Skuespiller Julie Agnete Vang: Det er mere utaknemmeligt for kvinder at blive ældre, end det er for mænd

Søndag den 5. juni 2022 skinnede solen varmt og smukt ned over Vanløse. Inde i et af husene gik Julie Agnete Vang hvileløst rundt i en hvid silketop og en brusende, gammelrosa nederdel.

Læs også

”Engang var kvinder helt døde, når de rundede 40. Men sådan er det ikke mere”

Hun spejdede ud ad vinduerne. Hvor blev han dog af? Hun fik fat i sin telefon. Ringede til kirken, hvor hendes mor og resten af familien og vennerne stod og ventede. På Julie. Og på Julies far, som burde have været i Vanløse for længe siden for at hente sin datter.

"Min mor gik helt i panik, da jeg fik fat i hende. ”Åh nej, nej, nej, han er jo kørt hjemmefra for længe siden, han må være kørt galt på vejen!”. Jeg nåede også at tænke alle mulige katastrofetanker, men da klokken var fem minutter i nu-skal-vi-virkelig-være-der, kom min far tøffende i sin bil. Helt rolig. Han havde vist bare taget en lille omvej. Måske havde han været en tur i Stark. Jeg ved det ikke. Men vi nåede det hele."

Julie griner højt, da hun fortæller om sin bryllupsdag for halvandet år siden. Eller rettere om den dag, hvor hun og Thomas Voss blev velsignet i Frederiksberg Kirke og efterfølgende holdt en stor kærlighedsfest ude på Reffen. For de var faktisk blevet lovformeligt viet allerede i 2017 på rådhuset, men dengang havde det mest af alt været en praktisk foranstaltning, fordi de havde fået deres datter Eva og gerne ville sikre hinanden juridisk.

Velsignelsen og kærlighedsfesten vender vi tilbage til, for det var en vigtig dag i Julies liv, og det var også en dag, der siger rigtig meget om nogle af de vigtigste mennesker i hendes liv. Lige nu og her har hun inviteret hjem i villalejligheden i Vanløse og ser en anelse blegnæbbet ud efter en ordentlig omgang influenza. Det er Thomas, der byder indenfor, og det er også ham, der har bagt kanelsnegle og serverer kamillete, mens gadekrydset Sally tumler omkring med et kæmpe kødben.

Julie er aktuel som Valdes mor, Malou, i TV 2-julekalenderen 'Valdes Jul', som selvfølgelig bliver sendt fra 1. december. Netop morrollen er vigtig, synes Julie, både arbejdsmæssigt og privat.

"Valdes mor er en matriark. Hun har rimeligt godt styr på familien, og hun er den, der tager de svære beslutninger. Hun er ret misforstået, men uden at spoile for meget kan jeg godt sige, at hun faktisk har sine grunde til at træffe nogle ikke så behagelige beslutninger. Hun er ikke kun sådan en varm og kærlig bage-kage-mor, og det synes jeg er ret fedt. Det er spændende at spille en karakter, som ikke gør andre glade, for så bliver man en modstander. En, de andre skal kæmpe imod. Og det er sjovt. Jeg synes ofte, at morroller i film og på tv kan blive sådan nogle ”ikke-roller”, som bare flagrer rundt."

Hvordan oplever du selv morrollen i virkeligheden?

"Jeg har haft to ret heftige år rent arbejdsmæssigt. Især sidste år, hvor jeg følte, at jeg hele tiden stod på en optagelse med et pas i lommen og skulle flyve videre til en ny optagelse et andet sted senere på dagen. Jeg filmede en norsk tv-serie, som foregik i Rumænien, Litauen og Norge samtidig med, at jeg filmede en spillefilm og en tv-serie herhjemme. Og lige bagefter lavede jeg så julekalender.

Læs også

Sara Maria Franch-Mærkedal: ”Det bliver underligt at skulle holde jul uden ham”

Det var for voldsomt, og det gik ud over min rolle som mor. Når jeg indimellem var hjemme på weekend, oplevede jeg, at Eva kunne finde på at kalde på Thomas, selvom jeg sad lige ved siden af."

Og det var nyt?

