Thordis’ kæreste blev hendes voldtægtsmand: ”Jeg er et levende bevis på, hvad monster-myten kan gøre af skade”

To timer varer 7.200 sekunder.

Det har islandske Thordis Elva vidst, siden hun var 16 år gammel og talte sekunderne på sit vækkeur i teenageværelset.

Ovenpå hende lå hendes kæreste, den australske udvekslingsstudent Tom Stranger, som var både flot, charmerende og intelligent.

Tom var Thordis’ første forelskelse, og på de 7.200 sekunder en nat i 1996 blev han én ting mere.

Hendes voldtægtsmand.

Jeg møder Thordis og Tom mere end 20 år senere på en restaurant i København i forbindelse med promoveringen af deres fælles bog ”Rejsen mod tilgivelse”, der netop er blevet oversat til dansk.

De sidder på hver deres side af bordet uden at tale sammen. Som to individer, der intet har med hinanden at gøre.

Stemningen er lettere formel, og det er måske ikke så underligt. For hvordan taler man om voldtægt, når gerningsmanden og kvinden, han har voldtaget, sidder lige knap en meter fra hinanden?

Du er den første voldtægtsmand, jeg kan komme i tanke om, der er stået frem. Hvorfor har du valgt at gøre det, Tom?

- Det har jeg gjort, fordi jeg tror på, at det er vigtigt at forstå, hvor jeg var rent følelsesmæssigt den aften. Jeg var en helt normal fyr, en teenager fra et godt hjem, og så simpelt, som jeg kan forklare det, så var jeg underlagt en forståelse af, at hvis en fyr tog på en date med sin kæreste, så havde han en eller anden ret til sex, svarer han og fortsætter så:

- Det er vigtigt at understrege, at det er en forbrydelse at begå voldtægt, og det skal være forbundet med skam - jeg er ikke fortaler for nogen form for bagatellisering eller normalisering af problematikken - men jeg tror, at for at vi kan forstå, hvad det er, der driver folk til voldtægt, så bliver vi nødt til at have en ærlig snak om de personer, der begår den.

Artiklen fortsætter under billedet...

Bruddet med “monster-myten”

Som udgangspunkt ligner Tom ikke stereotypen på en overgrebsmand, som forgriber sig på kvinder i nattens mørke.

Han er stille, velklædt og veltalende, og han afventer Thordis og jeg, før han gør anledning til at tale. I den time, interviewet varer, bevæger han sig næsten ikke.  

Alligevel er han billedet på langt størstedelen af de personer, der misbruger andre seksuelt.

Ud af de i alt 791 anmeldelser for voldtægt eller voldtægtsforsøg, som politiet modtog i 2016, var gerningsmanden i 37 procent af tilfældene en nuværende eller tidligere partner, viser tal fra Det Kriminalpræventive Råd. I 21 procent af tilfældene var der tale om en ven eller bekendt til offeret.

”Monster-myten”, navngiver Thordis den gængse og misforståede opfattelse af en voldtægtsmand og fortæller, at det netop er den, der er drivkraften bag projektet og valget om at samarbejde med den mand, der har gjort hende skade. 

- For at forstå mennesket bag disse forfærdelige handlinger er vi nødt til at se dem som mennesker og ikke som monstre, for ellers vil det gøre mere skade end gavn. Jeg er et levende bevis på, hvad Monster-myten kan gøre af skade, fordi den forhindrede mig i at forstå, at jeg var blevet seksuelt misbrugt. Tom var ikke billedet på et monster. Og det kostede mig vigtig tid, som jeg kunne have brugt på at gå rettens vej eller på at hele, konstaterer hun.

Den manglende forståelse for at en voldtægtsmand også kan være en kæreste, ægtefælle eller ven gjorde, at en sejlivet skam overtog Thordis’ tanker. Præcis som den har overtaget tankerne hos mange andre ofre for voldtægt.

Kunne hun have gjort noget for at forhindre det? Taget en længere kjole på eller drukket mindre Captain Morgan? Og hvad sagde det om hende, at hun stolede på en person, der kunne finde på at gøre hende ondt?  

- Det er en helt baglæns forståelse af problemet, fordi det udelukkende placerer ansvaret hos offeret i forhold til at skulle leve sit liv på en måde, så hun undgår at blive seksuelt misbrugt. Den eneste, der kan undgå at et overgreb finder sted, er gerningsmanden, fastslår Thordis, der har brugt årtier på at lære at slippe skammen og tilgive sig selv.

Når skam og skyld tager over

Alligevel gennemsyrede skyldfølelsen de lange, virtuelle breve, som hun og Tom gennem otte år sendte frem og tilbage over Atlanten i forsøget på at nå frem til en mening med det hele.

Sidevis af hudløs ærlighed og smertefulde sandheder, der blev ved, indtil Thordis foreslog, at de mødtes ansigt til ansigt i Cape Town, Sydafrika. Byen, der lå midt mellem deres to lande, og som på mange måder er blevet billedet på en uge, der skulle have sat et punktum, men som efterlod et komma.

