Signe Molde: ”12-talspige er blevet et negativt ord – og det har jeg det svært med”

For nylig hørte Signe Molde om en pige, der havde fået 12 til en eksamen, men som ikke ville have, at det blev sagt højt nogen steder. Hun havde ikke lyst til at blive kaldt en 12-talspige.

"Og der fik jeg det sådan, øh hvad? Hvad dårligt er der ved at være en 12-talspige? Det er da beundringsværdigt. Men det er simpelthen blevet sådan et negativt ord – åh, du er også sådan en 12-talspige – at man undlader at sige sin flotte karakter højt, fordi man risikerer at blive slået i hovedet med den. Det har jeg det virkelig svært med, og jeg vil så gerne forsvare 12-talspigerne. Og 12-talsdrengene, selvfølgelig.

Rane Willerslev har bl.a. været ude og bruge begrebet rigtig meget, og det er hans måde at sige til de unge: ”Slap nu af, du skal ikke løbe efter de karakterer”. Og det har han jo ret i, men er der noget, en 12-talspige ikke bryder sig om at få at vide, så er det, at hun ikke er god nok, som hun er. Og hvis hun ikke engang må være en, der gør det virkelig godt og stræber efter det bedste, hvad er hun så?"

Signe Molde er kendt for sine mange tv-programmer, hvor det skæve og lidt skøre blander sig med journalistikken. I programmer som bl.a. 'Det nye talkshow', 'Quizzen' og 'Signe Mode på udebane' har hun sat tingene på spidsen, udstillet det pinlige og fået de gode historier i nettet på én og samme tid. Nu er tiden kommet til noget nyt.

Et foredrag. Måske lyder det ikke særlig Signe Molde-agtigt og måske lyder det endda en anelse kedeligt, men det er det slet ikke. Der er nemlig tale om en række optrædener rundt i landet, hvor Signe under titlen 'Hva’ fanden havde du regnet med?' hudløst ærligt og tåkrummende pinligt fortæller om sine absurde forventninger til sig selv og livet. Det handler om bl.a. præstationsangst, midtvejskrise og ja, om 12-talspigen, der også bor i hende selv. Mange ville måske kalde den slags for et one-woman-show eller en form for standup, men Signe insisterer på at kalde det et ”foredrag”.

"Jeg går meget op i, at jeg ikke er standupper. De gange, jeg har prøvet at lave noget i den stil, har jeg ikke følt mig godt tilpas."

Hvad er forskellen på stand-up og det, du optræder med i dine foredrag?

"Det er et virkelig godt spørgsmål. Men forskellen er, at jeg aldrig – uanset hvad jeg arbejder med – tænker, at nu skal jeg ud og lave noget, og det skal BARE være sjovt. Jeg tænker, at der er noget, jeg godt vil fortælle, og så..."

Så bliver det sjovt?

"Ja, med de fleste ting, jeg har lavet, er jeg havnet derhenne, hvor jeg prøver at gøre det så sjovt som muligt. Og efterhånden er der opstået et håndværk omkring det, så jeg ved, hvordan det fungerer teknisk og rytmisk. Med tiden har jeg også erfaret, at de fleste mennesker godt kan lide at have det sjovt, og at det sjove er en god måde at fortælle på. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg altid søger det sjove, og på den måde er jeg nok lidt en gøgler.

Jeg elsker også, når andre mennesker tør tage chancen og fyre en joke af for at give andre et godt grin. Det kan godt være, at det ender med at være lidt pinligt, hvis det ikke virker..."

Men hellere det end ikke at prøve?

"Ja, helt klart. Men humor kan være svært, for det er så forskelligt, hvordan det opfattes. For fem år siden fandt jeg f.eks. en vin, der hedder The Yoga, og så lavede jeg et opslag på facebook, hvor jeg sad med vinen og et fyldt glas på min yogamåtte med teksten: ”Yoga har virkelig hjulpet mig til at blive et gladere, mere afslappet og ærligt menneske”. Det gik viralt i alle mulige lande og på alle mulige sprog.

Forleden dag var der en, der skrev til mig, at en stor amerikansk yogaside havde postet det, og så var der en masse yogatyper, der var rasende, for DET kunne man ikke! Man må bare ikke lave sjov med yoga, for det er nærmest en hellig ting. For mig er den historie et godt eksempel på, at nogle mennesker virkelig INGEN humor har.

