Sidse Babett Knudsen: "Jeg har besluttet at være en, der ikke mobber"

Forestil dig følgende: Du er på arbejde, og dine tre kollegaer står tæt sammen og griner af en video. Du nærmer dig. Du griner lidt med uden helt at kunne se eller forstå videoen. Du vil bare gerne være med. Du siger, at du også har en sjov video og spørger, om de andre vil se den. Joh, siger de, sådan lidt uinteresseret, og du skynder dig at hente din bærbare og finde videoen. Da den går i gang, begynder de andre så småt at lave noget andet. Du griner selv og kommenterer videoen. De andre ser den ikke rigtig. ”Nå, men så slukker jeg igen, I kigger jo ikke”, siger du. ”Jo, jeg gjorde”, svarer en af dine kollegaer distræt. Men det er ikke rigtigt. Der var ikke nogen, der kiggede. 

Ovenstående er i korte træk en beskrivelse af en af de hjerteskærende scener i filmen ”Undtagelsen”, som bl.a. handler om voksenmobning. Filmen er baseret på Christian Jungersens roman af samme navn, og Sidse Babett Knudsen spiller bibliotekaren Anne-Lise, som bliver holdt udenfor af sine yngre kollegaer. Man ved ikke helt, hvorfor Anne-Lise er havnet i den situation, men man er ikke et sekund i tvivl om, at det slet ikke er rart.  

– Det ubehagelige opstår, fordi handlingerne og ordene ikke hænger sammen, forklarer Sidse, da vi sidder over en kaffe og en kanelsnurre og skal prøve at indkredse filmens tema og sætte det i relation til nogle oplevelser, som Sidse selv har haft. 

– Anne-Lise i filmen VED jo, hvad hun ser og oplever, og hun ved, at det er rigtigt, at hendes kollegaer ikke kigger på den film, hun viser. Og samtidig insisterer kollegaerne på, at de kigger og interesserer sig for hende. Når man oplever sådan noget gang på gang samtidig med, at kollegaerne bliver ved med at snakke om, hvor rart man har det sammen på arbejdspladsen, bliver man jo til sidst i tvivl om sig selv. De der fuldstændig modsatrettede signaler påvirker en psykisk, men i de fleste voksne relationer har vi vedtaget, at det er ordet, der er det vigtigste. Og så virker man jo som sådan en føle-nar, hvis man siger: ”Jamen, din krop sagde noget andet”. Så er man ude i noget alternativt, der ikke er virkeligheden. Og det på trods af, at al forskning viser, at det er fuldstændig omvendt. Mere end 90 procent af vores kommunikation foregår med andet end ord. 

Hvad fascinerede dig ved rollen som Anne-Lise? 

– Anne-Lise er ikke offertypen, og det ville jeg gerne portrættere. Hun er slet ikke interesseret i at være offer, hun vil bare gerne gøre sit arbejde, og hun er dygtig til det. Alligevel bliver hun offer, fordi alt, hvad hun gør, hele tiden bliver spejlet, og det er et forvrænget spejlbillede, hun ser. I romanen får man meget forærende, for der følger man alle de tanker, der går gennem Anne-Lises hoved, inden hun svarer sine kollegaer. ”Hvis jeg siger sådan, får de det vendt til ynk. Hvis jeg siger sådan, er jeg selvpinerisk”. Og så videre. Hun bortcensurerer alle de første naturlige, spontane reaktioner på det, de andre siger, fordi hun ved, at det kan bruges imod hende. Og det er jo spændende som skuespiller, at man ikke bare har et manuskript, hvor der står: ”Hun tøver, og så svarer hun”. For så kan man godt forledes til at tro, at der ingenting sker i hende, eller at hun ikke er kampdygtig. Men hun ER kampdygtig.

