Stéphanie Surrugue: "Når en mand i den indledende fase siger, at han er fascineret af min selvstændighed, så er det ALTID et alarmtegn"

Stéphanie Surrugue er på vej fra Paris til Dammark for at mødes med BS ude i skoven. Inden flyet letter, sender hun en sms: ”Allerede nervøs for, om min minkpels kommer til at lugte af bål – jeg er IKKE et camping/lejr/udendørsmenneske, hahaha :-)”.

BS har gjort bålet klar, da Stéphanie ankommer til den nærliggende parkeringsplads i en taxa. Hun stiger ud iført kjole, nylonstrømper, minkpels og rullekuffert. Kufferten trækker hun grinende bag sig hen ad skovstien, mens hun fortæller, at hun og BS mødte hinanden første gang til Tour de France i 2006, og at hun var så utroligt forundret over, at han tog sig så godt af hende dengang. BS giver hende en ordenlig krammer, da hun når hen til bålet. Han får hende placeret i en campingstol med et camouflagetæppe, som han pakker godt rundt om hendes ben. Det er koldt, og Stéphanies tøj er ikke helt gearet til skov.

Stéphanie: – Det er meget langt fra min komfortzone det her, jeg skal lige lande i det, haha. Men sejt bål, du har lavet BS – har du fået ild med to flintesten?

BS: – Haha nej. Er du sikker på, at du ikke fryser?

Stéphanie: – Jeg fryser overhovedet ikke. Men jeg lukker lige jakken. Og jeg har taget vanter med…

BS: – Da jeg mødte dig første gang, var det nede til Tour de France, men det kan du sikkert slet ikke huske…

Stéphanie: – Jo, DET kan jeg, og det gik jeg lige og fortalte om på vej herhen. Jeg fortalte, at der er noget, jeg gerne vil spørge dig om, og som lige præcis handler om Tour de France. Jeg kendte dig overhovedet ikke, da jeg kom derned for Politiken. Jeg kendte godt cykelverdenen fra min egen familie. Min far var cykelrytter, min søster er gift med Dan Frost, som var sportsdirektør og rytter, så jeg har altid fulgt cykling og elsket cykling, men jeg havde aldrig dækket det før. Og så kommer jeg derned og lander jo på månen, føler jeg. Ret ung. Kvinde. Fuldstændig uerfaren i at dække cykelsport. Har lige taget kørekort. Som i to måneder inden. Jeg havde taget kørekortet for at få lov til at dække Tour de France, for det ville Politiken nemlig ikke have, at jeg gjorde. Men da jeg så spurgte, om jeg ikke måtte være chauffør for Mogens Jacobsen, som skulle dække Tour de France, sagde de okay, så lad gå. Så jeg tog kørekort KUN for at få lov til at dække Tour de France. Da jeg ankom, kunne jeg mærke, at det var en lidt hård verden at komme ind i. Man skal testes og prøves. Og jeg er ikke sart overhovedet, men der var meget mandehørm. Virkelig. Men så mødte jeg dig, og du tog fra første dag godt imod mig. Jeg følte faktisk, at du var min redningsplanke. Det var kun dig og Mogens, der talte normalt, pænt og ordentligt til mig. Og jeg har lige siden tænkt over, at jeg ville spørge dig: Hvorfor fanden var du så sød ved mig fra starten? For det var der virkelig mange, der ikke var.

BS: – Jeg husker bare så tydeligt, at lige pludselig stod der sådan en sød, dejlig kvinde lige midt i det her kaos. Mit job dernede handlede ikke om selve cyklingen, men om menneskene, og jeg kunne mærke på dig, at du virkelig var til stede, du ville det her, og du var pisse nysgerrig. Og så syntes jeg også, at du var modig. Du kom bare ind i vores verden. Og når jeg kan mærke, at mennesker er ordentlige og gode, så får jeg lyst til at være noget for dem. Du stillede alle de gode spørgsmål, som vi egentlig alle sammen gerne ville kende svaret på. Mange af de andre sportsnørder stillede kun sådan nogle sportsspørgsmål som: ”Hvorfor gik du kold op ad bakken.” Men du ville VIDE noget om rytterne. Og jeg vil påstå, at du var med til at folde os alle sammen lidt mere ud.

