En dag i 2021 ringede skuespiller Clara Rosagers telefon – det var en helt bestemt person, der ville have fat i hende…

En dag i efteråret 2021 ringede Clara Rosagers telefon. Det er ikke altid, de ringer tilbage, når hun har været til casting, og det er hun ved at vænne sig til. Også at hun ikke får, anslår hun, 95 procent af de roller, hun går til casting på.

Men den dag ventede hun ikke svar på nogen casting. Hun var i gang med at filme den tyskproducerede store Netflix-satsning '1899', hvor hun spiller en ung dansk kvinde om bord på et dampskib, hun var sminket med skidt i hele ansigtet, havde hovedet fuld af replikker og var først lidt forvirret, da hendes agent i den anden ende af røret sagde: “Bille har spurgt specifikt på dig.”

Læs også

Katinka blev friet til over en bakke pomfritter – nu er hun mor til tvillinger og klar med en bog

Altså instruktøren Bille August, der stod over for at skulle lave et periodedrama, 'Kysset', og manglede en skuespiller til den karakter, hele filmen drejer sig om, nemlig baronens lamme datter Edith. En rolle, Clara Rosager ganske vist havde været til casting på to år tidligere, men produktionen var blevet udskudt, og hun havde for længst opgivet at høre mere, endsige få rollen.

Hun havde heller aldrig mødt Bille August, men hvad hun nu ved om instruktøren er, at han er “ret sikker ret hurtigt. Der er ikke så meget diskussion, han ved lige præcis, hvad han vil have.” Og det var Clara. Hun behøvede ikke at lave en ny casting.

“Jeg troede, at man skulle have været 40 år i branchen, for at det skete, eller være Nikolaj Lie Kaas, så det var jo en kæmpe kompliment,” siger Clara Rosager.

Men så kom hun i tanker om, hvor hun var: på en gigantisk Netflix-produktion, og hvor hun skulle hen, når der var pause i optagelserne: til Rom og filme videre på den internationale thrillerserie Devils. Helt rundtosset spurgte hun sin agent i røret:

“Kan jeg det?”

Svaret var desværre nej. Hun havde allerede alt for meget at se til med to så store produktioner oven i hinanden, det var ikke muligt at presse en hovedrolle ind i det program, og Clara Rosager måtte til sin store fortrydelse takke nej.

“Men så ringede de sgu tilbage,” siger hun med store, lysende og stadig let overraskede øjne:

“Bille ville gerne udskyde produktionen to måneder, så han kunne få mig med.”

Selv om hun over de seneste år har været kollega med folk som Jared Leto, Keira Knightley, Jesper Christensen og Bille August, har hun ikke fået stjernenøkker. I stedet for at tage en taxa gennem København en regnvåd vintermandag er hun hoppet på sin gamle cykel og når frem til fotografering og interview fem minutter over mødetid med kolde, røde kinder og regn i håret.

“Ah shit, jeg kom til at køre den helt forkerte vej rundt om Søerne,” siger hun, låser og læner cyklen op ad en husmur, smiler, og går ind i fotostudiet, som hun har frekventeret adskillige af, da hun var model, inden hun blev skuespiller. Efter at have hilst venligt på alle, sætter hun sig til rette i makeupstolen og giver en hæsblæsende gennemgang af sit liv de seneste tolv år.

Model ved et tilfælde

26-årige Clara Rosager har ikke spildt tiden. Hele barndommen spillede og turnerede hun med en teatergruppe, efterskole tog hun i 9. klasse, så hun ikke skulle bruge et ekstra år på det, og hun var kun 15 år, da hun for første gang søgte ind på skuespillerskolerne og fik beskeden: “Ro på, kom tilbage om nogle år, du skal lige ud at leve lidt.” Som sagt så gjort. Clara Rosager kom så meget ud at leve – og arbejde som model og skuespiller – at hun ikke siden søgte ind. Nu var livet i gang.

