Sygeplejerske til politikere: "Hvorfor skal jeg være på deltid for at kunne holde til mit job?"
Når kvinder skal afgive deres stemmer til folketingsvalget, er sundhedsområdet det mest afgørende emne. Derfor har vi givet ordet til fem kvinder, der arbejder inden for hvert sit område i det danske sundhedssystem. De sætter fingeren på dét, der gør ondt, og stiller de mest påtrængende spørgsmål til de politikere, der kan ændre det.
– Jeg troede egentlig, jeg skulle læse på universitetet, men efter gymnasiet arbejdede jeg som ufaglært i hjemmeplejen og kørte ud til borgere, og her oplevede jeg, hvor lidt der skal til for at gøre en forskel for et andet menneske. Jeg ved godt, det er en kliché og forældet at tale om kaldstanken, men jeg føler, det var et kald for mig, at jeg skulle være sygeplejerske.
– Der er dage, hvor jeg går hjem med en god fornemmelse, men alt for ofte har jeg ondt i maven over, at ”i dag var jeg ikke en god sygeplejerske”, fordi jeg ikke havde tid til at leve op til min faglighed, som jeg burde. Jeg kan f.eks. ligge om aftenen og tænke på, at jeg ikke nåede at få målt det der blodtryk, og om jeg nu fik givet den rette medicin til den rette patient, og at jeg ikke havde tiden til at være tilstede for forældrene i krise, fordi jeg skulle være flere steder på én gang, og hvad med den helt nye sygeplejerske, hjalp jeg vedkommende nok? I 2018 var det så slemt, at jeg måtte bukke under for stress og var sygemeldt i en periode.
– Jeg er på deltid, og det har jeg virkelig behov for at være. Jobbet som sygeplejerske er hårdt både fysisk og psykisk. Jeg har brug for tid til at komme ovenpå efter nattevagter eller f.eks. efter vagter, hvor jeg ikke har haft tid til at spise eller gå på toilettet. Når jeg har pause, hvis der er tid til det, er jeg på kald, så der er hele tiden noget, jeg skal lytte efter, og på min afdeling er der mange alarmer. Jeg har tit en fornemmelse af, at jeg ikke kan nå alle mine opgaver. Planen kan nemt ramle, da det er mennesker, jeg arbejder med.
– Det er blevet en ond spiral, fordi mange, på grund af besparelser i sundhedsvæsenet, forlader faget for at arbejde i det private, for at læse videre eller noget helt andet. Mange kompetencer forsvinder og strømmer væk. Politikerne kigger på deres regneark og tæller hænder og hoveder, og man ser, at der f.eks. er 10 sygeplejersker på papiret, men hvis halvdelen af mine kolleger er helt nye, så burde der måske være 15 i den periode, hvor de bliver lært op.
– Jeg har været uddannet i snart tre år, og allerede nu tager jeg mig selv i at tænke over, at jeg ikke kan fortsætte i dette job, når jeg stifter familie, og det gør mig ked af det, at jeg ved det. At jeg nok bliver en af dem, der smutter på et tidspunkt.
Spørgsmål til politikerne
Sygeplejerske Frederikke Marie Sørensens spørgsmål til politikerne:
- I taler om flere sygeplejersker, men det kræver, at vi kan fastholde personalet, og at vi kan få syge-plejersker til at gå op i tid. Hvordan vil I sikre det?
- I siger, at I vil uddanne flere sygeplejersker, men samtidig er der nedskæringer på uddannelserne. Hvordan hænger det sammen?
- Hvordan og hvornår bliver det synligt med de forbedringer, I lover?