Tænk, at man ikke kan se, at det er fuldstændig uskyldigt og bare sjov og ballade. Når jeg oplever mennesker, der reagerer sådan på humor, tænker jeg altid, aj, hvor er det synd for dig. Dit liv må være så trist. Der er et grin lige foran dig, og du kan ikke se det. Men det er nok svært, hvis man ikke er vokset op med humor."

Kommer du fra et hjem med meget humor?

"Mine forældre er bestemt ikke gøglere. Jeg er vokset op med universitetet og bøger, og jeg er mønsterbryder i den forstand, at jeg er den første, der ikke har taget en akademisk uddannelse."

Hun griner højt.

"Min mor, moster og mormor kan godt fjolle og gøgle, men jeg ved ikke, om jeg nogensinde har hørt min far sige en vittighed. Så er det i hvert fald en, han har læst i avisen, og som han har syntes var sjov. Men han kan sagtens grine af det sjove og skæve, så humor har helt klart været en del af min opvækst."

Hvem er Signe Molde?

• Kendt som vært på 'Det nye talkshow', 'Quizzen' og 'Signe Molde på udebane' og på 'X Factor' i 2013.
• Aktuel med foredraget 'Hva’ fanden havde du regnet med?'.
• Hun er 45 år og gift med Peter Molde-Amelung, som er journalist, instruktør og manuskriptforfatter.
• Sammen har de døtrene Penny, 16, og Evelyn på 10 år.
• Se mere på Allthingslive.dk og Signemolde.dk.

Signe har i mange år haft lyst til at komme ud til et live publikum, og hun fortæller, at hun nu endelig har accepteret, at hun godt kan lide at optræde. I sit nye foredrag vender hun vrangen ud på sig selv, og hun begyndte så småt at lege med tanken om det for tre år siden. Det er dog først nu, at hun for alvor tør tro på, at hun har noget ægte og ærligt at byde ind med på sådan en scene.

"Der er jævnligt unge piger, der skriver til mig, at de synes, jeg er sej og modig – virkelig søde ting – og jeg bliver lige glad hver gang. Samtidig føler jeg også, at jeg har et ansvar for at sige, at det ikke altid er så let, som det ser ud, og derfor taler jeg bl.a. om præstationsangst og perfekthedskultur i mit foredrag. Det er mit håb, at jeg på en sjov måde kan få fortalt, at jeg simpelthen har spildt så meget tid på at være usikker. Og stadig gør det."

Men udadtil ligner du en, der har tjek på det hele?

"Ja, men det er jo fordi, at begge dele er rigtigt. Nogle gange har jeg styr på det. Hold kæft, jeg har styr på det. Fordi jeg er en vanvittigt grundig 12-talspige, og fordi jeg har det med at overforberede mig. Det har så også nogle konsekvenser.

Jeg kan være totalt fraværende til et familiearrangement, og jeg kan være en rigtig lortemor, der ikke hører efter, hvad mine piger siger, fordi jeg skal stå lidt senere på mit arbejde og være fuldstændig tjekket. Det er jeg begyndt at tænke mere over, for hvor er der egentlig mange ting, jeg kunne have nydt mere. Og hvor er der mange ting, jeg kunne have gjort, hvis jeg ikke havde været så usikker på mig selv."

Har du altid været en 12-talspige og en præstationstype?  

"Nej, det er noget, jeg er blevet. Jeg fik ikke specielt høje karakterer i skolen. Som jeg en dag sagde til min mand, Peter, så er jeg den eneste 12-talspige med et gennemsnit på 7."

Hun griner højt.

Så det er som voksen, du har taget 12-talspigen til dig?

"Jeg har altid været ekstremt opmærksom på, hvad der foregik omkring mig. Jeg tager alting ind, registrerer det hele og lægger mærke til, hvis der er nogen, der ikke har det godt. Det hele hænger sammen med, at jeg ikke vil skuffe eller gøre nogen kede af det. Jeg kan jo nærmest ikke holde en fødselsdag, for det er helt umuligt at vælge, hvem der skal inviteres, og hvem, der så skal vælges fra."

Hun holder en lille pause.

"Og det er jo lidt skørt, for SÅ vilde er folk måske heller ikke for at komme til en eller anden fødselsdag hos os, ha ha."

