Sarah-Sofie Boussnina om at spille Bornedals "anarkistiske lorteunge"

Instruktør Ole Bornedal har kaldt Claudia-karakteren for en "utilpasset, anarkistisk lorteunge". Hvordan er det at spille en så usympatisk karakter?

- Nogle gange, når man møder nok modgang, får man et eller andet filter, hvor man bare siger “fuck hele verden”, og det har Claudia. Men man lærer hende bedre at kende og opdager, at hun har mange lag, og at det giver mening, at hun er, som hun er. Jeg mener, at alle interessante mennesker har en eller anden bagage, og som skuespiller er jeg nødt til at gå ind i karakteren og finde frem til årsagerne til, hvorfor hun har følt sådan i den situation. Jeg kan genkende meget af Claudia i mig selv, selv om vores liv er forskellige. Jeg kan også have en fandenivoldskhed over for verden, som dækker over, at jeg egentlig er meget sårbar. Min bror har fx været meget syg i en periode, og den måde, Claudia bearbejder de ting, der er sket, kan jeg godt genkende fra mig selv.

- Jeg er ikke specielt forfængelig, men det har alligevel været en udfordring, at jeg skulle forandre mit udseende så meget til rollen. Jeg fik håret klippet kort og fik det farvet platinblond. Det var pisgult, faktisk. Jeg sultede mig selv op til optagelserne for at komme til at se usoigneret ud med rande under øjnene, og jeg blev sminket træt og grim. Derudover er der nogle virkelig voldsomme og grænseoverskridende scener i serien, som jeg ikke kan afsløre her. Men jeg har samtidig længe haft lyst til at prøve at overskride de grænser, da jeg tidligere mest har lavet ungdomsfilm og familiedrama. Det har betydet meget for mig at få denne rolle, for jeg har ofte spillet den søde, smukke pige, og jeg vil gerne have lov til at vise, at jeg er mere end det. Det er da døduinteressant, hvis nogen synes, du bare ser godt ud.

"Jeg begyndte først at drikke som 19-årig"

-Jeg er opvokset i Svendborg på Fyn med min mor, far og to brødre. Mine forældre er virkelig sjove. Vi har aldrig spist middag sammen uden at have haft gæster. Folk kom altid bare spontant forbi. Mine forældre var meget selskabelige og åbne. Jeg kan huske, at jeg altid syntes, det var så mærkeligt at spise hos mine veninder, hvor der var så stille, at man kunne høre bestikket mod tallerkenerne. Alle vores venner ville bare gerne være en del af min familie. Min familie har rødder i flere kulturer, bl.a. dansk, tunesisk og italiensk, og det har virkelig været en gave for mig at være omgivet af. Jeg har altid været meget åbensindet på trods af, at jeg er opvokset i en meget lille by.

- Jeg følte mig generelt anderledes og udenfor og følte ikke rigtig, at der var nogen, der var ligesom mig. Som barn skal der ikke særlig meget til, for at du føler dig underlig. Jeg var meget stille, og jeg var sent udviklet, ikke kun fysisk, men også i forhold til, hvad der interesserede mig. Jeg legede med dukker, til jeg var ret gammel, men det var, fordi det var en måde, jeg kunne fortælle historier på. Jeg elskede at fortælle historier og interesserede mig også meget for musik og lyrik. Jeg begyndte at læse dramatikere som Anton Tjekhov og Henrik Ibsen som 15-årig og lyttede mere til The Carpenters, Queen og Kate Bush fra min mors pladesamling end til nutidig musik. Jeg følte mig malplaceret på alle områder og gjorde det vist heller ikke lettere for mig selv. Da vi blev teenagere, gik de andre piger mest op i drenge og at drikke breezers. Jeg begyndte først at drikke, da jeg var omkring 18-19 år. Jeg elskede at lukke mig ind i min egen verden og kom faktisk først ud af den, da jeg begyndte at lave film.

