Solbjørg Højfeldt led i årevis af ondt i skulderen. Da kropsterapeuten stod på den, forstod hun hvorfor
Hvert årti har sin egen fortælling. Her er det skuespiller Solbjørg Højfeldt, som tager os med gennem sine aldre.
0-10 år (1947-1957): En yndig og ulykkelig pige med en dukkevogn
"Jeg var seks år gammel, da jeg gjorde min debut på det hvide lærred. Det var som statist i en Far til fire-film. Jeg er kun med i et glimt. En forbipasserende lille pige med en dukkevogn. Men jeg er der. Og det havde jeg selv sørget for. Jeg boede på Blomstervænget, hvor ASA-studierne også hørte til, og filmfolkene havde vel følt, at jeg ikke var til at komme udenom, sådan som jeg stillede mig an for at få deres opmærksomhed.
Allerede dengang har jeg – helt ubevidst selvfølgelig – mærket en form for længsel efter at blive set. Og holdt af. Jeg var et helt forfærdeligt yndigt barn. Med store brune øjne og glade krøller. Et rigtigt lille filmansigt. Ingen dengang ville have haft den mindste mistanke om, at jeg i virkeligheden var et ulykkeligt barn. Men det var jeg. Samme år, jeg kom gående der med dukkevognen foran det rullende kamera, havde jeg mistet min mor.
Pludseligt og uden varsel. Det var ikke noget, man talte med børn om dengang, og derfor føltes det, som om hun var forsvundet ud af mit liv fra den ene dag til den anden. Næsten som om hun aldrig havde eksisteret. Jeg var ikke med til hendes begravelse, og bagefter forstummede samtalerne om hende, og billederne blev pillet ned. Det var vel udtryk for et misforstået hensyn. Et forsøg på at skåne mig. Og jeg anede selvfølgelig ikke dengang, at det i virkeligheden gjorde det modsatte. At tabet af min mor og måden, hun blev fortiet på, ville komme til at præge hele mit liv."
Annonse
10-20 år (1957-1967): Fra Frederiksberg til Frederikshavn
"Efter min mors død flyttede jeg ind hos min far og hans nye familie. Mine forældre var purunge, da de fik mig, og efter deres skilsmisse havde jeg hørt mere til hos min mor og hendes familie, men min far og hans nye kone kæmpede for at få mig. Det var utvivlsomt konfliktfyldt og svært for alle parter, alligevel er det nok bedre at blive kæmpet for end forladt.
Vi boede på Frederiksberg midt i byen, og teenagelivet åbnede sig for mig. Med asfaltballer, softice-maskiner og coca cola på flaske. Og så, da jeg blev 14 år gammel, fik min far nyt arbejde i Frederikshavn og rykkede hele familien til Jylland. Det var som at flytte til en anden planet. Et fuldkomment kulturchok. Vi boede i et rækkehus noget uden for byen.
Selvom naturen føltes fremmed for mig, var der imidlertid også noget i mig, der følte sig hjemme. Der var en skønhed i de rå og vindblæste omgivelser, som tiltrak mig. Min mor var nordmand, og jeg tror, det var hendes gener, der følte sig tilpas der i naturen frem for i byen."
20-30 år (1967-1977): ”Ham der, dét er min mand”
"Alle unge kvinder ville være skuespillere i slutningen af 1960’erne. Eller mannequiner eller stewardesser. Så det skulle jeg i hvert fald ikke være. Jeg ville være læge. Lige indtil jeg blev skoletræt og besluttede mig for en kortere sundhedsfaglig uddannelse og blev laborant. Da jeg overgav mig til, at jeg selvfølgelig alligevel skulle være skuespiller, var det næsten for sent. Jeg var akkurat fyldt 25 og derfor lige præcis for gammel til at søge ind på skuespilskolerne.
