Skiferie med børn

Svenskerne kan det der med ski – de er født på brædderne. Sådan føler man det i hvert fald, når man som dansk begynderfamilie ankommer til skisportsstederne i de svenske fjelde. Hvor lokale fædre og mødre (tilsyneladende) problemløst begiver sig op og ned ad bakkerne med en hale af rødkindede børn i alderen 2-15 efter sig. Og en Fjällräven-rygsæk fuld af pølser i termoflasker, kiks og juicebrikker, som de indtager, mens de balancerer på T-liften …

Hverken Kasper eller jeg har stået på ski som børn eller unge, men prøvede skiferiekonceptet af for første gang sidste vinter. Med smukke naturoplevelser, ømme lår og trætte børn, der faldt i søvn med et brag hver aften. Men også hårdt arbejde. Med at holde gejsten oppe hos de mindste, og bevare roen og humøret, når udmattelsen satte ind midt på bakken. Og med at slæbe sine egne betontunge skistøvler, ski og stave – samt jonglere børnenes udstyr og uendelige behov for varm kakao. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg nogle gange har tænkt: ”Aj, orker jeg det egentlig igen?”. Ja, gu gør jeg, og nu tager vi af sted – denne gang til Stöten i Sälen, lige på grænsen til Norge og ca. 800 km hjemmefra.

Som at flyve til Los Angeles

Da vi først ankommer til skisportsstedet nærmer klokken sig 19, og vi har nærmest jetlag. Turen herop har taget knap 12 timer, fra vi satte os ind i bilen, og vi har kørt på glatte og snedækkede veje i tiltagende sne de sidste tre timer. Det hjælper på humøret, at vi bliver mødt af hyggelige tændte fakler og lys i sneen langs vejen, der fører os op til Stötens hovedreception. Børnene jubler på bagsædet, og forældrene begynder at trække vejret lidt lettere.

Vi får udleveret vores nøgler og kører de sidste par hundrede meter hen til lejligheden, der ligger klos op af Stötens største bakke. Her lugter af kollegie, da vi åbner døren til bygningen, og vi hører tung støvletramp komme ned ad den 70’er-brune korridor. Jeg tænker med det samme, at vi er landet midt i gymnasie- skiturs-helvede, og formentlig ikke kommer til at lukke et øje hele ugen ...

LÆS OGSÅ: Bliv klar til vinterferien med lækkert skitøj

Heldigvis finder vi hurtigt ud af, at det primært er børnefamilier, der holder til her i de små lejligheder lige ud til pisterne. Og det forstår man godt – for det er det billigste alternativ til hytterne, hvor du stadig kan spænde skiene på ved hoveddøren og suse direkte ned til liftene. Samtidig ligger det i gåafstand til ICA’en, skiudlejningen og restauranterne i Stötens midte – og det er praktisk, når man har børnene med.

Begyndere på bakken

Svenskerne har indrettet deres skiresort, så alle kan være med. Med små bakker, meget små bakker, større bakker og så de rigtigt stejle af dem – som World Cup-bakken, der troner over os, da vi på vores første dag bevæger os ned til skiudlejningen efter vores ski. Vi har ikke booket udstyr hjemmefra, så vi starter helt fra bunden, da vi træder ind og går i gang med at finde støvler, der passer. Og hvordan er det nu – skal de være meget stramme, kun lidt stramme?

Der er ikke meget hjælp at hente hos de travle folk i udlejningen, der hiver støvler ned fra hylderne til den voksende mængde kunder. Det er morgenen efter skiftedagen, og der er mange, som er ivrige efter at få deres ski og komme af sted. Med sveden haglende ned af ryggen er vi endelig fuldt udstyrede med hjelme, stave, ski og støvler, som vi bugserer ud af udlejningen, der nu er stuvende fuld af utidige efterskoleelever og deres ditto voksne.

Børnenes skiskole begynder først i morgen, og vi voksne har faktisk ikke meldt os på nogen denne gang – men var det nu også smart? Jeg mindes den trygge introduktion til området, som skiskolen var sidste år. Hvor den tålmodige guide instruerede i teknik og udstyr, mens vi fik et overblik over bakkerne og kom i VIP-sporet til liftkøen. Nu, hvor jeg står her – et nyt sted – og med skiene spændt på, bliver jeg pludselig usikker. Mere når jeg dog ikke at tænke, før familiens 7-årige er kørt ud i sporet og de 200 meter ned af bakken til liftkøen.

