”Tessa kom ind i mit liv og ændrede alt, da jeg følte mig allermest alene og sårbar”

Den første gang 20-årige Nathalie Nygaard så Tessa optræde, var på Grøn Koncert i Aalborg i 2022. 

Nathalie stod forrest oppe ved scenen og kunne dengang kun synge med på omkvædene af Tessas største hits, som hun sporadisk havde hørt til fester. Men da Tessa kom hen til scenekanten, pegede direkte på Nathalie og leverede sine tekster med stor attitude, var det som at få elektrisk stød. 

"Det var som om, at det hele pludselig gav mening. I noget tid havde jeg tænkt over, hvem jeg egentlig var som menneske, for jeg kunne ikke lide den, jeg var. Jeg har aldrig selv taget stoffer, men jeg hang ud med folk, der gjorde, og jeg drak virkelig meget alkohol i den periode. Jeg pjækkede fra skolen og skændtes med alt og alle i mit liv. Jeg kunne ikke rigtig lide mig selv."

Efter koncerten besluttede Nathalie sig for at dykke dybere ned i Tessas univers. Det var her, hun opdagede DR-dokumentaren ”Tessas Hævn”, som blev udgivet i 2020 på DR. 

I dokumentarserien følger man sangerinden i sin spæde karriere som musiker, mens hun forsøger at håndtere de mange hemmeligheder fra fortiden, der kan ødelægge hendes ry. Her får seeren indblik i det til tider rå ungdomsliv, Tessa har levet, med både kriminalitet, hjemløshed og overgreb. 

"Det første, jeg tænkte, da jeg så serien, var, at her var der en ligesom mig. Hun har været igennem mange af de samme ting, og endda værre ting end mig, og hun kan finde ud af at tackle dem. Det føltes på en måde som at blive anerkendt. Jeg har ikke været decideret hjemløs, men jeg er flere gange stukket af og har sovet på banegården i Aalborg, hængt ud med de forkerte mennesker og generelt ikke vidst, hvor jeg skulle hen med mit liv. Det var de ting, jeg kunne genkende i Tessa." 

I dokumentaren ser man Tessa til psykologsamtaler, hvor hun forsøger at bearbejde de ting, hun har været involveret i tidligere. Her fortæller hun, at det sværeste ved at åbne op overfor offentligheden er, at hendes forældre nu kommer til at høre om hendes fortid. 

"Da jeg så de scener, fik jeg tårer i øjnene, for jeg har også selv oplevet ting, som er virkelig svære at snakke med mine forældre om."

Da Nathalie var lille, gik hendes forældre fra hinanden, og i størstedelen af opvæksten har hun boet hos sin mor. Kun i perioder har hun boet hos sin far, men på grund af uenigheder har der været en lang periode helt uden kontakt. 

Nathalies mor, Anette, er født med syndromet FAS, der betyder, at hun har en hjerneskade som følge af hendes mors alkoholforbrug under graviditeten. Den er blandt andet skyld i, at Anette i dag har en IQ på 74 og ikke kan føle empati, og det har været afsæt for mange konflikter i Nathalies barndomshjem. 

Læs også

Thomas Vinterberg og Helene Reingaard Neumann har været sammen i 17 år: Vi har særligt én regel

"Jeg blev rørt, da jeg så dokumentaren, for mine forældre, og især min mor, forstod aldrig, hvad jeg gik igennem. Hendes hjerneskade gør, at hun har svært ved at sætte sig ind i andres følelser, så da jeg var yngre, havde jeg følelsen af, at hun var ligeglad med mig. Det har aldrig været særlig nemt at være derhjemme, men det var heller ikke nemt at være nogen andre steder."

Da Nathalie var færdig med at se dokumentarserien om Tessa, følte hun helt instinktivt, at hun havde fundet et sted at høre til og en kvinde, der kunne hjælpe hende. 

"Tessas fortid gør hende speciel, og det er så fedt, at hun ikke er bange for at tale højt om den. Det er helt klart hende, der har givet mig modet til selv at søge hjælp til at gøre mit liv bedre."

Tessa dukkede op midt i ensomheden 

Når Nathalie Nygaard fortæller sin livshistorie, er det tydeligt, at hun har bearbejdet mange af de ting, hun har været igennem. 

I dag går hun på gymnasiet i Aalborg, bor i sin egen lejlighed, er cheerleader-instruktør for unge piger og har gode venner, som hun føler, hun kan være helt sig selv med. Det er Tessas skyld, fortæller hun. 

Førhen hvilede der et konstant tungsind over Nathalie, og hun mødte altid sin omverden med paraderne oppe. Det skyldtes i høj grad hendes folkeskoletid, hvor hun blev mobbet af klassekammeraterne. 

"De andre børn var ægte forfærdelige mod mig. Jeg var meget udadreagerende som barn, så det er klart, at jeg var den sjoveste at drille. Det var så ubehageligt, og jeg synes stadig, det kan være svært at tale om, for mine skoleår var virkelig slemme."

