Sukker detox 3 uger

Sugarlog: Redaktionen kvitter sukker! Gisp!!

I dag er første dag på webredaktionens sukker-detox. Det er virkelig simpelt. Vi kvitter sukker til fordel for mere energi. Vi følger ikke nogen opskrift, slagplan, bog eller eksperts vejvisning. Vi lader bare være med at spise de søde sager. Eller prøver i hvert fald!

Her er håbet, at det vil hjælpe til at gøre eftermiddagen foran skærmen mere klar end døsig.

Jeg har før holdt mig fra sukker i perioder af maksimum end uge. Jeg er, hvad man kalder en hyggespiser. Et vanemenneske. Jeg synes, det er rammende meget på sin plads med en pose M&M's foran skærmen eller dessert efter middagen. Jeg har med andre ord en hvinende sød tand! Faktisk tror jeg, hele mit gebis er kandiseret! Læg til det en bedrøvende mørk januar, og så har du et energiniveau, der daler i løbet af eftermiddagen med hast som en kamikazepilot mod jorden.

Derfor tager vi kampen op for at få svar på om én lille ændring kan give plus på energikontoen.

Jeg startede min søndag med en dybfølt afsked. En sidste nadver, om man vil.


Dag #1

Mandag er sukkerstoppets første dag. Indtil videre går det godt. Der er gået fire timer... Jeg har fået pære/bananskyr til morgenmad. Med havregryn og mandler (de stabiliserer jo det illoyale blodsukker). Og to kopper kaffe. Alt er som det plejer. Det er aftenen, der bliver den værste, for det er egentlig ikke, når øjenlågene bliver tunge omkring klokken 15, at jeg kaster det hvide guld i næbet.

Jeg vender tilbage med status på projektet næste mandag; en helt uautoriseret førstehåndsoplevelse med en sukkerafvænning. Kryds fingre for, at abstinenserne ikke bliver overvældende og at energien rent faktisk får et skub bag i!

Hører du nogen messe "sukker er kryptonit" omkring kasseudgangen i dit lokale supermarked er det bare mig!