Tammi Øst oplevede et alvorligt overgreb – men hun har vendt det til en styrke

Mit først minde

"­Stammer fra mit barndomshjem i kartoffelrækkerne på Østerbro. 

Jeg sidder i et vindue og synger Oh Marie, jeg vil hjem til dig, mens jeg stopper smørtyve – de der små buede kiks – i munden. 

Vi har set den nye film om Bob Dylan, og den swinger

Filmen om dengang Bob Dylan satte strøm til musikken swinger og er stærkt underholdende – og så er den spækket med et velspillende cast. Filmen får 5/6 hjerter af ALT for damernes filmredaktør Stephanie Caruana.

Jeg er vel ikke engang fyldt fire. Det var en helt almindelig og stille og rolig barndom. Lige indtil det ikke var det mere. Mine forældre blev skilt, og jeg flyttede med min mor til Nørrebro, som ikke var spor trendy dengang, men nok snarere blev anset for at være lidt af et skodkvarter. 

Og herfra delte mit liv sig op i to meget forskellige hoods. Det blev aldrig godt hjemme hos min mor. Ikke på grund af hende, men på grund af hendes mand. Og da jeg var 14, fik hun frakendt forældremyndigheden. 

Det var ikke nemt, men jeg tror, at alle de knubs, vi får i livet, kan lære os noget vigtigt. 

Vi kan hænge fast i det, nogle vil kalde en dårlig barndom, eller vi kan forsøge at omfavne den, som den var, og lære af den. Jeg tror helt grundlæggende på, at alt det svære, vi jo alle sammen støder ind i igennem livet, kan blive til rent guld og vigtig lærdom.

Hvis vi lader det blive det.

For eksempel gik jeg i skole hver morgen langs søerne, selvom jeg meget gerne ville have haft til en busbillet. En meget mørk morgen var der en mand, der greb fat i mig bagfra og tog mig i skridtet.

Jeg fortsatte bare med at gå for det føltes som min eneste mulighed. Og så lod han mig være. Det var et mega overgreb og et enormt chok. 

Men jeg har aldrig været bange siden. For overgreb, vold eller voldtægt. Og jeg tror, det er det, jeg mener. Nogle gange kan svær modgang eller et voldsomt chok transformere sig til en styrke, vi kan tage med os videre."

Min første skoledag

"Kan jeg slet ikke huske. Det, jeg til gengæld kan huske, var det, man dengang kaldte en modenhedsprøve. Jeg skulle bestå den for at se, om jeg kunne komme i skole et år tidligere. Og den gik ud på noget med at tegne røg fra en skorsten ud fra nogle informationer om vindretning. 

Jeg var vildt bange for, at jeg havde gjort det forkert, for jeg ville helt sindssygt gerne i skole og ville for alt i verden ikke forspilde min chance.

Jeg var nok allerede dengang ret ambitiøs.

Jeg er ikke perfektionist i sådan perverteret forstand, hvor jeg ikke kan tåle at fejle. Men jeg vil gerne gøre ting godt. Og hvem vil egentlig ikke det. 

Der er vel ingen, der sætter ud for at gøre noget dårligt. Jeg husker bare den vilje meget stærkt allerede fra min skoletid. Jeg var arbejdsom og flittig. Og det var vigtigt for mig at lykkes. 

Det er stadig meget vigtigt for mig at lykkes godt med det, jeg laver. Det har det været gennem hele min karriere. Men med alderen er jeg blevet meget bedre til at give mig selv anerkendelse for det. 

Til at sige, det her, det er virkelig godt gået! Og mene det!"

Mit første kys

"Fik jeg af en dreng, jeg ikke længere aner, hvad hed. Det eneste, jeg kan huske, var, at han lugtede af Stimorol. Jeg havde mødt ham gennem en veninde, der boede på Amager, og som havde introduceret mig for en ny gruppe venner. 

Frejamay ville ikke være alenemor til tre og fik en abort: ”Jeg har aldrig grædt så meget, som da jeg ringede til min læge”

Debatten raser, men hvordan føles det egentlig at gennemleve en abort? Frejamay November fortæller om at vælge et barn fra: Uanset om der er gået få år eller en halv menneskealder, bliver det ufødte barn aldrig glemt.

Jeg var 12-13 år. Og det med at kysse en dreng var noget, der ligesom lå i kortene. Noget, jeg skulle have krydset af min liste. Alligevel kan jeg huske, at kysset holdt mig vågen om natten. 

Så jeg har trods alt anet, at der var noget her, som var betydningsfuldt.

Jeg har haft to store kærlighedsforhold i mit liv. Det til mine børns far. Og det til min mand. Men jeg tror ikke, jeg nødvendigvis er blevet klogere på kærligheden, end da jeg var 12. Og jeg ved heller ikke, om det er meningen, at vi skal blive det. 

Den er som en strøm omkring os. I nogle tilfælde hænger den sammen med forelskelse og et ønske om at blive kærester, formere sig og blive hinandens livsledsagere. 

Andre gange gør den ikke. Men for mig har kærligheden altid været forbundet med livfuldhed, humor og eventyr."

Mit første hjem

"Lå i Brumleby på Østerbro, længe før det blev fashionabelt at flytte ind i Lægeforeningens små gule lejeboliger. Det var en lille etværelses med køkken, koldt vand og toilet i gården. 