Det går stærkt for Clara Rosager. Selv når hun taler, er der fart på, men der er også meget at fortælle. For ud over meget alsidige roller i den ene film og serie efter den anden i både ind- og udland har Clara Rosager også haft en international modelkarriere i seks år. Dog uden at være topmodel, understreger hun.

“Jeg har aldrig været high fashion-model, men har haft hvad jeg vil kalde en ret kommerciel modelkarriere med sådan et girl next door-look, og det var fint, så længe det varede.”

Hun blev model ved et tilfælde, for Clara Rosager havde aldrig tænkt over sit udseende, ud over at hun syntes, at det så vildt godt ud med næsepiercing, partisanertørklæde og uglet hår, da hun en fredag aften, 14 år gammel, var på vej i Tivoli og se Tina Dickow til Fredagsrock med sin mor, og to amerikanske herrer i køen henvendte sig og spurgte, om hun kunne tænke sig at blive castet til en kampagne for Abercrombie & Fitch fotograferet af Bruce Weber.

“Jeg anede ikke, hvad noget af det var,” siger Clara Rosager.

Et par dage senere var hun til casting. Det var “sjovt at prøve,” men ville nok ikke blive til noget, tænkte hun. Men inden hun havde set sig om, sad hun på et fly mod New York med sin far som ledsager, fordi hun ikke var gammel nok til at rejse selv. Mens Henrik Rosager, der til daglig er skolelærer, hang ud med de andre modelfædre et sted i Montauk, stod hans datter helt stille, ret op og ned foran den legendariske fotograf og hans mange assistenter, blufærdig og genert, og anede ikke, hvad hun skulle gøre. Det fandt hun dog ud af i løbet af de seks år, hun var model.

Egentlig havde Clara Rosager, siden hun som lille gik på opdagelse i sin fars dvd-samling og i en alder af syv år stiftede bekendtskab med Kill Bill og Quentin Tarantino, vidst, at hun ville være skuespiller. Men så kom modeljobbet ind fra højre. Med anerkendelse, rejser og “okay gode penge.” Det var for svært at sige nej til, men jo ældre hun blev, desto koldere, mere ensomt, tomt og psykisk hårdt blev det også, siger hun.

“Jeg blev træt af at måle mig selv med andre og få at vide, at jeg skulle blive tyndere. Det var aldrig godt nok. De sagde ting i stil med: “Your face is beautiful, but you need to loose some weight,”” fortæller hun.

Clara Rosager sidder lidt og kigger på sig selv i makeupartistens spejl.

“Jeg prøvede at tabe mig, men når jeg kigger tilbage på billeder fra dengang, var jeg jo så tynd. Mine knogler stak ud, og jeg kunne jo ikke save mine hofter af. Jeg var på alle mulige underlige diæter, og jeg blev bare så frustreret, fordi jeg var sulten hele tiden.

På et tidspunkt stoppede jeg med at putte mælk i kaffen, fordi det fedede for meget. Det blev så langt ude og til dels sygt, heldigvis uden at det blev en egentlig spiseforstyrrelse, at jeg sagde til mig selv: “Jeg gider ikke gå og være sulten hele tiden. Jeg elsker mad. Jeg elsker at spise, jeg elsker at drikke vin, og det vil jeg have lov til uden at få dårlig samvittighed,”” siger hun og tager en tår af sin kaffe med mælk.

Men først og fremmest savnede hun sin drøm.

“Jeg ville jo være skuespiller. Ja, det har været rigtig sjovt at være model, og jeg fortryder ingenting. Jeg er så heldig, at jeg har venner over hele verden i dag, men at være model var ikke drømmen i sidste ende.”

