Få forfatternes tips, hvis du drømmer om at skrive en bog

For nylig bragte vi et portræt af den anmelderroste amerikanske forfatter Joan Didion, hvis skriveritual er at genskrive sine sætninger om og om igen, indtil hun når frem til en helt særlig rytme. 

Joan Didion er ikke ene om at have et særligt skriveritual. Vi har spurgt fem danske forfattere, hvad det egentligt vil sige at skrive bøger, hvad deres bedste skriveritualer og tips er, samt hvad der inspirerer dem. Så fat pennen og tag noter.

LÆS OGSÅ: "For første gang mærkede han sin egen krop og sig selv."

Josefine Klougart er forfatter og har udgivet fire romaner siden 2010, hendes seneste bog fra 2013 hedder 'Om Mørke'. Og i 2010 blev hun nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for sin debutroman 'Stigninger og Fald'.

Foto: Amalie Klougart

Find roen gennem larmen

Jeg har ikke egentlige ritualer i forbindelse med det at skrive - ikke ud over at som regel starter med at lave kaffe. Nogle gange får jeg den drukket, andre gange står den kold på bordet en time senere - det sidste plejer at være et godt tegn. Jeg kan skrive hvor og hvornår det skal være, den kropslige fornemmelse af fordybelse er for mig mere behagelig, hvis jeg ikke sidder på en banegård eller har vokalmusik kværnende, men omvendt kan der komme en spændende irritation ud at at skulle finde roen gennem al larmen, synes jeg.

Omskrivninger og koncentration

Jeg tror ikke længere på skriveflow i den forstand at teksten kommer til en i en blid strøm. Mine bedste sætninger bliver arbejdet frem gennem endeløse omskrivninger og hårdt koncentreret redigeringsarbejde. Idéen om flow som en tilstand hvor noget bare kommer til én kan stå i vejen for at skriften bliver til. Jeg tror mere og mere på det tålmodige hårde slid hvori små åbenbaringer kan vise dig. Når jeg oplever flowtilstande i min skrivning er der tit tale om passager der ender med at blive slettet igen fordi der ikke er den modstand i sproget, som jeg holder af.

Hent inspiration i filmens verden

God litteratur og stor kunst i det hele taget. Det seneste år har jeg især set mange film, som jeg synes er interessante i forhold til komponeringen af romaner. Senest Bertrand Bonellos 'House of Tolerance', som er en elegant fortalt film. Og så er der myterne, som jeg synes man hele tiden opdager som et ressonansrum bag de litterære fortællinger jeg arbejder med. Det at følge tråde i mine egne skrifter via myterne og ud i videnskaben og verden synes jeg er en afsindig inspirerende proces, der gør at man vender tilbage til sin egen tekst med et andet blik hele tiden.

Lone Hørslev er forfatter og aktuel med romanen 'Dyrets år' om Marie Grubbe.

Foto: Thomas A.

Log af internettet

Logge af internettet. Det er helt nødvendigt at være offline for at skrive. Fx. bruger jeg programmet "Freedom", som smider mig af internettet i det tidsrum, jeg har brug for.

Læs højt

Jeg læser altid ordene højt, når jeg skriver. For skriften og ordene er OGSÅ lyd. Og når skriften kommer ind gennem både øjne og ører sker der altid noget, der opstår ny betydning. Hos mig er det ofte lyden af ordene og de lydlige associationer, der får skriften videre.

Brug omgivelserne

Jeg er inspireret af rigtig mange forskellige ting. Mit eget liv, de mennesker jeg møder og de ting der sker omkring mig er vigtige. Mine børn. De ting de siger i radioen. Musik. Tv-serier. De bøger jeg læser, de film jeg ser. Det er al sammen potentielle brikker i digtets eller romanens sprog-mosaik.

Zakiya Ajmi er 22 år og børnebogsforfatter. Hun er aktuel med bogen 'Den sommer alt voksede vildt'.

Foto: Ida Lehrmann

Tag din notesbog med dig

Hvor end jeg går, tager jeg altid min lille notesbog med mig. Den er fuld af kruseduller, tanker, og ting, jeg har mødt på min vej. Når jeg overhører en sjov samtale i bussen, eller når jeg drømmer noget pudsigt, skriver jeg det ned i notesbogen. Idéer lever deres eget liv. De har det med at dukke op uden advarsel, og de tager sig ikke af om man lige har travlt med noget andet. Så er det bare med at skynde sig at fange dem i notesbogen, så man ved hvor man har dem, og de ikke stikker af fra én igen!

Mit bedste skriveritual er, når jeg om søndagen finder min notesbog frem og bladrer den forgangne uges skriblerier igennem. Det allerbedste er, når man har skrevet en ting ned, og siden glemt den igen. Så er det som at finde en lillebitte tankeskat, når man læser den i notesbogen.

Ryd op og vær mæt

Min skrivning og resten af mit liv er filtret godt ind i hinanden. For at få et godt skriveflow, bliver jeg nødt til at sørge for, at alt andet omkring mig også er i flow. Hvis der er et eller andet, der nager mig, bliver jeg nødt til at få styr på det, før jeg kan sætte mig ned og skrive. Opvasken skal tages, og sengen skal redes. Jeg skal være mæt og glad og rolig. Og SÅ kan jeg sætte mig ved computeren og ikke tænke på noget som helst andet end min historie.

Astrid Lindgren er en inspiration

Jeg bliver inspireret af hele verden omkring mig. Folk jeg møder, ting jeg ser. Historier, jeg får fortalt. Bøger jeg læser. Lige nu er jeg i gang med at læse Denne dag, et liv – en biografi om Astrid Lindgren. Hun var efter min mening en af verdens mest inspirerende mennesker. Måske var det hendes egne oplevelser som ung alenemor i 1920'ernes Sverige, der fik hende til at kæmpe barnets og de svages kamp senere i livet. Som børnebogsforfatter beundrer jeg hende også meget for at kæmpe for børnelitteraturens anerkendelse som "rigtig" litteratur. Og selvfølgelig for hendes mange vidunderlige historier!

