”Jeg har altid troet, at jeg skulle have familie og børn, og i en periode var jeg i chok over, at det ikke gik sådan”

Hvilken var den første vej, du gik på?

– Allerupvej uden for Esbjerg. Det var en lillebitte flække ved Vadehavet, hvor husene står på pæle. Vi boede blandt andet i en nedlagt købmandsbutik. Der var ikke ret meget andet, men bussen stoppede der – jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Det var det rene prærie. Det blæste meget, og i slutningen af 1970'erne, da jeg var barn derude, var der ofte stormflod og oversvømmelser. Jeg har faktisk øreproblemer den dag i dag, og det kunne godt skyldes den konstante blæst, som også lægger træerne ned. Jeg holder stadig meget af naturen. Jeg elsker byen, men når jeg kommer ud på landet, slapper jeg mere af. Så kan jeg pludselig mærke, hvor meget puls, mennesker, båthorn og anstrengelse, der er forbundet med at bo i en by.

Din levevej?

– Der var intet i min barndom, der sagde, at det var skuespil, jeg skulle. Da jeg opdagede, at man kunne blive skuespiller, tænkte jeg, at det kunne jeg nok ikke. Men en dag gik det op for mig, at jeg var nødt til det alligevel, og at jeg måtte søge ind på skuespillerskolen. Jeg arbejdede som servitrice på en restaurant og på et diskotek om natten, for om dagen gik jeg i gymnasiet. Jeg var nødt til at låne nogle penge for at få råd til at tage timer hos en skuespiller. Jeg gik ind i en bank og spurgte, om jeg måtte låne 10.000 kroner. Jeg burde jo slet ikke have fået lov, for jeg havde hverken nogen værdier eller nogen til at kautionere. Men bankmanden havde tilfældigvis set mig i noget amatørteater, så han lånte mig pengene. Jeg søgte ind på teaterskolen som 20-årig. Jeg troede, de ville sige nej, for alle de andre var ældre end mig, havde haft råd til en masse undervisning og havde prøvet at gå til optagelsesprøve flere gange. Jeg troede, der var sket en fejl, da jeg fik brevet om, at jeg var optaget.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø om sin mand: “Christoffer og jeg har valgt hinanden, og nu holder vi sammen”

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Da det begyndte for mit vedkommende, var det meget voldsomt. Okay, nu lyder jeg gammel, men dengang i 2002, da jeg var med i Elsker dig for evigt, var der jo knap nok e-mails. Sidenhen er der kommet mange til, som er kendte i kraft af internettet. Det er, som om der er mange flere kendte i dag, men de er mindre kendte, end kendte mennesker var engang. For eksempel ville jeg ikke kunne kende Amalie (Szigethy fra Paradise Hotel, red.), hvis jeg mødte hende på gaden, men jeg har hørt om hende. Vi er blevet mere selektive, og dem, der er berømte for dig, er det måske ikke for mig. Og omvendt.

– Sidste år var jeg med i et par episoder af Broen, men jeg fulgte ikke selv med i serien. Jeg lagde bare mærke til, at folk gloede på mig i metroen. Først efter et stykke tid gik det op for mig, at det var, fordi Broen blev vist hver søndag aften, når jeg gik tidligt i seng.

Hvornår i livet tog du en genvej?

– Jeg blev ringet op for nogle år siden, om jeg ville være med i Bedrag II. Sæson et var ikke engang indspillet endnu, og sæson to var slet ikke skrevet, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til. På det tidspunkt havde jeg levet et meget omflakkende liv, så jeg havde brug for et længerevarende job, som jeg kunne vende tilbage til. Jeg trængte til jordforbindelse, og derudover synes jeg, at økonomi er et ret interessant emne. Jeg spiller Amanda Absalonsen, som er en slags moderne Robin Hood. Hun er født ind i gamle penge, men hun er også imod det. Hele sit liv har hun set tykke mænd gøre, hvad de kan for at snyde folk. Hun vil gå meget langt for det, hun tror på, og det faldt jeg for ved rollen.

– I forbindelse med Bedrag talte vi faktisk om, hvad vi ville gøre, hvis vi vandt 400 millioner. Jeg kunne godt tænke mig at bo et andet sted og have nogle federe ting derhjemme. Men det er jo strengt taget ikke nødvendigt, så jeg ville nok bruge pengene på film og teater. Jeg ville lave alle de ting, jeg synes, der skal laves i verden. Vidste du, at de fleste lottomillionærer er i bundløs gæld to år efter, de har vundet? Penge er en levende størrelse. Hvis du vinder 100 millioner og bruger 50 millioner på et hus, har du ikke råd til at betale skatterne, og til sidst har du ikke engang råd til at betale den ejendomsmægler, der skal sælge huset for dig igen.