Læs også

Anna Aagaard Jensen har designet en stol, der skal vise kvinder, at man gerne må tage sin plads

Drage og sylfide

I nogle år lykkedes det hende at passe de to karrierer samtidigt. Hun fik sin første filmrolle i ungdomsfilmen 'En-to-tre-nu!', efter hun havde skrevet en besked til instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg på Facebook, der lød noget i stil med: “Hej, jeg hedder Clara, jeg vil gerne være skuespiller, må jeg komme forbi til en casting?”

Rollen som ung kræftramt kvinde, der bliver forelsket og havner i flere eksistentielle dilemmaer, favner meget godt den kompleksitet, Clara Rosager gerne ser, at der er i en rolle. Hun talte med kræftsyge unge, der kunne klargøre vigtige nuancer for hende for bedre at kunne folde sin karakter ud på en nuanceret måde. Derfor var det nemt for hende som 20-årig endegyldigt at bede sit modelbureau pille hende af hjemmesiden. Nu ville hun kun være skuespiller.

Her seks år senere føler Clara Rosager sig utrolig privilegeret over alle de karakterer, hun har fået lov at gå ind i, og ikke mindst spændvidden af dem. Hun er aldrig blevet typecastet og sat i bås som hverken god eller ond. Som Michael Noer, der har instrueret hende som bondedatter i sin western Før frosten, og som erklærer sig som “100 procent Clara-fan,” siger om hende, er hun den type skuespiller, der både kan spille sylfide og drage, som kan forføre og slå fra sig. Clara Rosager bliver rørt, da hun hører det.

“Det er jeg vildt glad for, at han siger, for det er også det, jeg helst vil. Altså det er lige præcis det, jeg drømmer om: at kunne få lov at spille så bredt som muligt.”

Selv synes hun, at det er lettest at spille noget med “rigtig dyb sorg og vrede. It’s sad but it’s true,” siger hun.

Det, der gør arbejdet interessant for hende, er at finde frem til noget, som hun kan forsvare, elske eller relatere til, selv i de helt onde karakterer. Som i rollen som Rita i 'Journal 64'. En af de piger, som samfundet ikke ønskede formerede sig, og som derfor blev anbragt på en anstalt på Sprogø og tvangssteriliseret.

“Jeg havde en instant connection med Rita, og det lyder jo sygt, for hun er ret syg i hovedet,” siger Clara Rosager og griner højt.

“Rita styrer hele Sprogø, hun er the boss på en meget psykotisk måde, hvor hun får alle med i sit spil. Men bag det hårde ydre og hendes voldsomme handlinger gemmer sig et brændt barn, en stakkel faktisk, og det er alt det, der ligger bag, og som har gjort hende til den, hun er, som jeg synes, var spændende at dykke ned i.”

For meget af det gode

I 2021 havde hun tre andre fede roller: Som Tove på føromtalte dampskib, som matematisk geni med Aspergers syndrom i serien 'Devils' og i forlængelse af de to: som Edith i 'Kysset'. '1899' blev optaget i Berlin, 'Devils' i Rom, og 'Kysset' skulle hun til kostume-, læse- og sminkeprøver på i København. Hun skulle holde styr på de tre rollers replikker på samme tid, tre karakterers udvikling, tre forskellige filmhold, tre forskellige hverdage og senge at sove i, og som om det ikke var nok: tre forskellige sæt corona-restriktioner og karantæneregler, der gjorde det besværligt at se familie og venner, mens optagelserne stod på.

“Jeg blev lidt for isoleret i lidt for lang tid, og der kunne jeg virkelig mærke, at jeg har brug for at have mit bagland med mig mere end bare i ånden og hjertet. FaceTime er ikke rigtig nok.”

Det var en dag i lufthavnen, at det gik op for hende, hvor meget hun var på overarbejde – fysisk og mentalt. Med hovedet lænet tilbage kiggede hun op på afgangstavlen og prøvede at koncentrere sig om sin destination og sin gate, men hun kunne ikke engang huske, hvor hun var.