"Ja, og det skar mig i hjertet. Det var virkelig svært. Måske også fordi hun jo er min eneste lille … fis. Vi har også Thomas’ to drenge, men de er efterhånden så store, så de bedre kan klare sig selv. Det var selvfølgelig fedt, at der var gang i den med spændende opgaver, men jeg syntes, det var svært at være lykkelig i det, fordi jeg gerne ville være en nærværende mor.

Når jeg sad på et hotelværelse et eller andet sted og facetimede hjem, så var der en, der tog telefonen, sagde hej, og så blev den ellers lagt på bordet, hvor jeg så bare kunne vente på, at nogen måske samlede den op. Alle var jo videre med deres egne ting herhjemme, og der var ingen, der led overlast, fordi jeg ikke var her. Men det gjorde jeg. Jeg følte mig mega meget udenfor. Til overs.

Jeg er normalt hende, der henter tidligt, og jeg er også trivselsforælder i Evas klasse. Jeg vil gerne være tæt på min datters liv. På hele familiens liv. Jeg kan godt lide at være mor. Jeg kan godt lide at være familie. Det er ligesom derfor, jeg har sat projektet i søen. Samtidig kunne jeg ikke have gjort det anderledes. Jeg har fået så mange muligheder ud af det, jeg lavede, og man kan heller aldrig vide, hvornår man igen får noget at lave, men det tog hårdt på mig."

Den umulige tegning

Reagerede Eva ellers på, at du var meget væk?

"Ja. De skulle lave en tegning i skolen, en kærlighedsblomst, og så skulle de skrive, hvad dem, de elsker, er gode til. Ved Thomas stod der alt muligt. Far er god til at lege. Far er god til at tegne. Far er god til alt muligt fantastisk. Ved mig stod der, mor er god til at lege – det stod der dog – og så stod der, mor er god til at facetime."

Hun holder en lille pause og ser et øjeblik helt ulykkelig ud.

"Den tegning kunne jeg slet ikke have hængende. Jeg syntes, det var så forfærdeligt. Igen – Eva har jo ikke lidt overlast, for hun har haft Thomas og to dejlige brødre herhjemme, men jeg kunne bare mærke, at jeg ikke gider at gå glip af at være min datters go-to. Jeg dur ikke til at være den fraværende mor."

Læs også

Anne Glad: ”Dér kunne jeg godt mærke, at det var et smertepunkt”

Hvordan vil du undgå at være det fremover?

"Det kan jeg nok ikke hele tiden, for jeg er også typisk hende ”Julie-inkonsekvent”."

Hun griner.

"Men jeg kan blive mere bevidst om, hvad der foregår."

Da Julie og Thomas blev gift i 2017, var det egentlig planen, at det bare skulle gøres hurtigt og uformelt. Det endte alligevel med at blive til lidt mere med både en fin kjole, champagne og den nærmeste familie som vidner, og da parret stod på rådhuset og sagde ja til hinanden, kunne de mærke, at de var nødt til at holde en rigtig fest senere. En kærlighedsfest.

Men så kom corona, der kom dødsfald og sygdom i familien, og tiden gik. Da de endelig var på den anden side af alt det triste, kom Julies meget travle arbejdsperiode så ind fra højre, og hun havde overhovedet ikke tid til at planlægge noget som helst omkring den kærlighedsfest, som endelig var kommet i kalenderen.

"Så det blev Thomas, der planlagde det hele på tre-fire måneder. Jeg slap det fuldstændig, det var jeg nødt til, jeg var ikke hjemme. Og jeg må sige, at jeg altså var ret fascineret af, hvordan Thomas var i stand til at eksekvere det hele."

Var det okay at slippe det? 

"Ja, det var okay. Thomas var SÅ god til det, og jeg er faktisk ikke styre- og bestemme-agtig på den måde."

Og der var heller ikke en indre ”bridezilla”, der vågnede?

"Nej, men jeg tror faktisk lige præcis, at hun ville have været der, hvis jeg havde været med i planlægningen, men det var jeg overhovedet ikke. Jeg fandt noget tøj på nettet, og så skulle jeg ellers bare møde op på dagen."

Betyder det noget i jeres forhold, at I blev velsignet og holdt en stor fest?

