Rikke blev sat i dilemma, da hendes veninde blev fyret: "Kan jeg sige ja til hendes job?"
Maja var ikke kun min kollega, hun var også min veninde. Derfor blev jeg sat i et svært dilemma, da hun blev fyret, og vores fælles chef meddelte mig, at der var noget, han gerne ville tale med mig om.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene Rikke og Maja opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Min barselsorlov var snart slut, og jeg skulle tilbage til jobbet på et stort bosted for utilpassede unge, hvor jeg havde været i en del år.
Selv om mit moderhjerte syntes, det var for tidligt at sende min lille datter ud i vuggestueverdenen, glædede jeg mig også til at komme i gang igen.
Kun 14 dage før, jeg skulle starte, ringede min gode veninde, Maja, som arbejdede på samme sted, men i en anden afdeling, hvor hun var mellemleder. Det vil sige … det var hun så ikke længere, for hun var blevet fyret.
Maja var både rasende og ked af det. Mest rasende, for hun syntes, det var så uretfærdigt, og set fra hendes synspunkt handlede det kun om, at der var dårlig kemi mellem hende og den øverste chef.
Han begrundede omvendt fyringen med, at hun ikke havde det, der skulle til i den ret krævende stilling som mellemleder med personaleansvar.
Jeg trøstede Maja, så godt jeg kunne, og opfordrede hende til at kontakte fagforeningen for at få hjælp. Derudover kunne jeg ikke gøre så meget andet end at lægge ører til hende.
Jeg havde aldrig selv arbejdet direkte sammen med Maja, så ret beset anede jeg ikke, om hun var en god eller dårlig leder. Men hun var min veninde, så selvfølgelig støttede jeg hende.
Kort tid efter, at jeg selv var startet op igen, blev jeg kaldt ind på chefens kontor. Jeg blev lidt urolig, for syntes han ikke, at jeg passede mit job godt nok? En af de første dage efter min barsel, havde jeg været nødt til at gå tidligt, fordi de ringede fra vuggestuen, hvor min datter havde fået høj feber. Var det det?
Nej, tværtimod. Min chef opfordrede mig nemlig til at søge Majas gamle job.
I første omgang anede jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Det lykkedes mig at få fremstammet, at jeg gerne ville have tid til at tænke over det.
Det her skete på en onsdag, og vi blev enige om, at jeg skulle vende tilbage med et svar den følgende mandag. Før jeg gik ud ad døren, havde chefen lokket med, at jeg ville få mere i løn, hvis jeg sagde ja.
Annonse
Jeg ville også slippe for aften og weekendvagter. Der ville være mere administrativt arbejde, til gengæld mindre direkte arbejde med vores beboere.
"Og de kan jo godt slide på én", som han sagde, underforstået at det måske ville passe mig godt med et ’lettere’ arbejde, nu hvor jeg selv havde en lille datter derhjemme.
Jeg var fuldstændig omtumlet, da jeg gik derfra. Omtumlet og i syv sind. Havde det ikke været for alt det med Maja, havde jeg nok sagt ja på stedet.
For det første var det jo smigrende at blive tilbudt en bedre stilling, for det andet kunne jeg godt se pointen i at have et mere fredsommeligt job, end det jeg havde nu. Jeg holdt af vores beboere, men vi kom jo ikke udenom, at de også krævede meget.
Små og store konflikter skulle løses, og det kunne sommetider gå voldsomt for sig. Og så gjorde det jo heller ikke noget, at jeg steg i løn.
Men, det var stadig min gode veninde, der var blevet fyret fra lige netop det job. Maja ville føle sig svigtet, hvis jeg satte mig i den stol, der stadig var varm efter hende. Der var en stor risiko for, at det ville koste os venskabet. Jeg kunne faktisk ikke se, hvordan det kunne undgås.
"Men det er jo ikke din skyld, at hun er blevet fyret," mente min mand, da jeg talte med ham om det.
Han kendte selvfølgelig også Maja, og han var ret sikker på, at hun ville kunne forstå det, hvis jeg sagde ja. Fra hans synspunkt var der ikke nogen tvivl om, at jeg skulle tage imod jobbet. Det ville være godt for mig, for vores datter og for den sags skyld også for vores økonomi.
Alligevel var jeg i tvivl. For mig var det først og fremmest et moralsk dilemma, og jeg anede ikke, om jeg skulle gå til højre eller venstre. Det var jo rigtigt, hvad min mand sagde. Der var så meget, der talte for at tage imod tilbuddet. Men venskabet med Maja? Vi havde jo kendt hinanden i mange år, og jeg ville såre hende dybt, hvis jeg sagde ja.
"Snak med hende. Spørg hende direkte, hvordan hun vil have det med det," sagde min mand til sidst.
Jeg tog hen til Maja om lørdagen. Som jeg havde regnet med, blev hun enormt såret. Hun sagde det ikke lige ud, men det var nemt at læse i hendes blik og høre det i undertonen, da hun svarede, at jeg da bare skulle gøre, hvad der var bedst for mig.
Jeg var ked af det, da jeg tog derfra igen, men i det mindste stod det klart for mig, at jeg ikke kunne tage jobbet.
Søndag formiddag ringede Maja så. Hun undskyldte, at hun havde været så træls, for selvfølgelig skulle jeg springe til, hvis jeg gerne ville have den stilling.
Og vi var altså lige gode venner af den grund. Det lovede hun. Hun havde selv brug for at lande på benene efter fyringen, men når hun var klar til det, ville hun gå ud og søge et nyt, og for hende bedre, job.
Annonse
Jeg kunne høre, at hun mente det. Det kom helt rent og ærligt, og mindede mig også om, hvorfor jeg holdt så meget af hende.
Hun var nemlig et stort menneske med masser af empati overfor sin medmennesker. Så om mandagen gik jeg med ro i sindet til min chef og takkede ja til jobbet, og det har jeg aldrig fortrudt.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
