Mor og datter laver podcast sammen: ”Vi får prikket hul på de ubehagelige emner”

”Har I et billede, jeg må bruge af jer til artiklen?” spørger jeg 51-årige Louise Vælds i telefonen.

”Det må du spørge Simone om. Det er hende, der bestemmer,” griner hun i den anden ende.

Louise Vælds er 26-årige Simone Ravns mor.

Hun er hende med erfaringerne. Hende, der trøster datteren, hvis hun er ked af det, guider hende gennem hjertesorg, ensomhed og uddannelseskvaler. Står klar med mor-råd, når der er behov.

Men nu er rollerne byttet om.

I hvert fald i relation til det projekt, som Louise Vælds og Simone Ravn startede få dage inden, Danmark lukkede sig om sig selv.

I podcasten Snackposen deler mor og datter tanker, erfaringer og gode samtaler, som de altid har haft» med lytterne. De taler om børn eller ikke-børn, om perfekthedskultur og sårbarhed. Om ensomhed og pleasergen. Om de ting, som kan svære at navigere i, uanset om man er generation x, y eller z.  

For det syntes mor og datter – eller rettere datter – at der manglede.

”Min mor og jeg har altid været gode til at snakke om næsten alt. Jeg synes, at det ville være fedt, hvis andre kunne høre de ting, vi talte om, og opleve vores relation i håbet om at inspirere andre til, hvordan de kan tale med deres familie om svære ting,” siger Simone Ravn.

”De ting, vi putter lidt med, som enten er tabuer eller ubehagelige at tale om, er grunden til, at jeg er med,” siger Louise Vælds.

”For jeg ved fra al min erfaring, at når vi får prikket hul på nogle af de der ubehagelige emner, så får vi energi til at gøre alt det, der gør os glade.”

Et fælles projekt

Det er første gang, at mor og datter har et fælles projekt.

Fra Fredericia til Amager og omvendt tager de turen over broen for at optage et afsnit. Indimellem optager de flere i løbet af et par dage, nu hvor der alligevel er corona, og tiden er til det.

Og rollefordelingen er klar: Simone styrer dagsordenen og planer for de sociale medier. Lillebror og producer Rasmus lytter optagelserne igennem, sørger for god lyd og gør podcasten klar til udgivelse. Louise følger med og beundrer sin datter undervejs.

”Det er klart, jeg har flere erfaringer end hende i mange tilfælde, så vores samtale og relation er jo bygget op omkring, at jeg er moren, og hun er datteren. Men her er det på en eller anden måde vendt lidt på hovedet,” siger hun.

”Jeg stiller op, når vi optager, jeg kommer også med ideer til emner, men det er sørme ikke mig, der bestemmer, om de skal gennemføres. Jeg læner mig fuldstændig op ad Simone og betvivler slet ikke hendes vurdering af tingene. Det havde jeg altså ikke set komme.”

Hun griner.

Vil du egentlig have børn?

Begge kalder de det et ”fedt” projekt, der giver anledning til at gribe mor/datter samtalerne an på en ny måde, når tiden er rammesat.

Blandt andet er der plads til, mener Simone Ravn, at gå i dybden med emner, som hun og moren kun tidligere har berørt sporadisk. Herunder spørgsmålet om at få børn eller ej.

”Det her med at føle, at når man er i midten af 20’erne og har et ansvar overfor de kommende bedsteforældre at give dem børnebørn, kan nogle gange overskygge, om det er noget, man selv har lyst til. Jeg synes, det er vigtigt at sætte spørgsmålstegn ved, om man overhovedet selv har lyst til at få børn, eller om det er en idé, der kommer udefra. Det virker til, at det er noget, der er meget aktuelt for kvinder i min alder,” siger hun og henviser til de tilbagemeldinger, de har fået på særligt det afsnit:

”En af mine veninders mor var begyndt at lytte med. Og da hun havde hørt afsnittet, sagde hun til min veninde: ”Når du en dag får børn… nå nej, det skal jeg jo ikke sige. Jeg skal spørge dig, vil du egentlig gerne have børn?”

Og dét er netop pointen med podcasten, fortæller Simone Ravn.

Hun ønsker at sætte en ”dagsorden”, ikke i klassisk forstand, men i det familiære rum, som kan give mulighed for en mere ærlig og åben dialog forældre og børn imellem, forklarer hun.

Drop forældreekspertisen

For Louise Vælds, der foruden Simone også er mor til hendes to brødre, har samtalerne med datteren gjort det tydeligere, hvordan man er en god forælder overfor sine voksne børn.

Hvordan man finder balancen imellem at være mor og samtidig give slip.

Det, håber hun, kan inspirere andre forældre til også at se indad, siger hun.

”Jeg synes, vi skal huske, at vores voksne børn eddermaneme er seje. Hold kæft, hvor kan de meget, og hvor ved de meget. Hvis vi skruer ned for vores egen mor-/forældreekspertise, kan vores børn virkelig shine! Og det er det, Simone gør i det her.”

”Hvis man tør at lægge det der med at være mere bedrevidende fra sig og tør spørge sine børn, hvad er egentlig vigtigt for dig? Hvad er det, du er god til? Så får man en dybere relation til dem. Vores børn vil os egentlig bare så gerne, selvom de måske giver udtryk for, at de ikke gider os,” siger Louise Vælds.

Simone Ravn er enig med sin mor.

”Hvis nogle mødre blev bedre til at lægge deres egen agenda eller egne følelser væk og bare lytte til deres børn dér, hvor de er, kunne det være godt. Uden at præge dem eller have den store mening om, hvad der er det rigtige eller forkerte at gøre. Mere til stede og mere lyttende. Det er mit ønske.”

Men, understreger hun, der er også grænser for, hvad mor og datter kan og vil tale om. De er trods alt ikke veninder – og den sondring er vigtig, mener hun.

”Vi har nogle rammer for vores relation, som gør, at det ikke er en veninde-relation. Der er emner, som vi ikke kommer til at dele, fx festhistorier eller sex. Jeg fortæller ikke, hvor crazy ting har været, og min mor fortæller ikke uddybende om dengang, hun var ung. Men jeg ved, at hun står til rådighed, hvis jeg vil have råd.”