Guide: kom med til designerens Paris
Skønhed, klassikere og vintage er nøgleord for designer og skuespiller Simone Bendix forhold til Paris, hvor hun bor. Hun har skubbet skuespillet til side for at designe unikke punge og tasker. Her får du hendes bedste adresser i den poetiske by.
Ren lyst drev Simone Bendix, hendes mand musikeren Kasper Winding og deres to fælles børn til Paris for snart ni år siden. Og det var begyndelsen på et kærlighedsforhold til byens skønhed og charme.
Efter 15 år i England, hvor hun var blevet uddannet som skuespiller og havde medvirket i flere tv-serier, trængte de begge til gøre noget, som ikke var styret af uddannelse eller job. De rykkede ind i en klassisk pariserlejlighed med udsigt til en charmerende gade i det niende arrondissement i den by, hvor de også havde mødt hinanden år tilbage. Dengang hun var 18 år og model, og han var en 29-årig popstjerne i Danmark.
Han pendler stadigvæk til musikstudier i London, mens hun i dag primært er designer og bruger sit skuespil til at lave reklamefilm for sine unikke tasker, Edition Poshette.
– Jeg bor i Rue de Martyrs, som er en rigtig madgade fuld af delikatesseforretninger og cafeer. På en måde minder Værnedamsvej i København lidt om vores område, hvor der bor mange familier mellem restauranter, små butikker og mange teatre. For enden af vejen troner Sacré Coeur, og vi er tæt på Montmartre, hvor der summer af liv og gode energier, fortæller Simone Bendix, der ofte løber lange morgenture i området.
Med en teenagedreng, Pablo, og lillesøster Polly på fem år er dagligdagen som for så mange andre forældre præget af skole og legekammerater på matriklen. Men hverdagsstemningen får altid et løft, når man bor i så smuk en by.
– Jeg går aldrig ud uden at blive slået over byens helt utrolige skønhed.
Nogle indforståede, kringlede regler og fransk uforskammethed er en del af pakken, som man bare må tage med – eller tage med et smil, mener danskeren, der selv taler flydende fransk inklusive alle de små betoninger og verbale armbevægelser. Det er en del af charmen. Akkurat som den stædige og stolte opbakning til den gode smag. Da den amerikanske sandwichkæde Subway rykkede ind, måtte den sande, at områdets parisere ikke ville sætte tænderne i den slags, og måtte lukke igen. Den slags glæder Simone Bendix sig over. Ligesom hun fryder sig over at bo i en by, hvor man gør sig umage.
– Man går ikke bare på gaden i joggingtøj. Jeg kan godt lide, at man gør noget ud af sig selv.
Simones bedste insidertips:
Høj af haverne
Alle parkerne i Paris har en skønhed, som jeg bliver helt høj af. Når en solstråle falder på det helt rigtige tidspunkt på en bænk. På det lyse sandstensgrus. Eller på græsset, som man pudsigt nok ikke må gå på mange steder. Jeg ser hele tiden noget nyt, som jeg ikke har set eller lagt mærke til før.
Must seemonumenterne
Jeg er også vild med alle de klassiske attraktioner. Du bliver aldrig skuffet over at se Eiffeltårnet, Sacré Coeur og Notre Dame. Hver gang jeg ser Seinen, bliver jeg imponeret over al den skønhed, som er i byen. Louvre kommer jeg tit på, og hver gang vælger jeg et nyt maleri. Selv på ”turistruten” hen mod Mona Lisa er der nogle skønne billeder, som er værd at gå på opdagelse i. Et godt lille gemmested er Musee de la vie romantique, som har en fin lille have, hvor man kan drikke eftermiddagste. Jeg kan heller ikke vente til Picasso-museet i Marais åbner igen efter renoveringen.
LÆS OGSÅ: 5 luksuriøse oplevelser i Marrakech
Kup på markederne
Jeg er vild med markeder. To gange om året bliver der holdt loppemarked på vores vej, og folk tømmer lofterne. Et af min yndlingsmarkeder er Marché d’Aligre i det 12. arrondissement. Det er både et fantastisk overdækket madmarked og et meget livligt søndagsmarked. Kom tidligt – de lukker allerede kl. 13. Jeg kan anbefale en kaffe eller myntete på en af de mange små caféer i området. Prøv Penty – en af de helt autentiske. Min favorit er det lokale madmarked ved Anvers hver fredag. Lækre grøntsager og en god måde at få indblik i de lokales måde at handle på. Det er også svært at komme uden om det kæmpestore, berømte ved Porte de Clignancourt. De har mellem 120.000 og 180.000 besøgende hver weekend. Jeg kommer der bare for at se på alle menneskerne. Men jeg foretrækker de små loppemarkeder, der popper op i gaderne. Her gør man de bedste kup.