Er du lidt af en pleaser?

"Ja, det er jeg. Men jeg kan også godt lide at mærke, at jeg har gjort det rigtige. Jeg er helt klart en 12-talspige, det er bare ikke altid, at det, jeg stræber efter, lykkes.

"Det er irriterende, og jeg synes, det er lidt pinligt, når tingene ikke lykkes. Men så er det heller ikke værre. Det har jeg lært at huske mig selv på."

I sit foredrag fortæller Signe også om, hvor svært hun har ved at sige nej, og hun fortæller en festlig historie om, hvordan hun engang kom utrolig langt ud i en masse bortforklaringer overfor selveste statsminister Lars Løkke Rasmussen, fordi hun simpelthen ikke kunne få sig selv til blot at sige pænt nej tak til en invitation til noget networking-morgenløb. 

"Den slags sker jævnligt for mig. Jeg har virkelig svært ved at sige nej. Jeg kommer lige i tanke om et andet sjovt eksempel. For en del år siden var jeg hos en psykolog for at tale lidt om nogle arbejdsmæssige udfordringer. Jeg havde en oplevelse af, at psykologen tog mig alt, alt, alt for alvorligt. For så var det altså heller ikke værre!

Men hun blev ved med at spørge, hvorfor jeg selv troede, at tingene var sådan, og jeg følte, at jeg sad og gættede på alt muligt, bare for at give hende nogle svar. Hun var så vild med problemer, og jeg kunne slet ikke holde det ud. Jeg tænkte, okay, her skal jeg helt sikkert ikke hen igen, men da jeg så skulle gå, sagde hun: ”Skal vi lige lave en ny tid?” Hvortil jeg straks svarede: ”Ja, ja, helt sikkert”. Vel vidende, at der ikke var nogen som helst chance for, at jeg nogensinde skulle i kløerne på hende igen."

Så du lavede aftalen og tænkte, at du ville afbestille den bagefter?

"Ja, og så skulle jeg jo bare have sendt en mail, men jeg følte alligevel, at jeg var nødt til at ringe og forklare hende, hvorfor jeg ikke kom. Det var helt skørt, for jeg var jo fuldstændig ligegyldig for hende. Jeg var bare arbejde for hende. Men jeg ringede og forklarede og forklarede. Jeg syntes, hun havde krav på, at jeg gav hende et ærligt svar. Men ved du hvad... Det behøver man ikke altid, har jeg fundet ud af. Og lige der havde jeg virkelig ikke behøvet det."

Ville du så have været bedre til at sige nej i den situation i dag?

"Nej! Jeg tror også, at jeg i dag ville lave en ny tid for bare at komme hurtigt ud ad døren. Det handler i virkeligheden om, at jeg gerne vil væk, når noget er ubehageligt."

Hvordan har du det med at sige nej til dine to piger?

"Det kan jeg slet ikke. Hold kæft, det er jeg dårlig til! Og det er faktisk meget værre. Det handler jo om opdragelse, og der er det mit ansvar, at de bliver nogle søde og ordentlige mennesker. Det gode er, at jeg har giftet mig med en mand, der er god til at sige nej. Og som er god til at være struktureret og have styr på tingene. Det er mit held."

Hun holder en kort pause og tænker sig om.

"Aj, jeg kan selvfølgelig godt sige nej til dem, men jeg siger mere ja end Peter. Og det er jo irriterende. Ikke mindst for Peter, for så står han der og er den sure."

Så kommer de mest til dig, når de skal have noget igennem?

"Ja. Og hvis de går til ham først, så kan jeg sige: Far har jo sagt nej... Jeg havde selvfølgelig sagt ja."

Hun slår en høj latter op.

"Nej, sådan er det ikke. Helt. Men der er nogle ting, hvor de bare ved, at jeg vil sige ja. Hvis de f.eks. kommer og siger, aj, skal vi ikke have sådan en mor-datter-dag, hvor vi får lavet negle eller noget andet, så er jeg solgt: Øh, ja – selvfølgelig skal vi det! Og så er det mig, der gi’r.

Og nu er det altså ikke fordi, vi går meget op i negle, men det er det med at lave noget hyggeligt sammen. Det er jeg altid med på. Jeg har også noget med mad. Jeg er ikke så god til at lave mad, og jeg synes også, at det er irriterende, for det tager jo nærmest hele dagen med planlægning og indkøb. Så hvis pigerne fornemmer, at det er mig, der skal lave mad, så kan de godt finde på at sige, wuuu, skal vi ikke have noget takeaway?

