Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sofie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg havde været gift med Carl i 31 år, da jeg mødte Karsten.
Jeg var 57 år og havde lige besluttet mig for at genoptage en gammel interesse: At spille klaver.
Som ung havde jeg spillet en del, og jeg havde da også et klaver stående i et hjørne i min stue, men det var efterhånden ved at være længe siden, at jeg havde spillet på det.
Mens børnene var små, nød vi at spille og synge sammen, men tiden havde også været knap, som den jo er i mange børnefamilier. Da den ældste var 12, fik Carl en depression, og det lagde et tykt tæppe af hensyntagen over vores hjem.
Jeg og børnene trippede rundt på listesko, for Carl kunne ikke klare støj. Klaverspil var fuldstændigt udelukket. Derefter fik jeg aldrig rigtigt genoptaget min interesse.
Desværre led Carls og mit ægteskab under følgerne af hans depression.
Carl vendte sig meget indad og trak sig fra de fleste sociale sammenhænge, som vi før havde nydt, så jeg måtte enten blive hjemme eller gå alene.
I lang tid blev jeg ved med at foreslå Carl, at vi lavede noget sammen; gik i biffen, begyndte at gå til noget eller bare inviterede nogle venner over på aftensmad. Men Carl vægrede sig altid.
Så var han for træt, så havde han ikke lyst til at binde sig for noget en fast aften i ugen, eller også var der noget tredje galt. Jeg foreslog flere gange, at han skulle få noget professionel hjælp, men det nægtede han.
Efterhånden begyndte jeg at føle mig rastløs i mit ægteskab, og jeg fik oftere og oftere tanken: Er det her virkelig det? Er der ikke andet til os nu end at sidde hver aften foran et fjernsyn, der kværner, mens vi sidder med næsen nede i hver vores mobiltelefon?
Lidt efter lidt mistede jeg livsgnisten, og jeg følte mig efterhånden som mit gamle klaver: Støvet og sparket til hjørne.
Jeg kunne selvfølgelig gå ud med mine veninder, og det gjorde jeg også.
Men det ville have været så dejligt, hvis Carl og jeg også fik nogle fælles oplevelser og dermed noget nyt at tale om. Jeg hadede den tavshed, der efterhånden altid hang i luften, fordi ingen af os kunne bidrage med andet end, hvordan det var gået på jobbet, og om den ene eller den anden kollega nu havde sagt sådan eller sådan.
Jeg både kedede mig og følte mig ensom i mit ægteskab.
Så en aften, hvor Carl og jeg som altid sad i sofaen, så jeg et opslag på nettet, hvor Bente, en af mine gamle klassekammerater, søgte ”glade musikanter.”
Hun ville gerne samle et band, som kunne mødes en gang om ugen for at spille sammen for hyggens skyld. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, mens jeg læste.
Bente var en livsglad kvinde, som jeg altid var kommet godt ud af det med. Hendes opslag udstrålede sådan en energi og livsglæde, at jeg med det samme tænkte, at det lige var, hvad jeg havde brug for.
Jeg læste opslaget op for Carl, som trak på skuldrene og sagde, at det kunne jeg da bare gøre.
Da jeg i min opstemthed gik hen til mit klaver og klappede låget op for at prøve, om jeg stadig huskede nogle af de gamle melodier, skruede Carl bare op for fjernsynet.
Det var med en lille smule sommerfugle i maven, at jeg dukkede op hos Bente den kommende onsdag, men min nervøsitet gik hurtigt over.
Jeg følte mig nemlig hurtigt hjemme sammen med de andre musikere, og snakken gik livligt fra første øjeblik.
Udover mig selv var der Bente og Jørgen, der spillede guitar, Magnus på trommer, Karsten på bas, og Marianne, der både sang og spillede keyboard.
Snart blev onsdag aften noget, jeg så frem til. Der var altid en hyggelig stemning, når vi mødtes for at spille, og ofte blev vi hængende bagefter for at snakke og drikke en kop te, en sodavand eller et glas vin.
Jeg kom godt ud af det med alle fem, men det var som om, at Karsten og jeg havde en helt særlig kemi, ikke bare musikalsk, men også menneskeligt.
Den korte historie er, at Karsten en dag inviterede mig ud, og jeg sagde ja.
Vores venskab udviklede sig til mere, og snart følte jeg en forelskelse i Karsten, som havde været fraskilt i fem år og derfor ikke havde nogen at stå til regnskab for.
Det havde jeg derimod, og til sidst måtte jeg gå den tunge gang og tone rent flag overfor min mand. Carl blev selvsagt chokeret og tiggede mig om at blive.
Jeg var ked af situationen, fyldt med dårlig samvittighed, og det gjorde ondt at måtte såre Carl. Men jeg havde truffet min beslutning, og jeg holdt fast i den.
Jeg ville skilles.
Eftersom det var mig, der havde fundet en anden, og eftersom jeg var stormende forelsket, og Karsten havde sagt, at jeg bare kunne flytte ind hos ham, pakkede jeg mine ejendele og flyttede ud af det hus, jeg havde boet i de sidste årtier og ind hos Karsten i hans parcelhus i den anden ende af byen.
