En hoteldirektør så et foto af Susanne Breuning i et blad – 3 måneder senere var de gift
Revyskuespillerinde Susanne Breuning har mødt og oplevet mange spændende ting i sin tid på de skrå brædder. Mød hende her.
0-10 år (1952-1962)
Højt til loftet under skrå vægge
"Jeg var to år gammel, da min mor mødte tekstforfatter Knud Pheiffer, og vi flyttede ind i den kvistlejlighed på Frederiksberg, der kom til at forme min barndom. Det var et hjem med højt til loftet på trods af de skrå vægge. Der var stor kærlighed og ingen faste sengetider, og jeg er tit og mange gange faldet i søvn på en sofa midt i stuen til lyden af musik, snak og sang.
Artiklen fortsætter under videoen ...
De kom der alle sammen; Keld Petersen, Dirch Passer, Kjeld Bonfils. Der var altid mennesker, altid musik og altid løgsuppe på komfuret. Døgnet rundt. Og havresuppe. Den husker jeg lige så tydeligt. Havren skulle holde min stedfars mavesår i skak. Han var en kærlig mand og en vidunderlig far. Men han drak og arbejdede for meget. Skrev til langt ud på natten. Ofte til den lyse morgen.
Jeg var ni år gammel, da han blev ramt af en blodstyrtning midt under en forestilling på Bakken i Dyrehaven. Jeg stod der mellem forlystelserne, da ambulancen kom og kørte ham væk. Efterfølgende blev jeg sendt til Frederikshavn hos gode venner, og jeg kom først retur efter hans begravelse.
Hans død blev skjult i et forsøg på at skåne mig. Men det efterlod mig i en dyb forvirring, og det har nok været med til, at jeg hele livet har været lidt besat af min far. Af manden og af hans arbejde. Jeg har ikke kunne holde ud, at hverken han eller hans tekster skulle dø, så jeg har på en eller anden måde prøvet at holde begge dele i live."
10-20 år (1962-1972)
Nonne eller lårswinger
"Jeg gik i skole på den Katolske Centralskole på Nørrebro. Og jeg elskede det. Ritualerne, bønnerne, søstrene. Især søster Philomenia. Hun var vidunderlig. Derhjemme byggede jeg et lille alter med madonna og rosenkrans og proklamerede til min forbløffede mor, at jeg selv skulle være nonne. Det holdt lige indtil, jeg en jul fik mine forældre overtalt til at gå med til katolsk højmesse. Jeg blev så skuffet, jeg troede det skulle være smukt, og så var det uforståeligt teater, så jeg lagde alle ambitioner om at blive nonne på hylden.
I stedet blev jeg 'lårswinger' som 15-årig i 'Nykøbing Falster Revyen' og derefter i musicalen 'Annie Get Your Gun'. Jeg følte ikke, at jeg var god nok til at påberåbe mig titlen danser, så derfor siger jeg altid, at jeg lagde ud som 'lårswinger'. Min mor var ballerina, før hun skiftede til skuespillet og havde selvfølgelig sendt mig til dans. Og selvom jeg blev kasseret ved optagelsen til Den Kongelige Balletskole på grund af mine overlagte tæer, så lå det jo ligefor, at det var den vej, jeg skulle gå.
Jeg har dog beholdt min barnetro, selvom jeg droppede katolicismen. Der er en ro, der indfinder sig i troen – og i naturen – som jeg holder af og har brug for. Så jeg er fortsat et troende menneske. Bare på mine egne præmisser."
20-30 år (1972-1982)
Naturlig nøgenhed
"Jeg havde altid været med mine forældre på arbejde i sommerperioderne, når revyerne spillede, og elskede især livet i garderoben hos dansepigerne. Det fortsatte i mit voksenliv og min egen karriere. Jeg har altid også holdt meget af det, der foregik bag tæppet. Sammenholdet, det at være del af et team.
Jeg havde en enorm appetit på den verden og på mit fag. Derfor sagde jeg også ja til alt. Også et par sengekantsfilm, hvor jeg viste mine bryster. Der var en anden uskyldighed over nøgenhed dengang. Det var naturligt, frimodigt og sjovt. Alle gik jo alligevel topløse på stranden.
Alligevel var det ikke på film, men i musicals, jeg for alvor slog igennem. Jeg fik mit helt store gennembrud som Velma i 'Chicago' i 1976. Og blev udråbt som Danmarks store musicalstjerne over night. Det var overvældende. Og så gik det stærkt med at blive 'udlært' som skuespiller. Den ene ting tog den anden. Jeg blev fastansat på Aarhus Teater og kom siden til København. Og så var der en hoteldirektør, der fik øje på mit billede i et blad og inviterede mig ud. Tre måneder senere var vi gift."
30-40 år (1982-1992)
Linedanseren og hoteldirektøren
"Manfred Nissen var en virkelig lækker mand. Høj, smuk og velopdragen. Og så havde han helt fantastisk smukke hænder. Det havde nærmest været underligt ikke at forelske sig i ham. Alligevel tøvede jeg. Jeg havde været kæreste med linedanseren Johnny sådan on and off siden 1968. Det havde altid været os to, selvom han optrådte over hele verden og var væk i lange perioder ad gangen.
Jeg anede ikke, hvor i verden han var og havde ikke hørt fra ham i flere måneder, da Manfred gjorde sin entré. Så vi giftede os og tog på bryllupsrejse til Lake Tahoe i USA. Og så skete det helt afsindige, at Johnny – linedanseren!!! – skulle optræde på netop det hotel, vi tjekkede ind på. Jeg var gået i forvejen ind i foyeren og så hans billede der. Jeg skrev en kort besked om, at jeg havde været der, og at jeg var ”married now”, og så kørte Manfred og jeg videre langs vandet til et andet hotel.