Stéphanie: – Jeg prøvede i hvert fald. I var sådan et krammehold. I krammede på livet løs. Der var ikke nogen, der krammede på de andre hold. Og det lavede jeg bl.a. en historie om. Jeg tror faktisk, at det hjalp lidt, at der kom en derned, som så det hele lidt udefra. Og læserne var begejstrede for at få lov til at få det der blik ind i en anden verden. Og når du siger, at du ikke var der for det cykeltekniske, men for det menneskelige, så forstår jeg pludselig meget bedre din indgangsvinkel til mig.

BS: – Jeg kan stadig se for mig, at du pludselig stod der midt i lycra, buksefedt og cykelbukser og så frisk og fræk ud på din helt egen måde. Og jeg tænkte, okay, hende er vi nødt til at passe lidt på.

Stéphanie: – Og det gjorde du også, og jeg er stadig taknemmelig i dag, for jeg følte faktisk virkelig, at du var med til at redde mig.

BS: – Jeg syntes, du var en gave for cykelsporten. Og nu er du korrespondent i Paris, hvordan er det?

Stéphanie: – Det korte svar er, at det er rigtig fedt. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være korrespondent, jeg har bare aldrig lige kunnet få det til at passe ind i mit privatliv. Men pludselig tænkte jeg, det kommer nok aldrig til at passe ind. Måske skal jeg bare tage af sted. Og så må det være besværligt. Så jeg tog først til Washington og så til Paris.

BS: – Hvad mener du med, at det ikke kunne passe ind?

Stéphanie: – Første gang jeg fik tilbudt en korrespondent-stilling, var jeg i 20’erne og havde lige købt hus på Amager med min daværende kæreste, og så flytter man jo ikke lige. Anden gang jeg fik tilbudt en korrespondentstilling, havde jeg lige aflyst mit eget bryllup. En lang historie.

BS: – Fordi I bare fortrød?

Stéphanie: – Åhhh, det var fordi, vi ikke ville det samme her i livet.

BS: – Men så var det jo en klog beslutning.

Stéphanie: – Ja, det var klogt, men også en dramatisk måde at bryde op på. Men jeg vidste, at jeg skulle noget andet i mit liv, og i dag er jeg enormt glad for det liv, jeg har valgt, selvom det også er et MØG besværligt liv. Det er besværligt at bo i udlandet, og man går glip af enormt mange ting i Danmark. Jeg sætter mine familiemedlemmer og bedste venner på hård prøve, fordi jeg tit ikke er der til vigtige begivenheder. Og jeg er skide forvirret, når jeg åbner øjnene om morgenen og ikke har nogen idé om, hvilket land jeg er i.

BS: – Men du må elske det, du laver?

Stéphanie: – Jamen, det gør jeg. Men det er lige som Tour de France, hvor man hver gang, når det er slut, tænker: Det gør jeg aldrig igen!

BS: – Det er rigtigt. Men jeg tror, du har det som mig, så længe det er sjovt, så har du ikke noget imod at arbejde hårdt.

Stéphanie: – Præcis. Men nogle gange har man jo lyst til at være med hos sin familie og venner, når der sker noget, og jeg har da venskaber, der ikke har klaret, at jeg er væk. Til gengæld har jeg også venskaber, der er blevet endnu stærkere af, at jeg er flyttet. Jeg kan blive helt rørt over, hvor meget både min familie og mine venner kommer og besøger mig. De vælter ind og ud ad døren. Vi kalder det Stéphanies Guesthouse, fordi det bare kører med friske håndklæder og sengetøj. Jeg har et gæsteværelse, som virkelig bliver flittigt brugt. Og jeg ved godt, at de ikke kun kommer til Paris eller Washington for at glæde mig, men også fordi de gerne vil have eventyret. Men det er dejligt, og jeg føler mig vildt privilegeret.

BS: – Du er lidt af en nomade, er det ikke svært, at der ikke rigtig er nogen base?

Stéphanie: – Min nevø sagde engang – og det synes jeg er svimlende klogt – at hvis man har basen inde i sig selv, så skal det nok gå. Og det er jo rigtigt nok, hvis man har hjemme i sig selv, så kan man klare rigtig meget.

BS: – Hvor ofte reflekterer du over, om du lever det liv, du gerne vil?

Stéphanie: – Jeg gjorde det faktisk så sent som i morges. Jeg kom hjem til Paris fra Mauritius i går, jeg havde været på ferie med min søster, og så stod jeg op i morges og pakkede en ny kuffert for at tage her til Danmark. Inden jeg tog af sted, gik jeg ud på min altan. Bare i en T-shirt. Stod der i solen og kiggede ud over Paris og tænkte, hey Stéphanie, prøv nu bare lige at være her i ti minutter. Helt bomstille. Og så sad jeg der med en kop kaffe og var taknemmelig for alt det, jeg har. For min familie, mine venner og for, at Paris er min by, men at jeg arbejder i hele verden. Lige der følte jeg, at jeg var verdens heldigste menneske.