"Hun er det vildeste eksempel på, hvordan man skal være menneske"

- Jeg spillede børne- og ungdomsteater, fra jeg var fem-seks år, men det var ikke, fordi jeg dengang tænkte, at jeg skulle være filmstjerne. Som 15-årig begyndte jeg at interessere mig for de klassiske værker, så jeg fik min mor til at ringe til dramatikeren Tina Kruse Andersen, der var med til at starte Dr. Dante op i sin tid, og som boede i Odense. Min mor spurgte hende, om jeg kunne komme ind til hende hver anden weekend og læse værker og lære noget om karakteropbygning. Normalt underviste hun ikke så unge mennesker, men efter lidt tøven gik hun med til det. Jeg var i samme periode kæmpestor fan af Sonja Richter – det er jeg stadig – og en dag fandt jeg hendes mailadresse på Skuespillerforbundets hjemmeside og spurgte, om hun kunne give mig nogle gode råd, fordi jeg gerne ville lave noget med film og teater. Og så svarede hun, at hun skulle til Odense og gerne ville mødes med mig til en kop kaffe. Det er jeg stadig fuldstændig blown away over. Hun havde jo slet ikke behøvet at mødes med mig, men det viser bare, at hun er det vildeste eksempel på, hvordan man skal være menneske. 

- Det betød virkelig meget. Det gav mig blod på tanden, og en dag var der en åben casting til en miniserie. Jeg var for ung til rollen, det vidste jeg godt, men jeg tog alligevel til castingen og gik videre til næste runde nogle gange. Jeg fik ikke rollen, men casteren sagde, at hun ville ringe til mig, når der dukkede noget andet op. Året efter, da jeg var 16 år og lige var begyndt i gymnasiet, ringede hun og bad mig om at lave en pilotversion af en spillefilm. Jeg fik ikke rollen i den endelige film, men holdet bag Lærkevej så båndene, og så fik jeg rollen som Mathilde Holm i serien. Det var sindssygt tilfældigt.

"Jeg havde en affære i en serie, før mit første rigtige kys"

- Det var godt for mig at begynde min karriere med at lave tv, fordi det foregår over en lang periode. Jeg var kun 17 år under optagelserne til første sæson af Lærkevej, så det var rart at være et trygt sted, hvor der var tid til, at jeg kunne lære folk at kende. Arbejdsprocessen var rigtig fed, men bagefter var det mærkeligt. Det gik op for mig, at ikke alle mennesker er søde. Det er ikke alle, der kan kende forskel på fiktion og virkelighed. I Lærkevej havde jeg en affære med en ældre mand, og det var før, jeg overhovedet havde haft mit eget første rigtige kys, så det var ikke særlig sjovt at blive konfronteret med stive gamle mænd i byen, som spurgte, om jeg også kneppede ældre mænd i virkeligheden.

- Jeg gik i 2. g, da jeg fik rollen, og min rektor gav mig lov til, at jeg kunne lave serien, mens jeg gik på gymnasiet, men så måtte jeg ikke have nogle skriftlige forsømmelser overhovedet. Det viste sig at være umuligt at skrive rapporter i fysik og kemi, som bygger på laboratorieforsøg, jeg ikke havde været med til at lave. Mit liv ændrede sig meget i den periode. Jeg kunne aldrig tage med til gymnasiefester og måtte i det hele taget sige nej til alt socialt, for jeg skulle bruge mine weekender på at lave lektier. Det forstod mine venner ikke helt. I København blev jeg hurtigt voksen, fordi jeg havde et job, hvor jeg bare skulle levere. Jeg lærte samtidig nogle ældre mennesker at kende, som jeg pludselig havde en masse til fælles med. Til sidst valgte jeg at tage konsekvensen og gå ud af gymnasiet efter 2. g, og jeg har efterfølgende gjort min studentereksamen færdig på enkeltfag. Jeg følte ikke, at jeg ville få noget ud af at fortsætte i gymnasiet på det tidspunkt og ende med et gennemsnit, jeg aldrig ville kunne bruge til noget alligevel.

"Jeg var bange for at folk troede, jeg var ubegavet"

- Jeg var bange for, at folk troede, det var, fordi jeg var ubegavet. Jeg har aldrig fået under 10 i gymnasiet, men mine karakterer begyndte at dale pga. skuespillet. Det var en virkelig svær beslutning, for rollen i Lærkevej var jo min første, og jeg mente slet ikke, at jeg kunne kalde mig selv skuespiller på det tidspunkt. Det var virkelig en kamp med mig selv at acceptere det. Mine forældre og andre omkring mig syntes heller ikke, at det var den bedste beslutning, så jeg var meget alene om det.

