
Min svigermor vil ikke samsove med min datter, så nu må hun ikke længere overnatte
En læser plejer at samsove med sin datter. Men hvis svigermor skal passe hende, kræver svigermor, at barnebarnet skal kunne sove i tremmeseng. Læs, hvad Rosa Øllgaards råder til i Vores Børns brevkasse.
"Min svigermor vil ikke samsove med min datter"
Mine svigerforældre er meget engagerede og er rigtig gode til at hjælpe, når de kan.
Jeg har stort set altid samsovet med min datter, og hun er derfor ikke så vant til tremmeseng.
Men svigermor bryder sig ikke om at samsove med hende, når hun skal passe. Så svigermor gav mig et ultimatum: Enten skulle jeg lære hende at sove i tremmeseng hver aften, eller også var det slut med at hun måtte overnatte hjemme hos dem.
Da svigermor er den eneste hjælp vi har, og det ved hun godt, følte jeg mig nødsaget til at lære hende at sove i tremmeseng, selvom jeg ikke bryder mig om det.
Det har slået skår i min relation til svigermor – hvordan skal jeg håndtere det?
Rosa Øllgaard råder til at have en tillidsfuld samtale
Det er dejligt med engagerede bedsteforældre, men svigermor skal måske lige træde et skridt tilbage og ud af soveværelset.
Det er altid vigtigt at være skeptisk over for andre, der mener at de ved mere om, hvordan ens familie skal fungere, end man selv gør. Det gælder både familie, venner og fagfolk.
Svigermor har været grænseoverskridende, formentlig uden hun selv er klar over det, for hun har krævet, at du skulle gøre noget, du faktisk ikke ville – og ingen skal bestemme, hvordan I sover bedst hjemme hos jer.
Når det kommer til samsovning, så kan det være, at bedsteforældrene bliver nervøse, fordi de ikke ved hvordan de skal putte, når de aldrig selv har puttet deres børn sådan?
De kan måske have tendens til at opfatte samsovning som et modelune, men i virkeligheden er det med at sove sammen i én stor seng jo noget, vi har gjort i århundreder.
Men selv små børn kan sagtens afkode, at der gælder forskellige regler forskellige steder.
Det ser vi meget i vuggestuerne, hvor børnene også bliver puttet og sover på en anden måde end derhjemme, og ligesådan kan der også være forskel på at sove hjemme og hos bedsteforældrene.
Så din datter kan jo prøve at sove i en tremmeseng hos svigermor – og hvis det ikke går, så er din datter ikke klar. Og det er svigermor nok heller ikke.
Grundlæggende handler det om, at du skal være tryg ved, at jeres datter er tryg og har det rart med svigermor – også om natten.
Du kan jo fx sige; "du må gerne prøve at putte i tremmesengen, hun må bare ikke være ulykkelig." Du kan også spørge din svigermor åbent og nysgerrigt om, hvad problemet handler om hjemme hos hende?
Kan det være, at hun er for udmattet til en besværlig putterutine og en aktiv nat med et lille barn efter en hård dag?
Bedsteforældre kan godt være for stolte til at indrømme, at de fysisk efterhånden kan klare mindre. Måske hun føler sig afmægtig, for hun altid har puttet sine egne børn i tremmeseng? Begynd med at have en tillidsfuld samtale.
Hvis der er tillid, kan man nemlig give uendelig lang snor og lade bedsteforældrene passe og putte, som det fungerer bedst for dem.