Far sætter efter på usikre ben – mens den 4-årige kigger spørgende på mig. Sidste år lykkedes det aldrig at få dengang 3-årige Alfred på ski, så at han står her i fuldt udstyr og klar til at køre, det er i sig selv imponerende. Men jeg havde ikke forestillet mig, at det var MIG , der skulle indlede ferien med at køre med barn mellem benene, som jeg ser de andre forældre gøre. Eller endnu værre, disciplinen med at holde barnet i en sele foran sig, som jeg tænker kræver endnu mere teknisk snilde. Men der jo ikke langt, så o.k., vi prøver ...

Yngste hujer, mens han klamrer sig til mine arme, og jeg koncentrerer mig voldsomt om ikke at torpedere folk for foden af bakken. Så langt så godt. Elias er allerede på vej ind i en liftkø, som ingen af os aner, hvor fører hen, og vi får ham hentet retur, mens vi lige danner os et overblik. Hvor er den mindste bakke, og hvordan kommer man med liften sammen med den yngste? Jeg studerer, hvordan de andre familier gør og konstaterer, at teknikkerne er flere.

LÆS OGSÅ: Skiferie i Frankring: Vaæ d'Isère passer til alle

Og sådan går vores første dag på ski. Vi tager den nemme begynderbakke op og ned og op og ned igen, indtil vi er nogenlunde trygge på liften med børn og uden børn, og vi langsomt finder balancen på skiene.

Skiskole: ”Jo, du skal!”

Det er vores anden dag på ski, og nu begynder børnenes skiskoler. Noget vi har talt om længe – som en selvfølgelighed og som noget sjovt. Elias kan huske det fra sidste år og glæder sig. Alfred er mere skeptisk – forventeligt – for sådan er han af natur. Sidste år lykkedes det slet ikke at få ham i skistøvlerne, og vi tilbragte en uge med ham på kælkebakken …

Men vi har de store smil på, da vi står klar med alle de andre forældre ved foden af skiskolebakken. Elias finder hurtigt sin flok, der får røde overtrækstrøjer på med skiskolemaskotten bagpå – en ulv – og så er de allerede på vej på liften. Ingen dramatik der. Yngsteholdet skal blive her ved den mindste børnebakke. Han får sin grønne overtrækstrøje på og virker tilfreds. Så vi siger farvel, giver skiinstruktøren mobilnummeret, just in case, og vinker farvel. Nu skal vi voksne lige prøve skiene af, uden børn, bare en times tid. Det bliver godt, smiler vi til hinanden – tænk, at det skulle være så nemt!

Vi når akkurat at stille os i den første liftkø, da min jakkelomme brummer. Et svensk nummer på displayet – og ganske rigtigt, Alfred står og græder og nægter at deltage… ”O.k., jeg tager den her – men så er det DIG næste gang”, knurrer jeg, mens jeg krabber ud af køen og okser tilbage til skiskolen.

Og der står han så, det lille menneske i sine bittesmå ski og kæmpestore hjelm, mens tårerne sprøjter. Børn er ikke ens, og hvor den sportsglade og udadvendte storebror var frisk på skiskolen fra første færd, er det bare en anden sag med lillebror. Så jeg agerer personlig hjælper på Alfreds første skiskoledag. Fair nok, han var altså ikke klar på at være her på egen hånd endnu. Men sådan fortsætter det faktisk resten af ugen, hvor han nægter at være på skiskole selv. Trods en glad og pædagogisk instruktør, der gør sit bedste. Og hvor vi kan se de andre småfolk forbedre sig væsentligt for hver dag der går, så halter Alfred efter, når han klamrer sig til en af sine forældre på vej ned af bakken.

Skiskole fungerer bedst uden forældre, sådan er det bare. Storebror Elias møder vi til gengæld problemfrit rundt omkring på fjeldet, når han kommer susende med resten af holdet i de røde veste. Ja, faktisk kravler han langsomt men sikkert længere og længere op på pisterne, mens Kasper og jeg hver især er tilbøjelige til at blive på de lavere, tryggere bakker. Skiskolen udfordrer og introducerer hele området på tryg vis – det gælder også for voksne begyndere.

Snevejr og fjerdedagskollaps

Vi har spottet en svensk Fjällräven-far, der (alene!) kører rundt med sine tre børn i alderen 2-7 år. Op og ned kører de, den yngste i sele foran og de andre lige bag ham. Hvordan gør han det – uden at flippe ud, men med spandevis af overskud og tålmodighed?

