Sophie Fjellvang-Sølling om at finde kærligheden på ny: "Du kan have nok så mange mennesker omkring dig, men hvis du ikke er dér, så ser du dem ikke"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Kathrinevej i Hellerup, hvor jeg gik mine første skridt. Jeg boede i et tofamiliershus med min mor, far og storesøster, og så boede min farmor og farfar i lejligheden oven på vores. De var altid hjemme og passede mig, når jeg for eksempel var syg. I dag hvor jeg selv er blevet mor, kan jeg se hvor praktisk, det var. Min mor var pædagog og min far arkitekt. Derhjemme var der mere fokus på at være sammen og have tid end på karrierer. Når jeg kom hjem fra skole, var det farmor, der stod klar med en mad med tandsmør og puddersukker på. Det var en meget tryg barndom, og jeg var aldrig alene.

Din levevej?

– Som barn ville jeg være statsminister, for så troede jeg, at jeg kunne bestemme alting. Senere ville jeg være bankmand, men allerede fra 8. klasse ville jeg være tandlæge, og det er jeg også blevet. At skiene kom ind over skyldes, at vi engang var på en skiferie, hvor vi stod langrend. Det var ret sjovt, men vi begyndte hurtigt at stå alpint, fordi min søster havde lidt for meget krudt i sig. Derefter greb det om sig. Der kom flere og flere træningsture, og jeg kunne mærke udviklingen i mig selv. Mine forældre har også altid støttet mig i det.

I Danmark er det jo sådan, at hvis man vil noget med skisport, må man flytte efter bjergene. De kommer ikke til os. Så da jeg var 16 år og færdig med folkeskolen, flyttede jeg til Norge og boede alene. Man husker jo heldigvis mest de gode ting, men jeg tror, det var en blanding af stor frihed og en lille smule ensomhed. Træningen fyldte jo meget, og det var det, jeg ville. Til gengæld havde jeg valgt tre års gymnasium i Danmark fra, og jeg var kun hjemme omkring to gange om året. Jeg så det dog aldrig som et fravalg af Danmark, men som et tilvalg af skiene.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– I 2005 havde jeg kvalificeret mig til OL i 2006 i Torino. Men året inden kom der nogle nye krav, som gjorde, at jeg ikke fik lov til at stille op alligevel. Jeg havde kæmpet for det i ti år, så jeg må indrømme, at jeg tænkte "fuck jer", da jeg fik at vide, at jeg ikke skulle med. I stedet faldt jeg over disciplinen skicross, hvor man er fire skiløbere, der står sammen på en bane med hop og forhindringer, og så gælder det om at komme først. Da jeg fandt den, tænkte jeg bare: "Hvor har du været hele mit liv?" Jeg stillede op til OL i 2010 i Canada i skicross, men måneden inden blev jeg skadet. Det endte med at blive en stor oplevelse, selv om jeg ikke klarede mig så godt i selve konkurrencen. Men jeg bar den danske fane ind. Jeg prøver at holde fokus på alt det, jeg fik, i stedet for at jeg ikke fik en medalje. Der er vist bare noget med mig og OL. Men du kan godt føle dig på afveje, når du kæmper så hårdt for noget, som aldrig lykkes. Jeg kom ind imellem helt i tvivl, om jeg overhovedet havde valgt rigtigt.

Sophie Fjellvang-Sølling på ski. 

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Folk er altid søde til at sige hej. Det kan være lidt sjovt, når jeg er på arbejde, og folk kommer ind på klinikken og ser, at det er mig. Så siger de: "Guuuud, er det ikke ...". Jeg har kun oplevet positiv respons. Det havde nok været anderledes, hvis jeg havde været med i Robinson eller Paradise Hotel, så ville folk have flere meninger om mig, men jeg har været med i Skiskolen og Vild med dans, og det er programmer, som kun er hyggelige og positive. Det var i det hele taget en gave at være med i Vild med dans. Det var nyt, spændende, intenst og alt for kort. Det føltes som et hurtigtgående tog, som jeg skulle holde fast i for ikke at blive slynget af. Jeg kan rigtig godt lide at nørde med noget og hele tiden forbedre detaljen. Det gjaldt for min sport, for Vild med dans, og det gælder også i dag som tandlæge.

