed – for alle. Jeg er et frit tænkende menneske, og i mine øjne findes der intet, ingen skrifter, ingen normer og ingen kultur, der er mere helligt end menneskeliv.

Indse, at intet er perfekt

– Begrebet fuldkommenhed er en illusion. Den dag, vi siger til hinanden, at noget er perfekt, stopper vi med at udvikle os som mennesker. De såkaldt hellige bøger opfordrer os til at være i udvikling og søge oplysning. Toraen starter med 'belæring', Koranen starter med 'læs', og Biblen starter med 'I begyndelsen var der ord'. Og hvem misbruger det? Mennesket.

– Men religion er heller ikke fuldkommen. Der er brug for en reformation af den mørke del af islam. Og her skal vi ikke glemme, at islam også har en spirituel og smuk side. Den kan være fredens religion, hvis vi blot er åbne over for at reformere, så den kan fortolkes mildere og mindre bogstaveligt, og for at udvikle og at fjerne det, som ikke er til gavn for mennesket i dag. Nogle er bange for oplysning, men vi skal stræbe efter selvindsigt, som kommer af at læse, søge information og ikke være bange for andres holdninger. På den baggrund kan du finde dine egne holdninger og udvikle dig sammen med dem. At have selvindsigt og være selvkritisk er visdom, hvorimod arrogance og intolerance er menneskets lavpunkt.

Ethvert menneske er et lys i sig selv

– Når livet er mørkt, så husk, at det indeholder et iboende lys. Du er lyset. Jeg fandt ud af, at jeg var et lys, da jeg stod på randen af døden. Jeg var overbevist om, at alt var mørkt. Det er to år siden nu. Jeg havde flere selvmordsforsøg bag mig, fordi min fortids tragedier smertede mig. Men i sidste øjeblik gik det op for mig, at hvis nogen kan tænde det lys, der kan gøre mig til menneske, er det mig. Lyset findes i vores hjerter, i vores sjæl og vores bevidsthed. Vi er vandrende lys her på jorden. Vi efterlader os spor i form af vores sjæle, vores tanker og handlinger.

– Jeg er mor til en pige, som ikke er her mere. Hun døde, fordi hun var pige, men hun er altid med mig. Det er fra hende, jeg får styrken. Hun er mit lys. Hun fortæller mig: "Mor, det var ikke din skyld." Og hvis hun var en religion, ville jeg bede til hende. Jeg gør det hele for hende og for alle de tavse stemmer derude, som kunne have været min datter, min søster eller min mor. Frygt må aldrig være større end sandhed og frihed. Jeg kom til verden som en stemme og med et kald, jeg var tro mod. I dag er jeg et meget lykkeligt menneske – uanset hvad livet bringer mig. For jeg har fundet mit indre lys, der skinner mere klart end nogensinde.

Dine rettigheder skal være en selvfølge

– Du spørger, om jeg kan forstå de kvinder, der ikke kan bryde ud? De kan bryde ud. De mister noget i processen, men de får deres frihed. Og tænk på de kvinder, der rent faktisk siger fra og bryder ud. Tænk på den generation, der bliver opdraget af dem! De bliver den første generation af sunde, rationelle og frit tænkende mennesker. Og det skal ske her og nu. Vi har kun dette liv til at sætte spor, til at befri andre fra vold og undertrykkelse. Og vi må aldrig give op. Hver gang, jeg blev undertrykt, sagde jeg til mig selv: "Du kan ikke gøre oprør, for de er stærkere." Men den dag, jeg sagde stop, kunne jeg se frygten i deres øjne. De frygtede mig, ikke omvendt. Og jeg brugte ikke sværd. Jeg brugte mine ord og min stærke overbevisning. Jeg har undret mig over, hvorfor kvinder, især hvor jeg kommer fra, bliver set som uanstændige og skændige, hvis de ytrer sig. Jeg forstår nu, at det er fordi, at en kvindes ord er det allerstærkeste, når det rammer plet. Og til menneskeheden har jeg kun én ting at sige: Gør oprør mod dit hjem, din familie og sågar din nation, hvis de undertrykker.

Hvis demokratiet undertrykker, gør oprør!

