Soulaima Gourani

Soulaima Gourani: "Jeg gør et stort arbejde for kvinder, jeg er stolt af"

Det er fast praksis for Soulaima Gourani, når hun bliver involveret i arrangementer, hvor der kun er mænd på talelisten, at ringe til organisatoren og foreslå at skifte nogle af mændene ud med kvinder, hun kender.

Når Soulaima Gourani får chancen, sørger hun for at indstille kvinder til jobs og bestyrelser, og det ligger hende meget på sinde at fokusere sit arbejde omkring at forbedre vilkårene for kvinder i erhvervslivet.

– Jeg har stort set altid indstillet kvinder til internationale lederpriser som ”Young Global leaders”, for eksempel Ida Auken, og jeg ansætter kun kvinder i mine egne virksomheder.

– Hver eneste gang, når jeg er med tidligt i processen, hvis der f.eks. afholdes større arrangementer, så ringer jeg til organisatoren og gør opmærksom på, at der kun er mænd på programmet. Det går jo ikke. Så siger jeg, hvem jeg synes der skal skiftes ud til fordel for en kvinde, og foreslår for eksempel en af mine bekendte med stor succes. Jeg gør et stort arbejde for kvinder, som jeg er stolt af.

Ultra-ambitiøs og succesfuld

Hvordan vi kvinder positionerer os i forhold til mændene, har afgørende betydning for, om vi får succes i erhvervslivet. Og hvis vi bakker hinanden op, kommer vi længere, mener Soulaima.

– Efter at jeg er blevet mere erhvervsspecifik, og jo mere succes jeg har fået, desto mere sætter jeg pris på de kvindelige relationer, jeg har. Jeg vil tro, at jeg i dag har en stærk relation til ca. 15 kvinder i Danmark foruden mine veninder i udlandet. De kvinder er blevet mit ultimative support-netværk. Fællesnævneren for alle disse kvinder er jo selvfølgelig, at vi er ultra-ambitiøse, succesfulde og har hver vores familie, men vi hjælper hinanden med at blive ved med at være modige og tydelige i vores livsvalg. Vi taler aldrig om familie og ægteskab eller sladder.

Soulaima har ellers haft det svært med kvindefællesskaber.

– Vi taler ofte om vores private forhold, og da jeg ikke taler ret meget om at være mor, og hvis man ikke gider bagtale sin mand, så kan det godt være svært at finde nogle emner, som interesserer kvinder flest. Nu er det jo ikke alle kvinder, der taler om kedelige ting, men når man er ung kvinde, så handler fællesskaberne rigtig meget om tøj, byture og fyre, og det har aldrig interesseret mig.

45%svarer, at de har hjulpet en kvindelig kollega frem i hendes karriere. 34 procent svarer, at de ikke har.

Tal fra ALT for damernes store #søstersind-undersøgelse

– Jeg har altid følt, at mændenes samtaler var sjovere, og mine bedste venner er mænd. Det er atypisk at være gift og stadig primært at have mænd som venner, som jeg endda drikker vin med. Selv min mand kan se, at jeg fungerer meget bedre på den måde, for jeg har aldrig følt mig komfortabel i kvinders selskab.

– Jeg har til gengæld et interessefællesskab med kvinden, som er ved at børsnotere sin virksomhed. Jeg tror måske, kvinder kæmper mod at blive en succes, fordi de så vil få mindre at tale med andre kvinder om. Det er vigtigt at vide, at man godt kan være en succesfuld kvinde, uden at man bliver en dårligere mor, veninde, søster eller kæreste.

Everyone has to shine

Soulaima har erfaret, at sladder og jalousi ikke har nogen positiv indvirkning på hverdagen, så det undlader hun bevidst at komme i berøring med.

– Jeg har min egen lille livsfilosofi, der hedder ”make everyone shine”, så jeg siger altid noget pænt om andre kvinder. Hvis ikke jeg har noget pænt at sige, så siger jeg ikke noget.

At sige sin ærlige mening råt for usødet har ikke altid den ønskede effekt.

I størstedelen af sit liv har Soulaima oplevet, at mænd i langt højere grad har kunne håndtere hendes direkte facon.

LÆS OGSÅ: Stine Bosse: Vi kvinder skal frigøre os fra et ”miss-perfect”-ideal

– Alt det, der er direkte, usødet og uden glasur, det kan en mand bedre håndtere. De spekulerer ikke i samme grad, og jeg føler i højere grad, at mænd ikke tager ting så personligt. Jeg har aldrig kunnet sige noget til en kvinde, uden at hun har brygget videre på det og gjort det til et kæmpestort issue.

Derfor er det Soulaima magtpåliggende at understrege, hvor vigtigt det er, at vi kvinder bliver bedre til at være ligeglade med, hvad andre synes.

– Du må aldrig gå på kompromis med din egen unikke måde at være på for at passe ind i et fællesskab. Du skal være dig selv, altid!

Søsterlig opbakning

Sidste år led Soulaima et kæmpe tab og oplevede for første gang at føle sig inkluderet i et kvindefællesskab. Hun mistede sit foster i 4. måned, lige som hun var begyndt at tro, at hun skulle være mor igen. Hun stod åbent frem på Facebook og oplevede massiv opbakning fra forskellige kvinder.

– Jeg vidste ikke, at det at miste et foster var så stort et tabu, for jeg har generelt ingen fornemmelse for tabuer. Fordi jeg var meget ærlig omkring det hele, oplevede jeg en stor bølge af mails og Facebook-beskeder fra kvinder i hele Danmark. De havde forståelse for min situation, og nogle havde været det samme igennem. Så dér blev jeg en del af et søsterfællesskab med gensidig respekt og omsorg.

Hvem er Soulaima Gourani?

  • Soulaima Gourani, født 1975.
  • International virksomhedsrådgiver, foredragsholder og forfatter.
  • Har bl.a. opstartet virksomhederne Frem i Livet og Nerdy Speakers.
  • Blev i 2012 selv udnævnt som Young Global Leader under World Economic Forum. Har tidligere arbejdet for Hewlett-Packard og A.P Møller Maersk Gruppen.
  • Gift med Brian Frandsen på 23. år. Sammen har de to børn.
  • Familien bor i Palo Alto, Californien.

– Jeg tror, at alle kvinder har brug for at være en del af et fællesskab og har et stort behov for at være elsket og respekteret.