Hun er virkelig vågen og opmærksom og gør sit bedste. Men kan ikke komme igennem. Det er der, følelsen af at føle sig udenfor og mobbet, opstår. Da jeg læste romanen i forbindelse med, at jeg skulle spille rollen, blev jeg også meget, meget rørt af, at Anne-Lise har et lille spejl på indersiden af sit skab på kontoret. Hun sætter sit hår, og det skal bare være i orden. Men lige så snart hun bliver urolig, er der en tot, der hænger, og så kan vi se forfjamsketheden. Vi kan se, at hun er blevet rykket ud af sig selv.

– I filmen ser vi hende mest på arbejdspladsen, men det frem-går også, at hun har en rigtig god mand derhjemme, som virkelig støtter hende, og at hun har gode og nære venner og i det hele taget har en god og sund baggrund. Alligevel havner hun som mobbeoffer. Det er det, der er interessant. Det kan jo ske for os alle. 

Sidse har selv prøvet at være i situationer, hvor hun har følt sig udenfor. Hun tænker længe over, hvilke oplevelser hun gerne vil fortælle om, for det er vigtigt for hende ikke at udstille andre unødigt. 

– Jeg er meget optaget af, hvor meget vi påvirker hinanden. Og jeg har altid været meget opmærksom på situationen i et rum. Magtbalancen i rummet. Hvad der foregår mellem menneskene. Jeg har haft mange situationer, hvor jeg er kommet udefra og ind i en sammenhæng, hvor folk kendte hinanden i forvejen. Den fremmede, der kommer ind ad døren, det har simpelthen tit været mig. Og når man kommer som en fremmed ind i en sammenhæng af mange mennesker, så skal man jo lure af, hvor man skal placere sig. 

Hvem er Sidse Babett Knudsen

• Født 1968.
• Skuespiller aktuel i filmen ”Undtagelsen”.
• Blev landskendt for rollen som kosmetologen Sus i filmen ”Den eneste ene” i 1999. 
• Har senere medvirket i bl.a. ”Efter brylluppet”, ”Til døden os skiller”, ”Kapgang” og ”Inferno”, hvor hun spillede over for Tom Hanks. 
• Blev internationalt kendt via sin rolle i tv-serien ”Borgen” og har siden spillet med i HBO-serien ”Westworld”. 
• Bor med sin søn Louis.

Kan du komme med et konkret eksempel på, hvornår du har følt dig udenfor? 

– Sidste år sad jeg i en filmjury i Frankrig, hvor der var et hierarki, der simpelthen var så tydeligt. Jeg troede, at jeg som jurymedlem skulle være sammen med nogle mennesker, som alle sammen elskede film, og som var nysgerrige og havde glædet sig til at snakke om de film, vi skulle bedømme. Men jeg fandt med det samme ud af, at der var to seje i klassen. Chefen for juryen og så hans kollega. De kendte hinanden rigtig godt, og de førte an i sådan et løb, hvor det handlede om at være ”den første”. Når vi havde set en film, skulle man enten disse den helt vildt lige med det samme, eller også skulle man være den første, der opfandt, at det her var en virkelig flot film. Så lige så snart rulleteksterne kom, råbte de et eller andet. Op eller ned med tommelfingeren. Og alle de andre fulgte bare med. Alle syntes det samme. Og i og med, at det var fransk, var det enten noget lort eller også var det guddommeligt. Der var ikke noget midt imellem. Jeg har det selv sådan, at jeg har brug for at sidde efter en film og mærke, hvordan jeg har det. Jeg elsker at se film tidligt på dagen, så man kan gå en hel dag og have den i sin krop. Så for mig var det enormt voldsomt, at man skulle have thumbs up or down lige så snart, filmen var færdig. Som om vi var bange for, at vi ikke havde nogen smag, og at vi skulle skynde os for at manifestere, at vi var sådan nogen, der mente noget.