Jeg var 14 år gammel og gik i 9. klasse. Jeg indrettede mig med grammofon, store stearinlys i askebægre, en bregne og et kokostæppe. Og så boede jeg der. 

Selvom jeg vågnede op med loppebid og fik en lurer, der kiggede gennem mine vinduer, når jeg sov. Det var op ad bakke. Og retrospektivt kan jeg jo sagtens se, at jeg ikke var andet end et barn, men sådan opfattede jeg slet ikke mig selv dengang.

I dag bor jeg på landet i et 270 kvadratmeter stort hus, som vi har brugt et år på at bygge om og sætte i stand. Jeg har nydt det. Det har vi begge to. Og der er blevet helt vidunderligt. 

Jeg kan stadig godt lide at lave et hjem. Indrette og komme på plads. Og selvom jeg ikke har indrettet mig med en bregne som dengang i Brumleby, så omgiver jeg mig stadig med planter. 

Jeg har en plante, som stammer helt fra min farmors tid og efterhånden har været med mig gennem mange år. Jeg var bekymret for, den ikke ville klare flytningen. 

Men nu tror jeg på, at den overlever."

Mit første barn

"Fik jeg som 31-årig. Og jeg var langt bedre til det, end jeg havde troet, jeg ville være. En veninde, der blev mor nogenlunde samtidig, fortalte mig, at det var så underligt at se, fordi hun havde troet, at det ville være hende, der havde nemt ved at blive mor, og ikke mig. 

Så der var åbenbart andre end mig selv, der havde tænkt, at jeg ikke var særlig moderligt anlagt. Måske handlede det om, at min egen barndom var, som den var. Eller om at jeg var ambitiøs og optaget af min karriere.

Uanset, så var både min veninde og jeg farvet af nogle stereotype forestillinger om, hvordan det gode moderskab ser ud. De viste sig selvfølgelig ikke at være sande. Da jeg fik min søn, tænkte jeg bare; er det dig! Dig kender jeg jo! 

Det føltes nemt og naturligt. Min far synes, vi pylrede for meget om ham, snakkede for meget til ham og forkælede ham. Og det er der jo ingen, der gider at høre. 

Ethvert pattedyr skal selv finde ud af, hvordan det skal være mor eller far for sin unge. Alligevel er det, som om den seneste generation af forældre altid tror, de ved bedre end den næste. 

Efter mange års ægteskab, tog Sofie en beslutning: ”Jeg har endnu ikke tilgivet mig selv”

Mit ægteskab havde længe været dødt. Derfor var jeg også hurtig til at kaste mig i armene på Karsten og forlade min mand for hans skyld. I starten var alt da også idyl imellem os, men det blev det ikke ved med at være. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Det skal vi lade være med. For det gør vi ikke."

Min første ven

"Var nok en lille én på min egen alder, som jeg tilfældigt fandt sammen med på vejen og senere voksede fra. 

For sådan er det jo med venskaber i den alder. Og jeg har ikke en barndomsven, som har været den eneste ene gennem hele mit liv. For mig har venskaber i det hele taget aldrig været statiske. 

Jeg har ikke en kæmpe vennekreds, men har mødt mange mennesker, som jeg har været meget tæt på i perioder – fordi vi arbejdede sammen eller var det samme sted i livet – og som jeg så er gledet naturligt fra igen, når vi har udviklet os i hver vores retning. 

Der er selvfølgelig en lille kerne af venner, som jeg ved, at jeg altid vil kunne ringe til, hvis noget virkeligt går galt. Men heller ikke med dem er det sådan, at vi nødvendigvis skal være konstanter i hinandens liv. 

Min oplevelse er, at man sagtens kan strejfe ud og ind af hinandens liv og stadig dele et stærkt og betydningsfuldt venskab."

Mit første alderstegn

"Har jeg aldrig tænkt på som noget, der pludseligt indtræf. Jeg er godt klar over, at jeg er 66 år, men jeg husker jo alle mine aldre. Og de flyder stadig i mig. Alligevel kan jeg selvfølgelig godt mærke, at jeg er blevet ældre.

Jeg kan ikke bare lige tabe 10 kilo længere, hvis det var det, jeg ville. Og det er forundrende at mærke, at selvom jeg stadig har muskler, så findes de nu under et lag af blødt bindevæv, som ikke var blødt før. 

Forfængeligheden må man arbejde med gennem hele livet. Og jeg vil jo gerne leve, så jeg må tage forfaldet med. Det er ikke det samme som at acceptere synet på den ældre kvindekrop, som jo er helt anderledes end synet på mandekroppen. 

Vi har lært at skamme os over vores forfald, fordi det er det, vi får at vide, vi skal. Af mænd, af andre kvinder og af en kultur, der tilbeder ungdommen. Det synes jeg ikke er rimeligt, at vi skal være underlagt. Jeg har lige spillet en kvinde på min egen alder, der forelsker sig i en 30 år yngre mand. 

Vi stod begge næsten helt afklædte på scenen. Det er min måde at forsøge at rykke ved det blik, der hviler på kvindekroppen. 

For det er bare en kulturel konstruktion. Og vi har ingen grund til at skamme os."