Hans roman "Profeterne i evighedsfjorden" er blevet rost til skyerne af samtlige anmeldere (læs anmeldelsen her)og har bl.a. vundet De Gyldne Laurbær og Nordisk Råds litteraturpris. Vi har tidligere bedt Kim Leine om at anbefale fem fantastiske bøger. Her kommer de.
Murdoch har skrevet en lang række ferme satirer, over de mennesker hun var omgivet af: akademikere og kunstnere. Bøgerne er som regel de rene tabernakler af seksuelle intriger og forviklinger på tværs af køn og konventioner. En totalt amoralsk verden hvor absolut alt kan ske og hvor ren underholdning blander sig med højpandede filosofiske refleksioner. Men altid i en narrativ ramme der farer af sted i vild flugt. "Havet, havet" anbefaler jeg, fordi den er en af hendes bedste. Den handler om en narcissistisk teaterinstruktør, der slår sig ned et sted ved den engelske kyst, et næsten mytisk sted, for at dyrke ensomheden. Men hvad der begynder som en robinsonade, ender som en grotesk kærlighedsintrige. Det er ikke så tit den fortrinsvis urbane Murdoch beskriver naturen, men her indgår naturbeskrivelserne som en flot og nødvendig del af handlingen.
Vanære
J.M. Coetzee
En roman om en seksuel fejltagelse og dens katastrofale konsekvenser. Og en roman om den totalt ydmygedes meget lange vej til bunden. Det er utroligt morsomt, mere tåkrummende end nogen Klovn-episode og så fortvivlende tragisk. Coetzee tvinger læseren til at grine. Pisker hende næsten til at grine, mod sin vilje, for helst ville man egentlig bare stortude over verdens banale ondskab. Men så foregår den jo i Sydafrika og hvor skrækkelig handlingen end er, så kan man ikke lade være med at nyde at "tage på ferie", rent litterært, et sted hvor man ikke så tit færdes som læser af romaner.
Katteøjne
Margaret Atwood
Annonse
Jeg elsker Atwood, hendes humør der veksler mellem varme og kulde, kynisme, og den rene og ubesværede glæde ved den gode historie. Og hun er så alsidig og har, ud over romanerne, et kæmpestort forfatterskab af essayistik, digte, noveller, filmmanuskripter m.m. Og hun skriver både samtidslitteratur, historiske romaner og endda sci-fi. Hun er feminist, men aldrig dogmatisk. Katteøje er en opvækstroman, der gav mig en knugende fornemmelse i maven gennem hele læsningen. Den handler om en håndfuld piger, fra de er otte år gamle og analyserer i narrativ form, deres interaktioner, hvordan de er ved at pine livet af hinanden med intriger. Hvordan magtbalancen mellem dem lige med ét og meget overraskende vender 180 grader rundt. Jeg anbefaler denne bog til alle mænd, der ønsker at lære kvinder at kende. Men kvinder har vel også brug for at lære kvinder at kende, så vær så god!
Madame Bovary
Gustave Flaubert
Måske er det en overflødig anbefaling. Men det føles alligevel rigtigt, at minde om at dette er en af romankunstens absolutte hovedværker. Beskrivelsen af den yderst middelmådige provinslæges sværmeriske hustru er på en gang kynisk og hjerteløs. Men netop fordi den er så kølig i sin registrering af Emmas ubønhørlige undergang, rammer den ekstra hårdt. Romanen er også en sædeskildring fra det landlige Frankrig omkring midten af 1800-tallet. Et provinsliv hvis totalt talentløse og indskrænkede småborgere, danner en afstumpet baggrund for fru Bovarys smægtende drømme om kærligheden. Bogens naturalisme er utroligt flot; det ene øjeblik foretager den et fejende vue ud over det samfund den beskriver, så zoomer den pludseligt ind på den perlende sved på Emmas overlæbe. Hvis man ikke ved, hvad man skal læse, kan man altid bare læse Madame Bovary en gang til, for den bliver ved med at være lige frisk.
Kim Leine
51 år, forfatter. Debutterede i 2007 og modtog i 2012/2013 Jytte Borberg Prisen og De Gyldne Laurbær for sin fjerde roman "Profeterne fra Evighedsfjorden". Samme roman er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
Kaput
Curzio Malaparte
Den her bog er en rigtig bastard, der er utroligt svær at genrebestemme, men netop derfor desto mere fascinerende. Den udspiller sig på forskellige slagmarker og andre lokationer under anden verdenskrig. Den har forfatteren selv, enten den virkelige eller en fiktiv dobbeltgænger - det er ikke sådan lige til at finde ud af - som fortæller. Bogen er både krigsreportage, erindringsroman, surrealisme, skrøne og lyrisk skildring af krigens rædsler. Malaparte, der var journalist for avisen "Corriere della Sera", var medlem af det italienske fascistparti under Mussolini. Men han fik flere fængselsdomme, fordi han altid var på tværs, og foretog efter krigen en politisk vandring hele vejen over til kommunistpartiet. Det samme indtryk giver bogen; den hører ikke til noget bestemt sted, intet i den er entydigt, og derfor er det en fantastisk, lad os sige, roman.
