Stéphanie Surrugue: "For mig er det søstersind at kunne dele andre kvinders succes"

Generelt er vi kvinder alt for gode til at give hinanden rum til at være kede af det og usikre, mener Stéphanie Surrugue. Det bør vi forsøge at nedtone, for at det ikke udvikler sig til en negativ spiral.

– Vi er sindssygt gode til at sidde med rosévinen eller kaffen og diskutere job, chefer, mænd, familie – alle mulige problemer. Vi analyserer i timevis. Jeg ville ikke kunne leve uden, men jeg synes også, det er vigtigt, at vi kan sige til hinanden: Man up! Altså, hvordan kommer vi videre, efter vi har givet hinanden rum til at tale om det?

– Jeg synes, det er søstersind, når vi presser hinanden fremad og tør tale om mål og ambitioner. Det skal ikke bare være ren kaffeklub, hvor det kun handler om følelser. Så vi skal både holde hinanden oppe og puffe hinanden fremad.

Stéphanie lever efter kerneværdier som nærvær, tolerance og respekt, men når det kommer til kvinders opfattelse af sig selv, peger hun på et andet og mere fremtrædende billede.

– Jeg synes tit, at vi ikke er særligt søde ved os selv, fordi vi konstant kritiserer os selv. Det handler om, at mange af os i højere grad er perfektionister. Vi er bedre til at fokusere på de ting, der ikke svinger, end på det, vi er gode til. Vi føler os ofte trygge i hinandens selskab, og tryghed er ekstremt vigtigt, men vi skal passe på, at tryghedsfølelsen ikke bliver styrende. Jeg synes nærmere, det handler om risikovillighed, hvilket er en værdi, vi kvinder skal huske hinanden på.

Falsk beskedenhed

Generelt er der ingen grund til at nægte hinanden positiv omtale, mener hun. Vi bør i stedet promovere os selv og være stolte af det, vi kan, for vi skylder os selv og hinanden at tale om de ting, der udløser glæde og god energi.

– I Danmark kan vi have svært ved at blære os og sige: Se, jeg er dygtig! Det synes jeg, vi skal lave om på. Vi skal være bedre til at tale om, hvor seje vi kvinder er, i stedet for at sidde og finde et eller andet negativt ved os selv.

Gennem sin mangeårige karriere som journalist har hun derfor forsøgt at hjælpe unge kvinder, som ikke har troet, at de var gode nok til at løfte opgaven som journalist og kollega. Selv har hun kæmpet med at føle sig tilpas i sin rolle, stå ved sig selv og turde sige fra.

– Blændende begavede kvinder, flittigliser, som ikke har troet, de var gode nok, de trængte til at lære at være meget mere frække. Låne lidt af den mandlige energi: Nu fyrer vi den bare af! Så stopper man med at tro på alt, der kan gå galt, og tror i stedet på, at man kan levere.

– I mit første job på Politiken gik jeg hjem hver dag i tre måneder og græd, fordi jeg syntes, at jeg var så elendig. Dér var jeg flittiglise. Mange af de bedste råd, jeg får, når jeg er fagligt presset, dem får jeg af mænd. Energien, der kan forekomme larmende og alt for meget, låner jeg hos mændene. Men i

situationen, hvor det handler om følelser og mavefornemmelse, så ringer jeg til kvinder.

Venindeblær

Stéphanie gør en dyd ud af at fremhæve sine egne veninders succes på sociale medier. Især Instagram er den foretrukne platform for, hvad hun selv betegner som blær.

– For mig er det også søstersind at kunne dele andre kvinders succes. Jeg blærer mig helt vildt på mine veninders vegne, fordi de har så svært ved at anerkende sig selv. F.eks. er én af mine veninder i Paris for nylig blevet ridder, og en af mine veninder i USA er lige blevet æresdoktor på et universitet. Jeg har været ved at dø af stolthed over dem.

Stéphanie postede derfor et billede på Instagram af veninden i Paris med teksten ”En moderne ridder (…) og jeg er stolt som en pavinde på hendes vegne”.

– Hun er et ret ydmygt menneske og hader at gøre stads af sig selv, men jeg synes, at verden skal have at vide, at hun er vanvittigt begavet og pisse dygtig. Søstersind handler også om at kunne tale om, at vi er dygtige – der er for meget falsk beskedenhed. Vi er lidt indebrændte over ikke at få den ros, vi fortjener, så derfor skal mine veninders succes holdes frem i lyset.

Den kvindelige stereotyp

Kvinder er perfektionister og evigt usikre. To postulater, som Stéphanie forbinder med en ældgammel stereotyp på linje med ”kvinde er kvinde værst”.

