Susanne har fotograferet Tove Ditlevsen og Lone Kellermann: ”Man skal elske dem for at tage et godt billede”

Det er et sort/hvid-fotografi af en facade – og af en tid – der ikke længere findes.

ORIENTBAR står der med store, lysende bogstaver, og en mand haster forbi med lange skridt og længselsfulde blikke mod billedet af den velsvungne asiatiske kvinde, der pryder muren under neonskiltet.

Læs også

Mette Frederiksens mand åbner op: ”Det var en overraskelse for mig”

Fotografiet optræder i fotograf Susanne Mertz’ nye bog. Det er en fotobog over et liv. Hendes eget og byens. 

For Susanne har som få formået at fange den danske hovedstads særlige puls og stemning med sit kamera, siden hun som 16-årig begyndte at tage billeder af byen og menneskene omkring sig.

Fattigfin og stærk

"Det var min mormor og morfar, der drev Orientbar. Som barn føltes det fornemt, nærmest luksuriøst at komme på besøg for en lille beskidt unge som mig, der kom fra et fattigt kunstnerhjem," fortæller Susanne og griner, "Senere fandt jeg selvfølgelig ud af, at Orientbar var stamsted for byens prostituerede og deres alfonser."

"Mine bedsteforældre var ikke spor fine på den, de var bare fattigfine. Men det anede jeg jo ikke dengang," fortsætter Susanne, som i dag er 78 år.

Hun har fotograferet, siden hun i 1969 kom i lære hos den velrenommerede, nærmest sagnomspundne Rigmor Mydtskov. En plads, hun landede mod alle odds i en maskulin branche, hvor kun mænd blev vurderet stærke nok til at slæbe fotoudstyr, og i en tid, hvor unge piger ikke forventedes at gøre karriere.

Men Susanne kunne slæbe. Og fotografere. Og så havde hun en særlig evne til tale med mennesker.

"Jeg voksede op hos min far, der var kunstner og levede et alkoholiseret og meget kaotisk liv, og hos min lidt småborgerlige mor og hendes nye revisormand. Og så gik jeg på Bernadotteskolen sammen med hele den københavnske kulturelites børn," fortæller hun.

"Når man færdes i så mange forskellige miljøer, lærer man at tale med alle."

Mund til mund

Det var sådan, Susanne fik adgang til alle byens lag. Musikerne, kunsterne, politikerne og aktivisterne.

"Det hele var langt mindre organiseret, der var ikke pressemedarbejdere og agenter ind over alting. Meget foregik mund til mund. Nogle fortalte, at jeg hav­de et kamera og kunne fotografere, og så fik jeg opgaven. 

Og så var jeg jo dygtig! Det ville jeg aldrig have sagt om mig selv dengang, men det tør jeg godt nu," siger Susanne.

"No more mister nice guy!"

Hun tog billeder af drengene fra Gasolin i de tidlige 1970’ere, længe før de fik deres gennembrud og blev katapulteret ud på den danske musikscene som landets nye stjerner. 

De boede og spillede på Chris­tianshavn, hvor Susanne selv boede ad flere omgange – og i øvrigt stadig bor – og kom i de samme kredse. Så det faldt bare naturligt, at det var Susanne, der vendte kameraet mod dem. Når de øvede, spillede koncert eller bare hang ud. 

Læs også

May Lifschitz blev overfaldet under en fotoskydning: ”Det er svært at holde fast i det bløde”

Det hele foregik ret organisk.

Da skuespiller Jytte Abildstrøm manglede en fotograf til en forestilling på Bristol Teater, var det også én i deres fælles omgangskreds, der pegede på Susanne. 

Og da Lone Kellermann og band – der blandt andet talte Susannes daværende kæreste – havde brug for at coverskud til et nyt album, blev det naturligvis Susanne, der stod bag kameraet. 

Fotografiet, hvor den danske sangerinde sidder bag glasset på en for længst forsvundet kaffebar i København, er i dag et af dansk rockhistories ikoniske billeder.

Ignoreret af Tove

Det var dog ikke kun kunstnere, der rakte ud efter Susanne. 

Da Kvindehuset blev stormet i 1971, havde hun allerede forinden fået at vide, hvor hun skulle møde op for at forevige aktionen. Og da den aktivistiske teatergruppe Solvognen planlagde en happening på Christianshavn, blev hun tippet, så hun kunne være på pletten, da skuespillere udklædt som Glistrup og Anker Jørgensen blev hældt i kanalen.

Der kom selvfølgelig også officielle bestillingsopgaver. Blandt andet blev Susanne hyret til at fotografere digteren Tove Ditlevsen, Københavns store poetiske stemme.

"Hun ænsede mig overhovedet ikke. Hun havde kun øjne for den unge, smukke mandlige journalist. Mens hun røg den ene cigaret efter den anden," husker Susanne om det smukke sort/hvid-portræt af en kælen, storrygende Ditlevsen.

"Men jeg fik billedet. Og jeg syntes, det blev godt."

Billedet har for længst fået en plads i dansk fotografis historie.

Forlegen Pia Kærsgaard

"Jeg har aldrig haft behov for at være på bølgelængde med dem, jeg fotograferer," fortsætter Susanne.

"Man skal elske dem for at tage et godt billede af dem. Man skal elske de menne­sker, de er, med den sårbarhed eller råhed, de nu indeholder. Men man behøver ikke at være enig med dem."

Susanne kan tydeligt huske, hvordan hun til en reception hørte en fotograf hviske, at der kom Pia Kjærsgaard, og hende ville han i hvert fald ikke fotografere!

"Det har jeg overhovedet ikke noget problem med," siger hun selv.

"Jeg kan huske, at Pia Kjærsgaard var lidt på udebane til den reception. Hun kunne nok mærke fjendtligheden og stod og trådte sig selv lidt over tæerne. Det var et interessant motiv. Selvfølgelig skulle jeg tage et billede."

Læs også

Rikke blev sat i dilemma, da hendes veninde blev fyret: "Kan jeg sige ja til hendes job?"

Alligevel er det ofte de mennesker, Susanne ikke kun har haft en professionel, men også en personlig relation til, som har brændt igennem, når hun har rettet kameraet mod dem.

Mange år efter at hun havde hængt ud med drengene fra Gasolin, blev hun ringet op og bedt om at fotografere Kim Larsen.

"Jeg blev overrasket. Han levede et ret tilbagetrukket liv på det tidspunkt. Han havde altid været genert og sky, men på det her tidspunkt i sit liv og karriere havde han trukket sig meget fra medierne. Og så valgte han mig," siger hun.

Fotografiet blev ikonisk. Og kom til at pryde et af sangerens sidste album og blev efter hans død malet i stort format på muren ved Christiania på Christianshavn.

Kim Larsen smiler sit uudgrundelige gavtyvesmil under sixpencen. Han ser lige på fotografen. Og man kan næsten se, hvorfor han valgte netop Susanne Mertz.

"Der er sårbarhed, men også tillid i det blik," siger hun selv.

"Jeg tror, han valgte mig, fordi han stolede på mig."

Om Susanne Mertz, 78 år

• Fotograf. 
• Bor og arbejder på Christians­havn. 
• Mor til to voksne sønner og farmor til to børnebørn.
• 'Foto: Susanne Mertz – mit liv i billeder', Frydenlund, 400 kr.