Parret bag virksomheden Hevea: "Jeg var helt indforstået med, at nu var det Tereses job, der kom først"

Hvad sker der for et par, når man ikke længere kun deler seng og forældreskab, men også ambitioner og faglighed? Når kvinden er frontfiguren i butikken, mens manden bakker op backstage? Mød Terese og Torben, der har fået det til at fungere.

Hvordan er arbejdsfordelingen – både indadtil og udadtil?

Torben: – Hvis vi begge to skal noget, så er det Terese, der har forrang. Jeg har haft 7 år med fuldt tryk på karrieren og var helt indforstået med, at nu var det Tereses job, der kom først. Jeg var med ved undfangelsen af ideen, på en ferie i Verona i 2008, men jeg gik først ind i virksomheden i 2017.

– Jeg er nu kommunikationschef, og jeg har mit arbejdsområde. Terese er direktør for det hele. Både indadtil og udadtil er hun lederen, men jeg har jo hele historikken under huden og kan se det meningsfulde i det, vi laver.

Hvorfor blev du selvstændig, Terese?

Terese: – Min mor døde få dage efter, at selv jeg blev mor for første gang. Det påvirkede mig meget at blive mor og miste min mor samtidig. Der var så meget sorg og glæde på samme tid, og det gør, at du mobiliserer nogle andre kræfter. Jeg havde måske ikke fået ideen, hvis det ikke var sket, for jeg havde et godt job og gik ikke rundt med en drøm om at blive selvstændig. Men ideen kom til mig, og den måtte jeg afprøve.

– Jeg var mere åben for at leve livet og tage en chance. Krisen skubbede mig i gang, for nu ville jeg kun lave noget, der gav mening. Og så startede jeg med at lave vores naturgummisutter, fordi jeg ikke kunne finde en sut, jeg selv ville give mit barn.

Hvornår kunne I se, at det gav mening, at Torben gik ind i virksomheden?

Terese: – Jeg vidste, at det skulle være en international forretning, og Danmark var et godt testmarked. Matas var med på ideen fra dag ét, og allerede i 2010 så vi de første Hollywoodstjerner rende rundt med sutten i munden på deres babyer. Vi havde medvind fra starten og var ikke gearet til al den succes. Vi havde ikke finansieringen til at vokse hurtigt, selvom interessen var der.

– Det var postfinanskrise, så du kunne ikke bare låne penge i banken. Vi har slidt for det og været nøjsomme med vores penge. Det var da ikke uproblematisk, at Torben skulle ind i virksomheden, hvor jeg har sat mig i rollen som chefen. Men vores liv fungerede ikke som familie, hvis han skulle bruge sin primære energi et andet sted. Nu er han meget tættere på, og vi synes begge, at vi gør en forskel i det større perspektiv.

– Jeg har taget mig meget af børnene, da de var helt små, og nu er Torben kommet mere på banen. Vi var økonomisk klar til det her skridt, og så er det en styrke for os begge, at vi har et større indblik i den andens arbejde. Vi bruger så mange timer på vores job, og tit ved man nærmest ikke, hvad den anden laver.

Hvad har været det sværeste ved at arbejde sammen?

Torben: – De dage, hvor morgenerne har været mindre gode, er det svært ikke at tage det med på arbejde. Der skal du finde overskuddet til at komme videre, for når vi er på arbejde, skal vi ikke have privaten med. Og så er der jo en risiko for, at det bare ikke fungerer. Jeg startede på deltid, og så gav vi det et halvt år. Derefter evaluerede vi, hvordan det fungerede både menneskeligt og fagligt – og vi havde begge to carte blanche til at sig stop, hvis det ikke fungerede.

Terese: – I starten var tanken om, at vi skulle være sammen hele tiden, lidt intimiderende. Jeg er en person, der skal have luft og plads, så vi måtte skabe nogle tydelige opdelinger. Vi rejser ikke sammen altid, og i hverdagene skaber vi altid lufthuller. Personligt har jeg måttet forlige mig med, at jeg næsten hellere vil være en god rollemodel end en god mor. Det var en vild erkendelse.

– Jeg kan ikke sige mig fri for at have en snert af dårlig samvittighed, når jeg arbejder sent, mens Torben hygger med børnene. Men så minder jeg mig selv om, at jeg har prøvet at skabe noget for mig selv og for min familie – og for en større sag, der kan gavne den verden, vi efterlader til vores børn.

Torben: – Og så er der et økonomisk pres. Det er nok forøget nu, fordi alt går ind over privatsfæren. Al løn er bundet op på os, når der ikke kommer en ekstra hyre ind, så vi skal præstere konstant.

Hvad er det bedste ved at arbejde sammen?

Terese: – På arbejdet er det den faglige tryghed. Vi har 100 procent tillid til hinanden, og vi ved, hvad den anden kan, og vi kan sige fra, hvis der er noget, vi ved ikke kommer til at fungere.

Torben: – Privat er det den fleksibilitet, vi har vundet. Lige nu er vi gang med et kæmpe byggeprojekt derhjemme, hvor alt er revet ud af huset. Vi har selv stået for det hele, og der hjælper det meget, at vi godt kan om snakke fodpaneler og malerprøver i arbejdstiden eller deltage i byggemøde med håndværkerne. Men så kan vi også godt arbejde på en søndag.

– Der er det mig, der håndterer familieforpligtelserne, og Terese har forret til at arbejde. Og jeg nyder den fordeling. Efter mine fire år i Bruxelles, hvor børnene sagde: “Du er aldrig hjemme, og du arbejder altid, også når du er hjemme”, har jeg fået tiden med dem tilbage.

– Børnene er så store nu, at det var ved at være sidste udkald, hvis jeg skulle nå at være en nærværende far for dem. Nu elsker jeg at være fodboldtræner for min søns hold og køre dem begge til svømning. Og da min datter, Augusta, for nylig sagde til mig “Du griner meget mere, end da du gik i jakkesæt hver dag”, måtte jeg jo give hende ret.