Signe Lindkvist: "Hvis man har en høj vrist, har man et spændende seksualliv"

Signe: Min salige mor havde en veninde, som hed Gunna Suwalski og havde det, man kalder en stor vrist ...

Iben: Hedder det ikke en høj vrist? Det er som om, at vristen ligesom buer. Man kan se det på gamle græske statuer, de har ofte en høj vrist. Og tidligere balletdansere. Det er meget smukt.

Signe: Men min mor sagde altid, at seksualiteten sidder i vristen ...

Iben: Gisp?!

Signe: Så hvis man har en høj vrist, så har man et meget spændende seksualliv.

Iben: Ooohlalalalalala!

Signe: Haha! Ja, du har da været kæreste med en gammel balletdanser?

Iben: Jep! Så jeg kan da godt skrive under på dét der med det spændende … Men jeg er selv nærmest platfodet? Det er jo ikke så godt ... Hvad gør vi ved det?

Signe: Haha! Jeg har aldrig tænkt på, at det er attraktivt at have en høj vrist. Men så kom jeg til at tænke på, at det var det, min mor sagde altid. At dér sidder seksualiteten – i vristen!

Iben: Hvis man googler høj vrist ... Det er faktisk virkelig flot! Og man tænker ellers altid på sådan noget som balder og bryster og mavemuskler eller skulderparti i en seksuel sammenhæng. Men sådan en høj vrist kan altså også noget.

Signe: Der er noget seksuelt i det.

Iben: Ja … Også i sådan en højhælet sko, som også er meget udringet, så man har det, som hedder ”toe cleavage”.

Signe: Uuuh … Kavalergang?

Iben: Kavalergang på tæerne! Altså der, hvor storetåen og den næste tå mødes. Det er en tå-kavalergang.

Signe: Jeg har aldrig hørt det ord ...

Iben: Er det ikke godt? Høj vrist og tå-kavalergang!

Signe: Er der egentligt andre steder, hvor man kan have kavalergang?

Iben: Der er flere og flere steder, jo ældre man bliver.

Signe: Hahaha!

Iben: Alt det, der kan mases sammen! Jeg kan også få en kavalergang med det stykke, der volmer ud mellem armhulen og bh-kanten.

Signe: Men det er vel ikke noget af det, som man decideret går efter?

Iben: Hva’?! Det kan vi da gøre nu! Vi er så mange, der har ekstra barm rundt omkring. Det kan vi da godt gøre til noget?

Signe: Armhulekavalergang?

Iben: Jeg kalder min for Volmer, fordi den volmer sådan lidt ud. Det hed det hjemme hos mig. Også når dej hæver! Så volmer det også sådan lidt ud over skålens kant.

Signe: Jeg er ret bange for dej, der hæver. Er det ikke underligt? Der er noget uhyggeligt ved det. Jeg kan huske, at jeg en eller anden gang skulle lave pølsehorn til mit barns klassefest. Så havde jeg lavet en ordentlig røvfuld dej og sat i køleskabet. Nogle timer senere åbnede jeg køleskabet, og så var det hævet fuldstændig sindssygt … Det hang ned af alle hylderne!

Iben: Jamen er det ikke fordi, at man ikke har lyst til at se sådan ud på kroppen? Man tænker: ”Hvis jeg spiser dét der, så gør min krop sådan”? Men så når det er blevet bagt til dejlige pølsehorn, så glemmer man alt om det og æder tusind af dem. Så må man mase sin hævede krop ned i nogle slacks, der kan holde lidt på det hele.

Signe: Hvad er slacks egentlig? Jeg kan huske, at min mor altid sagde det.

Iben: Ja, ”slacks” er et dejligt ord! Altså, jeg har købt nye cowboybukser, og de sidder ret højt, kan du se ... Jeg har trukket dem godt op!

Signe: Jamen, det er da ikke slacks?

Iben: Men sådan sad slacksene! Kan du ikke huske, at i gamle dage var der sådan en reklame i bladene, hvor man så et billede af en damenumse i netop bukser, der sad stramt og ganske højt oppe, og så stod der Brandtex? Det er sådan en gabardine-buks, forestiller jeg mig?

Signe: Jeg føler, at det er sådan en buks, som Britt Bendixen altid går i. Er hun ikke sådan en person, som går i slacks?

Iben: Går hun ikke mest i kåber?

Signe: Da ikke på benene?

Iben: Uuh! Kan du huske Lucy fra tv-serien ”Dallas”?

Signe: Ja!

Iben: Lucy, som havde store lyse krøller, og så havde hun gerne en lille silkebluse med bindebånd i halsen, som var stoppet godt ned i et par slacks!

Signe: Det er rigtigt!

Iben: Altså, det er en højtsiddende damebuks i noget materiale, som ikke er denim. Men det har lynlås, knap og måske en lille pressefold.

Signe: Ja, det kunne den godt have!

Iben: Og så kan det være trompet i benene eller mere smalt. Det er en slack!

Signe: Jeg holder meget af ordet!

Iben: Min farmor gik altid kun i nederdel eller kjole. Men én gang om året, når man var oppe i sommerhuset eller ”oppe på grunden”, som vi kaldte det, kom farmor ud på terrassen med en lille Manhattan med noget lidt for gammel Vermouth i. Og så skulle alle vi børnebørn få øje på hende lidt efter lidt. Så råbte vi alle sammen: ”Prøv at se! Farmor har ben!”. Og så var det fordi, hun havde iført sig et par slacks!

Signe: Nøøøj! Det siger måske noget om, at slacks er en rar buks at have på?

Iben: Sådan så det slet ikke ud. Jeg tror ikke, at man har beskæftiget sig specielt meget med behageligt eller ”comfy” tøj i den generation? Det var bare noget med praktik, tror jeg? Slacks på landet, nederdele i Gentofte. Min mormor sagde engang, at hun ville gøre mig arveløs, hvis jeg gik ud på gaden i ”sådan noget pyjamastøj” – jeg havde fundet en fin mønstret nylonsilkepyjamas i en genbrugsforretning i Pisserenden. Det ville hun bare ikke have ... Så jeg tror ikke, at der tidligere har været tale om komfortabelt eller behageligt tøj. Bare måder at se ud på?

Signe: Men tøjet hed også bare nogle lidt federe ting, ikke? Slacks, popsocks og pumps. Nu er det mere bare hoodies, sneaks og jeeeeeeans ...

Iben: Ja det var bedre dengang med slipovers!

Signe: Og pullovers!

Iben: Pumps er et lidt dumt ord ...

Signe: Nej! Det er et vidunderligt ord! ”Jeg hopper lige i et par påååhmps, så jeg kan komme ud og vise min høje vrist og min ”toe cleavage”.

Iben: Og få en ordentlig svingtur!

Iben og Signe

Kvinderne bag ”Sitter”-podcasten, Signe Lindkvist og Iben Hjejle, skriver hver uge i ALT for damerne om små og store emner, der berører mange af os. Det kan både være dét, der fascinerer og dét, der irriterer; fælles for det hele er, at Signe og Iben altid har deres eget humoristiske syn på tingene.