Og det kan jeg meget nemt komme til at sige ja til. Det gør Peter ikke ret ofte, han synes, at vi skal lave vores mad selv. Jeg kan også hurtigt blive for meget tjener for vores børn. Forleden dag spurgte vores ene datter, om hun ikke måtte bede om noget vand, hvorefter jeg sprang op og hentede det.

Bagefter kiggede Peter og jeg på hinanden, for sådan skal det jo ikke være, men man vil jo gerne have det hyggeligt med sine børn og gider ikke skælde ud og irettesætte hele tiden. Men... Der er det jo, at jeg skal tænke over, at ens job som forældre ikke er, at man bare skal have det skidehyggeligt med sine børn hele tiden. Ens job er jo at gøre dem til nogle mennesker, som andre gider hænge ud med."

Signes døtre er 16 og 10 år, så de er ved at være i den alder, hvor de så småt begynder at få deres helt eget liv. Noget, som Signe tidligere har været meget nervøs over, men som hun nu er ved at finde ro med.

"Da de var små, kunne jeg slet ikke overskue tanken om, at åh nej, lige om lidt ser jeg dem ikke mere, lige om lidt flytter de hjemmefra. Der var noget småbørnsnoget, som ville forsvinde, og ja, det gør det, men så kommer der jo noget andet. Og det er slet ikke så slemt, som jeg troede, det ville være, at de bliver store.

Det er også ret fedt, faktisk. Jeg synes, det er helt fantastisk at have en datter, der er på vej til at blive voksen. Det er en helt ny slags forhold, hvor vi kan lave en masse dejlige ting sammen. Men jeg kan da stadig savne det der med helt små børn somme tider. Når de var syge og var sådan helt varme og trætte og bare lå ovenpå mig, åh, det var også lidt hyggeligt.

Nu, hvor de er blevet så store, har de ikke brug for helt det samme fra mig. På nær hvis de slår sig. Forleden dag faldt Evelyn og slog knæet, og jeg var sådan helt nåerhhh, kom hen til mor. ”Jeg slog mig ikke så meget”, sagde hun. ”Jo, du gjorde, hold da op, hvor du slog dig!”. Og så sad jeg der og trøstede. Jeg siger ikke, at jeg bliver glad, når de er kede af det, men det er nu dejligt, når de engang imellem har brug for deres mor på den måde."

Det med at have store børn siger jo også noget om, hvor man selv er i livet …?

"Jeg kan godt mærke, hvor du vil hen, ha, ha."

Ja, du taler jo også om midtvejskrise og din alder i dit foredrag, hvordan har du det med alt det?

"Det har jeg det faktisk rigtig godt med. NU har jeg det rigtig godt med det."

Så der er et ”før”?

"Ja, men det er fordi, tingene jo hænger sammen. For et par år siden havde jeg nogle arbejdsmæssige udfordringer, og jeg var i tvivl om alle mulige ting. Og okay, jeg snakker og snakker – men altså, du spørger jo i bund og grund om, hvordan jeg har det med at være på vej mod de 50 og have børn, der snart flytter hjemmefra. Og ja, hvordan har jeg det så med det …? Jeg har det på tusinde forskellige måder."

Bare nævn et par stykker?

"Jeg har det egentlig grundlæggende godt med det nu. Jeg har været meget skruk i mange år og har tænkt meget over, om vi skulle prøve at få et barn mere. Vi har somme tider tænkt, at hvis vi havde været yngre og havde haft en masse penge, så havde vi haft 30 unger, men på den anden side er vi så alligevel nået frem til, at det faktisk er helt perfekt med de to, vi har.

Jeg tror ikke, at jeg har sindet til mange flere. Jeg er ikke typen, der bare kan overskue en masse ting, og jeg sover heller ikke særlig godt om natten. Så to børn er godt, og jeg vil også gerne have tid til at være endnu mere sammen med dem, vi er så heldige at have.