– Anyway, jeg endte med at være den, der sad og sagde: ”Som jury skal vi vel tale om alle filmene, ikke? Det er ikke nu, vi skal bedømme, vi skal se dem alle sammen, og så skal vi tale om dem alle sammen, ikke også?”. Og så var det som om, der blev lukket lidt for gardinerne i øjnene på dem. Nå, er du sådan en …! Og der måtte jeg så bare gå i modvind. Jeg blev ikke som sådan mobbet, men da vi sad og skulle bedømme filmene, var der en, der sagde: ”Ja, og Sidse vil jo gerne have, at vi lige får snakket om alle filmen …”. Sådan en lille smule hånligt. Men alligevel ikke rigtig out in the open, vel. Det er så der, at man kan være glad for, at man ikke er tilbage i skolegården, men at man er et voksent menneske, der kan tænke, okay, det her rum skal jeg ikke tilbage til, når vi er færdige. Men jeg ville ikke have kunnet holde mig selv ud, hvis jeg bare var gået med på at sige: ”Ja, helt klart, og thumbs up or down”. Så ville jeg have svigtet mig selv. Så jeg sad igennem den runde, og jeg var den eneste, der snakkede. Jeg talte for døve øren, men jeg blev bare nødt til at gøre det for min egen samvittigheds skyld. Jeg fandt godt og skidt ved alle filmene, og så sad de andre sådan lidt fake-voksent og nikkede og nikkede. Mmm. Ja. Men det hele var jo besluttet på forhånd. 

Hvordan var det at sidde sådan?

– Det var underligt. Men jeg havde det sgu meget godt med det. Jeg følte, at jeg var den eneste, der var blevet voksen. Og jeg blev samtidig også så ked af det, for jeg tænkte, gud, der er rigtig meget, der foregår på den her måde. Altså, højere oppe ad trappestigen, hvor jeg ikke kommer, og hvor der bliver taget beslutninger. Der sidder helt sikkert nogen, som ”synes det samme som …”. Så på den måde var det ret desillusionerende. 

Hvis det havde været for 20 år siden, havde du så gjort det samme? 

– Det er spørgsmålet. Jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke sidder stille i en situation med modvind. Der er noget, der vrider sig i mig. Og enten kan man så blive en klovn eller … 

Hun stopper op, overvejer lidt og fortsætter så. 

– Altså, jeg tror, at jeg for 20 år siden måske havde brugt noget mere ironi for at have noget distance. Jeg besluttede for mange, mange år siden, at jeg ikke vil være den, der mobber, og derfor har jeg haft brug for nogle midler til at håndtere sådan nogle situationer, så jeg netop ikke er på det hold, der kaster med mudder. 

Sidse sidder længe og prøver at komme i tanke om, hvornår det egentlig var, at hun besluttede sig for, at hun ikke vil være en, der mobber. Det er svært at pege på en helt bestemt begivenhed, men hun taler sig langsomt ind på det. 

– Det var nok helt tilbage på teaterskolen i Frankrig. Jeg havde en svær tid på teaterskolen dernede. På et tidspunkt måtte jeg faktisk tage hjem derfra. Tilbage til mine gamle omgivelser med min familie og mine venner. Og der kunne jeg mærke, at jeg i en længere periode slet ikke havde kunnet kende mig selv. Jeg havde haft et år, hvor jeg ikke sov mere end fire timer hver nat, fordi jeg var nødt til at arbejde på fuld tid på en bar om natten ved siden af teaterskolen for at have penge at leve for. Så jeg var rimelig hudløs. Og så … aj, ja, der var jo også noget med at kysse på en forkert – det gør man jo på sådan en teaterskole. Så jeg kyssede på en forkert, sårede en, og så var de ligesom alle sammen pludselig imod mig. Altså, det var de jo ikke for alvor, men der var sådan et fællesbillede, der blev dannet af, hvem jeg var, som jeg ikke kunne finde ud af.

Og så måtte jeg tage hjem til Danmark, hvor jeg gik hos en psykolog, som sagde, at jeg skulle passe på min egen ”lille have”. Jeg skulle lave et lille stakit omkring min have. Det var jo bare noget med at sætte nogle grænser, og det hjalp mig. Da jeg kom tilbage til Frankrig, så jeg dem alle sammen stå bag stakittet. Det var ikke sådan, at jeg tænkte, at det ville jeg aldrig udsætte andre for, men jeg kunne i hvert fald mærke, at der var forskel på, om man var på den ene eller anden side efter den oplevelse. Og jeg tænkte, at det var for nemt at hoppe over på den anden side og være en af dem, der definerer andre. Det har nok betydet, at jeg ofte er djævlens advokat. Den, der siger, lad os nu lige prøve at se det fra den anden side. Det har jeg irriterende meget i mig, tror jeg. 

