Stephanie Caruana: Corona har ikke ændret os grundlæggende

Hvis det her mærkelige år var en film, kunne den så ændre os? Eller vil vi helst bare se noget, vi kender?

Jeg sidder i et stormagasin og skriver denne klumme. Der er kaffe i mit krus og høflig betjening. Alt er kort sagt, som det plejer, eller næsten. Og hold op, hvor det føles godt efter et forår i en pandemisk undtagelsestilstand, hvor bare det at gå på gaden føltes som at være statist i en katestrofefilm. En med et virkeligt sært manuskript. 

Men hvis året havde været en mainstream Hollywood-film, så lå dette tidspunkt måske i begyndelsen, hvor noget er på vej til at ske, som hovedpersonen ikke er klar over endnu. Eller efter en spændende udviklingskurve, hvor det var lige ved at gå galt, og helt/-inden får et kærkomment hvil, inden finalen ruller sit store og følelsesmæssige klimaks ud. Pointen med denne type historier er altid, at nogen har lært noget. At de kom ud af deres komfortzone og ændrede sig.

Hvis vi siger, at corona rullede plottet i filmen ”2020” i gang eller dukkede op mod slutningen, så burde vi nu forberede os på det sidste slag. Der kommer et overraskende tvist, mens vi har travlt med at puste ud. Eller gør der?

For vi er altså ikke med i en film. Og godt det samme! 

Når jeg sidder her i mit stormagasin og ser, hvor lykkelige folk er, som de går rundt og oser, mens de overvejer at købe ting, de ikke decideret har brug for. Så føles det ærligt talt dejligt velkendt. Vi har længtes efter en hverdag, der lignede den gamle bare lidt. 

Jeg husker, da jeg først stødte på et menneske, der sagde, at vi nu levede i en helt ny tid. Som i inderligt, ramme alvor mente, at corona ville gøre os til mere ”hele” mennesker, der nu havde fået øjnene op for de sande værdier. Begyndelsen på en skøn epoke, hvor vi endelig får mere nærvær og mindre materialisme. 

Jo, vi lærte noget om os selv og verden, mens vi holdt sammen og holdt afstand. Men som gruppe betragtet har vi ikke ændret os grundlæggende. Folk er lige så nysgerrige, grådige og fulde af fejl og kærlighed som før.

Enkelte har endelig gjort sig til hovedperson i egen film eller lagt deres liv om. Men jeg tror, at rigtig mange, inklusiv mig selv, mest har bidt sammen og ventet på, at det værste gik så meget over, at vi igen kunne opføre os, som vi plejede. Præcis som vi gjorde efter oliekrisen, aids,

finanskrisen og alt muligt andet. Vi vil altid så gerne forbedres, være mere ordentlige, men så driver den værste fare over. Vi får skuldrene ned og er, som vi er. Det bliver almindeligt igen. 

Jeg har længtes. Efter kedelig kødsovs i kurven, kø til kassen og krævende kuverter. Efter at skrige af grin tæt op af veninder, når bøvede bemærkninger fyger, og damefrokosten er blevet festlig og fjollet. Sure børn, billig slik i rå mængder og spontane slentreture. Du ved, hverdag. 

Jeg giver ikke umiddelbart ”2020 — The Movie” ret mange stjerner, for plottet er for rodet, og mange medvirkende overspiller og råber deres replikker. Kan vi ikke, som med det udskudte Bond-brag, bare hyre en ny forfatter, der kan stramme op?

Når du læser mine ord i begyndelsen af juli, håber jeg, at din sommer er og bliver en helt igennem pragtfuld sommer. Sådan en med masser af kram, sand og oplevelser i lune og lyse nætter. Og med lige præcis alt det, som du har savnet, omkring dig.