Stephanie Caruana: "Ikke om jeg vil sidde og spise gelato, drikke vin eller retsina med samme udsigt som dem. Pff!"

Når man rejser, bliver det indre landkort større, får nye prikker. Men som voksen, afsted med kæreste eller elsker, så kobler rejsen sig til en tid og en person. Det føles helt forkert at tage afsted til en by med en ny. Ikke som at knalde i ægtesengen med en anden, men næsten.

Jeg har ikke rejst så meget, som jeg gerne ville. Og jeg har været nærtagende omkring andres ture. Ikke over vilde familierejser til Asien, safarier og sådan. Men de små, romantiske svipture, der ikke koster alverden, i et land lige rundt om hjørnet. Hvor man som par slendrer, spiser ude og har hed hotelsex, helt i fred for hverdagen. Hvor man fordyber sig i hinanden.

Men destinationerne snævrer sig ind, når eks'en tager med en ny til Rom, Mallorca eller Athen. Ikke om jeg vil sidde og spise gelato, drikke vin eller retsina med samme udsigt som dem. Pff!

Det er bare mig, jeg ved det godt. Det handler om, at jeg følte mig afvist; som om, jeg var en kvinde, han kunne have en affære med, aldrig rejsepartner eller partner i det hele taget.

En anden afviste Stockholm, selvom vi var enige om, at det er en fantastisk by og en skøn togtur derop – for den by tilhørte jo ham og hende-før-mig. Godt så. Strøget af listen.

Paris har jeg det ambivalent med. Byernes by og alt det, jeg var afsted med mine børns far, og vi slæbte os op og ned ad Champs-Élysées, mens jeg skummede indvendigt over, hvor uromantisk alting var, fordi jeg kun fik snoldede tre timer i Marais, fordi hippe bydele ikke sagde ham noget. Jeg vil derned igen. På min måde.

London besøgte jeg med en fin, genert mand. Jeg længtes efter en par-selfie, noget, der gjorde det officielt; "Se, vi rejser! Sammen!". Jeg ville blære mig med "os", fordi jeg var forelsket. Vi travede, vi så "Sherlock-huset" og spejdede efter Cumberbatch. Vi købte plader og så på kunst. Han stoppede op med et stort, tålmodigt smil, når jeg ville tage billeder af alting. Strasbourg har jeg været afsted alene til to gange. Det er en lille, sær lomme midt i Europa, og jeg elsker, at jeg kan finde rundt og nyde mit eget selskab. Jeg vil egentlig gerne dele, men nu er den mest min, og jeg kan godt lide at have den for mig selv.

Berlin har jeg rejst til flere gange, end jeg kan huske. Altid til filmfestival, aldrig bare for sjov.

Amsterdam derimod er en by, der ikke kan ødelægges, uanset hvem jeg har været der med. Jeg har været der tre gange; alene, med mine børns far og med en ny mand, hvor jeg fandt ud af, at vi ikke passede sammen. Utroligt som man kan lære hinanden at kende på et meget lille hotelværelse! Jeg fandt ud af, vi ikke havde samme komfortzone med hensyn til snorken og tisning for åben dør. Jeg slog op og skyndte mig hjem til ham, der tog til Rom uden mig. Han hentede mig ikke i lufthavnen; det var nok et tegn.

Til gengæld hentede jeg London-manden i Kastrup. Det havde han aldrig prøvet før, at have en kvinde, der ventede på ham, mens hun følte sig som rulleteksterne til "Love, Actually". Men det er da det, man har kærester til!

Man ser nye sider af hinanden på rejser eller finder sig selv. Jeg har snart to rejser, som jeg glæder mig til: et smut til Malmø med min datter. Malmø er blevet "vores", efter hun blev storesøster, et sted vi har sammen uden andre. Senere skal jeg til USA med begge børn og b-søge min familie. Nu skal deres landkort nemlig have nye prikker.