Ulykke tvang Søs Fenger til at gøre op med sin svære barndom

En trafikulykke satte sig som stress hos Søs Fenger, og derfor begyndte hun at rydde op i sit indre. Da hun kiggede tilbage på sin barndom, var der én ting, der blev tydelig for hende.

alt.dk logo

I november 2023 var Søs Fenger med i en trafikulykke, hvor hun blev kilet ind under en bil sammen med sin cykel.

Cyklen reddede formentlig hendes liv, men oplevelsen satte sig som noget stress og kastede hende ud i det, hun selv kalder sin største forårsrengøring nogensinde.

”De senere år har jeg haft brug for at kigge indad. Når man gør det, opdager man nogle vilde ting, som man bliver nødt til at forholde sig til, og det er jeg i gang med,” fortæller hun til ALT for damerne uge 17.

”Det er noget med at grave ned i nogle ting omkring mine teenageår, som jeg faktisk aldrig har været i berøring med. Ting, som jeg har valgt at ignorere i det meste af mit voksne liv.”

Da Søs Fenger var fem år, mistede hun sin far, og den efterfølgende tid var naturligvis svær for hende.

”Jeg føler nok, at der godt kunne have været lidt mere voksenstøtte i min opvækst, men for min mor var det ren overlevelse at holde styr på to teenagere og to mindre børn. Jeg er den yngste i flokken, og jeg var lidt en pleaser, der gerne ville gøre det let for min mor. Derfor fremstod jeg som meget selvkørende og har gjort det hele livet,” forklarer hun.

Men efter det næsten endte alvorligt for hende i ulykken, besluttede hun sig for at dykke ned i alt det, der har trykket hende, for at løsne op i sit indre.

”Det er hårdt arbejde, for jeg graver dybt. Jeg er lige så stille ved at pille lag efter lag af, og nu er jeg ved at være inde ved kernen, som jeg skal lære at kende. Det er meget sårbart, men det er også et fantastisk sted at være,” siger Søs.

”Det er meget interessant, for det sker på et tidspunkt, hvor jeg er trådt ind i bedstemorfasen og samtidig skal være i kontakt med mit yngre jeg som følge af vores samarbejde omkring News.”

’News’ er en popgruppe, hvor Søs Fenger var forsanger i 80’erne. Senere forlod hun gruppen for at gå solo, og nogle år efter gik ’News’ i opløsning. Men i slutningen af 2024 kom det frem, at bandet er blev genforenet og skal turnere i 2025.

”Jeg føler, at jeg er i rivende udvikling, og jeg tænker egentlig, at jeg vil sige til alle, der godt kan lide musik, at I skal takke os, fordi vi gider at grave dybt og kigge indad. Det er vigtigt for alle mennesker, men det er måske især vigtigt som kunstner at turde gøre det. For det er alle de følelser, man forhåbentlig kan mærke, når vi går på scenen.”

Du kan læse det fulde interview med Søs Fenger og Jette Schandorf i ALT for damerne uge 17. Her kan du også læse om genforeningen af ’News’ og nøgenbilleder, der gav Jette Schandorf et nyt blik på sin krop.