Montmartreparis.com/things-to-do/markets
Marcheauxpuces-saintouen.com (Porte de Clignancourt)
Et fund i gemmerne
Jeg går faktisk ikke så meget i butikker med nyt design. Jeg er til gengæld vild med vintage- og genbrugsbutikker, som der ligger mange af her i det 9. arondissement. Min yndlingsbutik er Mamie på 69 Rue Rochechouart. De har nogle vidunderlige, udsøgte ting. Selvom tøjet ofte er meget småt, er det altid inspirerende at ose. Jeg går også tit i små genbrugsboghandlere og finder inspirerende omslag.
Kunst og inspiration
Jeg elsker at gå på museer og se noget og blive inspireret til at bruge det i en helt anden sammenhæng. Jeg går tit på Musée des Arts décoratifs på Rue de Rivoli. Deres afdeling Musée de La Mode et du Textile har nogle rigtigt gode modeudstillinger.
Stoffer og fornærmelser
Hver gang jeg får chancen, tager jeg til Marché Saint-Pierre, som ligger tæt på, hvor jeg bor. Det er næsten en teateroplevelse, inklusive den dårlige behandling fra personalet. Her oplever man virkelig, at der er særlige regler i Paris. Tag dig god tid og vær forstående, så er det en oplevelse at gå på jagt i de mange stoffer fordelt på flere etager. Jeg har fundet rester fra både Louis Vuitton, YSL, Hermès og Sonia Rykiel.
Kærlighedens hotel
Hvis du gerne vil være tæt på det livlige Montmartre, kan jeg anbefale Hotel Amour i det niende Arrondissement. Det ligger i en lille, stille sidegade, Rue de Navarin. Skal det være dyrt og en særlig oplevelse, så prøv Hotel Particulier Montmartre. Her kan jeg også anbefale en cocktail før en aften i byen.
Hotel-particulier-montmartre.com
Kulinariske treats
Kasper laver så god mad, og vi spiser godt hos vores venner. Men hvis vi skal spise ude, er den traditionelt franske La Mascotte en af mine favoritter. Super stemning, og maden er helt i top. De har rigtig god seafood. Le Pantruche er en helt genial, nyåbnet restaurant lige rundt om hjørnet, hvor vi bor. Der ligger også en meget undseelig lokal bistro, Cul de Poule, på Rue de Martyrs. Den er hyggelig, pakket med mennesker, og man spiser bare altid enkelt, billigt og rigtig godt her. L’atelier de Joel Robuchon er dyrt, men man spiser helt fantastisk. Det er alle pengene værd. Kom tidligt, for man kan vist endnu ikke bestille bord. Og nogle gange sidder man i baren, så den er bedst, hvis man ikke er flere end fire.
La Mascotte 52, Rue des Abesses, La-mascotte-montmartre.com
Le Pantruche, 3 Rue Victor Masse, Lepantruche.com
La Cul de Poule, 54 Rue de Martyrs
L’atelier de Joel Robuchon , 5 rue Montalembert, Joel-robuchon.net
En skat i Marais
Jeg opdagede for nogle år siden en fantastisk tøjbutik på den lille gade Rue Debelleyme, ikke så langt fra konceptbutikken Merci. Designeren Charlotte Bialas har arbejdet for forskellige designere og laver enkelt design med interessant print. Meget smukt og unikt design. Den engelsk/ franske café Rose Bakery, som ligger på min gade, har også åbnet en lille filial i samme gade som hendes butik i Marais. Det hele ligger gemt lidt væk og er meget hyggeligt. Charlottebialas.com
Magiske klassikere
Nogle gang glemmer man de gode gamle klassikere. Galeries Lafayette er et smukt gammelt stormagasin. Alene den over 150 år gamle kuppel er simpelthen så pisseflot og tager pusten fra en. Husk at nyde udsigten til Sacré Coeur fra toiletterne. Jeg havde pop up-shop i stormagasinet på et tidspunkt. Jeg har også flere gange haft showroom ved Palais- Royal, som er et sted fyldt med smuk stilhed og storhed.
Havekunst
Det fotografiske museum Albert Kahn Musée ligger ude ved Boulogneskoven, men er klart et besøg værd på grund af den helt fantastiske, dejlig have.
Albert-kahn.hauts-de-seine.net
LÆS OGSÅ: Oplev designerens Amsterdam