Thomas Vinterberg: ”Det mindste, jeg kan gøre, er at forsøge at leve mit liv så godt som muligt”

Kan du huske, da statsministeren i marts 2020 holdt det historiske pressemøde, hvor hun lukkede Danmark ned i to uger på grund af corona? 

Læs også

Som succesfuld filminstruktør er der især én ting, Thomas Vinterberg aldrig vænner sig til

Hvor chokerende og fuldstændig ubegribeligt det var? 

Forestil dig så et scenarie, hvor landets regering lukker Danmark ned for altid, fordi den stigende vandstand ikke længere kan ignoreres. Alle indbyggere skal evakueres til andre lande. 

Du kan simpelthen ikke længere bo her, for Danmark, med sine bølgende marker, de grønne bøgeskove og den verdensberømte hygge, forsvinder i vandmasserne. Uhyggeligt? Ja. Urealistisk? Måske – måske ikke. 

Det er under alle omstændigheder det skræmmende udgangspunkt for Thomas Vinterbergs nye tv-serie, 'Familier som vores', hvor man følger en række menneskers handlinger og ikke mindst dilemmaer i præcis denne tænkte situation.

Danmark føles heldigvis ganske fredfyldt og solbeskinnet denne torsdag morgen, hvor Thomas Vinterberg er mødt op på sit gamle produktionskontor hos Zentropa i Filmbyen for at fortælle om tankerne bag serien og ikke mindst, hvordan han tror, at han selv ville reagere, hvis han skulle forlade alt, hvad han kender og elsker. 

Hvad ville han være mest ked af at forlade? Og hvem ville han sætte himmel og jord i bevægelse for at blive evakueret sammen med? 

Det har han naturligvis gjort sig en del tanker om i løbet af de seks år, som serien har været undervejs. Det hele begyndte på et kedeligt hotelværelse i Paris i 2018.

"Jeg havde arbejdet på ubådsfilmen 'Kursk' og havde været meget væk hjemmefra over en lang periode, blandt andet i Paris, hvor jeg ikke syntes, at jeg blev taget vel imod.

Jeg gik ned på den samme café hver dag, og de ansatte blev ved med at behandle mig som en turist, de aldrig havde mødt før. 

Den ungdomsdrøm, jeg havde haft, om at rejse med mit arbejde, gav ikke mening på det tidspunkt, for jeg ville egentlig bare gerne være derhjemme med mine børn og min kone. 

Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, men så er det jo sådan med idéer, at det er noget, man pludselig får, når man mindst venter det. Og som jeg sad der helt alene i Paris, kom den her idé til mig om, hvad der ville ske, hvis Danmark skulle lukkes helt ned. 

Idéen dukkede givetvis op, fordi jeg savnede mine børn og tænkte over, hvordan det ville være, hvis jeg blev skilt fra dem, og måske handlede det også om, at jeg altid er optaget af, hvad mine børn er optaget af.

På det tidspunkt var det i høj grad børnene og de unge, der gav udtryk for en bekymring for kloden, og det gjorde mine børn også. Jeg tænkte lidt over min idé, og så skrev jeg et digt. I bedste Jørgen Leth-stil. Jeg har aldrig – hverken før eller siden – skrevet et digt."

Må jeg læse det til brug for artiklen?

"Det ved gud du ikke må! Der er ingen, der har set det. Og jeg ved ikke engang, om jeg kan finde det. Men altså, jeg skrev et digt, måske for at give mine tanker vigtighed. 

Måske også fordi jeg ikke helt troede på idéen, som jeg dog derefter prøvede af hos nogle venner. Og det var altså før covid. Før vand på vores marker. 

Og de folk, jeg introducerede idéen for, syntes, det var et skørt påfund. Men Sisse Graum Jørgensen, der er filmproducer her på Zentropa, fandt den interessant."

En form for realisme

Arbejdet med serien gik i gang, og hen ad vejen blev produktionen indhentet af virkeligheden. Thomas og Bo Hr. Hansen var i gang med at skrive manuskriptet, der dengang foregik i Kiev, da coronapandemien begyndte at brede sig. 

Det bevirkede, at de tog flere scener ud af manuskriptet, fordi de ikke ville lave det samme som det, der faktisk skete i verden. Derefter udbrød der krig i Ukraine, og de måtte flytte handlingen ud af landet. 