BS: – Hvor er det fedt, at du tager dig tid til at stoppe op på den måde, det er der mange mennesker, der ikke gør. De kører bare på.

Stéphanie: – Ja, og det bliver endnu bedre. Jeg har lige fået et album med en fransk popmusiker, som er helt fantastisk, og i morges – inden jeg nåede ud på balkonen – satte jeg musikken på, og pludselig fik jeg øje på mig selv inde i spejlet over kaminen. Jeg dansede rundt. Først tænkte jeg, hov, du skal jo pakke færdig, tømme opvaskemaskine og nå et fly. Men så slog det mig, at gud, man er altså i godt humør, når man danser sådan rundt om morgenen. Måske var det fordi, jeg lige var kommet hjem fra ferie, men jeg tror egentlig, at min grundindstilling til livet er, at eftersom alt kan forsvinde i morgen, så kan vi lige så godt danse i dag.

BS kan se på Stéphanie, at hun er begyndt at fryse lidt. Hun får viklet sig ud af tæppet, og de rejser sig for at finde et par ekstra pinde til bålet. BS griner, da han igen får øje på hendes tøj.

BS: – Hold kæft, det er første gang, jeg har været i skoven med en i pels, haha.

Stéphanie: – Og det er første gang, jeg har været i skoven med en jægersoldat. Jeg tror faktisk ikke, jeg har været i skoven, siden jeg var barn…

Stephanie bukker sig ned og får fat i en gren på jorden.

Stéphanie: – Er det her en pind…?

Hun holder den højt op over hovedet og griner. Det gør BS også. De finder deres pladser ved bålet igen. En kop kaffe varmer hænderne.

BS: – Mennesker, der er glade og har det godt, bliver også mindre syge, sådan er det. Og det, du lige gjorde i morges – reflekterede over dit liv og blev opmærksom på, hvor heldig du er – det er bare så vigtigt.

Stéphanie: – Jeg føler mig heldig. Jeg synes også, det er hårdt og op ad bakke somme tider. Og havde jeg troet, at mit liv skulle være sådan her? Nej, det havde jeg ikke.

BS: – Hvordan havde du troet, at dit liv skulle have været?

Stéphanie: – Det ved jeg sgu ikke… men jeg er lige fyldt 42, og…

BS: – ER DU???!!!

Stéphanie henvender sig til ALT for damernes udsendte.

Stéphanie: – Vil du godt være sød at skrive det, som BS lige sagde, med blokbogstaver og med tre spørgsmålstegn og tre udråbstegn? Og tilføje: Udbrød BS chokeret og vantro… haha.

Det lover journalisten.

Stéphanie: – Nej, altså, jeg har en storesøster, hun har to børn. Jeg har nul børn. Fred så være med det. Hendes ene barn har to børn. Altså, min søster er farmor. Jeg har nul børn. Nul børnebørn. Jeg føler mig som en på 42, men jeg kan godt blive fuldstændig chokeret, når jeg møder kvinder på min egen alder, der har været gift i 20 år og har to børn. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan de har nået det. Så det, jeg vil sige, er, at mine valg har konsekvenser for mig selv og for andre, men jeg har jo selv valgt det. Og jeg er tilfreds med mit valg. Glad for mit valg.

BS: – Det er jo det vigtigste, for du kan ikke lige vælge om. Men kan godt lave om på det – men det har du ikke lyst til?

Stéphanie: – Neeej… altså… jeg tror ikke, jeg skal være korrespondent de næste 20 år. Mit liv har slået en kolbøtte mindst otte gange, og det tror jeg, at det kommer til igen.

BS: – Det er ikke sådan, at du savner mand og børn? Det er jo et fravalg, for jeg tænker, at der må være mange, der er FULDSTÆNDIG VILDE med dig…

Stéphanie henvender sig igen til ALT for damernes udsendte.

Stéphanie: – DET må du også gerne skrive med blokbogstaver, tak.

De griner begge højt.

Stéphanie: – Altså, BS, jeg er jo i parforhold med mellemrum, jeg er også bare lidt gammeldags, og…

BS: – Du passer på dig selv?

Stéphanie: – Jeg har det i hvert fald sådan, at jeg ikke slæber en eller anden hjem til min familie, før jeg er stensikker på, at det er der, vi er. Og der går altså ÅR imellem. Det betyder jo ikke, at jeg ikke har kærester, men der er grænser for, hvor meget…

BS: – Er det fordi, der ikke er nok ordentlige mænd?