– Men det er helt klart noget med, at det i virkeligheden ikke er min natur, det er noget, jeg har skullet lære mig selv. Balance. Jeg er ikke naturligt super balanceret. Balance er noget, jeg har skullet erhverve mig. Og når jeg siger, at det er en beslutning, jeg har taget, så er det fordi, jeg kan sagtens være ondskabsfuld. Skarp. Jeg er også god til at spille virkelig stride bananer. Jeg har det helt klart i mig. Så hvis jeg ikke vil se mig selv sådan – og det har jeg ikke lyst til – så skal jeg gøre mig umage. Og faktisk er jeg ikke sådan mere. Jeg synes ikke, at jeg er en strid banan mere. Men jeg har virkelig haft potentiale for at være en rigtig led satan.

Det er da lidt af en melding?

– Ja. 

I hvilke sammenhænge kunne det dukke op før i tiden?

– Jeg har et satirisk øje. På teaterskolen arbejdede vi med to klassiske figurer. Med ”Klovn” og med ”Bouffon”. Klovnen er bare enormt åben, vil bare gerne være her og tager gerne pladsen som den dummeste i rummet. Bouffon er narren. Det er den figur, der sidder og tager pis på alle. Som er satirisk og hurtig, og som kan se andre folks fejl og spejler dem. Når vi arbejdede med Bouffon, var der en, der gik op og f.eks. fortalte, hvad han havde fået til morgenmad, og hvad der var sket derefter. Den næste skulle så gå op og tage pis på den måde, som den første fortalte om sin morgen på. 

Sidse laver sin stemme helt om og demonstrerer, hvordan man kan sige det samme på en helt ny måde og med et helt andet kropssprog. 

– Og den næste skulle så gøre nar af nummer to og så videre. Til sidst ender man med en helt deform, men også meget skarp figur. I Bouffon kørte jeg med klatten. Jeg kunne altid finde noget at vende vrangen ud på. Klovnen havde jeg meget, meget sværere ved. Men jeg kunne se, at dem, der kunne finde deres klovn, de kunne alt bagefter. 

Mange af de roller, som du blev kendt for i begyndelsen af din karriere herhjemme, var jo ellers lidt klovne-agtige, søde og med krølle på næsen, de var ikke skarpe og satiriske? 

– Nej, men i Frankrig havde jeg spillet masser af hekse og ondskabsfulde alkoholikere. Det var helt anderledes, da jeg kom tilbage til Danmark. Sjovt nok. 

Sidse boede i Frankrig i seks år. Det var aldrig meningen, at hun skulle have været der så længe. Egentlig skulle hun bare have oplevet Frankrig i et år efter gymnasiet, men da hun så søgte og kom ind på en teaterskole dernede og efterfølgende kom med i en teatergruppe, endte det med at trække ud. Hun kom først hjem, da hun blev tilbudt en rolle i en dansk teaterforestilling, som hendes veninde Katrine Wiedemann satte op. Og så endte hun med at blive i Danmark, fordi den ene rolle tog den næste. 

– Jeg var den eneste udlænding på den franske teaterskole, og jeg var helt klart anderledes. Jeg var meget mere fysisk og voldsom end de franske piger, jeg havde en dybere stemme, og jeg kunne meget lettere larme end de andre. Det var også sådan noget med, bum, at gå hen og sætte sig på skødet af en. Det gør man bare ikke som pige i Frankrig, og derfor blev jeg kaldt ”Vikingen”. De regnede med, at det måtte komme derfra. Omvendt, da jeg så kom hjem til Danmark igen, havde jeg helt klart fået en fransk accent i mit udtryk. Her var jeg igen udlændingen, fordi dem, jeg kom til at arbejde med i Danmark, alle kendte hinanden fra deres uddannelser herhjemme. 

