Thomas Blachmann: "Sidste sommer kendte vi ikke hinanden. Det hele er gået meget hurtigt"

Disruption er ikke bare noget, der sker i finanssektoren eller IT-branchen. Det sker også, når den svenske digter, sangerinde og musiker Julia Werup og producer, musiker og tv-personlighed Thomas Blachman siger ja til et interview. Hun er aktuel med sit første spoken word-album, som han har produceret, og så venter de et barn sammen. Men først når sommeren er forbi. Heldigvis. For de kreative sjæle forbander sol og sommertøj og higer allerede efter efterår.

Thomas Blachman insisterer på, at vores møde skal være en samtale. Ikke noget med at forsøge at tage noter undervejs. Frem med båndoptageren, og glem den planlagte spørgeramme. Og nej, vi er ikke ude i en Ghita Nørby. Vi er ude i at ære den forfængelighed, som alt for mange netop giver afkald på om sommeren, hvor de gode manerer står for fald, når varmegraderne stiger.

– Alt er forfængelighed. Når du læser dig selv, vil du jo gerne have, at ordene sidder på samme måde, som de er blevet sagt, siger Thomas Blachman.

– Åh, slap da af, sure gamle mand, siger Julia Werup med et smil.

– Nej, men for fanden. Det handler ikke om at være sur. Det handler om, at et interview er et medie i sig selv. Og at ord er poesi, ligesom musik. Og så skal der ikke lige pludselig mangle de ord, der binder hele meningen sammen.

Poesien fylder i deres liv og er den form, Julia Werup fandt sig selv i. Hun er datter af den svenske forfatter, kunstner og digter Jacques Werup og er vokset op i den svenske kulturelite, som hun eftertrykkeligt prøvede at lægge afstand til i sine teenageår. Men poesien indhentede hende. For til trods for, at Julia er ordblind og har ADHD, som gør, at romanens langmodighed frustrerer hende, blev digtene et sted, hvor hun kunne finde sig selv og sine egne ord.

– Jeg fandt min vej ind i poesien, fordi den er så kort og spontan i sin form. Min poesi er meget umiddelbar. Jeg har ikke gået på forfatterskole, og mine digte er ikke akademiske, sige hun.

– Det er ren hovedstol det her, supplerer Thomas Blachman.

– Det er meget, meget sart og brutalt.

Julias far er død, men hun nåede ham inden. Med sine barske ord.

– Mine digte blev en måde at nå min far på. Han var meget fjern og indesluttet omkring sit eget kunstnerskab, men da jeg begyndte at skrive, kunne han pludselig give mig feedback. Så havde vi noget at være fælles om og fik dannet en anden slags relation.

Julia Werupss upolerede digte tilsat hendes nærvær, skønhed og utilslørede sans for indtage sin naturlige plads som diva med stort D, fascinerede Thomas Blachman. Der ikke bare forelskede sig i kvinden, men også i den nye energi, et samarbejde om en plade kunne give. Julia Werup har tidligere har udgivet digtsamlingerne Ensomme mænds død og Supernova, og det er sidstnævnte, som er blevet grundlaget for pladen, der måske ikke bliver soundtracket til sommerens beach parties, men kan være et smukt lydtæppe til de lyseblå nætter, hvor ensomhed eller umulig kærlighed holder dig vågen.

Vi skal tale lidt om sommer. Men hvilken sommer?

– Sidste sommer kendte vi ikke hinanden. Det hele er gået hurtigt. Vi har begge to meget energi og er meget fabulerende. Det er ikke nok for os at lave babyer sammen, vi må også lave musik. Det er helt naturligt, også selv om det slet ikke var meningen, fortæller Thomas Blachman.

– Intet er planlagt. Det skete bare, bekræfter Julia Werup.

– Vi prøvede at skabe noget sammen gennem musikken, fortsætter Thomas Blachman sin rytmiske dialog.

– Her kunne vi mødes i en verden, der ikke fandtes i forvejen. Den er mørk og dyster. Og melankolsk og sexet. Og det var et sted, hvor Julia kunne være iklædt det udtryk, der klæder hende bedst. Jeg har gået og ventet på, at det her skulle ske. Jeg har arbejdet med tv i mange år og lavet masser af musik, men i mødet med Julia, har jeg fundet den autencitet, jeg ubevidst har ledt efter. Jeg er et musikalsk videnskabsmenneske, og fordi jeg kender musikhistorien så indgående, bliver det en opgave for mig at lave noget, der ikke er hørt før. Jeg vil gerne skabe en rytme, der ikke er tænkt før, men det kræver en diva på toppen at gøre udtrykket til en levende organisme.

Men kan man lytte til en mørk og dyster plade om sommeren?

– Der er jo netop brug for noget mørke om sommeren, når alle springer ud i sportstøj. Det ser jo ud af helvede til! Så har man brug for at søge ind i skyggen og sidde og svede i sit tweed og savne efteråret og mørket. Så det er absolut en sommerplade, der står i kontrast til det lalleglade camping-Danmark, siger Thomas Blachman, der er iklædt velourblazer og raffinerede loafers. Ingen campinghabit her.

– Jeg savner mørket hele tiden. Jeg bliver sur og deprimeret, når lyset kommer, fortæller Julia Werup, der mødte Thomas Blachman første gang på en jazzklub i november. Årstiden, hvor det danske vejr viser sig fra sin mest melankolske side.

– Jeg har en ret dyster tilgang til livet, så for mig er det svært, når alle pludselig går rundt og holder hånd i solen og er så fucking glade. Følelserne er så anderledes indeni mig, så jeg står udenfor og føler mig ensom. Jeg har kæmpet med det i mange år, og det er så svært at være omgivet af en tilstand, man slet ikke kan være i. Jeg er blevet ældre og har lært at regulere det, men det bliver aldrig nemt, fortæller Julia Werup nøgternt.

Hvornår vendte det?

– Det er ikke vendt. Men jeg er 31. Jeg har lært at leve med det.

Julia har lagt afstand til den finkultur, litteratur, sommerstemning og lykkefølelse, der klæber til sommeren som en Filur-is, der smelter og trækker gule og røde sukkerspor ned af hånden, som holder pinden. Og nu står hun alligevel midt i det hele, med to bøger på bordet, en plade på grammofonen og en baby i maven. Kan vi tale om en forløsning nu?

– Jeg er ikke nødvendigvis forløst, men jeg har fået terapi gennem de kreative rum. Jeg har sunget og skrevet og stået på en scene. Jeg planlægger ikke noget, heller ikke min sommer. Men jeg ved alligevel godt, hvad den her sommer skal bruges på. Det bliver på en scene med mit band, siger Julia Werup.

Men I barsler både med en baby og en plade. Bliver denne her sommer et opbrud med fortiden eller et nybrud i fremtiden?

– At lave en plade er at lave en plade. Den skal ud. Bum. Den kommer. Der sker meget, eller der sker ingenting. Det er ikke så afgørende, siger Thomas Blachman.

– Det, der er afgørende, er, at den er et nødvendigt dokument på tiden.

Pladen Blixtas bliver parrets dokument på sommeren 2019. Men til efteråret kommer der en baby, og en ny tid starter. Når mørket vender tilbage.