Og siden har alle ved selvsyn kunnet konstatere, at der er mere og mere vand på de danske marker og rundt om huse og sommerhuse.

"Vi er jo slet ikke der, hvor vi er ved at skulle flytte ud af vores land, så serien er stadig et tankeeksperiment. Men folks bevidsthed om, hvad der kan ske, har flyttet sig i de år, der er gået."

I tv-serien ser man stort set ikke vandet, der er på vej, hvorfor ikke?

"For det første ville vi gerne lave en form for realisme, og jeg er ret sikker på, at den danske regering ville reagere lang tid før en flodbølge. Det ville ikke komme til en pludselig katastrofe, man ville vide, at vandet var på vej, og man ville udvise rettidig omhu. 

For det andet vil jeg gerne understrege, at serien er et eksistentielt, menneskeligt drama. 

Hvordan reagerer vi, når krisen opstår? Hvem giver du plads til i din redningsbåd, hvis du kun har tre pladser, og din familie består af flere?

Hvem vil du vælge fra? Hvem vil du vælge til? Opstår der solidaritet mellem mennesker? Eller det modsatte? Og hvordan er kærlighedens vilkår?"

Problemet med børnene

I tv-serien bliver en del af befolkningen evakueret på statens regning og uden indflydelse på, hvilke lande de bliver sendt til. 

Andre, som har midlerne, har mulighed for rejse til lande, de selv vælger, men selv mennesker med store huse og biler står pludselig uden penge på lommen, fordi mursten jo ikke er en krone værd, når landet står foran oversvømmelse. 

Og så er det i øvrigt heller ikke sikkert, at det land, man gerne vil til, har lyst til at aftage flere danske flygtninge.

Hvis du selv stod i situationen og var en af dem, der kunne vælge et land, hvor ville du så tage hen?

"Jeg tror, jeg ville forsøge at komme til Norge."

Hvorfor det?

"Fordi jeg elsker den nordiske natur. Jeg elsker sne. De har et højt uddannelsesniveau, der er mange penge i Norge, og de har en fantastisk filmkultur. 

Men jeg ved ikke, om jeg ville kunne komme ind i landet, jo, og så har jeg også det samme ”problem”, som en af hovedkaraktererne i serien har, nemlig at han har børn med to forskellige kvinder. 

Læs også

Petra deler første glimt af ny sæson "Bachelorette"

Og hvad gør man, hvis man ikke vil – eller kan komme til – det samme land som de børn, man ikke bor sammen med til daglig? Min ældste datter er 28 år, så hun ville nok gå sine egne veje, men jeg tør slet ikke tænke det til ende, faktisk."

Hvordan ville det være, hvis du skulle forlade alt, hvad du kender, tror du?

"Det ville jeg synes var helt forfærdeligt. I Norge ville jeg savne den danske humor. Jeg ville savne mine kolleger her fra Filmbyen. 

Jeg ville savne min familie, selvfølgelig, hvis ikke de tog med. Det ville være ubærligt for mig. Og det er klart, at hvis mine børn ville bosætte sig et andet sted, så ville jeg forsøge at komme til at bosætte mig der også."

Hvis du skulle forlade landet, hvad ville du så tage med dig – udover familien?

"Mine kaniner."

Han griner.

"Nej, det ved jeg faktisk ikke. Det kan godt være, jeg ville være mere kynisk lige der og få dem aflivet. 

I forhold til ting er jeg ikke så sentimental, men jeg ville nok lige gå ned og rode i mine gamle kasser, finde nogle fotos frem og tage min computer med. Omvendt er jeg meget sentimental omkring steder. 

Når jeg f.eks. forlader et hotelværelse, hvor vi har haft nogle dejlige dage, så bliver jeg påvirket af det og tænker, gud, nu er der a slice of life, som ikke er mere."

Han holder en lille pause og ser pludselig meget alvorlig ud.

"Men det, som jeg selvfølgelig ville have sværest ved at forlade, det ville være min datters grav."

Besøger du den tit?

"Ja."

Han bliver bevæget.

Så ikke at kunne komme der ville være …?

"Næsten umuligt. Det ville være endnu en afsked."

Altid familier

Thomas mistede sin næstældste datter, Ida, i en bilulykke i 2019. Han ønsker ikke, at det tab i sig selv skal være en historie nu, for det er så uendeligt meget større end en historie, men han vender alligevel tilbage til det flere gange, fordi familie netop er det vigtigste for ham, og fordi tv-serien handler om kærlige relationer.