Det har undret både Kasper og mig, der, som dagene går, har sværere og sværere ved at jonglere egne ambitioner og utilstrækkeligheder på ski med børnenes vekslende entusiasme, afmagt, glæde, frustration, sult, tørst, træthed og skøre indfald. For vi vil gerne være den overskudsagtige skifamilie, der nyder tiden og oplevelserne sammen i den friske luft. Og det oplever vi da også i glimt, når vi tager en nem tur sammen med børnene eller spiser varme vafler og spiller Uno efter mange kolde timer i det fri.

Men vi oplever også råt og koldt vejr med stikkende sneblæst og mange minusgrader, hvor det faktisk er mere hårdt end sjovt. Samtidig vil begge vi voksne gerne stå mere på ski, end det rent faktisk er muligt, når en af os konstant har yngste stående på slæb – vi er simpelthen for urutinerede til at turde tage de større og sværere ture med ham mellem benene. Så der er rift om at komme af sted med storebror, der gerne vil helt til tops.

LÆS OGSÅ: Skiferie i Italien Alpecharme og skiløb i verdensklasse

Vi skiftes til at tage yndlingsturen med ham: Mormors styrtløb – to kilometers rent fryd med indlagt kild i maven. Det er sjovt, og det er på ture som dem, vi rigtigt oplever, hvordan skiferie kan forene børn og voksne. Det er ren leg i sneen, og man kan ikke lade være med at smile hele vejen ned! Da vi når fjerdedagen, er gassen dog gået lidt af ballonen, og vi finder os oftere og oftere i situationer med strejkende, klynkende børn.

Programmet har taget hårdt på dem, og det er, som om der er sat en kollektiv træthed ind blandt mange af Sälens unger – det kan vi se, når vi kigger os omkring – vi er ikke de eneste udfordrede forældre. Det nytter ikke at presse på, og desuden tager snevejret til, så vi bevæger os hjem, finder badetøjet frem og går en tur i det lille vandland, der også er blevet plads til her på fjeldet. Det hjælper på humøret. Og saunaen hjælper på de voksnes ømme kroppe...

Det har vi lært

Ferien lakker mod enden, og vi er ved at indstille os på turen hjemad. Den sidste dag på ski byder blandt andet på afslutning med skiskolerne, hvor ulvemaskotten kommer kørende på snescooter til børnenes begejstring. Alle modtager diplomer, også Alfred, selv om hans deltagelse har været sporadisk.

Til gengæld har storebror rykket for alvor, faktisk har han overhalet begge sine forældre i skikundskaber, og vi prøver efter bedste evne at følge efter den frygtløse 7-årige. Han er bidt af det og kender området bedre end os nu efter fem dages skiskole, hvor han har været en masse ruter rundt.

Nonchalant hilser han på skiskolevenner rundt omkring på bakkerne, og de drilske T-lifte tager han i afslappet stil, mens munden konstant løber over med alle de ting, han har set, prøvet, og frem for alt vil prøve, inden vi skal hjem. Heriblandt World Cup-bakken, der indledes som sort styrtløbspiste.

Niks. Vi tager til gengæld en del ture ned af favoritruten, hvor vi bliver rigeligt udfordrede med yngste. Men han oplever også at komme (næsten) til tops og finder faktisk balancen mere og mere for hver dag, der går. ”Pizzaen” – bremsepositionen har han i hvert fald helt styr på, og vi kan efterhånden med blide puf skubbe ham lidt foran os, så han også oplever følelsen af at stå selv.

Næste år er han helt med – også på skiskolen, håber vi. Vi kan nu se tilbage på en uge med masser af sne, ski og intenst samvær i vores lille lejlighed. Og der er tre ting, vi især har lært:

1. Når du som lille familie er alene af sted med små børn, så kommer du bare ikke lige så meget af sted på ski, som du kunne tænke dig. For at undgå diskussioner (blandt de voksne) så lav på forhånd en aftale om, hvem der får lov til at komme ud selv og hvornår – og overhold den plan. Uanset om det sner voldsomt, eller solen skinner, så slipper I for kontroverser.

2. Februar er en kold måned i Sverige. Rigtigt kold. Du kan være heldig med frostklare dage og solskin i februar, men du kan være sikker på, at der er masser af minusgrader. Tager du til gengæld nordpå lidt senere på sæsonen i marts, er der stadig sne, men varmere og mere sol.

3. Glæderne ved at være sammen som familie, nyde naturen og lære noget nyt opvejer det hårde slid, som skiferien (også) er.

LÆS OGSÅ: Klar parat - skiferie forude