– Vi har misforstået begrebet demokrati. Vi tror, at bare fordi vi er et demokratisk land, kan vi tillade os at lave love og regler, som kun er til gavn for dem, der 'kan'. Danmark er en velfærdsstat, men hvilken respekt får folk på fx. overførselsindkomst? Jeg har været med til at tolke for en række af disse mennesker. Mange af dem står med en sorg, som piner dem. De fortjener en hjælpende hånd, men de bliver set ned på. Økonomi kan ikke løse alt, men respekt kan. Ved at lytte til et menneske, finder du frem til, hvad det har brug for. Vi har hver især evner, som kan være med til at bygge samfundet op. Med respekt for hinanden. Men vi glemmer kærlighed og medmenneskelighed, som er forudsætningen for retfærdighed og ligestilling. Vi har ressourcerne til at bygge op – vi har vores ord og vores tanker. Men vi er blevet for egoistiske og narcissistiske. Jeg har nået et punkt, hvor begrebet mig ikke eksisterer. Jeg eksisterer kun i kraft af det univers, jeg er en del af. Hvis der findes en Gud eller Allah, der har skabt verden, tror jeg, at denne højere magt ser ned på os og ryster på hovedet. Så længe mennesker bliver født ind i et undertrykkende system, er selv Gud overflødig. Men alt kan forandres, hvis vi vil. Der findes intet system, der står over et menneskets ve og vel.

Hvis religion bruges til at undertrykke, gør oprør!

– Religion og kultur bruges desværre til at undertrykke kvinder mange steder i verden, herunder i mange muslimske lande. Mange siger og mener, at islam er en fredens religion. Ja, den lyse side af islam kan bidrage med spiritualitet, lys og fred, men vi skal ikke være blinde for, at den mørke del af den selvsamme religion tolkes og misfortolkes som en hammer, som slår kvinden i hovedet til daglig. Den bruges som lænke, mundkurv og til at frihedsberøve kvinden, fordi manden er højere stillet end hende og er hendes værge. Derfor har jeg på vegne af mig selv og mine mange medsøstre taget sagen i egen hånd og startet en bevægelse og reformation ved hjælp af ord, så der er plads til os som kvinder. Jeg skal ikke stå foran eller bagved en mand, jeg skal stå ved siden af ham, som han skal stå ved siden af mig, så vi er på lige fod. Ligestillet. På alle måder.

Forsvar og kritiser kun på baggrund af oplysning

– Nogle forsvarer Koranen på en måde, der får mig til at tænke, at de praktiserer Facebook mere, end de praktiserer Koranen. Når jeg påpeger, at der er nogle mørke passager i Koranen, som bør reformeres, bliver jeg angrebet. Men jeg sidder på den anden side af skærmen og ler, fordi jeg ved, at dem, der kritiserer mig, hverken har læst min bog eller Koranen. De har heller ikke styr på deres religion. De er bange for forandring og for at blive oplyst. Jeg tror på, at Allah ved, at alting kan gøre bedre. Han er trods alt den, der opfordrer os til at læse og oplyse os selv. Vi lever i en verden, hvor vi er afhængige af hurtige meninger. En kvinde bærer et barn i ni måneder for at give det tid til at modne, men vi giver ikke os selv, vores meninger og holdninger tid til at modne. Vi er bange for ikke at være synlige. Hele tiden. Giv dig tid til at lade dine tanker og holdninger modne, og vær ikke bange for oplysning. Tillad dig selv at forsvare og kritisere, når du har fordybet dig i det, du skal til at have en mening om.

Tænd et lys, hvor lyset kan tændes

– Danske kvinder er gået igennem en frigørelsesproces, har fået stemmeret og tjener deres egne penge. Der er stadig masser af ulighed, men en dansk kvinde er meget mere fri end mange andre. Og en dansk kvinde har mulighed for at vise mere udsatte kvinder, hvordan hun bruger sin frihed. Fortælle hvordan hendes mødre og bedstemødre kæmpede for friheden. Hun kan være med til at sprede den indsigt. For der findes stadig mange uuddannede og mange, der er bange for oplysning – også her i Danmark. Der er mange kvinder, der er så undertrykte, at de har glemt kraften i sig selv. Vi skal ikke være bange for at række ud, hvis vi bekymrer os. Vi kan hver især være taskforce over for naboen, kollegaerne, barnet i vores børns klasse, over for gynækologen med anden etnisk baggrund, som, fordi hun er højtuddannet, ser ud til at have sin frihed. Men vi glemmer at spørge: "Hvordan har du det i dag?" Vi lever i et samfund, hvor unge er mere ensomme end tidligere, hvor sociale medier har meget at sige, og hvor vi gemmer os bag en skærm. Nogle af os bliver indadvendte og dermed mere snæversynede. Det er med til at gøre mennesket depressivt og opgivende. Men det er i orden at banke på din nabos dør og sige: "Jeg ved, du har travlt, men vil du med ud at gå en lille tur, så vi sammen kan dele den luft, der er der for os?"