7 ting, du (måske) ikke vidste om Thomas Blachman

Vidste du, at han er den længst siddende X Factor-dommer i programmets historie, at hans far har opfundet den automatiske telefonsvarer, og at han i dag ser sin ordblindhed som en gave? Lær Thomas Blachman lidt bedre at kende her.

Selvom Thomas Blachman i mange år har fungeret som trommeslager i jazzgruppen Page One, er indehaver af en bachelorgrad i jazzkomposition fra Berklee College of Music i Boston, og har produceret musik for blandt andre Caroline Henderson, kender de fleste ham nok fra talentkonkurrencen X Factor. Først på DR1 og siden på TV 2. Et program, hvor han som dommer er kendt for at sige sin ærlige mening og ikke er bange for at provokere.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Thomas Blachman er en mand, som deler vandene – og én, mange har en holdning til. Men hvem er den skaldede X Factor-dommer med de stærke meninger pakket ind i krøllede sætninger egentlig?

Læs med og bliv klogere på ham her.

1. X Factor-klenodiet

X Factor blev første gang vist på dansk tv i 2008 – fire år efter, at den britiske version, som er skabt af Simon Cowell, havde premiere i England. Alligevel er Thomas Blachman den dommer, der har medvirket længst tid i hele X Factors historie. I 2021 overhalede han nemlig den britiske dommer Louis Walsh, som er kendt fra X Factor UK. Han var dommer i hele 13 sæsoner (fra 2004 til 2017), mens Thomas Blachman runder 15 sæsoner, når han sætter sig bag dommerbordet i årets udgave af det populære tv-program.

Kun en enkelt sæson har den erfarne dommer med de sylespidse kommentarer holdt pause fra programmet. Det var i 2010. Dengang udtalte han til TV 2, at han var godt og grundigt træt oven på de seneste to sæsoner – det var tid til en pause. Siden han tog dén, har den karismatiske dommer været fast inventar bag dommerbordet.

2. En provokatør

Har du set bare et kvarter af et enkelt X Factor-afsnit, ved du måske også, at Thomas Blachman siger sin ærlige mening råt for usødet. Og han er heller ikke bleg for at pirke til Janteloven.

Han er bl.a. kendt for at have sagt, at hans funktion er mere end at være tv-underholdning for danskerne fredag aften. Tilbage i 2009 sagde han fx til TV 2, at han og programmet fungerer som en opdragende instans. Og det er særligt hans egen generation, han har forsøgt at opdrage på.

"Når jeg har siddet der i mainstream-TV og svinet og kæftet op, så har jeg talt til min egen generation gennem deres børn og fortalt dem alle de ting, min generation ikke selv har turdet sige til deres børn."

"Mange unge mennesker har fuldstændig mangel på selvindsigt, kun fordi deres forældre har fuldstændig mangel på selvindsigt. Fordi de ikke har turdet blotte sig, af frygt for, hvad andre nu måtte tænke om dem," forklarede han dengang.

Selv Thomas Blachmans bedste venner fortæller, at deres ven er brutalt ærlig og faktisk meget 'udansk' i sin facon.

Udansk vil nogen måske også mene, det er at skrive en selvbiografi med formålet; at rose sig selv. Måske netop derfor er det præcis, hvad Thomas Blachman ville med sin selvbiografi ’Det kolossale menneske’, som blev udgivet i 2008. Bogen er på mange måder en stor fuckfinger til Janteloven.

Et godt eksempel kommer her. Til det nu lukkede modemagasin, COVER, har Blachman udtalt følgende:

"Jeg må indrømme min egen storhed. Det skal jeg have lov til. Og det skal alle andre have lov til. Hvis man gør det, giver man omverdenen noget at tænke over. Alternativet er, at man bliver bange for, hvad andre måtte tænke. Det er trist at begrænse sig selv, fordi man er bange for, hvad andre måtte tænke (…) Alene derfor har jeg skrevet denne fantastiske selvbiografi, hvor jeg roser mig selv fra første til sidste side. På den måde er bogen en måde at genvinde mit gode, gamle erigerede jeg, som ellers har været dysset lidt ned siden årtusindskiftet."

3. Tessa-gaten

Apropos åbenmundet så bar X Factor-dommeren sig for alvor uheldigt afsted under Zulu Awards i 2021, da han fra scenen sagde følgende ord til den danske rapper, Tessa: "Tessa, jeg står i telefonbogen, kom og knald mig, min elskede." Det var boomer-agtigt, forkert og langt under niveau.

Heldigvis tog Tessa til genmæle i en rap, som hun lagde ud på sin Instagram.

"Yep, du’ en boomer, yep, du var boozet, og det ik’ fordi du virkelig ramte mig. Men det viser, at det er hult, når I snakker om Metoo, og det viser, at der stadigvæk er lang vej," lød det blandt andet i opsangen.

Med sin rap fortalte Tessa, at hun mere præcist manglede en undskyldning fra Thomas Blachman for hans opførsel og tilråb til awardshowet. 

Undskyldningen påstod Blachman, han allerede havde givet den unge rapper via Instagram – og han sendte et screenshot af den til BT med ordene

"Jeg kan forstå, at Tessa ikke har læst den undskyldning, jeg sendte til hende efter 'Zulu Awards' den 5. maj. Men hvad fanden, jeg læser heller ikke alle mine beskeder."

"Jeg undskylder igen. Når det er sagt, så er showbiz showbiz."

Siden delte Tessa dog screenshots af to tomme indbakker fra Thomas Blachmans profiler med spørgsmålene: ’Kan I se en besked her?’ og ’Eller her?’ som svar på den udtalelse, og fastholdt, at hun ikke havde modtaget den omtalte besked.

