The Bling Ring: Banden der stjal sig til berømmelse

The Bling Ring: Banden der stjal sig til berømmelse

Var det pengene og det eksklusive modetøj eller drømmen om at komme tæt på deres idoler, der drev en flok 16-årige til at begå indbrud hos Hollywoods hotteste stjerner og stjæle for 18 millioner? Historien om gruppen, "The Bling Ring", har inspireret instruktør Sofia Coppola til hendes aktuelle film af samme navn. Vi mødte hende i Cannes.

Hvor dum er Paris Hilton egentlig? Det er det spørgsmål, der optager Rachel Lee og Nick Prugo en aften i oktober 2008, efter de har læst, at hun er i Florida for at hoste et party, og har opstøvet adressen på hendes palæ i Hollywood Hills.

De har mødt hinanden året før på gymnasiet i den velhavende Los Angeles-forstad Agoura Hills, og den første tid, de to teenagere tilbringer sammen, går med at feste, ryge pot og hænge ud på stranden. Men en sommerdag får Rachel den idé, at de skal tage på visit hos en af Nicks bekendte, der er bortrejst med sin familie. Her finder de en åben dør ved poolen, og forlader kort efter huset med 8.000 dollar i kontanter. Næste dag går med shopping på Rodeo Drive.

Paris Hilton må være dum nok

Resten af sommeren finansierer de deres indkøb i eksklusive butikker på Melrose Avenue ved at stjæle kontanter og kreditkort fra ulåste biler i rigmandskvartererne i Hollywoods bakker.

Men nu har de fået større ambitioner.

Rachel er fan af reality shows som "The Hills" og tv-serier som "Gossip Girl", og begge er de passioneret optaget af mode. Derfor er det naturligt for dem, som Nick senere formulerer det for politiet, at valget af ofre falder på "kvinder med stilsans".

Den første, de udser sig, er milliardærarvingen, partypigen og realitystjernen Paris Hilton. Deres tese er, at hvis nogen er dum nok til at lægge sin nøgle under måtten, må det være hende. De planlægger deres entré på ejendommen med hjælp fra Google Maps og går op til huset fra bagsiden. Og ganske rigtigt. Under måtten ligger en nøgle.

Medierne døber  dem "The Bling Ring"

Rachel Lee og Nick Prugos besøg hos Paris Hilton den aften i oktober bliver det første af mange. Og det bliver begyndelsen på det fænomen, amerikanske medier døber "The Bling Ring", da deres aktiviteter afsløres et år senere i 2009.

I det amerikanske månedsblad Vanity Fair skriver journalisten Nancy Jo Sales kort efter en længere artikel om de 16-årige unge, der i en periode fra oktober 2008 til august 2009 hentede designertøj, smykker og accessories for mere end tre millioner dollar hos celebrities som Paris Hilton, Orlando Bloom og Lindsay Lohan. Snart udkommer en forlænget udgave af hendes Vanity Fair-artikel, "The Suspects Wore Louboutins", som bog. Og hun er ikke den eneste, der har forsøgt at forstå, hvad der drev de 16-årige skoleelever fra velbeslåede familier i Los Angeles-forstæderne Calabassas og Agoura Hills.

Fanget på kamera

– Det er så aktuel en historie. Det her kunne ikke være sket for ti år siden. Jeg synes, det siger så meget om vores kultur i dag, siger den amerikanske filminstruktør Sofia Coppola. Hun er i Cannes for at præsentere sin nye film, "The Bling Ring" – en fortælling om Rachel Lee, Nick Prugo og deres medsammensvorne, serveret i en frenetisk visuel collage med musikvideoæstetik og et dunkende soundtrack til at ledsage hovedpersonerne, mens de shopper, clubber og bryder ind hos Hollywoods førende kendis-ikoner.

– Det havde været i nyhederne, men jeg havde ikke lagt ret meget mærke til det. Men så sad jeg i et fly og læste Vanity Fair. Jeg tænkte, "det her er jo en film". Jeg skyndte mig at ringe til forfatteren og sikrede mig rettighederne. Jeg mødte hende, og hun fortalte mig om de unge og viste mig en enorm mængde materiale, hun havde fra interviews med dem. Jo mere jeg talte med hende, jo mere fascineret blev jeg af historien, fortæller Coppola.

Ifølge politiet var 16-årige Rachel Lee leder af Bling-banden, der gradvist voksede, efterhånden som hun og Nick flashede deres erobringer på celebre natklubber og, ja, såmænd også på sociale medier som Facebook. Det var blandt andet disse billeder (hvor Nick og pigerne poserer med hænderne fulde af dollars og eksempelvis en Chaneltaske mistænkeligt magen til tv-stjernen Rachel Bilsons), der gjorde, at Los Angeles politi i sidste ende fandt frem til dem.

