Kender du følelsen? ”Sommeren er den ensomste tid på året. Sådan er det i hvert fald for mig”

Nu er sommeren kommet! Og er der noget, der kan gøre de fleste af os i godt humør, er det solskin, fuglekvidder og kolde fadøl i varmen. Sommeren er dejlig. Sommeren er lys. Sommeren er alt det, vi drømmer om.

Og sommeren er den ensomste tid på året.

Sådan er det i hvert fald for mig – og sommeren er derfor den årstid, jeg sætter allermindst pris på. Jeg kan da godt se det glimtvis charmerende i et par luftige Birkenstock frem for et par store bamsestøvler og at have fryseren fuld af Sun Lolly i alle regnbuens farver frem for Mou-suppe i alle rodfrugtlignende afskygninger.

Men mest af alt er sommeren noget, der skal overstås uden for mange sjælelige skrammer, indtil efteråret vender tilbage med sine løfter om mørke nætter, acceptable temperaturer og ikke mindst nedrullede gardiner.

Hægtet af livet

Jeg ser ellers overalt på de sociale medier, at folk priser solen og føler sig opløftet af alt lyset. At livsglæden stiger om sommeren, at sindet og humøret har det bedre, at optimismen trives, og inspirationen bobler frem – men for mig er det lige omvendt.

For det er om sommeren, jeg føler, at alt det, jeg er, ikke er helt godt nok. Og det er nu, jeg får allermest lyst til at ændre mig selv og gå imod alt det, jeg inderst inde er: introvert, alenetidselskende, langsomt levende.

Det er nu, jeg føler mig allermest hægtet af livet, når alle andre stormer ud i livet og i de lyse nætter med alle deres speeddial-venner og -bekendtskaber. Det er nu, at lyden af klinkende glas skærer allermest i ørerne. Og det er nu, jeg allermest tydeligt føler skellet mellem mit introverte behov for alenetid og mit menneskelige behov for bare at være med.

Det evige brændende ønske om at være med uden egentlig helt at ønske – eller måske snarere at orke – det.

Okay, måske overdriver jeg mine sommeraversioner en anelse sådan for tydelighedens skyld, for jeg er i de senere år begyndt at se på mig selv med mere milde øjne og i højere grad acceptere de ting, der er svære(re) for mig om sommeren. Og som det så ofte er med accept, er den det allerførste skridt.

6 grunde til en svær sommer

For så snart jeg slipper forventningerne og ikke kræver af mig selv, at sommeren skal være lige så sjov, social, evigt lys og lystig som for alle andre, så går det hele lidt nemmere (og et par gode mørklægningsgardiner har bestemt også haft en positiv indflydelse – åh, at kunne lukke lyset ude!)

Men sagen er alligevel den, at det er om sommeren, at alle mine indre kontraster træder allermest tydeligt frem og gør en anelse mere ondt i hjertet. Solen er som en insisterende projektør, der sætter spot på alt det, de andre har, og alt det, jeg selv til tider føler, jeg går og mangler: udadvendtheden, de store sociale cirkler, grillaftenerne og roséaftalerne.

• Det er om sommeren, alle andres liv leves ude på gader og stræder, og mit sammenligningsgen for alvor træder tydeligt frem.
• Det er om sommeren, lyset holder mig vågen.
• Det er om sommeren, alle gamle kropskampe vækkes til live.
• Det er om sommeren, at duften af de andres grillende samvær spreder sig på de varme villaveje.
• Det er om sommeren, jeg allermest føler, jeg burde være mere, have mere, ville mere, gøre mere, turde mere, kende flere.
• Det er om sommeren, jeg synes, jeg burde sprede mine vinger og flyve – længere, hurtigere, højere.

Det kan indimellem føles, som alle omkring mig træder på speederen og stormer frem i verden om sommeren, mens jeg selv har allermest lyst til at hive i håndbremsen. Og selvom jeg måske nok burde kunne hvile i dén fordeling og lade andre køre ræs i de lyse nætter, så føler jeg mig alligevel hurtigt hægtet af. For går alle de andre nu rundt og lever deres bedste sommerliv uden mig?

Uden mig, der trives bedst i mørket. Er det for meget forlangt med mørke fra kl. 19 til kl. 07 året rundt? Bare at leve i et evigt jævndøgn som en blid genspejling af følelsen af også selv at leve hele livet på det jævne.

Jeg sover bedre, hygger mig mere og føler mig allermest forstået og hørt af livet i de mørke måneder, hvor jeg kan krølle mig sammen under et tæppe uden sollysets insisterende krav om produktivitet og socialitet. 

Tæller ned til sankthans...

Lyset kræver langt mere af mig end mørket, og en filmaften under dynen er bare ikke det samme, når lyset trænger ind gennem alle sprækker, og fuglene holder fest lige uden for mit vindue.

Så jeg tæller ned til sankthansaftens løfter om, at tingene igen går den rigtige vej. Til septembers svalende temperaturer, til de mørke nætters tilbagekomst, til knasende blade under mine fødder og til igen at kunne lægge hættetrøjerne frem i forreste række i klædeskabet. Og ikke mindst til at kunne trække gardinerne for med god samvittighed og leve mit liv lidt mere afskærmet fra andres sommerlykke.

Men indtil da vil jeg prøve at nyde sommeren. Jeg må prøve at nyde sommeren. Eller i det mindste at vænne mig til, at den er her.

For jeg ved jo, den vender tilbage igen.