4. Faren og telefonsvareren

Thomas Blachmans far, Henning Blachman, kommer ud af en jødisk-russisk familie, som immigrerede til Danmark i 1911 og etablerede et skrædderi. Imod sine forældres vilje giftede Henning Blachman sig i 1958 med ikkejødiske Annie Blachman, og de bosatte sig på Nørrebro, hvor de åbnede en radio- og tv-forretning.

Som 20-årig opfandt Thomas Blachmans far den automatiske telefonsvarer, mens moren ejede tøjkæden Vi unge. Selvom forældrenes økonomiske formåen har gjort, at Blachman aldrig har følt afhængigheden af at tjene sine egne penge, så er det ikke, fordi han er blevet møgforkælet – han er til gengæld blevet "elsket og set", har han fortalt til ALT for damerne.

Han har også tidligere fortalt til TV 2, at han kan takke sine forældre for, at de har givet ham hans kreativitet, fantasi og troen på, at alting kan lade sig gøre.

5. De få strå

Det er ikke nogen hemmelighed, at Thomas Blachman er skaldet. Men det har ikke altid været sådan, og vejen dertil var ikke uden bump. Til Ekstra Bladet har han tidligere fortalt:

"Min hårgrænse forsvandt langsomt, fra jeg var 20 til 25 år. Så jeg nåede at vænne mig til at blive skaldet, selv om det var lidt voldsomt i starten. Min tipoldefar, oldefar, farfar og far har også været skaldede. Min mor stod og masserede alle mulige kemikalier ned i min hovedbund i perioden, hvor jeg begyndte at miste håret."

"Jeg havde komplekser omkring min skaldethed i starten, men det har jeg ikke længere. Jeg sprang ud som et mere frisat menneske, dengang jeg lærte at leve med min skaldethed, og som det menneske, jeg er. Og efter det kom der en tsunami af kærlighed til mig, som alle mennesker nok har lagt mærke til."

6. Far til fire

Thomas Blachman er far til fire. Og stolt af det. Faktisk forsvandt al den tvivl, han før måtte have haft om sig selv, da han blev far.

"Det var ligesom en streg i sandet. At nu går tingene kun én vej, og det er fremad. Nu gjaldt det bare om at gøre det, så godt jeg kunne. Være til stede i alt, hvad der skete," har han sagt til ALT for damerne.

Selvom Thomas Blachman på nogen kan virke hård i filten, skal man ikke tage fejl af, at han er far med stort F. Faktisk er nærvær det altafgørende, når det kommer til hans børn.

"Jeg har nok været en lille smule belastende, fordi jeg var så superopmærksom. Jeg snakkede til de unger og lyttede til dem, fra de kom ud af… mig selv, skulle jeg til at sige… ud af moren, selvfølgelig. Jeg var virkelig optaget af det hele og så udmattet efter den fødsel. Det var mig, der lå i barselssengen, da familien kom og skulle se Henry (hans ældste søn, red.), mens moren sprang rundt," har han sagt til ALT for damerne.

7. Ordblind

Thomas Blachman blev sendt for tidligt i skole, fordi hans far troede, han var genial. Det fortalte han til Vores Børn tilbage i 2018.

"Jeg var god til at gengive former og kunne genkende ting ud fra det mindste lille udsnit, og det troede min far var identisk med en vis begavelse. Det var bare ikke den form for begavelse, som man satte pris på i skolen, og jeg følte mig som en tumpe."

Det viste sig dengang, at Thomas Blachman er ordblind, og han endte derfor med at gå på otte forskellige skoler.

Til Berlingske har han sagt: "I syv år havde jeg kronisk dårlig samvittighed over min skolegang. Jeg lavede ikke lektier en eneste dag, men fik lov til at bestå klasser hver gang. Gjorde, hvad der passede mig. Det er jo sindssygt. Den var nok ikke gået i dag."

Heldigvis har Thomas Blachmans forældre aldrig tvivlet på hans evner.

"De sagde begge til mig, at det nok skulle gå. Deres tillid til mig blev til min selvtillid," har han sagt til Vores Børn.

Og den samme tiltro havde lærerne ifølge X Faktor-dommeren også på Bernadotteskolen, hvor de i 8. klasse anbefalede ham at satse på musikken. Hans forældre støttede ham i hans valg, og han begyndte at studere slagtøj på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

I dag mener Blachman selv, at hans ordblindhed er en gave.

"Vi (ordblinde, red.) bliver supersensitive sanseligt (…) fordi vi ser den lille streg i panden, som signalerer, at jeg måske ikke har gode karakterer i skolen, men at jeg har menneskelig karakter. Det er en stor idégenererende eksistens," lød det fra Thomas Blachman, da chefredaktør for Vores Børn, Mette Hovmand-Stilling, i 2018 interviewede ham og Rane Willerslev på Folkemødet.

Dengang fortalte han videre, at han som barn omsatte sine vanskeligheder til en stor musikalsk kreativitet.

"Som ordblind lærer man at forstå det uforståelige. Man får en sans for at kunne underholde sig selv og have et helt indre liv (…) Og det er jo det, der er så idégenererende og positivt. Dét er gaven," uddybede han.

  • Født den 2. april 1963 på Nørrebro i København.
  • Far til Henry og Ramona, som han har med sin ekskone Viola Heyn-Johnsen, og til Zac på tre og en lille pige, som kom til verden sidste år, med sin nuværende kæreste, Julia Werup.
  • Jazzmusiker, komponist, producer, foredragsholder og dommer i 15 ud af 16 sæsoner af ”X Factor” på hhv. DR1 og TV 2. Også kendt for programserierne ”Blachman”, ”Mentor”, ”Luk mig ind – det er Blachman” og senest i år ”Blachman på skemaet”. Forfatter bag selvbiografien ’Det kolossale menneske’.