Susans kamp vil give dig stof til eftertanke, næste gang du klager over ekstra kilo på sidebenene

Jeg mødte Vibe i november. Siden har mit køleskab ikke været sig selv.

Vibe er diætist. Hun har insisterende øjne, der kan se gennem panderynker og kranium, så man kan ligeså godt droppe lyveriet med det samme. Da min lidt for bløde krop havde siddet fem minutter i hendes lidt for hårde sofa, overgav jeg mig til hende og grundregler som: ”Grøntsager er gratis – undtaget avokado, der tæller som kød og skal vejes”, ”Morgenæg er tilladt lørdag eller søndag – ’ELLER’ er det vigtigste ord i den sætning”, ”Spis gerne 50 gram ris til aften, men vej dem, efter de er kogt”.

Indrømmet, jeg er lidt bange for Vibe. Mennesker, der kan se optimistiske ud, mens de siger ord som livsstilomlægning og kalorieindtag, er skræmmende. Men når man kæmper med post-baby-spæk, selv om der allerede har været utallige lys i lagkagen hos den yngste, er det svært ikke at holde af det faktum, at man ikke kan få Vibe til at sænke barren.

Jeg har prøvet. Efter at have opført mig så godt i en hel måned, at det kunne ses på vægten, prøvede jeg med et lille flæberi á la: ”Det er jo lidt svært, når mine veninde har bagt kage, fordi jeg skulle komme. Så kan jeg jo ikke bare sige nej, vel?”

Vibe svarede blot: ”Du må ikke få kage!”

Så var den debat slut. Vibe er en hård dame.

Jeg er ikke den eneste, der kæmper med vægten, men jeg tilhører en privilegeret del af dem, der gør. Det bliver jeg pinligt bevidst om, så snart jeg åbner min mail hos FN’s Børnefond, UNICEF, hvor jeg arbejder.

Jeg bruger de fleste af mine vågne timer på at arbejde på en indsats mod underernæring i Afrika og Yemen. 3,1 millioner børn er alvorligt, akut underernærede.

Det er bizart at kæmpe med trangen til kollegaens fødselsdagskringle i køkkenet, mens de hulkindede børn stirrer fra computerskærmen. Selv om overvægt også kan føre til sygdomme og for tidlig død, er min bane noget længere end børnenes. Der er langt fra deres situation til mine kvaler med kringle og krympende tøj. Hvis ikke det var, fordi store mængder broccoli allerede har givet mig dårlig smag i munden, ville jeg få det.

Jeg arbejder tæt sammen med en af UNICEFs ernæringseksperter i Sudan. Hver dag møder hun lokale børn, der er på alder med hendes egne, men som vejer en tredjedel.

Jeg kunne ikke lade være med at spørge hende, om hun ikke føler skyld eller skam over at have sit på det tørre, når hun hver dag står ansigt til ansigt med tusinder af sultne børn. Er ens eget held ikke næsten for overvældende, når man hjælper sultne i flygtningelejre om dagen og putter sine egne velnærede, lyshårede unger om aftenen? Bliver hun ikke flov, når de tynde børn møder hendes blik? Hendes svar var enkelt: ”Den eneste følelse, jeg får, er trangen til at bruge mine kræfter på at hjælpe.”

Se, det er sådan, en kvinde med overblik kæmper. Selv øver jeg mig i at minde lidt mindre om Rytteriets Ole – du ved, ham med pibestemmen, der nægter at komme ud af skabet, før hele verden holder fred med hinanden, og alle er mætte. Jeg forsøger at have hovedet lidt mindre inde i mit eget køleskab, og lidt mere ude i verden. At holde op med at vride hænder over virkelighedens absurditet og uretfærdighedens uendelighed og i stedet bruge dem til at gøre noget ved den.

Det føles faktisk meget godt … Og i øvrigt: Jeg er begyndt at sætte en anelse mere pris på, hvad jeg har – også de ekstra kilo på sidebenene.