Signe Svendsen: "Jeg kan ikke holde nærighed ud!"

Hvornår føler du dig værdsat?

– Når min datter tager min hånd og fortæller mig, hvad hun tænker på. Det har noget med fortrolighed og tillid at gøre. Nu er hun 10 år, og verden begynder at åbne sig for hende på en anden måde. Det er ikke, fordi hun har forladt barndommen, men det er en anden periode i hendes liv, som hun er begyndt at tage hul på. Det er nogle dybere tanker og nogle overvejelser, som jeg er rigtig glad for, at hun deler med mig åbent og ærligt.

Hvilket årti ville du trylle dig tilbage til, hvis du kunne?

– Jeg ville gerne tilbage til 60'ernes New York, som Patti Smith beskriver det: vildt, nådesløst og af stor betydning for musik og kunst i eftertiden. Alle var der – Cohen, Ginsberg, Joplin, Hendrix, Dylan... Jeg synes, det ville være helt fantastisk at gå rundt i gaderne og møde dem og mærke den vibe, der var. For man fornemmer den her vibe af kreativitet og kunst, og at folk vil ud og ændre verden.

Hvad giver dig blod på tanden?

– Man får sindssygt meget tilbage fra publikum, når man er ude at spille koncerter. Det der med at være i kontakt med publikum og mærke deres reaktioner på musikken, det giver mig blod på tanden til at fortsætte med at skrive.

Hvad er din største svaghed?

– Hvis jeg træder ind i et rum, og jeg kan mærke, der er en dårlig stemning, så går jeg straks i gang med at prøve at gøre den bedre. Og nogle gange har det ikke noget med mig at gøre, så burde jeg bare lade tingene ligge og ikke bruge min energi på det. Og så har jeg en svaghed for chokolade.

Hvilken egenskab bryder du dig ikke om ved andre mennesker?

– Jeg kan ikke holde nærighed ud! Man må ikke være nærig på nogen måder. Og jeg synes, jeg oplever, at hvis folk er nærige pengemæssigt, så er de det faktisk også på andre planer – nærige med sig selv og med kærlighed, rummelighed og plads. Og det er en ufattelig umusikalsk måde at være menneske på, synes jeg.

Hvad er du mest stolt af?

– Jeg er stolt af min datter, hun er det fineste menneske, jeg kender. Hun er et meget empatisk og omsorgsfuldt menneske. Og så er hun samtidig sjov og har en stærkt udviklet selvironi, selvom hun ikke er så gammel. Jeg synes bare, hun er et rigtigt, rigtigt fint menneske. Hende er jeg rigtig stolt af. Når jeg ser hende sammen med andre mennesker, og jeg kan se, hvor godt et menneske, hun er.

Hvilken musik lyttede du til, da du var 13?

– Da jeg var 13, hørte jeg "The White Album" og Bros på samme tid. Sært splittet, men typisk for den alder. Der var MTV dengang, og det var der, man blev fodret med alt det her pop, man jo lyttede til, da man var 13. Men samtidig var jeg også sådan en type, der lyttede til min fars gamle plader. Jeg stjal "The White Album" fra min fars pladesamling, og jeg tror faktisk aldrig, han har fået den tilbage.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

– Det bedste ved min alder er, at jeg er så glad for at være den, jeg er. Tidligere kunne jeg godt lege med tanken om at ville være en anden. Det er jeg holdt op med. Jeg tror, det er noget, der sker af sig selv for de fleste, at man med alderen bliver mere og mere glad for at være den, man er. Som ung er man meget modtagelig for omverdenen og for påvirkninger udefra, men man bliver lidt mere immun, pragmatisk og nøgtern med alderen. Man bliver gradvist bedre og bedre til at passe på sig selv, tror jeg. 

LÆS OGSÅ: Kender du Flemming?

LÆS OGSÅ: Susanne Bier om Oscars og lammende lussinger

LÆS OGSÅ: Danmarks Indiana Jones