– Det, tror jeg, er noget, vi siger, fordi det bliver lidt ”Bridget Jones”-agtigt. Så kan vi fnise lidt af det, vi sagde, og verfe det væk ved at sige, at det bare var ironisk ment. Helt generelt synes jeg jo, at de kvinder, jeg støder på i mit liv, er ti gange sejere, end de selv synes, de er – eller i hvert fald end de selv tør indrømme.

LÆS OGSÅ: Neel Rønholt og Stephania Potalivo om deres venskab: ”Vi kunne lige så godt have været konkurrenter”

Man ryger i en fælde, som ikke afspejler den virkelige verden, når fokus rettes mod det negative, mener Stéphanie. For hun oplever, hvad hun selv definerer som full-blown søstersind på den private- og karrieremæssige front. Derfor har hun helt bevidst undladt at takke ja til traditionelle kvindefællesskaber.

– Jeg har altid sagt nej til at blive optaget i kvindeloger og kvindeklubber, fordi jeg synes, man lærer meget mere i et forum, hvor begge køn er repræsenteret. Tit ender man i kvindeklubber med at tale om mænd eller appelsinhud – hvorfor skulle jeg bruge to timer på at tale om appelsinhud, når jeg interesserer mig mere for verdens gang end mine egne eller andre kvinder lår?

En bedre medsøster

Vi skal tage os tid til at være en bedre medsøster. Tit glemmer vi det, fordi vi har så travlt. Vi har 10.000 ting, vi skal på en gang: være en god mor, en god kæreste, en god kollega – klare det hele til topkarakter. En udfordring, Stéphanie selv står overfor til daglig.

– I hele det virvar kan man glemme at stoppe op og sige: Hey, du betyder meget for mig. Det kan godt være grænseoverskridende at gribe fat i en anden kvinde og fortælle, hvor meget du holder af hende for den, hun er. Samtidig er det stadig undtagelsen fra reglen, når det kommer til anerkendelse. Det er lettere for os at komplimentere hinanden for udseende.

– Jeg tror, vi kvinder gemmer på anerkendelsen, og mange af os tænker pænt og kærligt om hinanden, men vi glemmer at sige det højt. Vi har så skide travlt og tror, at relationerne passer sig selv. Det er, som om vi tror, at et venindeforhold eller godt kollegaskab ikke skal passes, som hvis det var et parforhold, men det skal det jo. Jeg synes, jeg er meget forkælet af mine veninder, fordi mine veninder stadig holder fast i mig, selvom jeg ofte går glip af store begivenheder i deres liv på grund af mit job.

I sit job som korrespondent har Stéphanie flere gange manglet et fast holdepunkt. Man bliver rodløs af at flyve og flytte så meget, påpeger hun. Men hvor end hun er landet, er kvinderne trådt til.

– I Washington hjalp en kvindelig diplomat mig, som selv kunne huske, hvor hård en maveplasker det kan være nogle gange at lande i et nyt land. Hun kom forbi en dag med alt det, man ikke vidste, man havde brug for: et tørrestativ, et strygejern til amerikanske stik – for det havde jeg jo ikke tænkt over – en kasse med et survival-kit. Det var fantastisk af hende. Her mødte jeg også min veninde Carina, som gjorde et stort nummer ud af, at vi holdt fast i traditioner som Thanksgiving, selvom vi altid havde så rasende travlt med arbejde. Vi tog også ud for at spise Frozen-yoghurt i stedet for at drikke os fulde, når vi skulle tidligt op dagen efter.

Samme omsorg blev hun mødt med, da hun flyttede til Paris. Ligesom vi kvinder gemmer på anerkendelsen, ligger det i vores gener, at vi per automatik er omsorgsfulde, siger hun.

– Vi kvinder er meget bedre, end vi selv går og tror, og vi skal undgå at holde os selv nede i vores usikkerhed. Jeg vil ikke slå medierne oven i hovedet, men som journalist synes jeg, at man skal tænke over mediernes tilgang til kvindeliv. Først og fremmest skal vi selv reflektere mere over vores opførsel og tænke over, hvem vi omgiver os med.

Hvem er Stéphanie Surrugue?

Stéphanie Surrugue, født 1977

• International korrespondent hos DR nyheder.
• Tidligere journalist på Politiken.
• Single og bosat i Paris.
• Hun har valgt at sende sit søstersind-brev til sin svenske veninde Carina, som hun mødte under sin tid som korrespondent i Washington.

– Mine bedste råd til at blive en bedre medsøster er: Vi skal tage os tid til at stoppe op og anerkende hinanden oftere. Vi skal turde give den gas og ikke være bange for at rose os selv.