Sophie Fjellvang-Sølling sammen med Silas Holst i Vild med dans 2011. Foto: Peter Hauerbach.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Da min mand, Nikolaj, døde af et hjerteanfald for fem et halvt år siden. Vi havde været sammen i syv år, og vores søn var halvandet. Jeg kan ikke beskrive, hvordan jeg havde det, for jeg kan ikke huske det. Jeg var fysisk til stede, hvor jeg var, men jeg kan ikke huske en eneste følelse. Jeg tror, jeg lukkede ned for at overleve. Siden har jeg stille og roligt pakket følelserne ud én for én, når jeg var klar til det. Jeg tror, der gik fire år, før jeg var ovenpå igen. Og det er stadig en ongoing proces. Du kan jo godt leve og have det rigtig godt på ét sted samtidig med, at du har en proces kørende et andet sted.

Sophie Fjellvang-Sølling og hendes afdøde mand Nikolaj sammen med sønnen Maximillian. Foto: Sisse Stroyer.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg er vist som udgangspunkt ret let at begejstre. Mine børn har jo naturligvis en stor plads. To små søde skrøbelige væsner, som kan få alle ens følelsesmæssige facetter frem. Og to små børn, som jeg altid vil gøre mit bedste for. Derudover har min kæreste, Casper. Jeg mødte Casper gennem en fælles ven. Faktisk kendte Nikolaj og Casper godt hinanden, men jeg kendte ikke Casper. Nogle gange færdes man bare i nogle meget små kredse. Derudover er timing afgørende. Du kan have nok så mange mennesker omkring dig, men hvis du ikke er dér, så ser du dem ikke.

– Min søn, Maximillian på syv år, har kendt Casper, siden han var to år. Han kan jo ikke huske Nikolaj, men vi snakker tit om hans far i himlen, men i hans verden er Casper far, og den rolle har Casper taget fuldt ud på sig. Det er jeg så taknemmelig for. Der er ingen forskelsbehandling på de to søskende. I dag tænker Maximillian ikke over, at der er nogle særlige omstændigheder i hans liv, men vi fejer ikke noget ind under gulvtæppet. Måske kommer spørgsmålene en dag.

Med kæresten Casper og gravid med deres fælles barn, som i dag er tre år. Foto: Peter Hauerbach.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Jeg går meget op i at have søde og velopdragne børn, selv om jeg i virkeligheden selv er ret autonom. Nogle gange genkender jeg det træk hos mine børn, og så ved jeg ikke helt, om jeg skal elske eller hade dem for det. Når jeg for eksempel siger til Leonora på tre år, at hun skal børste tænder, så skal hun i stedet for lige organisere sine dukker. Så genkender jeg mig selv.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg blev tandlæge sidste år og er sindssygt glad for det. Det er præcis, hvad jeg drømte om. Derudover har jeg planer om at bruge erfaringerne fra min sportskarriere til at holde foredrag, coache, arbejde med personlighedsudvikling og måske en dag skrive en bog. Jeg arbejder også på at udgive bloggen Hamsterhjul.com. Jeg er nået frem til, at selv om jeg er en fuldtidsarbejdende mor, som spæner rundt i hamsterhjulet og synes, at tiden er for knap, så er jeg stadig måldrevet. Jeg drømmer om at stå på ski i Alaskas bjerge, men lige nu er det nok mere sandsynligt, at jeg falder i søvn foran fjernsynet med en halv pose slik i hånden.

Sophie Fjellvang-Sølling

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg tror, der er mere mellem himmel og jord, og jeg har udforsket det meget gennem litteratur. Skulle jeg vælge en åndelig retning, blev det helt klart buddhismen. Jeg tror på reinkarnation, og jeg tror på energier mellem mennesker, men vi glemmer ofte at opsnappe dem i travlheden. Vi mærker ikke de små signaler, og vi glemmer at lytte til vores intuition. Jeg taler meget om det hamsterhjul, vi alle er i. Det er svært at finde tiden med to børn, familie og karrierer. Du er fanget i en trummerum, hvor du ikke stopper op og spørger dig selv: "Hvad er det egentlig jeg vil med det her liv"? Det er jeg ved at finde opskriften på.