I stedet blev jeg en del af ensemblet på Aalborg Teater som led i en aspirantordning. Det var en form for mesterlære. Jeg stod på scenen med skuespillere i alle aldre frem for jævnaldrende på en skole. Det var fantastisk, og når jeg fra tid til anden tvivlede på mit talent, bildte jeg mig selv ind, at jeg altid kunne falde tilbage på laborantuddannelsen. Det var selvbedrag. For selvfølgelig skulle jeg være skuespiller.
Jeg følte mig hjemme på scenen, og som om jeg endelig havde mødt en gruppe mennesker, der talte mit sprog. Det var også på Aalborg Teater, jeg første gang så Henning (Henning Jensen, red.). Han var på scenen i en gæsteoptræden. Og selvom jeg ikke anede, hvem han var, var det, som om alt andet omkring ham forsvandt. Jeg tænkte bare: ”Ham der, dét er min mand.” Det var ti år for tidligt. Det var slet ikke meningen, vi skulle møde hinanden endnu."
Annonse
30-40 år (1977-1987): Angsten for at miste - igen
"Min veninde Margrethe Koytu havde måske lagt mærke til min forgabelse i Henning, for hun sagde, at hun ville introducere os, men jeg afslog. Jeg var alt for usikker. Og det var jo heller ikke meningen, at det skulle være os endnu. Der var et par andre mænd, jeg skulle møde først. Og så skulle jeg have min søn Otto. Og Henning skulle have sin datter Sarah.
Det var vidunderligt at blive mor. Når man har mistet sin mor som barn, er man altid på jagt efter kærlighed. Efter følelsen af at høre til og mærke, at man er elsket. Og når man så selv får et lille barn, er der ikke andet end kærlighed. Og bekymring. Set i bakspejlet kan jeg se, at min bekymring for min søn – for om han havde det godt, trivedes, men også opførte og udviklede sig rigtigt, og som jeg synes, han skulle, kom til at fylde meget hos mig. Også for meget.
Jeg kan i hvert fald se, at det først var da, jeg turde slippe ham, at han virkelig fik mulighed for at folde sig ud og blive sig selv. Det handler nok om, at når man har mistet så voldsomt, som jeg har, så er man bange for at miste igen. Også kontrollen.
Otto var stadig lille, da jeg for første gang stod på en scene sammen med Henning. Og da var der ikke længere noget at gøre. For nu skulle det være os."
40-50 år (1987-1997): Kærlighed for voksne
"Når man som Henning og jeg har haft en vanskelig start – vi var begge i andre forhold, da vi fandt sammen – er det, som om kærligheden føles mere forpligtende. Sådan oplevede jeg det i hvert fald. Jeg følte, at når nu det hele havde været så knudret og ulykkeligt, for at vi kunne være sammen, så skulle vi også blive sammen. Det duede ikke at give op. Dét og så selvfølgelig den dybe kærlighed, der er imellem os, har været afgørende for vores ægteskab. Vi var voksne mennesker med en fortid og med børn, da vi blev et par, og det betød noget for, hvordan vi blev det.
Henning har været åben om sine depressioner, og de har også fyldt meget i vores liv sammen. Jeg tror, at vi har kunne gå igennem det, fordi jeg aldrig er gået med på præmissen om, at alt er sort og ulykkeligt, som det jo er for den depressive. Og så er det jo hele ham, jeg elsker. Jeg vil ikke sige, at jeg elsker depressionerne, men de er jo gjort af den psyke, der er ham, og som er skrøbelig og fin, men også intelligent og stærk."
50-60 år (1997-2007): Indhentet af en fortiet fortid
"Jeg mistede min far på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg følte mig slidt ned rent arbejdsmæssigt, og hvor tingene også rent følelsesmæssigt begyndte at falde fra hinanden for mig. I årene inden hans død havde jeg forsøgt at få ham til at fortælle om min mor.