"Ja, det gør det. Jeg under virkelig alle at prøve at blive gift og holde sådan en fest, for det er en stor indsprøjtning af kærlighed. Jeg ville bare ønske, at man kunne skrue tiden tilbage og gøre det hele igen. Langsomt. Det gik alt for stærkt. Jeg vil samtidig sige, at jeg er sikker på, at vi ville have haft det lige så godt sammen, hvis vi ikke var blevet ”gift” igen. Det er ikke det, der gør forskellen i vores liv, og vi er stadig ret forelskede selv nu efter 10 år sammen.

Jeg synes simpelthen, at Thomas er noget af det fineste. Og jeg elsker, at vi er vildt forskellige. Altså, hele vores værdisæt er ens. Vi ser ens på klimaudfordringerne, det politiske, det ideologiske og på opdragelse. Men vi er menneskeligt set forskellige i vores måde at håndtere problemer på, og det er et plus. Jeg elsker også det, Thomas gør ved mig.

Jeg bliver et finere menneske sammen med Thomas. Jeg strammer mig an og bliver mindre egoistisk og mere næstekærlig af at være sammen med ham, og jeg er virkelig stolt af at være hans kæreste. Jeg ved, at når folk møder Thomas og lærer ham at kende, så tænker de: Aj, hvor er han sød. Og jeg tænker: Ja – I know!"

Man føler sig også meget velkommen, når man kommer ind i jeres hjem, og han tager imod.

" Ja, og det er sådan, han er. Det er ikke en rolle. Han ER bare meget hjælpsom. Nogle gange så meget, at han glemmer sine egne projekter."

Hvad var det største øjeblik den dag, I blev gift igen?

"Ej, det kan jeg næsten ikke sige, for det hele var det største øjeblik. Men et af de helt store øjeblikke var, da jeg gik op ad kirkegulvet med min far. Fordi jeg vidste, at det også var en drøm, han altid havde haft. Han har tre børn, og ingen havde på det tidspunkt valgt at gå op ad et kirkegulv, så jeg tror, han havde tænkt, at det måtte han nok skyde en hvid pil efter.

Så det, at jeg kunne give ham og mig selv den oplevelse, det var en meget stor ting. Han er lige blevet 80 år, så det var jo også noget med, at vi skulle nå det. Jeg ville gerne have, at vi havde vores forældre med til den fest, mens de stadig kunne danse og nyde det fuldt ud. Og det kunne de."

Hvad betyder din far for dig?

"Både min mor og far betyder så meget for mig. De er mine ankre. Når livet er rigtig svært, så er det min mor, jeg ringer til, vi kan tale i timer. Min far er ikke sådan en, der snakker om følelser. Han lapper min cykel. Han er meget til stede med sin praktiske kærlighed. Han er også en kæmpe overlevertype. Han var god som soldat, fik han at vide dengang, fordi han kunne holde hovedet koldt. Det ser jeg meget op til og er meget inspireret af, for jeg synes, det er en side, jeg selv mangler lidt.

Jeg kan godt se fordelene i, at man nogle gange bare kan børste ligegyldighederne af sig, så de ikke fylder i det store billede. Sådan som verden er, er det sundt ikke at tage alt ind hele tiden, tror jeg, og det er min far god til. Han er også en rigtig mande-mand, som f.eks. lige løb Royal Run, da han var 75, og som stadig er super stærk og kan rigtig mange ting. Og så er han bare til stede, når man har brug for ham. Han holder altid i bilen og venter. LIGE til tiden, haha."

Hvem er Julie Agnete Vang?

• Skuespiller kendt fra bl.a. tv-serierne 'Borgen' og 'Agent', film som 'Kollektivet' og 'Mødregruppen' og en lang række teaterforestillinger. Aktuel i TV 2-julekalenderen 'Valdes Jul', hvor hun spiller Valdes mor, Malou.
• Hun er 39 år og gift med skuespilleren Thomas Voss.
• Sammen har de datteren Eva My på 8 år. Thomas har to sønner på 14 og 12 år fra sit tidligere ægteskab.

Dyrker forældrene

Tænker du over den dag, hvor dine forældre ikke længere er her?

"Ja, det gør jeg, men jeg tænker også, at det ikke nytter noget at gå og bruge for mange kræfter på det nu. Jeg skal hellere nyde, at de er her. Jeg kan dog mærke, at jeg er begyndt at samle på minder med dem. For nogle år siden lavede jeg f.eks. en kalender til dem, hvor der i hver måned var skrevet noget ind, som vi skulle lave sammen. En picnic. En gåtur rundt om søerne. Alle mulige ting, der ikke kostede noget, men som var dejlige oplevelser sammen.