Vi fik vores datter i 1981. En smuk og dejlig lille pige. Og i et par år var vi en lille lykkelig familie. Men jeg kunne ikke vænne mig til livet som hoteldirektørfrue. Slet ikke da Manfred ville flytte os til udlandet. Jeg ville blive i Danmark. Med min datter og hos min mor. Det var ikke en grim skilsmisse, vi forblev de bedste venner. Og livet som enlig mor var også med til at åbne op for andre karriereveje."
40-50 år (1992-2002)
En schweizerkniv folder sig ud
"Jeg var begyndt at koreografere midt i mine 30’ere. Og i mine 40’ere kastede jeg mig for alvor ud i også at instruere og være med til at sætte forestillinger op. Mine egne solo -forestillinger om kvindeskikkelser som Marlene Dietrich og Bodil Steen. Og helt store produktioner som 'West Side Story'.
Jeg havde nået en alder, hvor mange andre skuespillerinder oplever, at rollerne bliver færre, da jeg begyndte at udvide mit fag og prøve nye ting af. Da jeg første gang blev spurgt, om jeg ville koreografere, var jeg da hunderæd for ikke at lykkes. Men man skal jo prøve ting af for at finde ud af, hvad man kan og ikke kan. Jeg fandt ud af, at jeg er god til at løse ting, overskue ting og få ting til at klappe. Der er nogle, der kalder mig et excel-ark, fordi jeg har et godt overblik.
Andre gange er jeg blevet kaldt en schweizerkniv, fordi jeg får ting fikset. Jeg går ikke i panik men bevarer roen, og det har givet mig mulighed for også at arbejde i andre roller, end dem man indtager på en scene."
50-60 år (2002-2012)
En far der ikke må forsvinde
"Jeg havde allerede genudgivet min fars børnebog 'Lille Peter Edderkop', da jeg midt i livet begyndte at tænke på at skrive en bog om hans arbejde. Han havde oversat den engelske tekst om edderkoppen og læste den op for mig, da jeg var barn. Hæftet blev jo dengang en stor succes, som alle børn kendte. Jeg følte at nutidens børns skulle have samme oplevelse, fandt de gamle illustrationer frem og genudgav den.
I 2011 kastede jeg mig ud i et endnu større projekt og skrev en bog om Knuds liv og arbejde. Jeg har altid sunget hans sange, men jeg havde brug for at bevare mere af hans arbejde for eftertiden. Det handler om, at jeg grundlæggende har svært ved at gode ting forgår. Ikke mindst vores fælles gods og kulturarv.
Men det handler selvfølgelig også om ham. Og om det helt personlige tab jeg oplevede, da han døde. Han var måske ikke rent biologisk set min far, men han var min far, og jeg har aldrig helt ville acceptere, at han er væk."
60-70 år (2012-2022)
Mormor på Skype og den eventyrlige have
"Jeg blev mormor samme år, som jeg udgav bogen om min far. Noah blev født i Zürich, og selvom han og familien en kort overgang boede her i Danmark, så betyder den geografiske afstand nok noget for, hvordan man er mormor.
Jeg er i hvert fald ikke en hel traditionel en af slagsen. Min datter og hendes mand er eventyrere og bor på Mallorca nu. Børnene er skønne både Noah og hans lillesøster Alice. Men jeg ser dem mest over Skype, når jeg taler med min datter, og de lige drøner forbi skærmen og råber: ”Hej mormor!”. Og så er der jo heldigvis heller ikke længere til Spanien end en kort flyvetur.
Børn er ellers begyndt at fylde mere i mit professionelle liv, da jeg er instruktør på Rasmus Klump-forestillingen i Tivoli. Også her bestræber jeg mig på at trække på den gamle kulturarv. Forestillingerne skal selvfølgelig være sjove og underholdende, men de må også gerne handle om noget – H.C. Andersens betydning for den gamle eventyrlige have og Tivolis forskellige historiske bygninger og forlystelsers ophav.
Jeg holder også meget af livet i min egen have. Jeg luger, ordner, hakker og beskærer. Og så nyder jeg den bare. På alle tider af året. Og med alle de dyr der måtte komme forbi. En tam sangdrossel og en søgende kat har for eksempel slået sig ned her i årenes løb. Og det har kun været hyggeligt."
70 år- år (2022-)
Se Venedig og dø
"Jeg gik og ordnede have for ikke så længe siden, da der pludselig kom et pling fra min mobil med besked om, at min gode veninde Britt Bendixen var død. Jeg bliver helt ked af at tænke på det nu. Men det er et vilkår ved den alder, jeg selv og mine venner er nået til. Jeg og en nær veninde har en aftale om at skrive sammen hver eneste dag, så ingen af os pludselig ligger uopdagede på køkkengulvet i flere dage.
Det lyder helt uhyggeligt, men det skal ikke forstås sådan. Det, at døden har fået en anden plads i livet, betyder i virkeligheden bare, at jeg er endnu mere bevidst om at leve det. Og leve det fuldt ud! Jeg har nået meget i mit liv, måske ligefrem det meste, men jeg har ikke lukket nogen døre. Hverken for kærligheden eller for nye arbejdsopgaver. Og så er der nogle ting, jeg bare skal nå, før det er for sent. Jeg skal se naturen i Canada og strandene på Maldiverne. Og så skal jeg se Venedig. Den by har jeg aldrig set. Og det skal man jo."