Han var det eneste familiemedlem, jeg havde tilbage, som havde kendt hende, og derfor føltes det som et stort svigt, at han lukkede ned, præcis som han havde gjort i min barndom. Jeg synes, det var så tarveligt, selv om jeg nok godt forstod, at han ikke evnede andet. Jeg kunne tydeligt mærke, at jeg havde brug for at vide mere om hende. At tabet på en eller anden måde var begyndt at indhente mig. Og det smuldrede fuldstændigt for mig, da jeg blev afskåret fra at kende min historie endnu engang.
Jeg begyndte i et intenst terapiforløb – en gang om ugen – i, hvad der føltes som ren overlevelseskamp og startede også kropsbehandling – Body SDS – for at arbejde på så mange fronter som muligt. Jeg havde i årevis haft helt afsindigt ondt i min ene skulder. Og havde halvt i sjov halvt i alvor sagt, at det var, fordi min døde mor sad der på skulderen. Kropsterapeuten sagde, at han var nødt til at stå på den, for at løsne den op.
Smerten var fuldstændig ulidelig, men presset forløste samtidig noget i mig, og jeg udstødte et øredøvende primalskrig. Et traumatisk tab i barndommen kan sætte spor, der trækker langt ind i voksenlivet, og jeg under alle, der står i den situation, at investere i terapi. Jeg var ikke kommet igennem det uden."
60-70 år (2007-2017): Tiden rinder ud, modet bliver større
Annonse
"Der sker noget med én, når man runder de 60 år. Man ved, at man har det meste af livet bag sig, og der findes pludselig en knaphed i tiden, som man ikke har oplevet før. Man siger, at genier, der dør tidligt – Mozart for eksempel – udretter så meget, fordi de intuitivt mærker, at deres tid er kort. Og jeg tror, at den oplevelse af tidens knaphed indhenter alle os andre dødelige i vores 60’ere. Sådan var det i hvert fald for mig.
Samtidig følte jeg mig mere modig. Jeg turde sige nej til opgaver og job, jeg før havde sagt ja til uden rigtigt at have lyst, og jeg turde kaste mig ud i projekter, jeg brændte for. Gør det nu bare, sagde jeg til mig selv. Der er alt at vinde og intet at tabe. Det er en stor frihed at blive fri for den usikkerhed, der selvfølgelig findes i ungdommen, og forstå sit eget værd og vide, at man er både erfaren og dygtig.
Mange taler om det her med, at man kommer ud af balance med sin alder. At man ikke længere kan genkende sig selv i spejlet. Og alt det er også sandt. Men jeg nød først og fremmest mine 60’ere. Fordi de var fulde af mod og styrke."
70 år- (2017-): I sync
"I 2018 valgte jeg teaterscenen fra. Det gik op for mig, hvor fysisk hårdt et arbejde jeg faktisk havde haft de seneste 50 år, og hvor meget det havde fyldt i mit liv. Med intense prøveperioder og konstant skæve arbejdstider. Det betyder noget, når man altid er på arbejde, mens andre har fri. Og Henning og jeg har aldrig rigtigt været i sync, fordi vi har været engageret på forskellige scener.
Jeg havde kæmpet en umulig kamp for at samle vores sammenbragte familie om bordet til middag hver aften og opretholde et socialt liv med venner og familie, i hvad der føltes som en menneskealder. Det gad jeg ikke mere. Og så havde Henning og jeg brug for at komme i sync – også rent tidsmæssigt. For at kunne følges ad. Og være sammen. Det nyder vi meget.
Det betyder imidlertid ikke, at jeg er gået i stå. Og rollerne på TV og film er heldigvis blevet ved med at komme. Det har været virkelig sjovt at være med til at genopdage Lars Von Triers ikoniske 'Riget'. Og meget meningsfuldt at være med til at kaste nyt lys over Karen Blixen – en af vores største kvindelige kunstnere – i en ny tv-serie om hendes ungdom. Jeg nyder stadig mit arbejdsliv og har tænkt mig at blive ved, til jeg ikke længere kan huske mine replikker."