Stéphanie: – Fuck, det er svært altså. Ved du hvad, jeg er super krævende.

BS: – Det er jeg slet ikke i tvivl om, haha.

Stéphanie: – Der er masser af kvinder i samme situation som mig, og nu prøver jeg at sige det her blidt, så må du fortælle mig, hvordan det lyder: Jeg har kun én grund til at skulle have en kæreste. Jeg har ikke brug for en kæreste for at kunne betale mine regninger. Jeg ikke brug for en kæreste af sociale hensyn. Jeg har ikke brug for en kæreste på grund af sex. Det kan man sådan set også godt organisere sig ud af. Så tilbage er der kun, at hvis jeg skulle have en kæreste, så skulle det grundlæggende ene og alene være fordi, jeg var vild med ham. Og det gør det vildt for en mand at skulle leve op til. Når han opdager, hov, hun har faktisk ikke BRUG for mig på andre parametre end de rent følelsesmæssige.

BS: – Skræmmer du dem væk?

Stéphanie: – Sikkert. Og jeg er også skide besværlig. Jeg står op en eller anden tirsdag, hvor vi skulle have lavet noget sammen, og så flyver jeg til et andet land, fordi jeg pludselig skal arbejde. Det er jo ikke særlig befordrende for særlig meget. Det kræver en mand, der har sit eget ståsted i livet. Som synes, at det at være kæreste med sådan en flakkende fugl, er…

BS: – Det må da være fedt at være kæreste med sådan en som dig.

Stéphanie: – Jeg har lært, at når en mand i den indledende fase siger, at han er fascineret af min selvstændighed, så er det ALTID et alarmtegn. Jeg er sikker på, at han er fascineret af min selvstændighed, jeg har bare lært, at lige præcis dét altid ender med at blive problemet. Så hvis jeg en dag møder en mand, som IKKE meddeler mig, at han er stærkt fascineret af min selvstændighed, så vil jeg være virkelig lettet. Jeg bliver jo forelsket med mellemrum. Det er ikke, fordi jeg går følelsesmæssigt for lud og koldt vand, men forestillingen om at bo sammen med en mand… puha, kan man ikke skabe et meningsfuldt, respektfuldt og skide sjovt forhold, hvor man måske ikke nødvendigvis bor sammen? Jeg ved det ikke… Jeg skulle lige til at sige, at måske mangler jeg bare at møde ham der Richard-Gere-fra-Pretty-Woman-typen, der kravlerop ad en stige med blomster i munden og frier, og så er man solgt til stanglakrids. Men jeg synes egentlig, jeg har mødt nogle varianter af ham…

BS: – Jeg elsker at være sammen med mennesker, der reflekterer over deres liv, som du gør. Som går efter de fede oplevelser, og som siger, hold kæft, hvor har jeg det godt. Vi kan bare tage vores Tour de France-historie. Hvor mange har prøvet sådan noget? Jeg møder ofte mennesker, der lever i konstant tryghed, de oplever ikke en skid. Som jægersoldater har vi altid sagt, at når vi kommer på De Gamles Hjem, så er det ikke os, der kører over til de andres borde for at høre, hvad de har oplevet. Næh, det er de andre, der kommer over til os og siger: Kan du ikke lige fortælle den der spændende historie igen? Og sådan tror jeg også, at det er med dig. Du lever dit liv, og du kører ikke bare på automatpilot. Det kan jeg godt lide.

Stéphanie rejser sig for at hente sine handsker i rullekufferten. Hun hiver lige et par højhælede sko op også, bare lige for at vise BS, at hun skam er godt forberedt. De morer sig. Hun finder også en pakke cigaretter og tænder en smøg.

BS: – RYGER du…?

Stéphanie: – Ja…

BS: – Det kommer lidt bag på mig.

Stéphanie: – Jeg har mange laster, BS. Jeg har prøvet nikotinplaster…

BS: – Det må du ikke, sådan nogle plastre er noget af det mest usunde. Du drikker ikke light-sodavand også vel…?

Stéphanie: – Jo. Må jeg ikke det?

BS: – Nej. Det er en katastrofe. Okay, du må ikke indtage light-produkter, du må ikke ryge, du må ikke bruge nikotinplaster, og du må ikke sove med telefonen ved siden af dig. Og du skal slukke routeren om natten.