Så jeg har endelig sluppet følelsen af, at det rev og flåede i æggestokkene, når jeg så små børn. Og faktisk har jeg igennem det sidste halve års tid haft det sådan, at jeg synes, at små børn er lidt irriterende. Eller … Ikke irriterende, men jeg behøver virkelig ikke holde dem. Slet ikke. Faktisk er jeg helst fri, men ikke engang børn kan jeg finde ud af at sige nej til. Jeg kan bare ikke! Ikke engang en snottet toårig, der insisterer på at gi’ mig et møs med åben mund."

Hun griner højt.

Men det er kun det sidste halve års tid, du har sluppet drømmen om flere børn?

"Ja. Og det er jo nok frygten for ensomheden, der ligger og lurer. Men altså, jeg er begyndt at se tingene på en ny måde. I mange år havde jeg følelsen af, at jeg var i slutningen af noget. Fordi jeg blev ældre, og børnene blev store. Men nu har jeg vendt det om og tænker, at der er noget nyt, der skal til at begynde. Livet med voksne børn. Livet, hvor jeg har meget tid. Og det er faktisk ret fedt."

Og de arbejdsmæssige udfordringer, har du fået styr på dem?

"De sidste par år har jeg været meget tvivlende i forhold til, hvad jeg skulle rent arbejdsmæssigt. Jeg har spurgt mig selv: Hvad er det egentlig, jeg er god til? Hvad har jeg gang i? Hvor er jeg på vej hen? Jeg har aldrig haft en plan med noget som helst, jeg har altid bare forholdt mig til det, der lå lige foran mig, og gjort det så godt, som jeg overhovedet kunne.

Og så er jeg havnet alle mulige sjove og spændende steder. Men de sidste par år er jeg begyndt at spørge mig selv, hvad det er, jeg gerne vil bidrage med. Og jeg har tænkt over, om det overhovedet er fedt at optræde og være i fjernsynet? Er det noget, jeg får et godt liv ud af? Nogle gange har jeg været ved at brække mig over at se og høre mig selv på skærmen og i medierne. Signe Molde, Signe Molde, Signe Molde..."

Hun laver bræklyde.

"Men jeg er nået frem til, at der jo en grund til, at jeg er havnet, hvor jeg er. Jeg kan faktisk virkelig godt lide mit arbejde. Det er et meget mærkeligt arbejde, jeg har, men når det spiller, så elsker jeg det og føler mig hjemme. Peter har også sagt, hør nu her, du er jo vildt god til det, og du er heldig, at du får lov, så hvil nu bare i det.

Og der vil jeg godt lige indskyde, at ja, det kan godt være, at jeg er heldig, men jeg har altså også arbejdet pænt hårdt for det, ha, ha. Som barn og ung kendte jeg ingen, der optrådte, så jeg anede ikke, hvordan man gjorde, eller hvor man gik hen for at lære det. Udover at man kunne gå ind på sit værelse og stå og synge ned i en børste."

Og nu har du kastet dig ud i at lave foredrag, hvor du nærmest vender vrangen ud på dig selv, hvorfor vil du det?

"Jeg har virkelig lyst til at komme ud til et live publikum, fordi jeg endelig har accepteret, at jeg godt kan lide at optræde. Der er noget utrolig skønt ved at være i et rum med folk, der virkelig har valgt det til, og hvor tingene kun foregår her og nu. Der er ikke noget, der skal filmes og klippes og sendes alle mulige steder bagefter. Det er kun mig og de mennesker, der har valgt at komme. Det kan jeg godt lide, og nu har jeg fundet selvtilliden til at turde gøre det."

I hvilket omfang er livet blevet, som du havde drømt om?

"Jeg elsker, at du lige stiller sådan et spørgsmål lidt tilfældigt, ha, ha. Men altså … I hvilket omfang er livet blevet, som jeg havde drømt om …?"

Hun holder en længere pause

"Mit foredrag handler meget om, at jeg har de her høje forventninger, og at de ikke altid bliver indfriet. Men når jeg sætter mig ned og kigger på mit liv udefra, så synes jeg ikke rigtig, at jeg kan bede om mere. Så føler jeg mig meget heldig. Jeg har en sød mand, der gider lave mad, så jeg slipper for det, jeg har to børn, der har det godt, og jeg får lov til at arbejde med det, jeg godt kan lide. At jeg så bekymrer mig for meget og ligger vågen om natten og stresser for meget – det er der jo mange andre, der også gør. Så grundlæggende er jeg faktisk sindssygt glad for mit liv."