'Vi gør meget ud af at tale sammen og har gået i forebyggende parterapi'

"Vi gør meget ud af at tale sammen og har gået i forebyggende parterapi"

I fredagens afsnit af ALT for damernes podcast 'Skål Søster' fortæller Mette Marie Lei Lange og Helena Witt om, hvordan de begge blev tiltrukket af deres partnere ved første blik. Også om, hvad de begge gør i deres parforhold for at holde gnisten og samtalen i live.

Ville du være faldet for din kæreste, hvis du ikke vidste, hvordan han så ud?

Et spørgsmål, som alle må stille sig selv, når man ser Netflix-datingprogrammet ”Love Is Blind”, hvis tredje sæson netop er landet. I ”Love Is Blind” ser deltagerne ikke hinanden, men fører dybe samtaler med hinanden gennem en væg, indtil de vælger hinanden på baggrund af deres ”deep emotional connection”.

Spørgsmålet er også udgangspunktet for en samtale i ugens udgave af ALT for damernes podcast ’Skål Søster’.

Er udseendet vigtigt?

Helena Witt mødte sin kæreste, Kasper Skak, i ’The Bachelor’, hvor netop hans flotte øjne var et emne blandt kvinderne. Dog er hun sikker på, at øjnene ikke var grunden til, at Helena og Kasper valgte hinanden.

”Jeg tror, at hvis jeg havde været med i ’Love is Blind’ og havde hørt hans jyske røst gennem en skærm, så ville jeg alligevel være blevet grebet af ham. Vi havde mange dybe snakke, som ikke kom med på TV, hvor jeg havde det sådan, ”wow, du giver meget af dig selv på meget kort tid”. Jeg tror ikke, at de andre piger ville være enige, men jeg tror, at Kasper giver meget af sig selv til dem, han får noget igen af,” siger hun.

”Han er meget autentisk, men det er svært at vide, om han ville føle den samme kemi eller autenticitet bag skærmen i ’Love Is Blind’, hvor vi ikke ville kunne se hinanden. Det er svært at vide, hvordan dét var endt… men det kan være, at han lytter med, så selvfølgelig var vi stadig endt sammen,” griner Helena Witt.

Podcastens anden gæst, iværksætter og influencer Mette Marie Lei Lange, der er gift med skuespiller Jon Lange, fortæller, at det i første omgang var udseendet, der tiltrak hende:

”Jeg så ham i en film og skrev til producenten og bad om en date. Det var ren Gitte Stallone. Jeg synes, Jon så så dejlig ud. Jeg kunne ikke finde ham på Facebook, og jeg ville også gerne have, at nogen sagde god for mig, og jeg kendte producenten en lille smule,” siger hun og tilføjer:

”Så skrev han en mail til Jon og spurgte, om han ville på date med mig, og det ville han gerne, og så blev vi kærester meget kort tid efter. Og så var det dybe snakke derefter. På vores anden date spillede vi faktisk EGO, som jo består af dybe spørgsmål. Jeg kan huske, at et af spørgsmålene var ”Hvem elsker du højest: din far eller din mor?”

Dybde i parforholdet

I dag er samtale og en stærk følelsesmæssig forbindelse hele grundlaget for Jon Lange og Mette Marie Lei Langes forhold.

”Vi gør meget ud af at snakke sammen og har også været i forebyggende parterapi. Vi gør meget for at holde samtalen kørende. Vi ringer bl.a. meget til hinanden i løbet af dagen. Nu hvor han lige har haft arbejde i Silkeborg, så snakker vi sammen to timer om dagen, og det er ikke alt sammen dybt. Der er dog altid et underliggende spørgsmål, som er ”og hvordan har du det så med det?”. Vi er meget tunet ind på hinandens følelsesvibrator,” siger hun og fortsætter:

”Det er identitetsskabende for mig. Det er grunden til, at vi er forelskede i hinanden – den her konstante nysgerrighed. Jeg bliver ved med at være nysgerrig, for jeg synes altid, at han er spændende at være sammen med. Jeg synes, det er interessant at høre, hvad han tænker,” siger Mette Marie.

Helena Witt er i dag flyttet sammen med Kasper Skak, men hjemkomsten fra Bachelor-optagelserne var ikke nem.

”Det, der har været svært for os, har været det store pres, der blev lagt på os, for at vi skulle lykkes. Vi var meget bevidste om, at det ikke skulle være en faktor, der spillede ind på, hvad det egentlig var, vi selv følte. Jeg tror, vi italesatte meget hurtigt, at der var en mulighed for, at den dag ville komme, hvor folk kom hen og sagde, at de heppede på os, og at vi så ville blive nødt til at sige, at det ikke gik,” siger hun.

”Det var så weird at komme hjem og have ham på fuld tid. Det var faktisk godt, at jeg boede i Aarhus, og han boede i København, for så fik vi lige de her pusterum og fik lov til at tænke over, hvad det egentlig var, der var sket. Når vi havde haft en weekend sammen, kunne vi bagefter lige mærke efter: ”Hygger vi os, fordi vi har været med i ’The Bachelor’ eller hygger vi os, fordi vi griner og har det sjovt sammen?” Distancen var god for os,” afslutter hun.

Lyt til resten af diskussionen om kærlighed og dating i ’Skål Søster’, hvor gæsterne også diskuterer VM i Qatar. Find den, hvor du hører podcast.