Ava Samii har lagt 10.000 timer i sin passion: ”Det er blod, sved og tårer”

Ava Samii har sat vand over i bunden af en kæmpestor gryde, og da vandet koger, tager hun fat i begge håndtag, løfter den og hælder med sikker hånd det kogende vand i den forberedte stempelkande. Selv om gryden er stor, og Ava Samii er præcis det modsatte, er det en gelinde øvelse og præcis der, fornemmer man ikke kun, at hun er vant til at arbejde fysisk, hælde epoxy i forme og balancere skulpturer i ler, men også at hun indeholder en skjult styrke.

Vi er i Kunstakademiets atelierlokaler øverst oppe i en bygning på Peder Skrams Gade i København, solen har varmet rummene op, og her dufter af potteplanter, gips, ler, støv, maling og nybrygget kaffe. Ava Samii har pelargonier stående under de skrå vinduer, stakke med bøger liggende på bordet, en æske med tarotkort og Ursula K. Le Guin i reolen. En støvmaske, værktøj og skulpturelle skitser afslører hendes mening med at være der. At skabe kunst. At fordybe sig i sin praksis.

Ler og epoxy

Til trods for, at hun endnu ikke er bachelor, har Ava Samii allerede udstillet sine værker på Collaborations hos Tania og Thomas Asbæk og hos Gether Contemporary i Kødbyen, og i august var hun en del af fællesudstillingen på Enter Art Fair.

De sirlige lerfigurer med kerner i epoxy, der er blevet hendes signatur, er på en gang skræmmende og aldeles feminine og ligner noget fra en anden verden. De ligner scenografi til en eventyrfilm, vi endnu ikke har set, men allerede forstår.

“Der er to spor i det. Der er narrativet, og så er der skabelsen af værket, at blive fortrolig med materialet og kunne udviske grænsen mellem det, jeg vildt gerne vil have, skal findes i virkeligheden, og min tekniske kunnen,” fortæller hun.

Hendes kunst handler også om materialernes konsistens, det transparente over for det massive. Spørgsmålet om hvornår noget er skrøbeligt, og hvornår det ikke er, hvornår noget virker kunstigt, og hvornår det ikke gør. I sit arbejde har hun fingrene dybt nede i materialerne og at øve sig meget og lægge 10.000 timer i det, er en vigtig del af processen. Epoxyen og leret er uforudsigeligt at arbejde med, og der sker ting undervejs, som hun ikke har kontrol over. Og det er netop med til at skabe den fortælling, som værkerne bærer.

“Jeg har altid været meget optaget af eventyr, fantasy og fiktive fortællinger om en anden verden. Jeg tror, det handler om at give andre mennesker adgang til et rum. Når jeg selv ser en fantasyfilm, er det en direkte kanal til en anden verden, som ikke eksisterer indeni mig, men som eksisterer i andre. I dem, der har lavet filmen. Det, synes jeg, er vildt spændende. At jeg bliver taget et andet sted hen. I min kunst er der en søgen efter et sted, som føles meget virkeligt for mig, og som jeg gerne vil have, skal være virkeligt. Værkerne er brudstykker af en verden, som dog aldrig er eller kan blive komplet,” siger hun.

“Og jeg ville faktisk ønske, at jeg ikke spillede en rolle i dem. Jeg ved ikke, om den tanke gør mig skør, eller om det bare er sådan, det er at være kunstner.”

Ava Samii griner. Smittende. Hele hendes væsen er i vigør, og hun ved det godt selv. Hun bliver let overstimuleret og kan virke både hektisk og kaotisk på andre.

“Jeg er meget sensitiv over for indtryk, og min måde at være i det på har altid været at søge væk i fantasien. Jeg kan kigge op mod en fugl på himlen og forestille mig, hvordan den har det, og hvordan det er bare at være lige der. Min kunst er fuglen. Hvis jeg ikke kan overskue alt, hvad der sker omkring mig, kan jeg altid søge herhen,” fortæller hun.

“Jeg holdt op med at være barn meget sent. Også lang tid efter, at de andre var holdt op og i stedet begyndte at være seje. Jeg holdt af at ligge i græsset og se alting dernede helt tæt på og overdimensioneret. Det bruger jeg også i dag, når jeg arbejder med mine værker. Jeg forestiller mig, at jeg går en tur i en skov, og pludselig er det der bare… mødet med det fremmede. Jeg går ind i følelsen af, hvordan jeg ville have det. Det er som en ubevidst fortælling.”

Dyreriget og havdybet

Hun er vokset op i Tønder, og hendes forældre kom hertil som politiske flygtninge fra Teheran i slutningen af 80’erne. De boede i et rækkehus, hvor baghaven var fyldt med dyr.

“Jeg husker det, som om det altid var efterår, og at jeg havde krabber og gæs i baghaven. Jeg var tiltrukket af dyrenes verden, af deres instinkter og deres måde at eksistere på. Min største drøm var at blive marinebiolog. Jeg ville så gerne dybt ned i havet, men var samtidigt bange for vandet. Det er jeg stadig,” fortæller hun.

Hun sad tit og tegnende, var meget tidligt god til at gengive figurativt, og allerede som barn kom hun på billedskole på opfordring fra en af sine lærere og med forældrenes opbakning.

