Da Lene blev skilt, fik hun et nyt syn på sit liv: ”Jeg har undret mig over, hvorfor jeg har det sådan”
Da jeg som 52-årig blev single, tog alle det for givet, at jeg skulle finde mig en ny mand. Jeg kastede mig da også ud i datinglivet, men til sidst måtte jeg spørge mig selv, om det egentlig var det, jeg ville? Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg sad til en venindeaften hos min veninde, Anne, da en af hendes andre veninder fortalte, at hun var begyndt at date ud fra en ny dating-app.
Hun havde den ene sjove historie efter den anden fra sine møder med mænd, og vi lyttede selvfølgeligt alle nysgerrigt med. Vi var en blandet flok omkring bordet. Et par stykker var gift, deriblandt Anne, en havde en ny kæreste efter en skilsmisse, og resten af os var singler.
Selv var jeg fornyelig blevet skilt. Det havde været mit andet ægteskab, og selvom skilsmissen havde været sørgmodig, fortrød jeg den ikke. Vores to børn var flyttet hjemmefra, og de ting, der havde bundet min mand og mig sammen, var væk. I stedet havde vi alt for længte skændtes om selv de mest ubetydelige småting.
Jeg havde altid haft mænd i mit liv. Jeg fik min første kæreste tidligt i puberteten, og derefter var det gået slag i slag. Jeg giftede mig også tidligt, og mit første ægteskab var stormfuldt. Jeg havde efterfølgende flere kortere forhold, der alle fyldte meget i mit liv. Mit andet ægteskab var mere roligt, men alligevel var det så også endt med at gå i stykker.
Jeg følte mig inspireret af at høre om oplevelserne med dating-appen, og alle de andre i selskabet, især Anne, syntes da også, at jeg skulle prøve den. Jeg var 52, og jeg tænkte, at det var alt for tidligt at pensionere mit kærlighedsliv. Så da jeg kom hjem til mig selv samme aften downloadede jeg appen, mens jeg tænkte på Annes venindes historier om sølvræven, der havde inviteret hende på weekend i Paris og en anden attraktiv midaldrende singlemand, som hun af og til mødtes med.
Jeg oprettede derfor en profil og gik i seng. Næste morgen havde jeg glemt alt om appen, så jeg blev overrasket, da der lå adskillige beskeder på min telefon. Jeg følte mig smigret, og i de næste uger skrev jeg sammen med et par forskellige mænd. Jeg gik også ud med nogle stykker af dem.
Vi drak kaffe eller mødtes til et glas vin, men hver gang oplevede jeg det samme, når jeg kom hjem: glæden ved mit eget selskab og trygheden ved at være i min egen lejlighed. Det undrede mig, og jeg tænkte i et stykke tid, at det handlede om, at de mænd, jeg mødte, ikke var de rigtige. Anne heppede dog på mig og holdt mig til ilden. Hun foreslog også, at jeg skulle kaste et bredere net ud.
Jeg ændrede da også i min profil, og jeg gik på nogle flere dates. Her mødte jeg faktisk en mand, som jeg godt kunne lide. Vi så hinanden i nogle måneder, indtil jeg måtte indrømme overfor mig selv, at jeg hellere ville have ham som ven. Da jeg sagde det til ham, viste det sig, at han havde det på samme måde, og i dag er vi tætte venner.
Det var faktisk ham, der satte mig på sporet af, at jeg skulle tage mine følelser om det at være alene alvorligt. For hvad var der galt med at være glad for sit eget selskab? spurgte han mig en aften, og jeg kunne ikke finde et fyldestgørende svar. Jeg glemte oftere og oftere at tjekke dating-appen for beskeder, og medmindre Anne spurgte direkte til mit datingliv, tænkte jeg sjældent over, om jeg burde have et.
Jeg har nu været alene i snart syv år, og jeg må indrømme, at jeg trives med det. Jeg elsker at komme hjem til min lejlighed og ikke skulle dele hverken den eller min tid med nogen. Jeg har undret mig over, hvorfor jeg har det sådan. Måske har jeg bare opbrugt min kvote for parforholdsdrama? Måske har årene, hvor mand og børn krævede al min energi og min tid, efterladt mig med et behov for kun at have mig selv at skulle tage mig af? Jeg har ikke det præcise svar. Alt, jeg kan sige er, at jeg har det fortrinligt med at være alene, og at det er kommet bag på mig selv.
Det er dog også kommet bag på mine omgivelser. Anne var længe om at acceptere mit valg om at slette appen. Hun mente, at jeg havde givet op for let. Hun udtrykte ligefrem bekymring for mig. Var jeg mon gået i stå? Jeg tror, at hun savnede, at vi kunne tale om mænd og parforhold, men det kom ud som et misforstået pres for, at jeg skulle opretholde et romantisk liv.
Annonse
En dag stoppede jeg hendes bemærkninger ved at sige, at jeg for første gang i mit liv er i et seriøst forhold med mig selv. Anne blev paf, og det gjorde jeg også selv, for jeg havde ikke formuleret det sådan før. Men det er faktisk sådan, jeg har det.
Jeg nyder, at jeg kan sætte mig selv først og kan gøre, som jeg vil. Er jeg egoistisk? Måske, men i så fald går min egoisme ikke ud over nogen. Udelukker jeg, at jeg igen en dag vil møde en mand? Nej, det gør jeg ikke, men jeg ved, at selv hvis det sker, vil jeg fortsætte med at bo alene og være kaptajn i mit eget liv, for jeg har endelig fundet hjem til mig selv.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