Stjal også fra Orlando Bloom og kæresten

Det skete imidlertid ikke, før "The Bling Ring" havde nået at besøge Paris Hilton hele fem gange ud over at begå adskillige indbrud hos andre celebrities. Kriteriet for Bling-bandepigerne, der også talte Nicks bekendte Alexis Neiers, en tredjerangs-realitystjerne, var, at ofret skulle have en attraktiv garderobe. For Nick handlede det om at gøre veninden Rachel glad.

Under besøgene i Paris Hiltons hus (som frivilligt optræder som sig selv i Sofia Coppolas film), festede de i arvingens private klub, sniffede hendes kokain og stjal hendes kontanter. Også indbrud hos den tidligere "Beverly Hills 90210"-stjerne Brian Austin Green og hans skuespillerkæreste Megan Fox slap de fra. Men hos "Orange County"-stjernen Rachel Bilson blev de fanget på overvågningskameraet. Efter råd fra politiet, lagde Bilson optagelserne på nettet. Alligevel blev gruppen stadig mere vovet.

Den 13. juli 2009 blev undertøjs-modellen Miranda Kerr, udpeget som mål, fordi "pigerne ville have Victoria's Secret-modellens lingeri", som Nick forklarede til politiet. I hendes og kæresten, nu ægtemanden, Orlando Blooms fælles hjem stjal de Rolex-ure, Louis Vuitton-tasker og kunst for omkring en halv million dollar.

Stjernerne var også bare mennesker

Efter et indbrud hos Rachels største modeidol Lindsay Lohan gik det imidlertid galt. Filmstjernen cirkulerede overvågningsvideoen, og denne gang skjulte Nicks hættetrøje ikke hans ansigt. Da politiet arresterede ham, tilstod Nick Prugo alt. En forklaring havde han til gengæld ikke:

"Vi gjorde det bare. Jeg ved godt, at det lyder dumt, men Rachel ville have tøjet. Hun ville se godt ud. Jeg fulgte bare med. Jeg elskede Rachel nærmest som en søster," fortalte han senere. Den dårlige samvittighed havde gnavet i ham, sagde han, ikke mindst efter at han ved flere tilfælde under indbruddene havde "set ting, der afslørede, at stjernerne også bare var mennesker, der selv havde alvorlige problemer".

Svært for unge at blive sig selv

For Sofia Coppola blev Nick derfor filmens hovedperson.

– Jeg er meget optaget af spørgsmål om identitet, og hvordan vi finder frem til, hvem vi gerne vil være, siger hun og understreger, at det måske aldrig har været sværere for unge, end det er i dag.

Med filmskaberen Francis Ford Coppola som far er hun selv vokset op blandt berømtheder og vant til at være i mediernes søgelys, men hendes personlige oplevelser – som i øvrigt inspirerede hendes film "Somewhere" fra 2010 – var intet mod den aktuelle celebrity-dyrkelse, fortæller hun.

– Los Angeles er celebritykulturens epicenter. Og de her unge bor lige på den anden side af bakken fra berømthederne, siger Sofia Coppola, hvis mål var at lade filmens stil afspejle "den kultur, der dominerer vores verden".

Legede berømtheder

Af samme grund er det heller ikke så mærkeligt, at "The Bling Ring" ikke gjorde mere for at dække deres spor såsom at bære handsker og masker, påpeger en af filmens unge skuespillere, Emma Watson, der har taget springet fra Harry Potter-filmenes univers og spiller Alexis Neiers-figuren – i filmen kaldet Nicki.

– Det handlede ikke så meget om at stjæle, det handlede om at lege. De legede, at de var de stjerner, de brød ind hos, tror jeg. De ville bare hænge ud og prøve at leve som dem.

Hun sidder ved siden af sin instruktør ved pressemødet på Den franske riviera flankeret af en stribe nye skuespiltalenter. I filmversionen spiller de virkelighedens "Bling Ring", men under opdigtede navne.

– Mit casting team brugte et år på at hjælpe mig med at finde denne gruppe. Det var vigtigt, at karaktererne ikke blev tegneseriefigurer, at de føltes ægte, så man kunne forstå hvordan, de blev revet med. Så vi skulle have unge, der føltes ægte og kom med hver sin personlighed, siger Sofia Coppola på sin karakteristiske måde, lavmælt og tøvende, men reflekteret og velformuleret.

– Celebrities er så stor en del af vores kultur i dag, og jeg syntes, det var vigtigt at forsøge at fortælle historien fra de unges vinkel og give publikum chancen for at opleve den på den måde. Der er noget med de her unge i forstæderne, som bor så tæt på berømthederne og alligevel er så langt fra deres liv... De er teenagere, og de "bonder" omkring det her.

