Sonja Richter: "Det kan være, jeg dør, men jeg giver ikke op"

Hvilket af dine karaktertræk holder du mest af?

– Jeg har en utrolig evne til at rejse mig uanset, hvad der er sket af katastrofer rundt om mig og inden i mig. Der findes folk der giver op, det gør jeg ikke. Det kan være jeg dør, men jeg giver ikke op.

Hvordan tror du, at dine gymnasiekammerater husker dig?

– Jeg kan næsten ikke selv huske min gymnasietid, for den var hård for mig. Jeg boede alene og kunne ikke få SU, fordi jeg var for ung, så jeg arbejdede ved siden af. Jeg gætter på, de husker mig som mærkelig, fjern, træt, tynd og mut.

Hvad ville du sige, hvis du kunne bagtale dig selv?

– Hun går lige lovlig højt op i sit arbejde, hun skulle måske tage og slappe lidt af en gang imellem, og spise noget slik, og ikke bestille noget hele tiden.

Er der et karaktertræk, du misunder mænd for at besidde?

– Ret mange mænd er gode til at lukke af for svære følelser og lade som om, ting ikke er sket. Det er noget, jeg træner, det med at lægge hændelser ned i et syltetøjsglas, og vente med at kigge på dem eller sige det højt til et mere passende eller hensigtsmæssigt tidspunkt både for mig selv og andre. Jeg har det der sandhedsgen, og jeg var dårlig til at administrere det, da jeg var yngre.

Hvad interesserer dig for øjeblikket?

– Lige nu arbejder jeg hårdt på at slippe kontrol. Måske vigtigst min planlægningstrang. Jeg synes, jeg får lavet mere, hvis jeg har en plan, men planerne bliver hele tiden lavet om. HELE TIDEN!! Og jeg synes, jeg bruger meget mere tid på at lave planer om end på egentlig at udrette noget. Det stresser mig, for der er så meget, jeg gerne vil. Jeg kan ikke rigtigt gøre noget ved, at verden er, som den er, og det faktum at planer er luftkasteller og altså ikke realiteter, og må desværre indrette mig og bare flyde med det, der foregår eller ikke foregår.

Hvad er dit bedste råd mod kærestesorger?

– Det hjalp mig meget at få at vide, at hjertesorg er en reel fysisk lidelse. Min farmor fortalte mig, da jeg var barn, at hendes søster var død af hjertesorg. At hun var forelsket i en, hun ikke kunne få, og så blev hun så ulykkelig, at hun blev syg og døde. Det er ikke bare noget med at blive forladt og have ondt af sig selv. Det skal respekteres. Det skal der lyttes til, man skal hvile sig og tude.

Hvilket talent ville du ønske, du havde?

– Jeg har mange talenter, jeg orker faktisk ikke flere. Lyder det krukket? Talenter er gaver, og de forpligter. Et talent er ikke bare en god ting, ikke hvis det er et rigtigt talent. Så er det både en gave og en forbandelse.

Hvis du skulle flytte til et andet land end Danmark, hvor ville du så flytte hen?

– Jeg har overvejet at flytte til Tyskland, fordi de har et rigere kulturliv. De har som folk nogle ar på sjælen, som gør, at de har forstået værdien af et udviklende kunst- og kulturliv. Det er noget, der næsten er gået helt fløjten herhjemme, synes jeg. I Tyskland rangerer kulturministeren lige under forbundskansleren. Her i Danmark er det, så vidt jeg kan forstå, næsten en skammekrog af et ministerium.

Hvornår føler du dig allermest lykkelig?

– Når jeg har rejst mig op efter endnu et fald, hvor jeg enten har skrabet knæene til blods eller knust alle knogler i kroppen. Så kan jeg mærke, at livet er ekstremt overvældende og overlevelseskraftens frygtindgydende styrke, og jeg elsker alting i verden også mørket og alle syltetøjsglassene på hylderne. Jeg tror det er det, der er lykken: at elske det hele.

LÆS OGSÅ: Susanne Bier om Oscars og lammende lussinger

LÆS OGSÅ: Kender du Flemming?

LÆS OGSÅ: Danmarks Indiana Jones