Så på den måde mærker jeg en lyst til at dyrke dem. Jeg dyrker også alle historierne og stiller mange spørgsmål til vores families ophav. Min mor er kun 70 år, så jeg tror og håber da, at jeg har både hende og min far mange år endnu. Men man kan jo aldrig vide. Der er intet, der er sikkert her i verden."

Familien er vel også særligt vigtig i den højtid, der står for døren?

"Åh, jeg elsker jul. Virkelig. De senere år har Thomas og jeg været værter, det er simpelthen os, der holder juleaften, og så inviterer vi både hans og min familie. Det har krævet, at vi alle lige har skullet vænne os til, at det er nogle forskellige traditioner, der nu skal morfes sammen.

Mange har meget stærke følelser omkring julen, så det er en fin balancegang. Sidste år var vi vist omkring 25 mennesker juleaften, det var lidt presset, men hvor der er hjerterum, er der husrum. Ingen skal sidde alene juleaften, så der var også nogle venner med."

Hvordan gør I så det med traditionerne?

"Vi napper det, som fungerer, og som vi godt kan lide. Vi giver ikke de voksne gaver, det ville ruinere os. Men børnene får gaver, og så laver vi noget pakkeleg, som kommer fra Thomas’ familie."

Hvad glæder du dig mest til i år? 

"Jeg glæder mig allermest til, at jeg kan holde en jul, hvor der er lidt mere ro på.

Og hvor jeg måske kan nyde dagene op mod jul lidt mere, fordi jeg stort set ikke skal arbejde i den periode."

Ved Eva, at du er med i årets julekalender?

"Hun ved det godt, men jeg tror ikke, at hun helt er klar over, hvad det indebærer. Hun har godt hørt, at jeg er på et af de der ”Valdekort”, som man kan samle på, ligesom man samlede på ”Tinkakort” sidste år, og hun er både interesseret og ret uimponeret. Grundlæggende er hun jo vant til, at jeg lige pludselig kan være i fjernsynet, når hun tænder for det, så det er ikke underligt eller særligt for hende. Og det er godt nok."

Hvordan har dit forhold til julen ændret sig, efter du er blevet mor? 

"Det har ændret sig meget. I mine ungdomsår og indtil jeg blev mor, var jeg ikke så fokuseret på julen. Jeg syntes faktisk, at det var en melankolsk tid. En lidt trist tid. Måske fordi jeg ikke havde familie selv. Jeg synes, der skal være børn til jul, og jeg gruer for den dag, hvor vores unger er store, men endnu ikke selv har fået børn,

og hvor vi så skal holde sådan nogle voksenjule."

Alder og glathed

Julie bliver 40 år næste år, og selvom hun godt ved, at alder bare er et tal, så har hun alligevel gjort sig en del tanker om det skarpe hjørne, efter at hun fik en invitation til en gammel klassekammerats 40-års fødselsdag.

Læs også

Iben Dorner: ”Dét kan være enormt svært ikke at tage det personligt”

"Da jeg fik invitationen, tænkte jeg, hvordan kan han blive 40? Var han meget ældre end os andre i klassen?"

Hun griner.

"Men nej, det var han jo ikke. Alder er noget underligt noget, og jeg kan mærke, at tallet 40 irriterer mig. Jeg synes ikke, det er et særlig flot tal."

50 er pænere?

"Ja, måske. Så er man voksen. Og jeg tror faktisk, at jeg vil blive bedre deroppe-af. Men når jeg tænker over det, så var jeg også irriteret, da jeg blev 30. Måske er der bare noget med mig og alder, og det kan være, at det hænger sammen med, at jeg i flere år havde så travlt med at blive ældre.

Jeg var meget ung, da jeg kom ind på Teaterskolen. Alle de andre var meget ældre end mig, og jeg blev ikke rigtig taget alvorligt. Jeg var hende hvalpen. Da jeg kom ud fra Teaterskolen, fik jeg lynhurtigt sådan nogle morroller, selvom jeg stadig var meget ung, og det irriterede mig også. Siden har alder nok hjemsøgt mig lidt, og jeg har svært ved at navigere i det.