Samtidig er filmen for instruktøren i høj grad også et generationsportræt. En film om sociale medier og deres indflydelse på en ny generation af unge:

– Det er en af grundene til, at jeg synes, at historien er så aktuel. Det er et tema, der er så anderledes fra den tid, jeg voksede op i. Vi har en information-overload og en mangel på privatliv, og de unge ved så meget om dem, de beundrer. Det har en stor indflydelse på dem, siger 42-årige Sofia Coppola.

Bagsiden af de sociale medier

For at forstå deres karakterer så skuespillerne en masse realityshows.

– Jeg var nødt til at forsøge at forstå den person, jeg spillede. Det var virkelig det sværeste for mig. Jeg forsøgte at tænkte på, hvordan hendes forældre var, hvilket miljø L.A. er, og hvordan det kunne have påvirket hende, siger Emma Watson om Alexis Neiers. Hun tilføjer:

– Sagen er, at med teknologien går det hele så stærkt i dag, du får adgang til opdaterede nyheder om celebrities nærmest døgnet rundt, og det giver folk en oplevelse af, at de er meget tæt på dem. I virkeligheden er det langt fra tilfældet.

− Med Instagram og Twitter og de andre sociale medier føles celebrities så tæt på, at du næsten kan mærke dem," siger Israel Broussard, der spiller Nick – i filmen kaldet Marc. Og en tredje af de unge skuespillere, Claire Julien, tilføjer:

– I dag er det en forpligtelse at brande sig selv. Du er nødt til at være på Facebook, og du er nødt til at brande dig, for alle andre gør det, og du føler, at hvis du ikke gør det så falder du bagud.

Instruktøren, der ellers sjældent taler uden først at blive spurgt, tilføjer, mens et skævt smil breder sig over hendes porcelænsfine ansigt:

– Jeg er så glad for, at der ikke var Facebook, da jeg var ung.

Udtryk for mig-generationen

Da Sofia Coppola imod slutningen af pressemødet bliver spurgt, hvordan hun tror, at de unge fra "The Bling Ring" har det med, at der er blevet lavet en film om dem, eftersom det hele begyndte med, at de ville smage berømmelsen, svarer hun:

– Jeg ændrede helt bevidst deres navne. Jeg havde ikke lyst til at bidrage til, at de blev endnu mere berømte. Jeg mødte to af dem og hørte deres historier, og en af dem fortalte mig, at en af de andre fra gruppen ville stjæle Paris Hiltons hund, siger hun og griner.

I filmen lader Sofia Coppola, der selv er manuskriptforfatter, den unge tyv argumentere for, hvorfor hun da godt kan tillade sig at tage hunden med et: "Men han kan lide mig!!" På den måde understreger hun elegant parallellen i sine karakterportrætter til det fænomen, nyhedsmagasinet Time Magazine for nylig har kaldt "The me-me-me-generation".

På spørgsmålet om, hvordan hun har det med, at de unge ikke føler, at de bliver skildret korrekt i filmen, svarer hun for første gang med en anelse distance i sin ellers milde fremtoning:

– Det er jeg ikke overrasket over, men det er ikke nogen dokumentar. Jeg er ikke så bekymret over deres reaktion, siger Sofia Coppola og fremhæver igen sin pointe med, at hun ikke er interesseret i at bidrage til gruppens berømthed.

Banden er nu selv berømtheder

Hvorvidt det ønske er realistisk, vil tiden vise.

Mens Nick Prugo og Rachel Lee afsonede fængselsstraffe, lagde Alexis Neiers hurtigt sine 30 dages fængsel bag sig. Hun er netop nu ved at brande sig som nybagt celebrity mom. Og hendes ambitioner fejler ikke noget.

Kort før hun d. 22. oktober 2009 blev stillet for en dommer, benægtede hun enhver forbindelse til indbruddene og gav følgende udtalelse til pressen:

– Jeg tror på karma. Og jeg tror, at denne her situation er opstået i mit liv, fordi jeg skulle gøre mig den erfaring for at vokse som et spirituelt menneske. Jeg ser mig selv som Angelina Jolie – men endnu stærkere, én, der kæmper for universet og for fred og for planetens sundhed. Gud har ikke givet mig de her talenter og det her udseende for, at jeg skal sidde på min flade som model eller som berømthed. Jeg vil lede en stor velgørenhedsorganisation. Ja, faktisk vil jeg måske lede et land.

Kilde: "The Suspects Wore Louboutins", Nancy Jo Sales, Vanity Fair marts 2010, m.fl.

"The Bling Ring" havde biografpremiere 11. Juli

LÆS OGSÅ: Ugens film - Woody Allens blik på krisen