Suste Bonnén har været gift 6 gange: "Jeg går all in hver gang"

Det er så yndigt at følges ad. Det har kunstfotograf Suste Bonnén egentlig altid syntes, og hun har faktisk været gift seks gange. Hver gang har været et nyt eventyr, et nyt liv, men også en ny sorg, hun har skullet igennem.

– Folk spørger mig tit, hvordan jeg bærer mig ad med at blive så forelsket. De spørger, fordi de gerne selv vil. Jeg går all in hver gang. Jeg går efter totaloplevelsen af den fulde hengivelse, siger Suste Bonnén, som er 68 år.

Undertøj og overtræksbukser

Hun tager imod i sin lejlighed klædt i blå kimono, med de lange lyse lokker erotisk rodede, og så har Suste Bonnén et par gummistøvler på.

– Jeg tror, at vi bliver forelskede i hinandens forelskelse, funderer hun.

– Jeg bliver altid meget forelsket, og jeg skal i virkeligheden passe på. Jeg kan huske første gang, jeg var forelsket. Jeg var 18-19 år. Han havde skrevet nogle digte til mig, og jeg tog ud til hans hus hver dag. Det der med at spille kostbar har aldrig været mig. Jeg tog mit lækreste undertøj på og et par overtræksbukser udenpå. Når jeg kom til hans hus, tog jeg overtræksbukserne af og ringede på, men han åbnede ikke. Så tog jeg overtræksbukserne på igen og kørte hjem. Jeg blev ved og ved.

Få år senere var det dog en ny mand, Suste faldt for.

– Første ægtemand var jeg faktisk meget lykkelig sammen med. Men han var bøsse, og det kunne han jo ikke gøre for. Vi fik to børn og var gift i 14 år. Jeg er jo ikke en flakke, siger Suste, slår en latter op og lægger ben og gummistøvler op på en af sine spisebordsstole.

Selv om hendes første mand gerne ville blive ved med at være gift med Suste – og have andre mænd ved siden af – fungerede det ikke for hans kone.

– Jeg kunne ikke være sammen med ham på den måde. Jeg er meget intens.

Nummer to ægtemand var en anden type. Han var 20 år ældre end den dengang 38-årige Suste. Han var også rig og havde hus, park og gartner.

– Jeg havde det godt, og jeg forstår faktisk ikke, hvorfor jeg ville skilles. Men jeg var nok lidt ensom, for han var meget væk. Jeg burde sikkert have tænkt mig om, for der var intet i vejen med ham. Men kort tid efter mødte jeg hans forretningspartner, som jeg fuldstændig faldt for. Han dukkede op på mit dørtrin med to flasker rødvin og en ravkæde. Vi blev forelskede på en nat, så hvorfor ikke flytte sammen? Vi var sammen i seks år, og det var et eventyr, hver gang vi prøvede at blive skilt, faldt vi hinanden om halsen.

Mand med klaver

Suste tænker sig om for at sætte navn og ansigt på ægtemand nummer fire.

– Ja, han charmerede mig med sit klaver. Vi kunne se på hinanden, at vi var et match, og vi flyttede sammen og blev gift.

I Sustes verden er der ikke noget, der hedder at bo sammen uden at være gift eller at være kærester uden at bo sammen. Slet ikke.

– Jeg forstår ikke de forhold, hvor man ikke bor sammen. Så er man jo bare venner. Dem har jeg masser af.

Manden med klaveret begik den fejl, at han ikke talte pænt til Sustes hjemmeboende børn. Hun bad ham flytte.

På et tidspunkt i sit liv følte Suste, at hun måtte ud i naturen. Hendes børn var blevet store, og som fotograf havde hun arbejdet indendørs i mange år. Tiltrækningens lov satte i kraft og gav hende en mand, som havde bygget sin egen træhytte i Nordsjælland. Han var også en flot fyr, der kunne spille guitar.

– Så spidsede jeg ører, griner Suste.

– Vi var meget forelskede men også meget langt fra alting. Jeg købte et køleskab til hytten, det gjorde ham rasende, og han slukkede for det om natten for at spare strøm. Jeg indrettede mig meget efter ham, og det varede kun et år.

Sidste suk

Det er ikke mere end et halvt års tid siden, Suste sidst blev skilt – fra ægtemand nummer seks – og det var hendes hidtil korteste ægteskab, for det varede kun omkring syv uger. I dag forstår hun stadig ikke, hvad der skete, men som den kunstner hun er, er hun i gang med at bearbejde det hele ved at lave en kunstfilm.

Hun tænder filmen, og over et kvarter ser man billeder af det forelskede par, der smiler, kysser, bliver viet både en og to gange, sex, skænderier og til sidst Suste, som i et levende selvportræt ligger og græder i sin seng.

Faktum er, at Sustes seneste mand efter kun få uger bad om skilsmisse fra en kvinde, han hverken kunne leve med eller uden. Og for Suste er der som bekendt ingenting midt imellem.

– Min mor sagde altid: "Hjertesorg tager to år, og der er ingen rabat".

Suste nikker genkendende til sin mors ord. Det kan hun godt bekræfte, og hun er stadig i sorgen, selv om hun skrev under på skilsmissepapirerne efter en uge.

– Når jeg har det sådan, så går jeg helt ind i sorgen. Jeg sidder dag og nat og analyserer smerten, indtil der ikke er noget tilbage. Jeg græd i ugevis efter den sidste.

Selv om hjertesorgen ikke er væk endnu, er hun ganske sikker på, at hun nok skal forelske sig igen.

– Jeg tror på det hver gang. Hvis jeg ikke troede på det, kunne jeg lige så godt lægge mig til at dø, siger Suste, som kommer ud af en stor kunstnerfamilie med hang til kærlighed.

– Min mor var på et tidspunkt indlagt på hospitalet af kærestesorg, og min mormor græd resten af sit liv over tabet af min morfar.

Selv kender hun forelskelsens natur bedre end nogen.

– Jeg plejer at sige, at jeg er cand. mag i forelskelse. Den fase er så berusende, og så kommer hverdagen. Men min forelskelse bliver altid ved.

– Jeg kan godt lide at sætte lys på folks gode sider – ligesom når jeg fotograferer. Det kan være deres udseende, humor eller noget tredje. Det er forskellige ting hver gang. Vikingen eller enkemanden. Jeg skaber et billede af dem, og så sidder det billede fast. Skulle jeg sidde og lede efter folks dårlige sider? Nej, jeg synes mennesker er et mirakel, og jeg går meget langt i mine forhold. Alle mennesker vil gerne ses, og som fotograf er jeg god til at se mennesker.

Men evnen til stor og altopslugende forelskelse har en bagside, for ind imellem kan Suste godt se, at advarselslamperne burde have blinket, og hun har været døv over for, hvad hendes familie og venner har sagt.

– De kender mig og følger med, men jeg lytter ikke til dem, når jeg står i forelskelsen. Det gør man jo ikke. Hvis man lærte af sine forelskelser, var der jo aldrig nogen, der forelskede sig igen, siger hun.

Der kan sagtens blive tale om et bryllup til i Sustes liv. Hun har dog ikke fundet manden endnu, men hun er godt på vej.

– Jeg tror, det skal være en kunstner denne gang. Måske en sanger, og helst en tenor. Jeg mødte faktisk en sød tenor i Koncerthuset forleden dag, og han inviterede mig på middag, men jeg er ikke klar endnu, siger hun og skæver til computerskærmen med den hjerteskærende kortfilm.