- Jeg har søgt ind på teaterskolen tre gange, men er ikke kommet ind, og jeg søger ikke mere lige foreløbig. Jeg vil så gerne gå på den skole, men lige nu ser jeg, hvad der sker. Jeg går stadig til skuespilundervisning, og jeg tror, at så længe man har en attitude, der hedder, at man altid kan blive bedre, kan man nå langt. Jeg tror, at det, at jeg ikke har en uddannelse, måske gør, at jeg er mere umiddelbar. Jeg har fået at vide, at jeg har en stor naturlighed. Jeg reagerer på impulser og følger ikke så mange regler, fordi jeg ikke er så skolet. Det gør til gengæld, at jeg er nødt til at tage meget fra mig selv, og det kan godt være krævende, men jeg kan egentlig godt lide det på den måde. Derudover bliver jeg hele tiden dygtigere af at arbejde sammen med erfarne skuespillere, og jeg suger til mig og observerer. Men jeg ville da elske at gå på teaterskolen en dag. You never know …

Hvornår gik det op for, at du havde talent?

- Det gjorde det faktisk ret hurtigt, fordi det var det eneste sted, jeg følte, at jeg rigtig var på hjemmebane. Det tog noget tid for mig at lære at hvile i det, og der lå jeg nok lidt under for janteloven. Men jeg har altid haft det sådan, at hvis du ikke selv tror, at du er dygtig, er der ingen omkring dig, der tror på det. Jeg har skullet kæmpe med, at jeg ikke har en uddannelse, og det har krævet tilløb at kalde mig selv skuespiller. Men det er jo det, jeg lever af, og nu har jeg arbejdet fuld tid med det de sidste fem år, så jeg er jo skuespiller.

"Jeg har aldrig været glad for resultatet"

- Jeg har tidligere haft svært ved at være stolt af det, jeg laver, og jeg kan altid finde fejl, når jeg ser det efterfølgende. Da vi filmede Fasandræberne (filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens roman, red.), spurgte jeg instruktøren Mikkel Nørgaard, hvordan jeg kunne udvikle mig. Han sagde: “Du skal lære at blive tilfreds, for det er du aldrig.” Det gjorde meget ved mig, for jeg kunne jo godt se, at det ikke var sundt at være så perfektionistisk, at jeg aldrig var glad for resultatet af det, jeg lavede. Jeg tog det derfor til efterretning, og da jeg så de første scener fra '1864' og fra 'Fasandræberne', havde jeg vendt min indstilling og var for første gang stolt.

- Jeg har affundet mig med, at der altid vil være nogen, der kan lide mig, og nogen, der ikke kan, og fuck det. Jeg hviler mere i mig selv. Jeg er stadigvæk sindssygt følsom og indimellem nok lidt for følsom, hvor jeg lader mig gå på af kritik. Men jeg har lært at være ligeglad. Jeg sad og talte med en god ven for nylig, der filmede Lærkevej, og som derfor nærmest har set mig vokse op. Han sagde, at det, han godt kunne lide ved mig, var, at jeg ikke har ændret min personlighed. Jeg er bare blevet modnet. Det er jeg meget opmærksom på. Jeg synes, der er en stor styrke i ikke at ændre sig på trods af alt det, der sker omkring én.

Hvor har du din styrke fra?

- Den har jeg fra min far. Han har lært mig at turde gå efter det, jeg drømmer om, selv om andre synes, det er skørt og urealistisk. Da min dansklærer i folkeskolen spurgte, hvad jeg ville være som stor, og jeg sagde skuespiller, sagde hun: “Ej, hvad vil du i virkeligheden gerne være?” Men jeg insisterede på, at det var det, jeg ville. Og da jeg var til casting på Fasandræberne, sagde jeg til Mikkel Nørgaard: “Der er ikke andre, der kan spille den rolle end mig.” Det er lidt pinligt, at jeg rent faktisk sagde det, men sådan følte jeg bare i det øjeblik. Jeg vil gerne gå hele vejen, og jeg gør det.

LÆS OGSÅ på Euroman.dk: Se de sjoveste reatkioner på '1864'-premieren

LÆS OGSÅ på ALTfordamerne.dk: Pilou Asbæk: "Jeg har skullet kæmpe lidt mere for opmærksomheden"

LÆS OGSÅ: Få Sarah-Sofies Boussninas bedste tips til en fridag