Hvordan var det i din skoletid, gik du også på flere skoler som barn og var den nye i klassen? 

– Nej, egentlig ikke. Men jeg boede nogle år i Tanzania, fordi mine forældre var udstationeret, og da jeg kom tilbage til Danmark, kom jeg ind i 2. klasse på Bernadotteskolen. Det føltes voldsomt dengang, for det er noget helt andet at gå i skole i Afrika end i Danmark. Og så kom jeg der som helt ny og helt brun, ha ha. Anderledes. Jeg begyndte i den danske afdeling på Bernadotteskolen, men så blev jeg rykket over i den internationale afdeling, hvor jeg havde det fantastisk, fordi alle, der gik der, kom udefra. Senere kom jeg tilbage til den danske afdeling igen. Vi boede inde i København, men på Bernadotteskolen kom de fleste fra nord for København, og de var rigere end os. Det kunne jeg godt mærke, og jeg fik ret tidligt en social bevidsthed. En klassebevidsthed. I Tanzania var jeg også hele tiden bevidst om, at jeg var anderledes. At jeg var hvid. Det ved man hele tiden. Vi havde også flere midler end de lokale, blev set på som rige, og der blev grinet meget af mig, for dengang var mit hår helt hvidt. Det var meget up front og ikke særlig diskret. Det var ikke ondskabsfuldt, men som barn er det jo voldsomt at opleve. 

Det er jo lidt sjovt, at da du så kom hjem, var du den brune og fattige? 

Hun griner højt. 

– Ja, det er rigtig nok. Det er det faktisk. I bund og grund har jeg nok altid følt mig som en outsider. 

Gør du også det i dag? 

– Jeg synes, at min kerne er en outsider på en eller anden måde. Det kan der være alt muligt fint i. Og det er også mest dem, jeg interesserer mig for. Outsiderne. Det er desuden de roller, jeg er mest interesseret i. Karakterer, der er udenfor på godt og ondt. Jeg kan mærke, at mit øje altid søger dem, der ikke passer ind. Hvis jeg f.eks. ser en skoleklasse i toget, så følger mit øje dem, der ikke er med. I virkeligheden er jeg bare, som jeg sagde før, voldsomt optaget af, hvad der foregår i et rum. Energierne i rummet. Og jeg er voldsomt interesseret i andre mennesker. På et tidspunkt var vi i Afrika med ”Borgen”, hvor der en dag var en safari, man kunne tage på i fritiden. Men jeg blev tilbage og havde i stedet en fantastisk ”safari”, der hvor vi boede. Den unge mand, der arbejdede der, var en dygtig løber, og han kom og viste mig sine diplomer og fortalte om sit forhold til succes og alt sådan noget. Det var voldsomt interessant at høre om, og han fortalte også om, hvordan de havde det med hinanden på det sted, hvor vi var. En af de andre sagde bagefter til mig: ”Hvor er det bare typisk dig, Sidse, at du hellere vil kigge på mennesker end på dyr”. 

Hun slår en høj latter op. 

– Men sådan er det bare. Jeg vil dog sige, at jeg på mine gamle dage også er begyndt at interessere mig for dyrene. Og træerne. 

Hun griner igen. 

Og hvad handler det så om, tror du? 

– Jeg mødtes med en veninde, jeg ikke havde set i 100 år, og så måtte jeg bare fortælle hende, at den største glæde, jeg for nylig havde mærket i min lille krop, det var, da jeg var ude at løbe i vinterferien i New York. Jeg løb nede ved vandet og havde timet det sådan, at jeg så solopgangen. Den solopgang var en FYSISK oplevelse. Der skete simpelthen noget i min krop, mens lyset kom op. Det var magisk. Jeg skyndte mig dog at sige til min veninde, at jeg egentlig syntes, det var noget underligt flippet noget at sige, men så sagde hun, at hun havde det fuldstændig på samme måde. Så ja, der sker bare noget med alderen, det er jeg helt sikker på. Det føles meget uragtigt. Og godt.