LÆS OGSÅ: Derfor liker jeg dig ikke på Tinder

Hassan Preisler er skuespiller og forfatter til den anmelderoste selvbiografiske bog 'Brun Mands Byrde'. Her er hans regelsæt for sin skrivning:

Foto: kunstneren Sigrún Gudbrandsdóttir. Det indgår i den kommende kunstudstilling 'Fotografier og Coverdesign'

Skrivningen er en performance

Jeg går ud ad min dør. Jeg finder et offentligt sted af sidde. En café, et bibliotek, hvor som helst. Det væsentlige er, at der er mennesker omkring mig. Når jeg har et publikum til mit skriveri, så gør jeg mig umage for at ligne en forfatter: Jeg ser koncentreret og arbejdsom ud. Omkring mig stabler jeg bøger. Jeg tager noter i en Moleskine-notesbog. Og når jeg på den måde har iscenesat mig selv, så kan jeg lige så godt skrive! Hvad skal jeg ellers lave? Det er i øvrigt væsentligt, at man er i stand til at finde nye steder at skrive. Desværre vænner publikum sig alt for hurtigt til ham, der sidder og skriver ovre i hjørnet. De taber interessen for den performance. Når den mister sin effekt, så er det tid at finde et nyt sted.

Rejs ud i verden

Jeg skriver med et hovedmål for øje. En idé om noget jeg gerne vil udforske. I mig selv og i omgivelserne. Så samler jeg inspiration og udsætter mig selv for påvirkning. Primært for ikke at skrive det, jeg forventer af mig selv. Jeg læser bøger, som jeg ellers ikke ville drømme om at plukke ned fra boghandlerens hylder. Jeg interviewer folk, der er milevidt fra mit udgangspunkt. Gerne så det synes utænkeligt, at de ville kunne bidrage med noget. Hvis jeg er heldig, får jeg også mulighed for af flytte mig ud i verden. Som nu, hvor jeg skal til Beirut. Hvis jeg ikke bliver skubbet til, så skriver jeg forudsigeligt med forudsigelige holdninger om forudsigelige emner.

Se dig ikke tilbage

Jeg går aldrig, aldrig tilbage og læser det, jeg har skrevet. Jeg forsøger at paralysere min kritiske sans. Den er nemlig den af alle sanser, der har dækket sig til med det mest forløjede kaldenavn. Den kritiske sans er i virkeligheden frygtens bolværk mod uvisheden. Den er rendyrket krukkeri. Perfektioneret fokusforskydning. Altoverskyggende djævelskab. Efter måneders skriveri kan jeg, måske, hvis jeg har opnået en eller anden form for frihed fra mig selv, gå tilbage og læse. Hvis jeg ikke kan forholde mig med følelsesmæssig afstand til materialet, så rører jeg det ikke.

Lyt til musik

Jeg lytter til musik, når jeg skriver. Ét enkelt nummer på repeat. Igen og igen og igen. I én uendelighed. Teksterne lærer jeg aldrig uden ad, uanset om jeg hører nummeret tusinde gange. Men der er noget i musikalsk beat og sproglig rytme, der påvirker mig. Lige nu lytter jeg udelukkende til 'Cats in the Craddle' af Harry Chapin. Det er vist noget med faderskab, tiden der går og ensomhedens sentimentalitet. Da jeg skrev Brun mands byrde, var det Cat Stevens' Teaser and the Firecat', der bar mig igennem.

Der er fire faser i mit skriveri:

1/ Skabelsen. Her grundlægges form og fundament.

2/ Tilblivelsen. Her skrives scener og idéer ud.

3/ Redigeringen. Her organiseres, slettes og tilføjes.

4/ Fortrydelsen. Her dyrkes tvivl, selvmedlidenhed og angst. (Denne fase skal falde efter trykstart og i ensomhed. Jeg udsætter ikke andre for mig selv i denne fase. Helst ikke.)

Iben Mondrup er forfatter og kunster og udgav sidste år den anmelderroste roman 'Godhavn'.

Foto: Ukendt

Skriv på biblioteket

Jeg har ikke noget kontor eller arbejdsværelse og arbejder derfor tit hjemme. I perioder har jeg alligevel brug for noget, der markere overgangen fra almindeligt hverdagsliv og til det at skrive. Derfor går jeg på biblioteket, gerne det Kongelige bibliotek. Her sidder jeg og arbejder i læsesalen sammen med alle de studerende. Her er en fantastisk smittende energi, her emmer af koncentration og fordybelse.

Skriv meget, og bliv ved

Der er kun én måde: At skrive meget og længe, lige så længe som det tager, at komme ind i flowet. Indimellem er det hæsligt, fordi teksten ikke altid griber mig, men så er det, jeg skal blive ved. Ved og ved og ved.

Baggrunden som billedkunstner inspirerer

For mig var det en direkte overgang fra mit arbejde med billedkunst og så til at skrive. I teksten kan jeg udfolde mange af de emner og sansninger, som jeg ikke fik ordentligt fat om som kunstner. Jeg er inspireret af billeder, af stemninger og af relationer mellem mennesker. Min prosa er blevet kaldet sanselig. Det skyldes formentlig min baggrund som kunstner.

LÆS OGSÅ: "Kærlighed behøver ikke at gøre så ondt"

LÆS OGSÅ: 8 tegn på, at han er manden, du skal have børn med

LÆS OGSÅ: Hvornår er det okay at slå op med en veninde?