Kommentarer fra medpassagerer

22 tegn på, at du er medpassageren fra helvede

Hej fru Hyacinth. Kan du lige trække følehornene tilbage og droppe gisp og febrilske greb om håndtaget, tak? Her er 22 tegn på, at du er bilpassageren fra helvede.

Glemmer du at holde øje med GPS’en, råber du ”STOOP”, når I nærmer jer et rødt lys, og kommenterer du lystigt på din chaufførs kørsel?

Det er ikke kun myldretidstrafik og dårlige medtrafikanter, der kan sende pulsen i vejret hos bilister. Ofte stammer irritationen fra en helt anden – og langt mere nær – kilde: Medpassageren, der lystigt deler ud af sine holdninger til, hvad der foregår på køreturen. Om det så måtte være tallet på speedometeret eller farven på trafiklyset. Også selvom denne kyndige bilist ikke nødvendigvis selv ejer et lyserødt kørekort.

Vi har gransket os selv for uheldige biludbrud, der kan hamle op med selveste fru Hyacinth. Og vi må blank erkende, at denne prikken til chaufførens autoritet sjældent resulterer i andet end dårlig stemning i kabinen – og flossede chauffør-nerver.

Er det alligevel det hele værd? Selvfølgelig er det dét.

Her er 22 tegn på, at du (også…) er passageren fra helvede.

1. Du gisper højlydt, peger og udbryder: “Uh, har du set, at der kommer en cyklist?” Også selvom cyklisten er 100 meter længere nede ad vejen.

2. Du tager demonstrativt fat i dørhåndtaget eller håndtaget i loftet og placerer begge ben solidt i bilens gulv, hver gang chaufføren træder på speederen eller nærmer sig et rødt lys.

3. Du holder dig for øjnene eller holder vejret, når chaufføren forsøger at vride sig ind i en svær parallelparkering, som DU ikke kan overskue.

4. Du råber ”STOOOOP”, så snart der skiftes fra grøn til gul i næste kryds. Også selvom krydset er langt femme, og der i øvrigt er to biler foran jer.

5. Lige som ruten bliver allermest lakrids, begynder du at gen-indstille GPS’en.

6. Du gør opmærksom på alle gående/cyklister/barnevogne/hunde/fugle/lygtepæle i miles omkreds.

7. Du stiller dig aldrig tilfreds med temperaturen og brokker dig gerne højlydt. Enten er der for koldt. Ellers er der for varmt. Den rette temperatur findes i hvert fald ikke.

8. Du glemmer konsekvent at holde øje med GPS’en, selvom du heroisk proklamerede, at det selvfølgelig var dit ansvar, da turen begyndte.

9. ”Se lige det her billede,” råber du, og smækker telefonen med seneste Instagram-opslag i hovedet på chaufføren, der er travlt optaget af myldretrafikken.

10. Ungerne skændes eller græder på bagsædet, og selvom du ved, at det kan være noget af det mest stressende som chauffør, har du næsen stukket ned i din telefon i stedet for at stoppe palaueren.

11. Du udbryder "vi skulle jo være drejet der", efter I er kørt forbi vejen, fordi du ikke liiige fik sagt noget i tide…

12. ”Jeg skal nok holde mig vågen med dig hele vejen,” siger du og falder i søvn 10 minutter inde i køreturen.

13. Du råber ”aj, se!” og ”så du lige det?” om folk på gaden, flotte bygninger, en sød hund – forsæt selv listen.

14. HVER gang I nærmer jer Storebæltsbroen, fortæller du historien om én, der har fået en fartbøde, fordi det jo er en 90 km-zone… Just in case, chaufføren ikke har set skiltet.

15. Du er et leksikon af indirekte stikpiller, hvis du synes, at kørslen er lidt usikker. “Ej, det er også farligt, hvis man kører for tæt på bilerne foran – se bare ham dér. Det er jo vanvittigt…”

16. Du er højre-venstre-blind, men vil helst ikke indrømme det, så du fortsætter ufortrødent med at vise (forkert) vej.

17. Du trykker på vinduesviskerne, så snart du synes, det regner. Hvis du ikke kan nå, udbryder du højt, ”kan du overhovedet se noget ud ad vinduet?”.

18. Du rækker ud for at røre ved rattet, slår blinklyset fra eller piller ved instrumentbrættet.

19. Radioen er din kommandocentral, og du vil allerhelst skifte musik, inden forrige sang er færdig.

20. Når chaufføren bevæger sig lidt for tæt på forankørende, smækker du et sæt strakte arme mod instrumentbrættet. Det gælder i øvrigt også ved hårde opbremsninger.

21. Din yndlingssang spilles i radioen, og du skruer fluks op, selvom chaufføren er stærkt koncentreret om trafikken. (Og vi ved jo alle, at man ser dårligere, når musikken er høj…)

22. Du har intet kørekort, men vælter dig i kommentarer om chaufførens – og andre bilisters – kørsel. Du. Ved. Bedst. A L T I D.

Undrer du dig nogensinde over, hvad andre tænker om os danskere? Få en række sjove svar her.