– Jeg havde ingen backup som ung, og jeg havde kun to muligheder: Find ud af det, eller gå fallit. Jeg havde ikke forældre, der satte mig ind i økonomi, så jeg betalte nogle dyre lærepenge for at blive fornuftig, men hver gang nogen har snydt mig, er jeg blevet klogere. Vi er en ukritisk generation. Vi giver vores pensionsopsparing til en rådgiver, krydser fingre og håber, det går godt i stedet for at sætte os ind i, hvad det vil sige f.eks. at "shorte" en aktie. Vi er vokset op i et privilegeret land, hvor der var mulighed for understøttelse. Men sådan er det ikke længere. Du kan ikke regne med, at staten tager sig af dig, og jeg er faktisk ked af, at vi ikke har mere velfærd. Vi bilder os ind, at vi har et sikkerhedsnet, men det har vi ikke. Jeg er selv freelancer, og når folk spørger, hvad jeg tjener, må jeg slå ud med armene.

LÆS OGSÅ: Mick Øgendahls facade krakelerede i modtagelsen på psykiatrisk afdeling

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er min egen mave, som jeg tager alle beslutninger med. Min mave ved altid mere, end jeg gør. Nogle gange er det irrationelt, men jeg ved, at hvis jeg trodser maven, går det galt. Jeg har for nylig stået i situationen, hvor jeg skulle sige ja eller nej til to jobs. Logikken sagde, at jeg skulle sige ja til mindst det ene for at tjene penge. Men maven sagde nej til begge, og så spurgte jeg: "Hvad gør jeg så, mave?" men den slags svarer den ikke på. I virkeligheden er jeg skidebange for, at maven har taget fejl, men det føltes så fedt og rigtigt at sige nej.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Da Facebook fik fat for omkring ni år siden, eksploderede det fuldstændig, og jeg fik 3000-4000 beskeder om dagen. Det var slet ikke som dengang, man fik breve. Det var alt det, man ikke gad have. Nogle ting var søde, men andre gange stod der bare "Dø, møgluder". I en periode fik jeg social medieangst, så jeg lukkede min Facebook og nøjedes med en meget privat Instagramkonto. Nu har jeg gjort min Instagramkonto offentlig, og det er sgu meget stille og roligt. 

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Jeg tænker tit på de der valg, som ændrer dit liv fuldstændigt, men når man ser tilbage, kan man se, at det slet ikke var et valg. Jeg tror ikke på det med, at vi altid har et valg. De jobs, du ønsker dig, kommer ikke, når du tror det, og de børn, det hus og den kæreste, du troede, du skulle have, kommer ikke, når du forventer det. Det er faktisk en beroligende tanke for mig, at alt det, jeg skal have, nok skal komme til mig. Men jeg kan godt blive utålmodig nogle gange. Folk spørger mig tit, om jeg har planer for mit liv, men det har jeg ikke, for det går aldrig, som man planlægger. Nogle dage tror jeg, det bliver regnvejr, så jeg ikke kan slå græs, og jeg planlægger at gøre rent indenfor i stedet. Når solen så skinner, kan jeg sgu godt blive sur. Men det skal man jo ikke blive, det gælder bare om at kunne omstille sig i stedet for at blive sur over, at det ikke går, som man planlægger. Jeg har altid troet, at jeg skulle have en familie og nogle børn, og i en periode var jeg i chok over, at det ikke gik sådan. I dag kan jeg se, at jeg ikke gjorde noget forkert, for jeg kan konstatere, at jeg har fået alt muligt andet. Næsten alle mine venner har børn, og hvis jeg gik og forventede det af mig selv, ville jeg føle mig som en fiasko, og det vil jeg ikke. Til gengæld kan jeg se, at nogle af dem, som drømte om familien, er blevet skuffede.

– Der er stadig meget, jeg ønsker mig i livet. Jeg er 42 år og hverken ung eller gammel. Jeg kan godt se, at jeg har meget liv foran mig og meget liv bag mig, men når jeg kigger ned på den skjorte, jeg har på, fatter jeg ikke, at den er fra 1990. Jeg kender jo folk, der er født i det år!

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at sætte monologen Hovmod op på teater Republique. Det er noget, jeg har ønsket mig i otte år. For mange år siden var jeg hjemme i min lejlighed med min ven Bobby, da jeg råbte et eller andet fra køkkenet. Pludselig sagde han, at jeg var ligesom denne her dreng Mohammed fra bogen Du har jo livet for dig. Jeg læste bogen og syntes, den var så fed. Så lavede vi det om til en monolog, men dengang var der ingen teatre, der var klar til den. Så jeg begravede ideen, men nu er den blevet hevet frem i lyset igen. Jeg har aldrig prøvet at stå helt alene på en scene, og jeg er sindssygt bange for det.

LÆS OGSÅ: Mikkel Beha og sønnen Emil: “Når man er et hold, kan man klare næsten alt i verden”

LÆS OGSÅ: Hella Joof: Livet bliver bedre med alderen: Hvem skulle have troet det, da man var toogtyve og vidste alt?

LÆS OGSÅ: Karen Thisted: “Jeg er så taknemmelig over, at jeg har haft sådan nogle dejlige, skønne mænd i mit liv”