Sonny Fredie Pedersen omringet af flammer: Måtte finde en vej til sin kæreste
"Vild med dans"-dommeren stod pludselig midt i naturkatastrofen i Los Angeles.
Over 180.000 mennesker er blevet evakueret på grund af flere naturbrande i Los Angeles, der har kostet mindst ti personer livet. Og midt i naturkatastrofen befinder "Vild med dans"-dommer Sonny Fredie Pedersen sig, fordi han i 16 år har boet i storbyen.
Til Ekstra Bladet fortæller danseren og sangeren, at han er dybt påvirket at den katastrofe, der lige nu finder sted.
"Jeg har to brande ved siden af mig, en på hver side af min ejendom! Gudskelov er de to brandes fremrykning kommet under kontrol i dag! Da brandene brød ud forleden, måtte jeg finde en alternativ vej tilbage til min forlovede via en bjergpassage med nedfaldne træer og sten fra stormen der var i gang. Brandene havde allerede lukket motorvejen ned," fortæller Sonny til mediet.
Sonny blev for to år siden forlovet med slovenske Nika Kljun, som han har dannet par med i mere end 15 år.
De er begge vokset op i professionelle dansefamilier, og i et stort interview med HER&NU har Sonny sagt, at det også er noget af det, der binder dem sammen.
Sonny og familien i Los Angeles er nu udenfor fare, og dommerens tanker går dermed til de berørte familier, da tusindvis af private hjem er berørte af naturkatastrofen, der kaldes for en af de dyreste naturkatastrofer i historien.
Denne artikel er første gang bragt hos Her&NU.