- Jeg havde gravet meget i fortiden gennem mine skriverier, men at skrive er et tavst format, og der er noget stærkt i at lægge stemme bag sine oplevelser. Særligt når det er oplevelser, du forbinder med skam. Så det var på en måde det afsluttende skridt på en virkelig lang rejse, hvilket er ironisk, fordi jeg så mange år senere stadig sidder og taler om det, siger den lyshårede islænding.

Thordis er stærk, sikker og kontant i sine udmeldinger. Overbevisende i hver eneste sætning. Tom, derimod, taler stille og smager lige en ekstra gang på ordene, inden han lader dem gå.

- Jeg tror ikke, at jeg havde en chance for at forstå, hvad mit valg havde af effekt på Thordis før Cape Town. Selv ikke efter otte år med mails frem og tilbage. Det tilføjede noget at sidde i et rum og høre og se Thordis og på den måde føle, hvad den aften havde betydet for hende. Samtidig fik jeg en chance for at få forløst noget af den skam, jeg også bar rundt på og muligheden for at forlade Cape Town med en bedre fremtid i sigte, hvor jeg ikke så mig selv som en, der misbruger andre mennesker, fortæller Tom.

Må man give ordet til en voldtægtsmand?

Tilgivelse var ikke en del af planen, da Thordis og Tom besluttede sig for at se hinanden i øjnene efter 16 år. Men det skete. Måske mest som et biprodukt af den retfærdighed, Thordis søgte, og fordi hun anså det som en nødvendig del af at frigøre sig selv fra det had og den vrede, der tyngede hende.

Tilgivelsen var for hendes egen skyld. Ikke for Toms.

Siden har de to fortalt deres historie i de populære TED Talks og senere i deres bog, som indtil videre er udkommet i ni lande.

Mens reaktionerne generelt har været en blanding af overraskelse og respekt, har netop tilgivelsen dog også givet negativ genklang. Gang på gang er de blevet kritiseret for at give ordet til en voldtægtsmand og for at formidle et budskab om, at man bør tilgive ham.

Hvad tænker I om, at I er blevet kritiseret for at sende det budskab?

- Jeg mener ikke, at jeg sender det budskab ved at fortælle min historie. Jeg har på ingen måde fremlagt det som en manual, og jeg prædiker på ingen måde tilgivelse. Jeg tror på, at det for nogle er vigtigt ikke at tilgive, og for mig handlede tilgivelsen hovedsageligt om mig selv. Den kritik, der har været mest markant, er dog, at en person, der har været seksuelt voldelig, ikke bør ses eller høres. Og det synes jeg er et ufuldstændigt argument, fordi vi ser og hører gerningsmændene hver dag. De konkurrerer i sportsbegivenheder og instruerer de film, vi ser. Men de nægter den skade, de har forårsaget, og de afviser deres ansvar. Det har den virkning, at volden normaliseres. Så jeg tror, at vi desperat har brug for nogen, der gør det modsatte, og som viser os ind i deres sind, så vi kan lære af det, svarer Thordis, inden Tom tager over:

- Personligt har jeg lyttet til enhver kritik, jeg har modtaget. Jeg ved, at jeg har lavet nogle fejl i den måde, jeg har talt om min fortid på, og jeg vil sandsynligvis lave flere i fremtiden. Men jeg tror, at debatten er fuld af stigmatisering og tabuer, og at der er mange forskellige meninger og perspektiver. Jeg glædes over, at der er skabt et rum, hvor alle kan høres, og derfor har jeg forsøgt at lytte og forstå i stedet for at kæmpe tilbage, siger han.

Trods kritikken, der stadig florerer i medier verden over, står de to forfattere i dag tilbage med en god følelse i maven. De holder fast i at have gjort det rigtige ved at fortælle deres historie og nuancere billedet på voldtægt.

Samtidig er debatten om samtykke kun blevet mere højrøstet efter Metoo-bevægelsen, og hver dag taler Thordis og Tom med unge kvinder og mænd, som har fundet hjælp i deres fortælling. Det meningsløse i voldtægten har pludselig fået en form for mening, fortæller Thordis. 

- Følelsen af at der er kommet noget konstruktivt ud af en masse lidelse, er den bedste nogensinde. Jeg håber, at alle kvinder bliver bevidste om, at de har rettigheder, selvom voldtægten ikke bliver begået af en fremmed i en mørk gyde. Du skal ikke lide alene, og skammen vil aldrig være din.

Vil du vide mere om Thordis og Tom, kan du bestille deres bog ”Rejsen mod Tilgivelse” her.

Som den primære forfatter til bogen vil størstedelen af indtjeningen gå til Thordis. Tom vil ikke tjene penge på udgivelsen og vil donere al profit til et kvindecenter i Reykjavik.