“Derudover er jeg vokset op i min fars værksted. Han er sindssygt dygtig til at bygge og har altid malet meget. Og min mor laver keramik en gang imellem. Jeg har altid haft hænderne relativt godt skruet på og lært, at man skal kunne ting selv, at man skal kunne fikse ting selv. Det er jeg helt vildt glad for, at jeg har med mig.”

Hun er meget bevidst om, at hendes forældre ikke havde samme muligheder for at arbejde med kunst, som hun har nu.

“Jeg ved, at det var noget af en omvæltning for dem begge at komme til Danmark, og jeg tænker da over, hvor meget styrke det har krævet. Jeg har den alder, som de havde, da de kom hertil, og det gør det så tydeligt, hvor privilegeret jeg er, og hvor heldig jeg er, at jeg får lov til at arbejde med de ting, jeg godt kan lide. Jeg har en helt anden ro omkring mig. Min far er uddannet ingeniør og havde en høj stilling inden for marinekorpset, men kunne ikke bruge sin uddannelse i Danmark. I stedet tog han ufaglært arbejde. Det var han nødt til. Begge mine forældre gik på sprogskole, og siden tog min mor en uddannelse som sygeplejerske og har arbejdet med det, mens jeg har fået lov at prøve en masse af og er gået efter det, der føltes rigtigt for mig.”

Når man starter på akademiet som 30-årig, har man en fortid med i bagagen, og det har Ava Samii også. Hun flyttede fra Tønder til København som 18-årig og har arbejdet mange år som tatovør. Noget hun en overgang troede, var det helt rigtige, og som hun kæmpede for, men som viste sig at være en helt forkert vej. For hende.

“Det var en turbulent periode for mig. Bl.a. startede jeg meget tidligt i en branche, der for et ungt menneske kan være hård, og hvor jeg som regel var den eneste kvinde på arbejdspladsen. Jeg troede, jeg var det helt rigtige sted, men det var jeg bare ikke. Og det har været vildt for mig at se, hvordan jeg udviklede mig, da jeg først skiftede retning. Jeg gik fra at være fanget i en dårlig cyklus, hvor jeg hele tiden tænkte: “Jeg har det dårligt, jeg har det skidt, det er mig, der er noget galt med,” til at finde ud af, at mine omgivelser og den måde jeg havde indrettet mit liv på, var en stor del af problemet,” fortæller hun.

“Jeg stod hver morgen og havde en knude i maven og fik det dårligere og dårligere indtil en dag, hvor jeg endelig tænkte: “Hvorfor gør jeg det her mod mig selv?” Jeg følte mig ikke handlekraftig, jeg følte mig slået ud, men jeg kunne se, at jeg enten ville knække halsen og aldrig rejse mig igen, eller også skulle jeg lægge min tatoveringsmaskine i en kasse og aldrig åbne den igen.”

Hun valgte det sidste. Og fik lagt afstand til tatoveringerne. Burede sig inde med tegninger og ler, tog bussen til Bauhaus efter materialer, brugte sine hænder, tog på kunstskolen Spektrum og søgte til sidst ind på ni nordiske akademier og kunstskoler. Hun var klar til at rejse til Sverige eller Norge for at forfølge kunsten, men kom ind i København.

“Jeg tror ikke, det handler om chancer og mod, men om vilje. Det er et træk hos mig, at hvis jeg gerne vil have noget til at ske, så får jeg det til at ske, men jeg sover så heller ikke i timen eller overser, at jeg er heldig, fordi jeg får lov til at være her. Jeg har aldrig været så privilegeret, som jeg er nu, og jeg nyder det og værner om det. Jeg spilder ikke et minut. Jeg har haft et vanvittigt år, hvor jeg ikke er holdt op med at producere på noget tidspunkt. Jeg har ikke noget privatliv, jeg har ikke noget liv uden for akademiet. Jeg går ikke til frisøren, lægger ansigtsmasker eller sidder derhjemme og ser Netflix, jeg går ikke på date, jeg er bare her. Det er det, jeg gør,” siger hun.

“Der sker jo det, når du kommer et sted som her, at du får carte blanche til at prøve kunsten af og satse på det, du selv tror på. Vi taler om kunsten på en anden måde, og jeg føler mig mere som kunstner. Skolen hjælper mig med at kravle op ad det første trin og tage de første svære skridt, men herfra skal jeg gå resten af vejen selv.”

Ava Samii er ild, fyr og flamme og sprudlende energi, men hun har ikke ladet sig rive med. Lige nu tænker hun mere på projektet end på, hvad det betyder for hendes karriere at blive både udstillet og solgt. Selvfølgelig betyder pengene noget, de giver mulighed for at købe nye og flere materialer, men det vigtigste er mødet med værkerne, at hun med dem får skabt en portal, hvor man kan få lov til at blive taget med det der andet sted hen.

“Min kunst er ikke en hobby. Jeg sidder ikke og hygger mig med det. Det er blod, sved og tårer. Det er de store ting, det handler om,” griner hun.

“Jeg havde en samtale med en, der havde købt et af min værker. Hun talte om, hvad værket betød for hende, og hvad hun oplevede, når hun var sammen med værket, og jeg kunne mærke, at der opstod en direkte forbindelse mellem mig og hende, fordi hun forstod, hvad jeg har gang i. Og det er lige præcis det, jeg gerne vil have meget mere af.”