”Det
er altid spændende at spille til sådan noget, men der er lige rigeligt
præstationsangst. Det kan jeg simpelthen ikke løbe fra.”
Sådan
siger Tina Dickow i ALT for damernes podcast, Skål Søster, hvor hun bl.a. taler
om at spille til fejringen af 20 år med Kronprinsparrets Priser. Showet blev
sendt på DR lørdag d. 9. november, og til det spillede Tina Dickow samt fire
andre tidligere modtagere af priserne.
Tina
Dickow, som er sanger og sangskriver, bor på Island, men er i disse dage i
Danmark for bl.a. at medvirke i førnævnte show, og det var – trods nerverne – en
god og stor oplevelse. Men var det ugens højdepunkt at spille til den royale
fejring?
”Det
var en fed dag, og det var fedt at hænge ud med bandet, som jeg ser så sjældent.
Trine Dyrholm var med mig som gæst på scenen, og det fik mig faktisk til at tænke
på et andet, lidt mere finurligt højdepunkt. Det er sådan en lille vækkelse,
jeg har haft,” siger hun og fortsætter:
”Trine
har brugt en masse tid på Island, fordi hun har skudt en tv-serie deroppe, og
hun var på besøg for nogle dage siden, hvor hun kom med en lille gave: Et sæt
tarotkort.”
Bliver
jeg ved med at lave musik?
Tarotkortene
fra Trine Dyrholm kom på baggrund af en stund, de to kvinder delte tidligere på
året, fortæller Tina Dickow:
”Vi
var ude i vores sommerhus midt i den islandske natur. Ud på aftenen, efter vi
havde fået lidt at drikke, hev Trine sådan et sæt tarotkort frem. Jeg ved ikke,
om hun tror på tarotkort, jeg tror bare, hun har erfaret, at det er en fed måde
at få nogle gode samtaler i gang på. Man finder ud af, hvad der rør sig i folk,
og det en god vinkel til at tale om folks tanker.”
Og
hvad rørte sig så hos Tina Dickow? Et stort spørgsmål, ifølge hende selv.
”Så
jeg sad pludselig der og skulle spørge tarotkortene om noget. Jeg spurgte: ”Bliver
jeg ved med at lave musik?” Stort spørgsmål, synes jeg selv. Af alle de kort,
jeg kunne have trukket – noget om magt eller ambitioner eller sådan noget –
trak jeg et kort, der hed ”nydelse”. Det ramte så hårdt ned i
spørgsmålet, mit liv og mit arbejdsliv, synes jeg.”
Kortets
budskab ramte hårdt, fordi sangeren ikke altid har været god til at nyde musikerfaget,
fortæller hun.
”Det
der med nydelse… Altså ja, for fanden. Som kortet også beskrev, er det en fin måde
at vise taknemmelighed for det, man har på: Ved at nyde det. Jeg ved ikke
hvorfor, men det var en optur for mig lige at få slasket dén i hovedet, at ja,
selvfølgelig skal jeg blive ved med at lave musik, og jeg skal fucking nyde
det. Jeg skal ikke have en frygtbaseret tilgang, det skal være nydelsesbaseret.”
Elsker
musikken, men…
I
podcasten fortæller Tina Dickow, at nervøsitet, præstationsangst og usikkerhed
er noget, der har fulgt hende i hele karrieren. Derfor er det også typisk hende
at spørge tarotkortene, om hun vil fortsætte med at lave musik.
”Det
er nogle tanker, der nærmest har fulgt mig, siden jeg selv fik Kronprinsparrets
Pris i 2008. Jeg fik den på et tidspunkt, hvor alt bare var for vildt, og hvor
jeg følte, at jeg havde opnået mere, end jeg nogensinde kunne have drømt om. Og
hvad så nu? Fra nu af skal jeg så bare forsøge at leve op til mig selv,” siger
Tina Dickow og holder en pause.
”Så
det spørgsmål kunne jeg have stillet igennem alle årene. Jeg har selvfølgelig
haft mit drive og min passion, men det har altid været et kompliceret arbejde.
Jeg elsker musikken, men alt det omkring… Der er mange ting, der er svære for
mig: At skulle præstere hele tiden og at blive bedømt, for det bliver man jo.
Og dét kan bringe mere frygt ind i billedet, modsat den der nydelse.”
Sangeren
mener dog, at hun er ved at være klar til at give slip på frygten og lade
nydelsen fra tarotkortet fylde mere:
”Jeg
er i højere grad klar til at sparke frygten ad helvede til,” siger hun.
Når
hun har brug for opmuntring i dén proces, vil hun tænke på tarotkortet og på Trine
Dyrholm, som hun har stor respekt og beundring for. Og som hun også udbragte en
skål for i slutningen af podcastafsnittet:
”Jeg
synes, at Trine Dyrholm, fortjener en skål. Jeg er enormt glad for at have lært
hende at kende, hun er superinspirerende. Jeg har altid syntes, at hun var
megasej. Hun er så frisk og modig og kraftfuld,” siger Tina Dickow.
Hør
resten af snakken om nervøsitet, karriere og tarotkort i podcasten ’Skål Søster’.
Her taler Tina Dickow og ugens anden gæst, Lene Beier, bl.a. også om at forfølge
sine drømme til udlandet og at føle sig lille i den store natur.