Når de andre elever provokerede Nathalie, blev hun overvældet af et raseri, der føltes som om, hendes blod begyndte at koge. Ofte blev hendes vrede så altomsluttende, at hun per automatik reagerede fysisk voldsomt uden at tænke sig om først. Det kunne resultere i, at hun kastede sten eller gik til angreb på de andre børn. 

"Det var kun i skolen, jeg kunne få mine frustrationer ud, for derhjemme blev jeg ikke set. Min mor har jo altid haft svært ved at forstå mig på grund af sin hjerneskade, og mine søskende var de udadreagerende derhjemme, så der vidste jeg, at jeg ikke ville få opmærksomheden. Og i virkeligheden var det nok bare det, jeg gerne ville have. Når jeg kom i problemer på skolen, vidste jeg, at min mor ville komme og hente mig, og så havde hun kun sit fokus på mig. Jeg var i bund og grund helt vildt ensom, og jeg havde følelsen af, at ingen ville høre min side af historien. Hverken i skolen eller derhjemme."

Både i skolen og derhjemme har Nathalies liv været præget af konflikter, så da hun nåede 10. klasse, så hun sit snit til at tage på efterskole. Her fik hun en kontaktperson, som gjorde et stort indtryk på hende, og hun skabte venskaber, der var langt mindre konfliktfyldte end dem, hun var vant til i folkeskolen. Men da skoleåret nærmede sig sin afslutning, kunne Nathalie mærke, at hendes nervesystem gik i alarmberedskab. 

"Alle de psykologer, jeg har været til gennem årene, er med tiden skiftet ud med andre, og det samme er de kontaktpersoner, jeg har fået tildelt gennem kommunen. Generelt er mange af de relationer, jeg har haft i mit liv, stoppet fra den ene dag til den anden, og jeg kunne mærke, at det samme ville ske, når efterskoleåret sluttede. Jeg vidste, at jeg ville miste mine venner og min kontaktperson, og det svigt kunne jeg slet ikke være i. Det var sket alt for mange gange i mit liv, at folk, jeg holdt af, har forladt mig, så jeg ville forsvinde fra efterskolen først. Hvis jeg selv var den, der gik, kunne de ikke nå at forlade mig."

Læs også

Camilla Dalsgaard om turbulent barndom: Vi tog et tog gennem natten og gik under jorden

Da Nathalie fortalte sin mor, at hun gerne ville flytte hjem, blev hun afvist. Moderen mente, at Nathalie var for stor en opgave, og at de aldrig skulle bo sammen igen på grund af deres mange konflikter. Nathalie tog derfor tilbage på efterskolen, mens hun ledte efter den lejlighed, der senere skulle blive hendes nye hjem. 

"Jeg følte mig svigtet af alle. Jeg kunne ikke finde ud af at bo alene, for jeg havde aldrig prøvet at forsørge mig selv. Det var virkelig hårdt, og det var der, Tessa kom ind i mit liv. Lige der, hvor jeg følte mig allermest alene og sårbar."

"Jeg elsker hende ubetinget"

Nathalie Nygaard har lavet en fanprofil på Instagram, har rejst land og rige rundt for at overvære Tessas koncerter, ventet udenfor i kulden i timevis for at møde hende og brugt hendes fritid på at støtte hende. For Tessa støtter også hende. 

"Det er Tessas skyld, at jeg har fået hjælp, og at jeg har det bedre i dag. Når jeg står i en udfordrende situation, tænker jeg på, hvad Tessa ville gøre. Jeg har jo førhen været meget aggressiv og slået fra mig, men når jeg kommer op i det røde felt nu, ved jeg, at Tessa ville sige, at jeg skal slappe af. Efter jeg er begyndt at tænke sådan, er der næsten ikke noget drama i mit liv længere. Jeg plejede at provokere og diskutere med folk på daglig basis, men nu er det hele meget mere afslappet."

Nathalie ved, at Tessa har talt med sin egen mor om deres kontroverser gennem tiden, og det har givet Nathalie mod til at gøre det samme med sin mor. Med moderens hjerneskade har det krævet hjælp fra udenforstående, men i dag har Nathalie et godt forhold til sin mor. 

Faktisk har Tessas musik også hjulpet moderen til at forstå sine egne følelser og at reagere bedre, end hun har gjort hidtil. Nu lytter moderen og datteren til musikken sammen og bruger Tessa som brobygger. 

"Jeg skylder Tessa alt. Jeg ved godt, at nogen vil mene, at min kærlighed til hende har taget overhånd, men hun betyder virkelig alt for mig. Jeg elsker hende ubetinget, og ved ikke, hvor jeg havde været i dag uden hende. Det er klart, at nogle ikke kan forstå mit forhold til hende, men når folk siger, jeg er vanvittig, så er det, fordi de ikke selv har haft behov for den hjælp, som jeg har. De kan ikke sætte sig ind i, hvad hun betyder for mit liv, og så skal de heller ikke gøre sig kloge på det."