I de første uger svævede jeg på en lyserød sky.
Karsten var omsorgsfuld og hele tiden opmærksom på, om jeg havde det godt. Vi hjalp hinanden med at rydde op i Karstens skabe, så jeg kunne få plads til mine ting.
Jeg havde efterladt stort set alle møbler hos Carl, for jeg havde ingen interesse i at ribbe hans hjem. Karsten havde jo også alt, hvad vi skulle bruge.
Kun mine personlige ejendele, mit klaver, en lampe og en enkelt lænestol havde jeg taget med mig.
Karsten havde taget en uges ferie, da jeg flyttede ind, og jeg havde også taget nogle dage fri. Det var skønt, og vi nød hinanden, men snart bankede hverdagen på igen.
Karsten arbejdede som assurandør, og han havde ofte møder sent på dagen, hvilket betød, at det for det meste var mig, der kom først hjem.
Selvom han havde gjort alt for, at jeg skulle føle mig velkommen, havde jeg det svært med at være alene i huset. For det var jo ikke mit hus. Ikke mine møbler, ikke mine køkkenting i skufferne.
Duften i huset, som ramte mig, når jeg åbnede hoveddøren, var mig også fremmed. Billederne på væggene var valgt af en anden, og den aldrende sofa havde formet sig efter andre kroppe end min.
Langsomt sneg følelsen af at være flyttet ind i en anden mands hjem og liv sig ind på mig.
Selvom det hele føltes bedre, når Karsten var der, gik det også op for mig, at vi jo slet ikke kendte hinanden særligt godt.
Vi havde da fortalt hinanden om vores børn, vores familier, jobs og venner, men der var så meget andet, vi ikke anede om hinanden; at Karsten foretrak at sidde oppe det halve af natten og se sports-tv, mens jeg havde brug for mine otte timers søvn.
At Karsten ofte ernærede sig af færdigretter, mens jeg foretrak at lave min mad selv. At han havde en langt højere tolerance overfor nullermænd i hjørnerne end jeg.
Det kan alt sammen lyde som bagateller, og det var det måske også, men i bund og grund afspejlede det et dybereliggende dilemma; nemlig at Karsten og jeg havde forskellige idéer om, hvordan vi ønskede at leve vores liv.
Ikke engang de musikaftener, der før havde været mit helle, føltes nær så trygge længere.
Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad der skete, men det var som om, at Karstens og mit forhold ændrede dynamikken i gruppen, men det var selvfølgelig kun en bagatel sammenlignet med hele vores private situation.
Efter kun et par måneder måtte jeg indse, at jeg havde været mere forelsket i forelskelsen, end jeg havde været det i Karsten.
Jeg følte mig fremmedgjort i mit nye liv med ham, og til sidst så jeg ikke anden udvej, end at bryde forholdet med ham og finde mig en lejlighed for mig selv.
I dag bor jeg alene, og selvom det har krævet tilvænning efter 31 års ægteskab, kan jeg mærke, at det giver mig en anden ro og en følelse af at være landet i mig selv.
Jeg fortryder ikke, at Carl og jeg blev skilt, for vi var nået til et punkt, hvor vi ikke havde mere at give hinanden. Men jeg fortryder måden, jeg gik fra ham på, og jeg fortryder, at jeg havde så travlt og ikke lærte Karsten bedre at kende, før jeg flyttede ind hos ham.
Faktisk er jeg nok lidt flov over, at jeg opførte mig så impulsivt, for det betød, at jeg sårede de to mænd, som jeg jo stadig holder af. Jeg tror nok, at de har tilgivet mig, men jeg arbejder stadig med at tilgive mig selv.
Til gengæld har både Karsten og jeg efter fælles overensstemmelse valgt at fortsætte med at spille sammen med Bente og de andre glade musikanter.
I begyndelsen føltes det en smule akavet, men vi har med tiden fundet ud af at være i samme rum og holde fokus på det, vi er her for, nemlig musikken.
Efter jeg forlod Karsten, fik Carl og jeg heldigvis også talt ud, og vi har fået et dybt og godt venskab, hvilket betyder meget for mig.
For nylig fortalte han mig, at han var begyndt at se en ny kvinde. Det gør mig usigelig glad, og jeg håber, at Carl kan genfinde den gnist, han havde engang, og som jeg for mange år siden forelskede mig i.
For mit eget vedkommende har jeg ikke travlt. Jeg har gode venner omkring mig, og jeg nyder mit liv.
Om der en dag dukker en ny mand op, som slår benene væk under mig, må tiden vise. I hvert fald har jeg lovet mig selv at mærke rigtigt godt efter, hvis det sker.
Jeg vil ikke igen forhaste mig, som jeg gjorde det med Karsten.
For hvis kærligheden er der, er jeg sikker på, at den vil være både tålmodig og værd at vente på.
Skriv til Vibeke
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