"Jeg har lavet film om familier altid. Og familier er lig med kærlighed. Loyalitet. Kontinuitet. Og samhørighed. 

I familier er man virkelig hinandens livsvidner, men samtidig er familien jo også de eneste mennesker i vores liv, vi ikke selv har valgt. Og det kan give en masse komplikationer. Familien er også truet af det ekstremt høje arbejds-, stress- og aktivitetsniveau, som i meget høj grad handler om os selv og vores egen udvikling. 

Helene, min kone, som er præst, siger, at når hun taler med mænd, som skal dø, er det fælles for dem alle, at de fortryder, at de ikke har været mere sammen med deres børn."

Du har selv været meget væk i perioder, sagde du før, hvad gør det ved dig, når du hører det?

"Efter at have mistet et barn og efter at have fået så mange børn, så tænker jeg, at jeg virkelig skal finde det rette fokus. Man kan meget nemt lade sig rive med i filmbranchen på en helt skør måde."

Hvordan?

"Jamen, det er så altopslugende at lave film og nu en tv-serie. Det er så omkostningstungt, og det er så nemt at komme til at gøre noget forkert. Samtidig er det et stort lederjob, som man nemt kan lade sig fuldstændig opsluge af.

Jeg har en årrække i mit unge liv, som jeg simpelthen ikke rigtigt kan huske, fordi jeg var fuldstændig hevet med af det. Og det er blevet mit livs kamp at undgå, at det sker igen. 

Jeg kan virkelig godt lide at arbejde hårdt, så det er ikke en form for dovenskab, der er ved at snige sig ind, men jeg kan ikke lide, når det bliver stress. Og hysteri. 

Det forsøger jeg virkelig at undgå. For hvis ikke man passer på, er der simpelthen perioder af ens liv, der bliver klippet ud af erindringen. De findes ikke, og så bliver det, man har lavet, pludselig værdiløst."

Hvad gør du for at undgå at blive revet med på den måde?

"Det er rigtig svært, men det er selvfølgelig noget, der er blevet meget præsent efter de store omvæltninger i mit liv. Det lykkedes ikke i den første halvdel af arbejdet med ”Familier som vores”, og det var et stort nederlag, men jeg fik kæmpet mig ud af det og fandt hen ad vejen noget ro i produktionen. 

Optagedagene på en serie bliver ved med at komme, men det gjorde sjovt nok, at de var mere rolige, og derfor havde jeg mere mentalt overskud til familien, som var med mig i Prag, hvor vi optog et godt stykke tid. 

Men der er selvfølgelig også en sandhed i, at familien i mange af ugerne ikke var der, og at jeg derfor bare kunne give slip og arbejde igennem."

Så det handler om at være til stede der, hvor man er?

"Præcis. 

For tyve år siden var jeg til filmfestival med 'It’s All About Love', og der kan jeg huske, at jeg en sen aften sad og talte med nogle journalister. De havde alle sammen været fulde i tre dage, de savnede deres familier, og så kom vi til at tale om det her fænomen med at sidde ved middagsbordet derhjemme og tænke på sit arbejde og på den måde ikke være til stede. 

For så bagefter at rejse væk med sit arbejde og sidde i en fremmed by og savne sin familie. Så er man jo ingen steder. Og så begyndte journalisterne at græde og ville hjem."

Han griner højt, formentlig fordi der er en snert af genkendelse i det.

Hvad gør du for at være til stede, når du kommer hjem om aftenen?

"Jeg forsøger at afrunde min arbejdsdag. Enten med en gåtur eller en anden form for fysisk udfoldelse, inden jeg tager hjem. 

Og så er min kone meget god til at ruske mig til stede. Det er dog skide svært for mig, må jeg bare sige, men jeg øver mig i det. Og jeg synes, det er blevet bedre. 

Helene er også et ekstremt gavmildt menneske, og jeg slipper nok nemmere end rigtig mange andre, tror jeg. Vi har ikke en masse slagsmål om, hvem der skal gøre hvad, og fordi vi begge to har meget lyst til at have børn, går det rigtig godt. 

Også med at have et helt lille barn, selvom jeg efterhånden er blevet 55 år."

Han holder en lille pause og tænker sig om.

