Job og løn

Jordemoder, tømrer eller lærer? Så meget tjener du i 65 forskellige jobs

Hvad tjener en sygeplejerske, en politibetjent eller en VVS’er? Og er det rigtigt, at ingeniører får en højere løn end tandlæger? Se her, hvor meget du tjener i nogle af landets mest populære jobs.

Når du ringer efter din vvs’er for at få fikset vandhanen, bidrager du til, at han eller hun i gennemsnit kan tjene 45,800 kr. om måneden – inklusiv pension. Tager du en tur til sydens sol, ja så er du med til at skrabe hele 92.400 kr. sammen til piloten.

Der er stor forskel på den gennemsnitlige månedsløn for os danskere. Det viser en opgørelse, som CEPOS har lavet over danskernes gennemsnitsløn i 65 af de mest populære job.

Opgørelsen er lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, og der er – ikke overraskende – et temmelig stort spænd mellem top og bund.

En kasseassistent i supermarkedet tjener f.eks. under en tredjedel af en pilot, og forskellen løber op på et gennemsnit på svimlende 776.400 kroner om året. Er du gymnasielærer, vil du i gennemsnit tjene 5.800 kr. mere om måneden end en grundskolelærer.

Men hvad tjener en journalist, en smed eller en bager?

I tabellen nedenfor kan du se gennemsnitslønnen for 65 erhverv i 2022.

Hvad er gennemsnitslønnen i Danmark?

Den gennemsnitlige lønmodtager i Danmark har en løn på 46.972 kroner om måneden. Tallet er før skat og er inklusiv pension. Det er opgjort efter den såkaldte standardberegnede timefortjeneste og omregnet til fuldtidsmånedsløn. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.

Synes du, at det lyder en anelse højt? Faktisk er det slet heller ikke gennemsnitslønnen, som er vigtig, når vi vil sammenligne os med hinanden. Nogle lønmodtagere har nemlig så store lønninger, at de trækker gennemsnittet gevaldigt op.

Vil du sammenligne din løn, skal du i stedet se på medianlønnen, som er den løn, halvdelen af danskerne tjener over og halvdelen af danskerne tjener under.

I 2022 lå den på 42.319 kroner om måneden. 

Tallet inkluderer basisløn, pension, personalegoder, genetillæg og uregelmæssige løndele som f.eks. bonusser. Overarbejde er ikke inkluderet.

Opgørelsen tæller heller ikke ansatte med lederansvar eller ungarbejdere og elever. Den skelner heller ikke mellem offentligt ansatte og privatansatte.

 

Overblik: Her er danskernes gennemsnitsløn fordelt på erhverv

  1. Pilot – 92.400 kr.
  2. Dommer – 82.300 kr.
  3. Advokat mv. – 71.700 kr.
  4. Farmaceut – 69.500 kr.
  5. Tandlæge – 66.400 kr.
  6. Læge – 64.900 kr.
  7. Ingeniør – 60.900 kr.
  8. Softwareudvikler – 60.800 kr.
  9. Revision og regnskabscontroller – 60.500 kr.
  10. Kunderådgivning i den finansielle sektor – 59.900 kr.
  11. Dyrlæge – 55.800 kr.
  12. Underviser/forsker ved universiteter mv – 54.300 kr.
  13. Gymnasielærer – 51.900 kr.
  14. Journalist – 51.400 kr.
  15. Togfører – 49.800 kr.
  16. Psykolog – 49.400 kr.
  17. Speditør – 48.200 kr.
  18. Regnskabsmedarbejder – 47.500 kr.
  19. Bibliotekar – 47.300 kr.
  20. Direktionssekretær – 47.000 kr.
  21. Jordemoder – 46.800 kr.
  22. Mejerist – 46.700 kr.
  23. Grundskolelærer – 46.100 kr.
  24. VVS'er – 45.800 kr.
  25. Sygeplejerske – 45.300 kr.
  26. Underviser, erhvervsuddannelser – 44.800 kr.
  27. Advokatsekretær – 44.600 kr.
  28. Optiker – 44.000 kr.
  29. Elektriker – 43.800 kr.
  30. Mekaniker (landbrug og industri) – 43.400 kr.
  31. Murer – 43.400 kr.
  32. Politibetjent – 43.300 kr.
  33. Smed – 42.000 kr.
  34. Sekretær/kontorarbejde – 41.600 kr.
  35. Brandmand – 41.200 kr.
  36. Socialrådgiver – 41.200 kr.
  37. Tømrer – 41.100 kr.
  38. Fysioterapeut mv. – 40.400 kr.
  39. Maskinoperatør – 40.400 kr.
  40. Automekaniker – 40.100 kr.
  41. Specialpædagog – 39.900 kr.
  42. Fængselsbetjent – 38.700 kr.
  43. Pædagog – 38.600 kr.
  44. Renovationsarbejder – 38.500 kr.
  45. Lægesekretær – 38.000 kr.
  46. Ejendomsinspektør – 37.800 kr.
  47. Tandplejer mv. – 37.800 kr.
  48. Frisør – 36.800 kr.
  49. Maler – 36.300 kr.
  50. Lastbilchauffør – 36.300 kr.
  51. Kundeservicemedarbejder – 36.000 kr.
  52. Sikkerhedsvagt – 35.900 kr.
  53. Buschauffør – 35.100 kr.
  54. Gartner – 34.500 kr.
  55. Postbud mv. – 34.400 kr.
  56. Lagerekspedition – 33.600 kr.
  57. Bager – 33.300 kr.
  58. Kok – 32.700 kr.
  59. Slagter-medarbejder mv. – 32.100 kr.
  60. Rengøring – 30.800 kr.
  61. Fastfood-medarbejder – 30.400 kr.
  62. Salgsmedarbejder i butik – 30.200 kr.
  63. Tjener – 28.300 kr.
  64. Køkkenmedhjælper – 28.000 kr.
  65. Kasseassistent – 27.700 kr.

Kilde: Danmarks Statistik og CEPOS

Stor stigning i vores gennemsnitsløn

Vores løn har taget et godt nøk opad på blot et enkelt år. 

I 2021 kunne den gennemsnitlige dansker således hive 42.532 kroner hjem om måneden. Det er 4.440 kroner lavere end i 2022. Medianlønnen er også kravlet opad, og er steget fra 39.652 kroner i 2021 til 42.319 kroner om måneden i 2022. 

Og det er der en god grund til, fortæller forskningschef Karsten Bo Larsen i CEPOS' analyse. 

"Det er bl.a. tankevækkende, at vores opgørelse viser, at de offentligt ansatte, der har fået et ekstraordinært stort lønløft af regeringen, ikke tilhører de lavest lønnede faggrupper. Eksempelvis tjener sygeplejersker i gennemsnit over en halv million om året og over 60 pct. mere end en kasseassistent."