Stéphanie: – Alt det, du lige har sagt, gør jeg. Det hele. Og mere til faktisk. For jeg sover med TO mobiltelefoner på mit natbord. Den danske og den franske.

BS: – Men du er 42, du er nødt til at passe på dig selv. Træner du?

Stéphanie: – Meget lidt. Men jeg betaler for det i dyre domme, haha.

Stéphanie får sine handsker på og viser, at de har en særlig dut inde i fingeren, så hun kan bruge sin mobiltelefon, selvom hun har handskerne på. Hun vil gerne skifte emne.

Stéphanie: – Se BS, så kan jeg arbejde samtidig med, at jeg holder varmen, det er sådan et korrespondenttrick. Dem har jeg altså mange af. Jeg har en hel skuffe kun med varme-grej. Elektrisk undertøj, varmedutter til at putte i lommerne, alt sådan noget.

BS: – Hvis du en dag ikke skal være korrespondent mere, hvad skal du så?

Stéphanie: – Hvis jeg fik den store åbenbaring en dag, kunne jeg godt tænke mig at leve af at skrive bøger, men det kommer nok aldrig til at ske.

BS: – Hvorfor skulle det ikke komme til at ske?

Stéphanie: – Det ved jeg ikke… du har jo selv prøvet at gå fra Forsvaret til at blive selvstændig, hvordan var det?

BS: – Det var fantastisk! Og med den udvikling, du har været igennem, siden jeg mødte dig til Tour de France første gang, så er jeg sikker på, at du en dag kan blive din egen chef og leve af at skrive.

Stéphanie: – Men jeg kan mærke, at jeg er lidt bange for det. Og nu siger jeg noget meget kedeligt og usexet, men jeg har jo været fastansat hele mit liv. Og tanken om at blive selvstændig er enormt fristende og fascinerende, men samtidig også sådan… det er fandeme dybt vand.

BS: – Når jeg rådgiver elitesportsudøvere, der ved, at de på et tidspunkt skal noget andet, så siger jeg altid til dem, at de skal begynde at tænke over det allerede nu, mens de stadig er i gang med deres sportskarriere. Du kom lige med en masse forbehold i forhold til, om det kan lade sig gøre at leve af at skrive, men hvis du allerede nu begynder at tænke over det, så kan du begynde at lægge fundamentet til det, du gerne vil en dag. Jeg var omkring din alder, da jeg blev selvstændig, og det var da meget grænseoverskridende, men det var også fedt pludselig at kunne bestemme alting selv. Du er altid velkommen til at ringe til mig, hvis du skal have et råd i forhold til at blive selvstændig.

Stéphanie: – Det kan sgu godt være, at du får et opkald.

BS: – Det er vigtigt, at man agerer i sit liv. At man ikke kommer til at vente og så pludselig er nødt til at reagere. Det gør ikke noget, at man kigger lidt ud i horisonten og bliver inspireret af noget.

Stéphanie: – Jeg elsker at lave tv og har kæmpe respekt for det medie, men jeg elsker også at skrive og researche. Det kan være enormt ensomt, men der er et eller andet, der tiltaler mig ved det. Jeg er lidt af en nørd og på mange måder en enspænder, så det ville passe mig enormt godt at skrive. Så altså, BS, nu har jeg lært fire ting af den her samtale. Jeg skal holde op med at ryge og bruge nikotinplaster. Jeg skal holde op med at drikke light-sodavand. Jeg skal ikke sove med telefonen – det bliver nok svært! Og på et tidspunkt skal jeg blive selvstændig. Men hvad skal jeg gøre med mændene, BS?

BS: – Min erfaring med mænd er, at mange mænd har svært ved at finde ud af at være mænd. De har svært ved bare at være sig selv. Men du skal have en, der kan passe godt på dig.

Stéphanie: – Jeg har altid tænkt, at det måtte være helt genialt med en soldat. Fordi det er sådan en mande-mand med hår mellem tænderne. Det kan jeg godt lide.

BS: – Haha, men du vil også gerne have en, der har nogle følelser?

Stéphanie: – Ja, men det tror jeg godt, at soldater kan have også.

BS: – Det HAR de! Gode soldater er ordentlige og har følelser.

Stéphanie: – Godt, så den femte ting er, at jeg skal finde mig en jægersoldat!

BS: – Jeg ved ikke, om det lige skal være en jægersoldat. De er jo aldrig hjemme.

Stéphanie: – Men det passer mig glimrende. Jeg er ikke så god til hverdagen, haha.

Video: Stéphanie og BS ved bålet