"Det hører med, at alt det, jeg lige nu sidder og siger, er blevet sat på spidsen af, at jeg har mistet Ida. Når man oplever, at liv kan mistes så nemt, så tænker jeg, at det mindste, jeg kan gøre, er at forsøge at leve mit liv så godt som muligt."

Og være der for dem, der stadig er her?

"Ja. Og i det hele taget bare være der. Livet er f.eks. for kort til filmhysteri og stress."

Nyt barn på venteliste

Da Thomas i foråret blev far for femte gang, ringede han til Bernadotteskolen i Hellerup, hvor hans fire andre børn også går eller har gået.

"”Dav, det er Thomas Vinterberg, jeg ringer for at skrive min nye datter, Leonora, på venteliste”, sagde jeg. Så var der en laaang pause, hvorefter stemmen i telefonen sagde: ”IGEN?!”. Efterfulgt af: ”Sikke du kan!”."

Læs også

”Tessa kom ind i mit liv og ændrede alt, da jeg følte mig allermest alene og sårbar”

Han griner højt.

"Det var ret sjovt, synes jeg."

Hvordan er det at være far i en moden alder i forhold til at være en ung far?

"Følelsesmæssigt er det lige så fuldstændig vildt overvældende som første gang, men jeg har en anderledes ro omkring det denne gang. 

Jeg har ikke helt det samme, jeg skal bevise for verden nu, som da jeg fik Nanna i tilbage i ’95. Det er en stor glæde at være blevet far igen, ingen tvivl om det. Jeg har dog sådan et regnestykke inde i mit hoved, som går ud på, at jeg så har smurt madpakker i over 40, når Leonora engang ikke skal have madpakker med mere, ha ha."

Hvordan er du som far?

"Langt fra perfekt. Jeg tror, at jeg er både utålmodig, irettesættende og humørsvingende. Men grundlæggende er jeg meget optaget af mine børn, og grundlæggende er jeg meget kærlig overfor dem. Jeg tror, at de oplever mig som et menneske, der er hundrede procent engageret i dem."

Psykologen

Hvor er du helt overordnet i dit liv lige nu?

"Jeg er småbørnsfar, men jeg er også 55, så det stiller nogle krav til mig rent fysisk simpelthen. Jeg bliver nødt til at stå op om morgenen og lave noget morgentræning. 

Og jeg bliver nødt til at have tålmodighed i forhold til sådan nogle nærdemokratiske beslutninger til klassemøder og den slags. Men jeg må faktisk sige, at jeg glæder mig til hele det der småbørnsforløb igen.

Jeg føler det meget livgivende. Jeg føler mig meget heldig. Og jeg er på ingen måde træt ved tanken. Jeg er også et sted, hvor jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal med min karriere, men det bekymrer mig bekymrende lidt."

Skal du ikke blive ved med det, du laver?

"Jo, jo, det er ikke fordi, jeg skal lave noget andet. Jeg kan ikke noget andet. På et tidspunkt, da jeg havde det rigtig dårligt, gik jeg hos en psykolog og fortalte hende blandt andet, at jeg overvejede at holde op med at lave det, jeg gør. 

Det var nok i sådan en forfængelig forventning om, at hun så ville sige, jamen du er jo en gave til menneskeheden, og du skal selvfølgelig blive ved med at lave film. 

Men det sagde hun altså ikke. Hun sagde "nå, det var da en fin idé, men skal du ikke tjene nogen penge?". Og jeg var sådan, øh jo. 

”Hvordan har du tænkt dig at gøre det, har du en bageruddannelse eller noget andet, jeg ikke har hørt om?”, sagde hun så, hvortil jeg måtte svare, at det har jeg faktisk virkelig ikke. ”Nå, aj men så bliver det svært – tror du ikke bare, at du skal blive ved med det, du laver?”."

Han griner igen.

"Det var faktisk ret befriende."

Hvad er det så, du er i tvivl om?

"Det er mere, hvad jeg skal lave næste gang. Jeg har et system, hvor jeg lover mig selv, at jeg skal have besluttet, hvad jeg skal som det næste, inden jeg har en premiere, og det ved jeg ikke lige nu. Der er flere mulige fugle på taget. Men som sagt, jeg er bekymrende uoptaget af det."

Fordi du er vant til, at det skal nok gå?