Jeg synes, det er som, at det er mere utaknemmeligt for kvinder at blive ældre, end det er for mænd. Der er så mange forventninger til, at vi skal holde os unge, og hvis ikke vi gør det, så er vi bare ikke aktuelle længere. Det skisma irriterer mig.

Jeg ville ønske, at der var flere kvinder på 40+ i min branche, som kunne stå ved alderen. Med rynker og alting. Som kunne være forbilleder. Det stresser mig, at man som kvinde helst skal blive ved med at se ud på en bestemt måde, hvis man vil have noget at lave.

Omvendt kan jeg også godt mærke, at det gør noget godt at blive ældre. Jeg kan mærke, at jeg tager mig selv mere alvorligt, og at jeg tør styre mere efter min mavefornemmelse. Jeg står ved det, hvis jeg ikke er enig i noget, som andre siger, og jeg er mere sikker på mig selv, end jeg var for 5-10 år siden. Det kan jeg godt lide ved alderen, og jeg synes faktisk, at den indre ro burde hyldes i stedet for, at så meget handler om, hvordan vi ser ud udenpå.

Jeg kæmper min egen lille, stille kamp ved ikke at få ”lavet noget”, men jeg udskammer ikke dem, der gør. Det må folk selv afgøre, og jeg kan også godt forstå det et eller andet sted. Jeg bruger da også selv mascara eller tager falske øjenvipper på en gang imellem, men det gør mig ked af det, at skønhedsidealet ikke er det naturlige. Det kan godt være, at vi fortæller hinanden, at det er sådan, men det er det bare ikke i min branche. Jeg var kun 35, da jeg begyndte at få sådan nogle striber i ansigtet, der blev siddende."

Hun peger på sin pande.

"Rynker, ja. Og jeg blev helt paralyseret af det, for alle, jeg så i film og tv-serier, var helt glatte i ansigtet, også selvom de var meget ældre end mig. Hvad var der galt med mig? Blev jeg ældet hurtigere end alle andre? Og nej, det gjorde jeg jo ikke, for når jeg kiggede ud i den virkelige verden, så havde andre på min alder jo også begyndende rynker, og det gjorde mig vildt glad.

Samtidig mærker jeg presset for, at man skal se ud på en bestemt måde, hvis man vil blive i sit arbejdsliv, og det synes jeg simpelthen ikke er okay. Hvor er kvindekampen og den woke indstilling henne, når det gælder det her emne? Væk! Vi er stadig i korset-tiden, når det handler om, hvordan kvinder skal se ud for at få lov til at være på skærmen."

Mange kvinder taler om, at man bliver usynlig, når man når en vis alder, men det er vel trods alt ikke noget, du har oplevet endnu?

"Jo, det har jeg faktisk. For et års tid siden var jeg med nogle veninder på en fin bar. Det var en kold novemberaften, og vi ville bare ind og have et enkelt glas vin til alt for mange penge. Men der var ikke plads indenfor, fik vi at vide, så vi måtte sætte os udenfor. Det gjorde vi så, og mens vi sad der og skuttede os, kom der pludselig nogle unge piger i 20’erne, som alle blev lukket ind. Lidt efter kom der nogle flere. De kom også ind.

Vi sad lidt og overvejede, om de bare havde været ude for at trække frisk luft og nu gik ind igen. Men så slog det os: Nej, vi havde ikke fået lov til at komme ind, fordi vi var for gamle. Vi ville ikke ”sælge” drinks derinde til de mænd, der gerne ville betale for den slags. Vi blev rasende, og så var den aften slut. For hvad fanden var det for noget? Vi sad der i slut-30’erne og kunne lægge alle de penge, det skulle være, for vores egne drinks, men vi var bare ikke salgbare længere."

Hvad tænker du om det?

"Jeg nægter simpelthen at blive usynlig, og jeg tror, at jeg bliver nødt til at

være revolutionær i den sammenhæng. Vi skal væk fra, at det altid handler om udseendet, når man taler om kvinder. At uh, nu ser Helle Thorning sådan eller

sådan ud. Hvorfor skal det handle om det? Det er simpelthen for gammeldags.

Hvorfor handler det ikke om, hvor spændende hun er, hvor mange ting hun har sat sig ind i, og hvilke kampe hun kæmper? Jeg synes virkelig, at vi kvinder fortjener mere."