“Jeg havde så meget at tænke på og så mange replikker at huske, at klappen bare gik ned, og jeg måtte ringe til min agent fra lufthavnen: “Det her er seriøst ikke en joke, men hvor skal jeg hen, Rom eller Berlin? København?””

Præstere kunne hun stadig. Det var privatlivet, der blev nedprioriteret, og som ikke hang sammen. Om aftenen græd Clara Rosager meget, hun fik også angstanfald, og jo hyppigere det skete, jo sværere blev det at mærke sig selv og dermed mønstre et overskud til at leve sig fuldt og helt ind i en karakter.

“I mit arbejde skal jeg levere konstant, men hvis jeg skal gøre det på en ordentlig måde fremover, hvor det kommer indefra og ud, er jeg nødt til at have det godt og have lidt mere ro på, end jeg havde i den periode,” siger hun.

Efter otte arbejdsmæssigt fantastiske, men privat også angstfyldte måneder, sov Clara Rosager rigtig meget. Total udmattelse, beskriver hun det som.

“Det var, som om min krop og mit sind havde fået et chok og stadig var i alarmberedskab, selv om min hjerne godt vidste, at optagelserne var slut, og jeg kunne slappe af. Jeg har siden været i terapi og lært, hvordan stress sætter sig i kroppen, og hvordan jeg kan være god ved mit nervesystem.”

Læs også

Therese Phillipsen blev skambidt af anmelderne – nu er hun endt som millionær

Det er hun bl.a., når hun kører ud til sit lille sorte kolonihavehus med hvidsprossede vinduer, som hun købte for fire somre siden, og hvor hun helst vil være et par dage hver anden uge, alene eller med sin kæreste og hund. Når hun beskærer nogle af de otte frugttræer, som den tidligere havefanatiker af en ejer overlod hende, når hun kører på genbrugspladsen, spiser en frokost i haven eller ligger og glor op i himlen, formår hun at slappe af og genoplade på en måde, der gør, at hun er gearet til det høje tempo og den intensitet, hendes job som skuespiller i perioder er præget af. Har hun ikke tid til at være i sin kolonihave, vil hun gerne ud at gå en tur i skoven helst fire gange om ugen.

“Jeg kan mærke kæmpe forskel på, om jeg kommer ud i naturen regelmæssigt eller ej. Da jeg skød '1899' i Berlin, var jeg nogle gange ved at blive sindssyg over ikke at kunne komme ud af byen og se noget grønt, så en dag lejede jeg en bil, kørte to timer i en eller anden retning, bare væk fra byen, til jeg kom til noget grønt, hvor jeg kunne se langt, stikke tæerne ned i en sø og for alvor trække vejret.”

Selv om Clara Rosager har fået mange roller allerede, er der mange flere, hun ikke har fået.

“Da jeg var yngre, tog jeg det enormt personligt. Nå, de gad ikke engang at skrive tilbage! Det er hårdt at blive ved med at caste, og der bare ikke kommer noget. Der kan godt gå et halvt år med ventetid og afslag, og hvis jeg har en dårlig dag, kan det virkelig godt ramme mig. Stadig. “Telefonen har ikke ringet et halvt år, det er slut nu, det var den karriere! Jeg kan være så grov mod mig selv nogle gange, så tuder jeg og har rigtigt ondt af mig selv i en times tid, så ringer jeg til min kæreste, og så siger han: “Hey, hey, det hele skal nok gå.””

Clara Rosager føler sig meget privilegeret over at få lov at leve sin barndomsdrøm ud, og hun er ved at nærme sig en model for, hvordan det kan foregå på en sund måde.

“Jeg har fundet ud af, at helbred kommer før alt andet, og det tror jeg virkelig, at man skal lære på den hårde måde, før det ægte går ind i ens system. Det med at lave to eller tre produktioner oveni hinanden i hver sit land … jeg kan ikke love, at jeg aldrig gør det igen, men jeg lover at tænke mig godt om.”