"Ja, men det er også fordi, jeg måske også trænger til … Altså, min datter døde for fem år siden, og jeg røg direkte videre fra 'Druk' og en Oscar til den aktuelle tv-serie samtidig med, at jeg var i dyb sorg. 

Måske er det bare meget godt, at jeg ikke løber så sindssygt stærkt. Sorgen forsvinder jo ikke og skal have sin plads."

Kan du være bange for sådan en pause, og hvad der så måske opstår af tanker?

"Da jeg for år tilbage sagde til min gode ven Per Fly, at jeg ville tage orlov, sagde han: ”Det må du ikke gøre, du får en depression!”. 

Når man nedbryder den struktur, der ligger i at have et arbejde, kan det koste enormt mange kræfter at bygge den op igen. Det er lidt, som når du er på ferie, og hverdagens struktur er væk, det kan også være rigtig svært og give plads til alle mulige dæmoner. 

Så jeg tror ikke, jeg skal have helt fri, jeg tror bare, at jeg skal lade være med at skynde mig så meget."

De dæmoner, du taler om, kan det måske også være refleksion, du ikke har givet dig selv lov til at have efter at have mistet?

"Refleksion har jeg givet mig selv lov til, kan du tro. Selvfølgelig. 

Det kan man i øvrigt slet ikke undgå. Det kan slet ikke lade sig gøre at holde sorg ude i armslængde. Tårerne finder deres vej. Og man bliver bare stoppet. Smak. Sådan er det. 

Det kan godt være, at det lyder sådan, men jeg har ikke bare arbejdet mig ud af sorgen. Det tror jeg simpelthen ikke på, at man kan. Men jeg har fastholdt at have noget, jeg skulle. Det blev jeg rådet til af diverse forskellige psykologer. 

De sagde, det er vigtigt, at du har noget at stå op til, at du får dig et bad hver dag, og at du spiser. De tre ting må overholdes. Men man kan jo gøre det i forskellig intensitet. Og nu er der altså en naturlig pause, og der er kommet et lille barn til verden. Det passer mig godt."

Kærligheden består

Det overordnede tema i 'Familier som vores' er viljen til at overleve, håbe og elske. Store ord og temaer, som ligger godt i tråd med alt, hvad Thomas fortæller om sit eget liv. 

I serien udtrykkes det især gennem de to unge karakterer Laura og Elias, der som nyudklækkede studenter giver sig selv lov til at lade kærligheden spire midt i kaos.

"For mig er det udtryk for håb, at vi har lavet en serie, hvor landet forgår, men kærligheden består. 

Det, at de unge kan vende sig fra katastrofen og fastholde det essentielle i livet, er for mig meget håbefuldt og meget nødvendigt for den her historie. Det gør, at jeg oplever historien som alarmerende, men ikke deprimerende. 

Jeg havde ikke lyst til at lave noget, der var deprimerende. Kærlighed er ikke noget, man kan vælge. Forelskelse og kærlighed opstår, eller også gør det ikke. Hvis du nu sad i en båd med fem smukke sømænd og skulle krydse Atlanten med dem, så ville der være en vis sandsynlighed for, at du kunne blive forelsket i en af dem, fordi I tilbringer tid sammen. 

Fordi dit fokus er på dem. Og det er faktisk det samme i forhold til tro, har jeg fundet ud af. Jeg er opdraget hjemmefra med sætningen: ”Der er mindre mellem himmel og jord, end du tror”.

Men jeg er kommet til et sted i livet, hvor jeg gerne vil beskæftige mig mere med det, som jeg håber, at der alligevel er. Jeg er misundelig på min kone og hendes præstekolleger over det meget store perspektiv, de har. 

Efter at have oplevet dødsfald i familien er det blevet en nødvendighed for mig at prøve at komme tættere på troen."

Nogle vælger at gå den anden vej og siger, at når sådan noget kan ske, kan der ikke være nogen gud, hvad tænker du om det?

"Det er klart, og det var også de første bøger, jeg læste. Det er et meget stort og komplekst spørgsmål i teologien, hvordan Gud kan være almægtig og samtidig lade så meget ondt ske. 

Men jeg er forbi det spørgsmål. Forbi forbitrelsen over, at den slags kan ske. I stedet ser jeg sådan på det, at sorg ikke findes uden, at der har været kærlighed. 

Og den slags tanker vil jeg gerne skabe mere plads i mit liv til at reflektere over."